Hej

Jeg fandt frem til dette forum via google og håber at der måske kunne findes nogle gode råd angående mit forhold.

Jeg er en fyr på 27 år og er forlovet med en kvinde på 28 år. Vi har været sammen i 4,5 år og har en søn på 2 år.

Vores forhold har aldrig været perfekt, men vi har dog altid elsket hinanden.

Min kæreste har i en god del af vores forhold haft en dårlig vane med at lyve og "snyde" sig forbi mange små konfrontationer og problemer i hverdagen, og selvom det ofte har været små ting, har det altid været et problem jeg har prøvet at få hende til at arbejde med. Sådan stort set vælger hun ofte den lette, istedet for den rigtige vej, hvilket jeg tror skyldes til dels dovenskab, men også at hun aldrig rigtig har følt konsekvenserne ved at gøre det.

Nu har det så taget overhånd og hun lyver rigtig meget og prøver ofte at "gemme" problemer angående vores 2 årige søn.

Også ved vores søn har hun svært ved at holde linjen og ofte lader hun ham gøre hvad han vil og hvis han bliver ked af det, gør hun altd hvad hun kan for at få ham til at være stille. Dette betyder for eksempel at det var meget svært for mig at få vores søn til at sove for sig selv, bruge mindre sut, at give slip for sutten helt og at stoppe med at få flaske om natten, fordi de gange min kæreste ikke kun få ham til at sove eller være stille, så gav hun ham bare flaske eller sutten.

Ud over at gøre ovennævnte, gør hun det gerne uden at fortælle mig det eller ved at direkte lyve om det.

Eksempel: Forleden skulle min kærste ligge vores søn i seng og efter at have "prøvet" i 30min. gik hun ud og lavede en flaske med varmt mælk, det skal lige siges vores søn ikke har fået flask i snart 1 år indtil dette skete. Dette hjalp selvfølgelig ikke og da jeg så kom for at hjælpe, efter hun havde prøvet i 45min, skyndte min kærste sig ind og hente flasken, gemme det undet et viskestykke og gå ud forbi mig for at så smide det ind i et tilfælde skab imens jeg så den anden vej. Først og fremmest blev vores søn meget ked af det, han havde lige fået en flaske og så tog mor den bare igen! Derudover kunne jeg jo sagtens se hvad der foregik og jeg åbnede skabet, tog flasken ud og spurgte hvorfor hun gemmer den, lyver om det og hvad hun havde håbet på at udrette ved dette. Hun svarede meget tørt "At få ham til at tie stille".

Efterfølgende vil hun ikke snakke eller forklare denne situation og hun fortsætter bare sit liv de følgende dage, som om intet var sket.

Nu kommer så selve mit problem. Jeg er personligt træt af at blive holdt for nar og træt af at hun ikke vil løse eller snakke om dette problem og var det ikke fordi vi havde en søn, havde jeg nok sluttet vores forhold, selvom jeg dog elsker hende utrolig meget. Men i en situation uden barn, ville jeg vælge kærligheden fra istedet for at blive behandlet på denne måde.

Det eneste der er i mine tanker er at min søn skal havde det godt, og hvis hun løj over for mig resten af livet, uden at lade det gå ud over min søn, ville jeg bare sluge den og leve videre, men nu går det også ud over vores søn og jeg vil meget gerne hører nogle råd eller ideer til om hvor vidt det er "bedre" at slutte forholdet nu og så sørge for at vores søn lærer at leve med "skilte" forældre, eller om det er bedre for vores søn at fortsætte forholdet endnu og jeg simpelthen tager alt ansvaret for vores søn og ikke lader kærsten være for meget alene med ham, idet det skaber sorg og problemer for alle.

Med venlig hilsen

Christian