Hej Chanet!

Det er hårdt at læse om dine følelser og manglende tillid her 1½ år efter utroskaben. For mig er det over 1 år siden jeg opdagede det, og nej, tillid er der intet af. For det første har jeg er temmelig klar fornemmelse af, at han ikke har fortalt alt – mn mand har nemlig også helt utrolige huller i en ellers glimrende hukommelse.

Utroligt, hvordan noget, der trods alt må have været lidt specielt og ud over det almindelige hverdagsliv sådan helt kan forsvinde ud af hukommelsen? Jeg mener - jeg kunne forstå det, hvis det handlede om at huske, hvorvidt man har købt mælk igår, men det handler om at huske en handling, som for manges vedkommende er gjort "for spændingens skyld" eller fordi "jeg i den grad mangler nærhed og bekræftelse hjemme" …. jamen dog, så er det da dobbelt ærgeligt, at de slet ikke kan huske, da de endelig fik den spænding, nærhed og bekræftelse.. ;O)

Lyder jeg bitter.. tja, det er nok rigtigt, men jeg tror simpelthen ikke på den forklaring "det kan jeg ikke huske" mere. Forklaringen er nok snarere, at "det" simpelthen var for fedt, men det nænner man ikke sige til partneren eller også ønsker man ikke at se/genopleve sig selv, som en utroværdig løgnagtig person, der kunne gøre sådan noget – og så leger man "strudse-legen".

Jeg skrev "for det første" og nu kommer jeg så til den anden årsag til, at tilliden stadig mangler her så lang tid efter – og dér er det jo så sørgeligt at læse på Christels sider om utroskab, for mange af os fortæller den samme historie: hvor den utro part lover bod og bedring, og der er ikke den ting, som vedkommende ikke vil gøre for at rette op på det hele igen – parterapi, lister med "husk at sende I-love-you-sms", nærhed, nyt job, små kærlige overraskelser, at se ind i sig selv og forstå, hvorfor man kunne gøre noget sådant og så videre…

Og fra rigtigt mange af os lyder så – noget tid efter – "jamen, der sker ingenting". Alt fortsætter som før – måske er forholdet dog bedre, idet begge parter har indset skrøbeligheden, men de reelle ændringer skorter det på. Hvor er de partnere der virkeligt påtager sig den rolle, som Christel efterlyser, nemlig at "sætte ind på tillidskontoen igen efter et gevaldigt overtræk"?

Jeg læser også nogle af de "nyes" fortællinger – om den knusende smerte, sorg og angst, som de føler – og mærker, at den også stadig er i mig – lidt mere afrundet måske, men stadig dyb og tung.

Måske handler alt dette derfor, når alt kommer til alt, om et valg – vil man blive der eller ej? Hvis man bliver, så vil man bevare forholdet, kærligheden , børnenes tryghed, og alle de andre positive gode ting, som vi får os til at sky skilsmissen, MEN man vil også skulle leve med utroskaben og dens smerte (for altid?). Går man, kommer der voldsomme ændringer i det og børnenes liv, men man kan (måske) og på sigt slippe af med spøgelserne fra utroskaben.

Det lyder som om det også er dertil, du er kommet – og jeg kan KUN tilslutte mig din advarsel til andre, der påtænker utroskab – men jeg vil sådan håbe, at andre kan fortælle os en anden historie – at man kan få HELE tilliden igen, bygge det hele op igen og slippe tankerne, om det der skete helt?

Kære Summer og "første kvinde"

Tusinde tak for jeres svar. Skønt med sådan et forum – selvom min mand – efter at have læst det – kun havde negativ holdning til det .. tsk tsk….

Det lyder som om, summer, at du valgte at blive, og at i formår at komme videre. Har i børn?

Som du skriver, så gælder det om at få det bedste ud af sit liv, men hvor egoistisk kan jeg tillade mig at være, for når der er børn imellem, så er det jo dem der rammes værst. Det skal siges, at det selvfølgelig ikke "kun" er utroskaben, der gør at man er ved at give op.

Det har været et meget svingende ægteskab, men vi har til gengæld også arbejdet sammen i de 13 år næsten i døgndrift med, til tider temmelig prøvende og hårde opgaver rent arbejdsmæssigt, hvor mange måske ville være stået af, så….

Som min mand siger, så er sangen med Celin Dion og Pavarotti; "I hate you, but I love you…." nærmest skrevet til os, og at vores ægteskab mest af alt minder om et italliensk ægteskab rent temperamentsmæssigt…

Nu er det bare som om, at efter denne elendige affære, så magter jeg ikke mere hans, indimellem hårde ord og væsen. Orker ikke tanken om, at jeg skal leve på den måde resten af mit liv, men men men…..

Måske burde man ikke være så selvisk, men sige, at så lang tid børnene er små, så er man forpligtiget til at blive, og den dag de flytter hjemmefra, så kan man tænke på sig selv????

Er vi i dag for selviske, fordi man tænker hvad man selv vil?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på f.eks. kvinder i Thailand, som gerne gifter sig med en udenlandsk mand bare for at sikre sin familie økonomisk. Mange af dem gør det kun for pengenes skyld – for deres familie…..

Hej "hende den anden"

Tak for dit indlæg til mig Jeg kan godt følge dig i den første halvdel af dit indlæg. Hvis ikke der er mere kærlighed tilbage og tingene spidser til gennem årerne med større og større gråhed osv., så er der jo nok ikke anden vej.

Problemet er jo, når man stadig har de pokkers følelser for den anden. De kan til tider næsten føles som en forbandelse, fordi de også holder én tilbage.

Jeg er selv blevet skilt én gang før med, på det tidspunkt, 2 små børn. Jeg var på det tidspunkt SLET IKKE i tvivl om at jeg ville skilles. Der var ingen følelser tilbage, og jeg kunne ikke klare tanken om, at mine 2 børn skulle vokse op under den meget dårlige konstante påvirkning der var fra ham og hans forældre, så det var faktisk så ligetil. Det var selvfølgelig frygtelig hårdt, for det var også et stort slag for ham og hans status overfor sine forældre, som mente, – tro det eller ej – at det blot var "en dille" jeg havde fået fordi prinsesse Di samme år lod sig skille fra p. Charles!!!, og det lykkeds os ikke at blive skilt på en videre god måde – but life goes on, men jeg har dog stadig dårlig samvittighed overfor børnene over det de måtte igennem dengang, hvilket jeg jo så næsten heller ikke kan bære at skulle gøre ved de nu 2 små…

Hovedet på sømmet blev også næsten slået her den anden dag, hvor jeg sad alene med det ene barn.

 Vi talte om fastelavn i klassen, hvor vi så kom til at tale om børn, hvis forældre var blevet skilt. Så sagde mit barn; "det er frygtelig synd for de børn hvis forældre bliver skilt!!!" Mor – dig og far – i skal da ALDRIG skilles – vel"??

  Det var næsten som at få slået luften ud af maven. Der havde jeg lige forinden siddet og kigget efter anden bolig og job, og nu syntes jeg nærmest at han understregede, at dette måtte jeg aldrig byde dem……

Mht. den sidste halvdel af dit indlæg, må du nok bære over med mig, da jeg nu er "en part på den anden side af et skrivebord", min holdning er at alle gifte mennesker er FORBUDT område for andre….. 

Hvis man vil have et forhold med én der er gift eller ønsker at få et forhold til en anden end den man er gift med, så må man simpelthen sørge for at få opløst det man er i først, så at man ikke ydmyger og svigter den man har givet sit løfte til først!!!  ligesom den der vil vente på en gift, af hensyn til sin egen værdighed bør kræve at det er sådan inden man indleder et decideret forhold!!! 

  Beklager, hvis du synes jeg er hård, men med det jeg har oplevet af følelser i denne forbindelse, får jeg næsten lyst til at det skulle være lovbudt, at de mennesker der svigter, både den utro og elsker/elskerinden skulle i en offentlig gabestok, så at de kunne fornemme den fornedrelse det er…. Det skal straks siges, at jeg kender dig ikke, og du lyder som et sødt menneske, så det er ikke noget personligt mod dig som sådan

Kærlig hilsen

Chanet

Kære Chanet, summer og den første kvinde

Jeg er der også.  Vi har været gift i 16 år og min mand har haft en anden i 1½ år.  Jeg opdagede det i efteråret 2009, men fik det først for alvor bekræftet lige før jul.  Jeg vil blive sammen med ham og er heldig at have en mand, der vil tale med mig og holder om mig og lytter, når jeg bliver ked af det.  Og det gør jeg.  Det trøster mig at læse, at smerten bliver mere afrundet med tiden – jeg håber, smerten forsvinder mere og mere.  Jeg kan ikke bære at skulle leve resten af mit liv med dage, hvor jeg bare græder og græder.

Jeg valgte at blive, fordi jeg elsker ham.  Jeg blev så ramt på mit selvværd, at jeg murede mig fuldstændig inde derhjemme og ikke turde gå uden for en dør.  Jeg troede pludselig ikke længere på, at jeg kunne mit job, at jeg var en god veninde eller mor eller allle de andre ting, jeg før har været så overbevist om, at jeg var fantastisk til.

Min tanke var, at jeg kunne komme gennem det her alene eller samme med ham.  Smerten ville være den samme.  Følelsen af at være kasseret, ligegyldig, naiv, dum, uinteressant osv osv var jo den samme.  Hvis jeg skulle få bare lidt af mit (ellers velvoksne) selvværd tilbage, skulle jeg kunne overbevise migselv om, at det ikke har været forkert, at jeg var fantastisk.  Det virker.  Jeg tror virkelig på, at han elsker mig og vil være sammen med mig resten af vores dage.  Jeg tror også på, at han virkelig er ked af det og lettet nu.  Der er kommet en ny energi tilbage i vores ægteskab, som jeg tror på, at vi kan bygge videre på – hvis altså, vi kan lære af vores fejl.

Men de dage, hvor jeg ryger helt ned i kulkælderen, er bare for slemme.  Det kan være en samtale om vores ferie i sommer, der pludselig får mig til at tænke på, om han mon savnede hende dengang.  Det kan være en vits om utroskab, en film, eller bare en henkastet bemærkning, som lige sender en serie af billeder gennem mit hoved.  Jeg vil så gerne have, de skal gå væk.

Til hende den anden – helt ærligt!  Havde du regnet med at få medlidenhed i et forum af svigtede kvinder?  Havde du regnet med, at en mand, der var sin kone utro gennem hele deres ægteskab, ville være tro mod dig?  Jeg beklager meget – jeg tror på, det er svært at være i din situation, men jeg kan ikke finde nogen medlidenhed med dig nogen steder i migselv.

Kærlig hilsen

Den forsmåede

Hej til jer alle

Her sidder jeg og læser jeres frygtelige historier,om de mennesker som står os allernærmeste,som svigter os, alligevel vælger vi at blive.

Min historie

Min mand var mig utro for ca 4 år siden. med min tidligere skole (veninde) dette fik jeg og vide på en sms. en frygtelig tid kom os i møde,

jeg har ønsket ham hen hvor pebberet gror, har grædt, blev sort seer, kunne kun tænke negative tanker,kunne ikke komme ud af sengen. ønskede bare at få fred.

har brugt meget energi på at tænke, over hvad andre tænker.

Men vores 2 børn var der også,de skulle have en så normal hver dag som muligt.

langsomt kravlede jeg op af er sort hul.

min mand har været der for mig, han har støttet mig, lagt telefonen fremme vist mig sine mails osv.

har forklaret mig, hans situation.

vi har Fået snakket dagligt om utroskabet,hvilket har gjort at dagene var til at komme igennem.

vende punktet kom da jeg fandt bogen held bred dit liv.

denne bog stopper alt det tanke mylder. man får det bare godt med sig selv når man læser denne bog.

det er ikke nok at låne den, den skal ejes, men ellers har siden her hjulpet mig, jeg har endu ikke sagt jeg har tilgivet ham,

jeg vil vnemlig finde det helt rigtig tidspunkt.

Nu vil jeg  gå med hænderne over hovedet, vi gjorde det ………….

Håber alt godt for jer.

sommerfuglen

summer sagde:

Hej igen

Ja jeg har et barn med min nuværende mand. Og 2 fra et tidligere forhold.. Jeg kender godt børnenes pris men mener alligevel ikke man skal leve sit liv for børnenes skyld det er hverken du eller de tjent med.

Men omvendt mener jeg også at hvis der er det mindste tilbage at kæmpe for (og sådan lyder det jo i dit tilfælde) skal man gøre det. Men betingelserne er jo at man begge går helhjertet ind i det. Min mand kunne ikke forstå at jeg ikke bare kunne tilgive og glemme. Men viste sig jo så til sidst hvor elendig han egentlig også gik og havde det. Mænd har det nok med at gemme sig lidt i deres skal og virke lidt hårde i filten udadtil. Din mand lyder ihvertfald meget som min

Vi har det faktisk ret godt sammen idag selvom bølgerne stadig kan gå højt da vi også begge besidder italiensk temperament

Ville da også være kedeligt hvis man var enige om det hele

Håber virkelig du finder en løsning da det er alt for opslidende at gå og ha`det som du har det nu.

Mange tanker herfra

Summer

Hej forsmåede,

Nej, jeg forventer ikke at få medlidenhed hverken fra dig eller fra andre forsmåede kvinder. Måske fra andre elskerinder, der kan sætte sig ind i min situation og som også er svigtet. For dette forum er vel ikke kun for GIFTE kvinder der er svigtet? Fordi man er gift har man jo ikke patent på at have følelser – nogle gange tager man jo også fejl og hvis en mand er utro, er det jo nok fordi der er et-eller-andet i ægteskabet der ikke er som det skal være.

Men inden du dømmer mig, burde du kende hele historien, som faktisk begyndte FØR min elsker mødte hende, han fik et barn med. Hans og mit forhold har altså længere end hans forhold til hans nuværende kone. Og da han mødte mig, var han en fri mand, dvs at både han og jeg var ved at blive skilt fra vores daværende ægtefæller. Der har så været omstændigheder der har gjort, at han valgte at bo sammen med hende – nemlig at de fik et barn (et uheld), at hun var psykisk syg da barnet var lille etc. I øvrigt svigtede hun (hans kone) sin daværende kæreste, som hun boede sammen med til fordel for min elsker. Noget værre rod…

Og jeg ved godt, at det ikke fremstiller nogen af os som særligt sympatiske.

Han har altid sagt til mig, at han godt kunne lide hende og at de fungerede godt sammen som venner og som forældre og jeg har accepteret det fordi han og jeg også fungerede godt sammen i alle de år som elsker og elskerinde og som hinandens fortrolige. Jeg bad ham ikke om at vælge mellem os – det var ham selv der tog den beslutning for 2 år siden. Han sagde, at det hele tiden havde ligget i kortene at det var mig, han ville blive gammel sammen med, men da det så kom til stykket valgte han så hende istedet. Så jeg synes faktisk at det er mig, der er svigtet – men det vil du måske aldrig forstå. Jeg er fuldstændig klar over, at risikoen har været der hele tiden og at jeg ligger som jeg har redt. Alligevel gør det også utrolig ondt på mig. Selv om man "kun" er elskerinde, kan man godt have dybe og varme følelser for en mand og vice versa. Og elskerinder er pr. automatik ikke blodsugende, hensynsløse kvinder der vil gøre andre kvinder ondt. 

Jeg forstår ganske udmærket hvor ondt det gør at blive svigtet. Det er over 8 måneder siden for mig nu og jeg er bange for at der er lang vej endnu før jeg får det godt.

De bedste hilsner

Hende den Anden

Hej Luna,

Du har fuldstændig misforstået situationen og har tydeligvis ikke læst mit indlæg særlig grundigt. Jeg kendte min elsker FØR han lærte sin kone at kende og det er sådan set mig han har svigtet, da han jo nu har valgt at blive sammen med sin kone.

Jeg har ikke bevidst forsøgt at ødelægge noget for ham eller dem. Jeg har elsket ham og han har elsket mig. Vores kærlighed var lige så meget værd som den man føler, når man er gift. Mindst.

Jeg har ikke forsøgt at bryde noget venskab, tværtimod har jeg forsøgt at få ham til at træffe et valg hvor han havde kunnet bevare et venskab med enten hende eller mig. Og jeg synes naturligvis heller ikke om at nogen bevidst forsøger at ødelægge gode relationer mellem andre. 

Der er ikke tale om et "bevidst forsøg på at bryde ind i et ægteskab". Hvorfor synes du, at et ægteskabeligt forhold er mere værd end et andet forhold? Er det "almindelig medmenneskelig opførsel" at presse en mand til at blive i et ægteskab, som han i mange år mest er blevet i af praktiske forhold og på grund af et barn? Tror du ikke, at der måske kunne være en grund til, at han også kendte mig? Og tror du ikke, at man kan elske mere end en person samtidig? 

Jeg vil selvfølgelig gerne behandles anstændigt. Og jeg ved, at min elsker – udover bedraget – ellers har behandlet både mig og hende anstændigt. Han har simpelt hen levet to parallelle liv, hvilket selvfølgelig ikke er i orden. Men det var hans valg.

Selvfølgelig kan man sige, at vi kunne have valgt anderledes og det forsøgte vi også nogle gange. I moralens og anstændighedens navn. Men vi kunne ikke holde os fra hinanden. 

Jeg kan se på dit indlæg, at du ikke har meget forståelse for anden kærlighed end den, der eksisterer i et ægteskab og vi bliver nok aldrig enige om det emne. Det behøver vi heller ikke at være – jeg ved bare, at det jeg havde sammen med min elsker var ægte og gengældt kærlighed. En kærlighed der viste sig at være umulig. Og jeg elskede ham selv om jeg vidste, at han boede sammen med og også holdt af sin kone. Og også havde sex med hende. Det havde ikke noget med hans og min kærlighed at gøre.

Jeg forstår godt, at man føler sig svigtet som ægtefælle, når man har været holdt i uvidenhed og dermed levet på en løgn i så mange år. Det er selvfølgelig heller ikke i orden, men det er sådan set ikke mit ansvar. Jeg forstår derimod ikke, at man efter utroskaben er kommet for dagens lys, kan leve videre med en mand som har levet et parallelt liv i så mange år. Det ville jeg aldrig kunne.

Livet er ikke altid hvidt eller sort. Kærligheden slet ikke!

Mange hilsner

Hende den Anden