Mit indlæg er måske lidt et luksusproblem i forhold til de mange ulykkelige jeg har læst om her på forum igennem længere tid. Men prøver alligevel.
Jeg synes jeg er ved at 'forsvinde' i mit forhold. Jeg har mødt MANDEN i mit liv for 4 år siden. Vi var begge fraskilte og med 2 børn hver. Det var den rigtige tid og sted, den store romance, vi følte vi er soulmates og skal være sammen altid. Alt er rosenrødt for os, vi er hinandens elskede og bedste venner, er enige om næsten alt, nyder samvær, har fælles værdier, taler om alt, elsker hele tiden, som helt unge mennesker ;-) … Alt har bare været skønt og i orden. Selv vore sammenbragte børn har haft det fint. (med de ting der nu ER med børn). Vi flyttede sammen, blev gift i kirken, har godt helbred, god familie og rare venner, gode jobs, dejlig bolig, god økonomi. Kort sagt alle muligheder.
Men nu synes jeg ligesom ikke jeg kan finde mig selv i det mere. Jeg var alene on-off i 5 år inden jeg mødte min mand, og var meget selvstændig og uafhængig. Og styrede jo selv det hele, båden børn, venner, bolig, økonomi, rejser.. Nu er vi to om alt, og det er jo det, jeg altid drømte om…
Han giver mig tonsvis af opmærksomhed, komplimenter, nærhed, kys, kram, blomster, siger 7 gang om dagen at han elsker mig. Jeg er hans eet og alt, hans drømmekvinde. Han er meget talende, meget søgende, vil vide alt om mig, helt ind i sjælen, er bare totalt solgt i mig. Vil kysse mig og iseng med mig hele tiden.
Alt det en kvinde drømmer om og mere til.
Min elskede vil gerne være sammen med mig næsten hele tiden, og det kniber for mig at få alenetid eller tid sammen med mine børn. Eller med mine veninder. Det er svært at sige nej til ham, jeg får dårlig samvittighed. Han bliver sådan lidt 'såret', har behov for mere intenst samvær end jeg har. Det begynder at ligne lidt en ond spiral. Jeg trækker mig lidt og han følger efter.
Vi er begge modne mennesker med holdninger og meninger men han taler højst og længst og nogengange er jeg bare holdt op med at debattere. Vi er begge aktive mennesker med masser af inititiv, men han tager flere og hurtigere…. Så det er ligesom om jeg holder op med at tage initiativer fordi han tager så mange hele tiden.
Han afbryder også meget og foreslår mange (dejlige) ting vi kan gøre. Inden jeg får tænkt. Og jeg har svært ved at sige nej til en romantisk weekend eller en dejlig tur på restaurant, for jeg har ikke andre ideer eller argumenter for hvor jeg ikke gider. Andet end at jeg ikke gider!!!
Jeg synes han og hans ideer og meninger og børn og holdninger til alt og alle efterhånden fylder for meget. Og jeg kan sgu ikke huske hvad jeg selv synes om noget efterhånden. Jeg føler mig manipuleret og kontrolleret af hans omsorg og hans snak og al hans kærlighed.
Jeg har talt med ham om det mange gange , at han skal give mig (og andre) plads, at han ikke skal passe mig som et barn, at jeg kan selv, og også sagt at han jo er en voksen mand der vel også har behov for tid alene eller med venner, eller alene med sine børn. Men det har han ikke. Jeg synes det er vanskeligt og begynder at finde på små undskyldninger for at være alene. F.eks blive lidt længere væk hvis jeg kører ud at handle, blive på kontoret længere, længere løbeture.. Når han er ude at rejse tænker jeg bare YES! og NYDER at gå alene nogen dage, og bliver nærmest irriteret hvis han ringer hele tiden. Noget jeg ellers ELSKEDE i starten.
Jeg kan ikke være væk fra ham mere end en time uden han ringer, er bekymret for mig, er jeg nu OK, hvorfor lyder du så underlig (hvis jeg ikke rigtig orker at tale). Jeg kan ikke ligge i min seng og læse (noget jeg elskede før) for han vil enten elske eller tale, og vi skal jo også sove.. Og når jeg f.eks skal ud flere dage på en uge (med job en gang feks og måske møde en veninde til kaffe) så blver han sådan lidt skuffet, og så må jeg love at vi to får tid sammen i weekenden … osv osv osv.Og så kommer der måske en af mine teenagers uanmeldt hjem i weekenden og så har vi lidt mindre tid og så er han endnu mere 'trængende' til mig.
For at det ikke skal være løgn deler vi også arbejdsplads. Og han kan komme forbi nårsomhelst og sige hej.
Hver gang jeg trækker mig lidt mere og han bliver endnu mere energisk. Og vil vide, hvad jeg tænker, at han ikke mister mig, at jeg er OK, vil kæle og kysse og snakke og.. endnu mere end hvis jeg ikke havde bedt om fred. Så nogengange spiller jeg bare med - fordi det giver mere ro end at bede om det jeg vil have. (FRED)
Og helt ærligt. Jeg taber bare lysten til ham. Fysisk og mentalt. Bruger rigtig meget energi på at 'komme væk', fysisk eller mentalt. Hvis jeg er på jo tager jeg ikke telefonen, lader som om jeg er i møde. Eller sidder længe på WC. Vi går stadig i seng sammen næsten hver dag men jeg gider det ikke mere, gør det for at få fred, 3 ud af 4 gange får jeg ikke orgasme mere. Så vil han tale om det og jeg ORKER det ikke. Har virkelig forsøgt at forklare det, jeg nu skriver men han forstår det bare ikke.
Jeg har ikke en anden, ønsker mig ikke en anden. Jeg har ikke nogen vilde aggressioner eller skuffelser over ham.Jeg synes hans unger er irriterende ind imellem, men de er her ikke hele tiden. Der er ikke noget specielt galt!!!.
Altså andet end at jeg ikke synes jeg er der mere, han fylder bare det hele!!!
Når vi har været fra hinanden nogen dage savner jeg ham også (lidt) men når jeg så kommer hjem så er han 'over' mig igen og jeg kan blive helt panisk.
En sjældent gang råber og skriger jeg – og siger han skal lade mig være og spørger om jeg skal flytte for at få fred. Men så skal jeg/vi jo bruge dagevis på at tale det igennem igen og få ro på igen.
Jeg lægger tit strategier for at jeg skal ud for mig selv 1 gang om ugen og have nogen dage hvor vi kører hver for sig og han ikke skal blandes ind i, hvad tid jeg tager fra job. Og have noget alene tid som jeg skal bruge til det JEG gider.
Det virker bare aldrig.For der er så meget snak og forklaring involveret i det at jeg bare opgiver, og så er han jo så endnu mere 'sulten' på mig når jeg er tilbage, jeg kan ikke holde det ud.
Jeg ved godt jeg bare er forkælet men kan godt se mig gå mig vej en dag hvis det her fortsæter – og så har du måske ham på bloggen med sin smerte og ulykke. Det ønsker jeg virkelig ikke. Har du (eller andre) et råd til mig. For jeg tror ikke jeg holder til det her i de 50 år vi ellers har lovet hinanden. Vil så gerne finde en balance, en god mellemvej hvor der også er plads til mig og mit. Men hvordan får sat det stærkt nok på agendaen når jeg bare ikke ORKER en diskussion.. og vi har det jo så godt…!!
Kærligst fra prinsessen
Hjem
Ingen svar til “Jeg har ALT - og vil kun have fred! Forum”