Mine følelser for min mand er forsvundet, fordi han lyver overfor mig, overfor venner og overfor min familie. Måske lyver han også på sin arbejdsplads og overfor hans egen familie, det ved jeg ikke.

Nogle af løgnene omfatter en højglanspoleret fortid, som har fået nogle ridser i lakken i omgangskredsen og krakeleret totalt hos mig, da dele af den viste sig ikke at hænge sammen i forhold til tid og sted. Andet er en løbende proces, hvor han fortæller mig ting, som aldrig er sket eller aldrig kommer til at ske. Beviserne herfor kommer til mig efterhånden, så jeg efterhånden har mistet tilliden til ham totalt. En enkelt gang har jeg på tomandshånd konfronteret ham med min viden om en usandhed, hvor på han gik helt i sort og talte om selvmord. Vi havde en lang samtale, hvor jeg erklærede mig parat til at arbejde meget seriøst på at finde tilliden igen, hvis han ville stoppe med at lyve. Når jeg tænker mig om, fik jeg intet tilsagn, han gentog blot, at det var ham, der var noget i vejen med og nu ville han gå i terapi. Han gik ikke i terapi og det varede ikke længe, inden jeg måtte sande, at han havde stukket mig en ny løgn. På det tidspunkt havde jeg et konfliktfyldt arbejdsliv og kunne ikke se mig ud af at skulle have uro derhjemme også, så jeg gjorde ikke noget ved det.

Årsagen til hans løgne er ret åbenlyse for mig. Han har en stor trang til at være nr. 1 og kan han ikke opnå det meget nemt, gør han sig ikke slet ikke ulejligheden. Hvis jeg piller løgnene væk, er han en gennemsnitlig mand, der indtil videre har haft et gennemsnitligt liv – absolut intet at skamme sig over og i arbejdslivet har han endda haft mere success end de fleste. Derfor forstår jeg heller ikke, at han risikerer venskaber og i yderste konsekvens sit ægteskab til fordel for en illusion, som de færreste i omgivelserne efterhånden tror på. Folk er jo i al almindelighed pæne og lader emnet falde, når det går op for dem, at de er i færd med at skabe en pinlig situation. Det hænder, at nogle spørger ind til en af hans løgne hos mig. Jeg vælger at trække på skuldrene eller spille det ned, da jeg ikke ønsker at føje mere til den skade som allerede er sket overfor andre. Samtidig er jeg mig bevidst om, at det kan virke som om jeg bakker op om hans løgne eller at jeg bliver stemplet som godtroende fjols, hvilket jeg er meget ked af.

Vores sexliv har aldrig fungeret godt, min mand synes det er ulækkert og jeg kan sagtens undvære – især nu, hvor følelserne er borte. Jeg fornemmer dog, at han savner en nærhed, som jeg er ude af stand til at give ham. Vi befinder os i et vaccum, hvor han forsøger at vinde min agtelse og kærlighed gennem gaver og selvprofilerende (løgne)historier, mens jeg forsøger at tage mod til mig og fortælle ham, at jeg ønsker skilsmisse. Modet mangler jeg, fordi jeg egentlig synes, at jeg burde have sat foden ned for længe siden. Det strider mod min forståelse af anstændighed, at lade sin ægtefælle slippe afsted med løgnehistorier i årevis uden indsigelser, for så at erklære ægteskabet for afsluttet, fordi det lige passer mig nu, hvor der er ro på resten af mit liv. Inderst inde håber jeg på, at min mand får nok af min følelsesmæssige kulde, men som tiden går, er det nok en fælles konfliktskyhed, som er den vigtigste årsag til, at vi stadig er gift.

Kan jeg overhovedet genvinde følelser, der er ødelagt af et årelangt tillidsbrud og hvor længe vil min mand kunne leve med en følelseskold partner, der går sine egne veje og dårligt nok kan trækkes op til en fælles aften foran TV?