Hej … igen
Jeg skrev i begyndelsen af året om min forfærdeligt smertefulde situation forårsaget af min mands utroskab. Jeg afslørede ham i oktober 2009. Efter mit indlæg i begyndelsen af året skete der en masse flere stygge ting, som jeg faktisk ikke orker at skrive om lige nu, men jeg har brug for jeres input til at bekæmpe nogle bestemte tanker, som bliver ved med at plage mig…
Det er dog væsentligt at fortælle, at vi kom så langt ud, at vi blev separeret, og jeg købte et nyt – og langt bedre – hus. Jeg har bevist for mig selv, at jeg kan klare mig uden ham. Men jeg ønsker det ikke. Jeg ønsker at lære at tilgive og stole på ham igen…
Vi forsøger at finde hinanden igen og arbejder begge konstruktivt med smerten, svigtet og angsten… Min mand forsøger at genopbygge tilliden, og han er fuldstændig overbevist om, at vi skal blive gamle sammen… Han siger selv, at han har det som om, han var sindssyg i den periode, hvor han var i elskerindens spind… Han siger, han har fået en "åbenbaring", og at han nu sætter pris på mig som aldrig før…
Måske skal man miste, før man for alvor ved, hvad man har mistet…
Han både siger og gør de rigtige ting, men mit selvværd har lidt et helt forfærdeligt knæk, og jeg lever nu med en angst, som jeg ALDRIG troede, jeg skulle opleve eller vælge at lære at leve med… Der er ligesom hele tiden et "men" og en angst for gentagelse… Der bor nu en lille djævel i mig, som til tider får mig til at tvivle og som til stadighed får mig til at stille spørgsmålstegn ved hans troværdighed. Han var så usandsynligt god til at lyve for mig, at jeg kan blive angst for, at han nu bare er blevet endnu bedre til at sløre sine spor og opføre sig "normalt"….
Jeg har brug for hjælp til at forstå følgende to ting:
1. Hvorfor kunne min mand dyrke sex med elskerinden 3 gange i døgnet, når han ALDRIG har gjort det med mig?
Jeg føler, at uanset hvor spændende jeg er i sengen, vil det aldrig være lige så godt som med hende – for hende MÅTTE han bare dyrke sex med igen og igen… Og så fik (eller simulerede) hun åbenbart også nogle fantastiske orgasmer…
2. Hvorfor kunne min mand skrive frække, seksuelle mails og sms til hende, når han ikke bryder sig om at skrive den slags til mig?
Jeg prøver konstant at minde mig selv om, at jeg selv er herre over mine tanker, men desværre er tvangstankerne usandsynligt svære at slippe helt af med… Hun har ødelagt nok i vores liv – hun skal UD!!!
For ca. en måned siden syntes jeg, at jeg var tæt på at "give slip" og tilgive min mand… men så fandt jeg en sms fra en af hans kolleger, som sikkert var helt uskyldig, men som pludselig "triggede" noget i mig. Den situation skabte ny afstand til målet… Jeg får indimellem lyst til at opgive kampen, men jeg VIL vinde. Jeg VIL blive gammel sammen med min soulmate.
Jeg beundrer virkelig "hemmelig" i dette Debat-forum. Din historie er meget parallel med min, men du har tilgivet. Wow!!! Før jeg læste om jeres tilgivelses-seance i kirken havde jeg pudsigt nok også sagt til min mand, at jeg ønsker han tager mig med i "vores" kirke, hvis ringene skal på igen og nye troskabsløfter skal gives. Ikke fordi jeg er specielt troende, men fordi jeg synes, det bør være dér, vi slår en streg i sandet og træder ind i vores nye, bedre liv sammen. INGEN andre skal være til stede – kun ham og mig…i Guds hus…
Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne få vished for, om jeg kan stole på ham…og blive i stand til at glemme, at han i en periode valgte hende frem for mig… I den periode ville han nok havde reddet hende ud af et brændende hus, hvis vi begge var derinde, og han kun kunne redde den ene…
Jeg reddede mig selv ud af det brændende hus, men jeg er ikke den glade, stærke pige, jeg var… Jeg føler mig ofte som en lille pige, der er gået i stykker…
Måske er det sandt, at man skal sætte den man elsker fri. Hvis han kommer tilbage, er han din for altid. Hvis ikke – var han aldrig rigtigt været din….
Jeg satte ham fri. Han kom tilbage…Gid han er min for evigt…
- Mistralen
Ingen svar til “Hvorfor kan utro mænd præstere mere med elskerinden? Og hvordan lærer jeg at leve med det? Forum”