Kære Christel…
Jeg føler jeg står i mit livs dilemma. Jeg må hellere starte helt fra begyndelsen for, at forklare præcis hvad jeg mener. Jeg mødte for 2 1/2 år siden en fyr igennem netdating, og det var kærlighed ved første blik. Han er i dag 29 år og jeg er 31 år. Han var med det samme meget ærlig og fortalte at han havde asperger, som er en form for autisme. Han er førtidspensionist og kan kun arbejde et par dage om ugen, da han ellers går helt ned med stress. Jeg kendte intet til asperger, da jeg mødte ham og tænkte at det skulle vi jo nok klare. Jeg var jo stormende forelsket i manden og svævede på en lyserød sky. Vores første møde endte i lidenskabelig sex, og efterfølgende var vi sammen hele tiden, og var nærmest uadskillige. Jeg havde fået en større lejlighed og den flyttede vi så sammen i.
Det første år var fantastisk, men så en vinter startede problemerne. Han blev trist, indadvend, vred og manglende lysten til sex osv. Han fortalte at han blev meget påvirket af årstidernes skiften og led af vinterdepressioner, hvilket jeg også støttede ham i. Jeg fik ham overtalt til at gå til lægen hvis jeg gik med fordi han var bange for, at gå alene. Han fik lykkepiller, som han tog en måned, og blev de smidt ud fordi han ikke mente de hjalp. Han fik også en henvisning til en psykolog, som han var hos et par gange. Han kan ikke lide at tale om problemer, så de bliver fortiet ihjel. Han har boet på behandlingshjem størstedelen af sit liv dvs. hans barndom og er blevet slået af nogle af pædagogerne indtil han blev 18 år. Hvilket jeg godt kan mærke på ham. Fra han var 18 år gammel boede han i bofællesskab og derfor flyttede han sammen med sin daværende kæreste. Det var ligesom om den vinter ændrede noget ved ham og vores forhold.
Da det blev sommer startede jeg på en uddannelse og vores økonomi blev meget dårlig, da jeg kom på su. Vi havde selvfølgelig i forvejen aftalt dette og det var helt ok med ham. Problemet var så bare at han slet ikke kunne kapere det når der var minus på bankkontoen. Han gik ind i sig selv, og blev mere og mere indesluttet. Han har en hobby som han bruger utrolig meget tid på og er fuldstændig fantastisk til. Det er computer og elektroniske dimser, så han laver reperationer for folk og den slags. Jeg kunne mærke at han havde mindre og mindre overskud til mig og vores forhold.
Jeg følte jeg nærmest skulle plage ham om sex en gang om måneden. Han siger sex ikke er vigtigt for ham. I hans sidste forhold havde de sex et par gange i løbet af 7 år! Han rører ikke ved sig selv og ser ikke porno. Han siger han sagtens kan leve uden sex. Han siger jeg har en normal sexlyst og det er ham der er noget galt med. Han har altid en masse forklaringer, så var han træt, stresset osv. Han sov også mere og mere. Spiste og drak heller ikke meget og blev enormt aggressiv overfor mig verbalt. Jeg følte slet ikke jeg kunne kende min før så søde og venlige kæreste. Jeg kunne få en kæmpe skideballe hvis jeg f.eks. puttede for meget vaskemiddel i vaskemaskinen eller drejede vandhanen i en forkert retning. Jeg måtte gå på listefødder for ikke at udløse et vredesudbrud.
Jeg blev så færdig med min uddannelse og fandt en elevplads. Vores økonomi kom på ret køl og han blev pludselig lidt overskudsagtig og glad. Han tog selv initativ til sex et par gange og det var jo dejligt. Jeg mistede desværre pladsen efter et par måneder pga. nedskæringer, og så røg han tilbage i tristhed. Han sov nærmest konstant og kunne intet. Jeg bad ham om at tage til lægen, men han nægtede. Han sagde han hadede sit liv og vores forhold. Han var kørt død sagde han. Det næste øjeblik elskede han mig, ville blive gammel med mig, have børn med mig osv. Jeg glemte forresten også at fortælle at han om sommeren købte en masse børnelegetøj, og var helt oppe og køre over det. Han skrev også kærlighedserklæringer, og ville være sammen med mig forevigt osv.
Det hele ændrede sig så som ved et trylleslag, da jeg blev fyret 3 måneder senere. Det var der han var kørt død i vores forhold osv. Sidste gang vi havde sex var i september måned, som var samme måned jeg blev fyret i. Min kæreste blev mere og mere kold overfor mig. Jeg følte nærmest ikke han var den samme længere, som jeg forelskede mig i. Han trak sig ikke kun væk fra mig, men også alle andre og orkede intet. Når vi er ude falder han i søvn, og kan ikke overskue at tale med folk i længere tid. Han ender derfor med at sidde med sin computer i et hjørne, mens jeg taler med folk.
Han mister hurtig intressen for folk eller projekter generelt set. Han har et værelse som flyder med elektronik, som han ikke kan overskue at rydde op. Han køber hele tiden nye elektroniske dimser til nye projekter, men de ender alle i en bunke på gulvet når han mister intressen for dem efter lidt tid. Jeg laver alt herhjemme for han kan intet hvilket er meget hårdt for mig. Han har svært ved daglig dagen. Han orker ofte ikke at handle ind, gå med vores hunde, ligge tøj sammen, betale regninger, skifte sengetøj osv. fordi han siger det ikke intresserer ham, og så må jeg jo gøre det.
Han siger han er træt af sit liv og træt af os. Jeg spørger hvad vi skal gøre og han siger intet. Det ene øjeblik elsker han mig, og det andet er han rasende på mig. Jeg græder næsten hver dag og er dybt ulykkelig. Jeg elsker ham så højt, men jeg føler han har opgivet livet. Han gider ingenting og vi skændes næsten hver dag. Han vil heller ikke kysse mig, da han siger jeg ikke skal få falske forhåbninger. Vi sover i ske hver nat og han vil gerne kramme når han har lyst. Hvis jeg krammer ham for meget bliver han irriteret og meget vred på mig. Han siger han ikke kan overskue at være i et forhold.
Jeg har sagt at jeg ikke kan klare at leve på denne måde. Jeg lever i et kærlighedsløst forhold og det dræner mig. Jeg føler ikke jeg kan kende mig selv mere og alt focus er konstant på ham. Jeg kan ikke sove om natten og græder mig i søvn. Jeg elsker ham og har så svært ved at give slip på ham. Han siger han gerne vil blive boende sammen med mig, men han ved ikke hvad han vil. Han har ikke lyst til sex, nærvær, børn i fremtiden osv. Han er med andre ord i tvivl om hele sit liv efter han blev deprimeret. Han går hos en psykolog, da jeg tog ham med til lægen for at få en henvisning. Han er meget vred over at jeg "tvang" ham til det, men jeg vil jo bare hjælpe ham. Jeg føler ikke rigtigt han kommer videre.
Jeg er jo dybt frustreret over det hele, og ønsker bare han skal være lykkelig. Jeg føler bare han har sat sig selv i en offer-rolle, og jeg mister lidt respekten over at han bare giver op overfor alt her i livet. Jeg ved bare ikke rigtig hvor jeg står midt i alt dette her. Jeg er så splittet for jeg elsker ham jo, men det gør så ondt at miste noget af sig selv som dagene går. Jeg er normalt en glad person, men kan mærke at jeg bliver bitter og nedtrykt over situationen. Jeg er begyndt at kigge på mulighederne for at flytte, men tanken gør så ondt både følelsesmæssigt og økonomisk. Jeg er jo ledig og jobsøgende.
Hvad vil du råde mig til?
Kærlig hilsen
Magnolia
Hjem
Ingen svar til “Jeg er følelsesmæssigt splittet og skrup forvirret! Forum”