Hvordan kommer jeg videre nu?

Jeg har med stor interesse læst mange gange på denne blog og den har givet mig indsigt og forståelse for mig selv og min utro mand. Men alligevel er jeg gået i stå og ved ikke rigtig, hvordan jeg skal genopbygge mit forhold til min mand igen – selv om det nu er mere end to år siden han var mig utro.

Her er den korte version af historien:

Min mand og jeg har været sammen i 25 år, har tre børn sammen. Min mand har altid været sådan lidt indelukket og uden de store ord eller kærlige handlinger. Men jeg har alligevel ikke været i tvivl om, at jeg var lyset i hans liv og at han elskede mig og så videre – uanset at det ikke rigtig kom ud i form af handling eller ord. Han kiggede fx aldrig efter andre eller interesserede særligt for andet end sit arbejde. Der var først og fremmest arbejdet, der havde hans interesse – og det lod jeg være ok og stillede mig tilfreds med. Det var jo det han ville, det han prioriterede og jeg levede med det uden brok eller beklagelser – for derudover var han jo en dejlig mand, der syntes om mig og deltog i den daglige drift – dog uden selv at tage initiativ til tingene.

Men det begyndte at gå dårligt mellem os. Han ændrede sin opførsel overfor mig over et halvt års tid, talte på en grim måde til mig osv. Først prøvede jeg at tale med ham om, at ham måske havde brug for lidt nye udfordringer, men det blev han kun sur over uden dog at andet end at afvise, at der var noget galt. Jeg blev ved at spørge og det viste sig så, at min mand var mig utro gennem et lille halvt år med sin bedste kollega. Det var ikke ham selv, der kom og fortalte det, men mig der fik det presset frem i lyset en aften, hvor han opgav.

Han valgte så hende, da han "afsløret", hun valgte først ham, så sin mand kort efter. Så valgte min mand mig, fravalgte mig en uge efter igen og kom så tilbage igen efter en måneds tid. Indviklet, men det hele varede kun knapt et halvt år fra han kyssede hende første gang til han vendte tilbage sidste gang. Jeg mener selv, jeg tilgav ham allerede da han blev fravalgt af hende og jeg prøvede at fortælle ham, hvor meget jeg satte pris på ham osv. Det var åbenbart for meget, for han flyttede jo så ud – og siden ind igen.

Chokket over hans utroskab og over at han kunne forlade MIG, fik mig ikke til at reagere rimeligt og fornuftigt. Så da han flyttede hjem anden gang, lod jeg det glad ske uden nogen form for udredning, samtale eller undskyldning. Der kom blot en mail om at han gerne ville flytte hjem igen – jeg gav ham glad ok.

Hans utroskab kom som en meget stort chok. Han var efter min mening en alt for redelig person til det. Og da han vendte tilbage, troede jeg egentlig at han ville mig og ville komme tilbage med røde roser, masser af undskyldninger og søde ord. Men det var jo så noget jeg bildte mig ind. Han gav i stedet mig skylden for det hele.

Chokket og anklagerne i at jeg fik det dårligere og dårligere psykisk. Undervejs ville han ikke tale med mig og da han vendte tilbage, havde han alene fokus på, at alt var min skyld, jeg var årsagen til hans utroskab. Han ville ikke tale med mig, høre på mig eller på nogen måde gøre noget for, at vi skulle få det godt.

Kun en enkelt gang tog jeg mig sammen og talte med ham om hans holdning til at være hjemme igen. Fortalte ham, at jeg og vores tre børn sad hver eftermiddag og med gru frygtede for hvilket humør han kom hjem fra arbejde med – om vi skulle have en god eller en dårlig aften. Det var børnenes "frygt" der fik mig til det – det var det, jeg havde fokus på. Men ellers fandt jeg mig i alt fra hans side (lukkethed om arbejde, rejser med kolleger, overnatninger på hotel med kolleger på hotel 2 km væk, middage i byen, fortsat adgangskode til alt personligt som telefoner, mails, bank, altid telefonen ved hånden osv. osv.) og fortalte ham i stedet igen og igen, hvor meget jeg elskede ham og sørgede for alt. Til sidst brød jeg helt sammen, gik til psykolog og psykiatrisk skadestue og meget meget mere, samtidig med at jeg tabte mig 15 kilo og passede alt herhjemme.

Det hele var bare forfærdeligt – han sagde ting som: "Hvis jeg siger jeg elsker dig, ville jeg lyve". "Jeg vil ikke tale om det". "Jeg har ikke brug for mere tid med dig, jeg vil have tid for mig selv". Eller en masse om min person og alle de fejl jeg har og havde gjort og hvordan jeg havde ødelagt vores liv.

Men i hvert fald mistede jeg efterhånden alt selvværd og al selvtillid og græd og græd, men orkede ikke at komme videre. Jeg havde simpelthen ikke energi til at løsrive mig fra det helvede jeg var havnet i. I stedet isolerede jeg mig mere og mere og droppede veninder og psykolog, fordi de allesammen jo mest talte om, at jeg skulle tage mig sammen og forlade ham.

Til sidst begyndte han efter 3/4 år at ændre sig lidt – dvs. selv at påtage sig noget ansvar for at have været mig utro og han begyndte fx at læse de smser og mails jeg sendte til ham, fordi han jo ikke ville tale med mig. Anklagerne blev ved, men efterhånden er det da også blevet til undskyldninger og erkendelse af, at han også har et ansvar – og at jeg på ingen måde kan have tvunget ham ud i noget, eftersom han jo kan tænke og handle selv. Jeg mener selv, at skiftet begyndte, da han skiftede afdeling og kom væk fra hende, der jo ikke ville have ham. Han kunne jo også se, hvad alle anklagerne gjorde ved mig. Når jeg siden har spurgt, har han sagt til mig, at så snart hun havde valgt sin mand, forfulgte han det ikke og lagde det væk.

Han er nu positiv overfor mig, siger han elsker mig og vil være sammen med mig altid. Jeg er sød og dejlig osv. Alt det man kan forvente af ens mand, vil jeg tro – og i hvert fald meget mere end de sidste mange år af vores ægteskab. Og han siger, at han har det dårligt med det, han gjorde og han fortryder osv. osv. Det er alt sammen fint – det kom bare mere end et år for sent, så de kedelige ting har sat sig grundigt fast inden i mig.

Jeg har forsøgt for mere end et år siden at tale med ham om, at det er som om, han har overtrukket vores fælles konto og må sætte noget ind: fx fri adgang til hans mails og telefon, opringninger fra ham, når han rejser (det gør han jævnlig med sine kolleger), opmærksomhed, og ting der modsvarer overtrækket – fx at han forklarer mig, at han elsker mig og hvad det er han elsker ved mig. At han åbner sig og siger noget om, hvordan frmetiden ser ud for ham; hvad han tænker på, drømmer om osv. osv.  

Men det sker ikke. Og jeg føler, at det er fordi han ikke gider, har lyst, ikke vil lyve osv. osv. Jeg føler, at de ting han så siger (fx jeg elsker dig) blot er talen efter munden og slippe lettest om ved det – at jeg ikke bliver taget alvorligt. Han er stadig meget aktiv på jobbet og klarer alt til UG – bruger gerne fritid på at klare opgaver, der er nødlidende. Men vores nødlidende ægteskab giver han ikke lige en "ekstra skalle" i mine øjne. Det bliver ikke prioriteret. Han skal jo blot i mine øjne vende alt det onde, han har sagt og sin utroskab med mig på eget initiativ – selv komme med ord og forklaringer, indsigt og selvforståelse, forståelse for mig osv. osv. Jeg skal ikke initiere det – det skal være hans ønske at rede det ud.

Men det sker som sagt ikke face to face – måske af og til i en sms får han skrevet en enkelt sætning eller to – men jeg vil se det i hans øjne, høre det fra hans mund. For jeg har – selv om det nu er godt to år siden – stadig behov for at høre de ting, han aldrig fik sagt – og jeg kan ikke slippe det. Nu har det sat sig fast og jeg er blevet ked af det og vred over, at han ikke tager sig sammen og udreder tingene endeligt. (manden er meget vant til at formulere sig overfor andre)

Og så er det også som om, at det får mig til at elske ham mindre. Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme tollerance overfor ham som før. Kontoen er virkelig trukket i bund – selv om han synes, det er et meget dårligt billede. Det er som om, der ikke er nogen margin tilbage til alle de små ting der kommer undervejs, fx ting han ikke får gjort, fokus på jobbet, når vi er på ferie, hvis han er syg, prioriterer sport frem for familie osv osv.

Og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal skaffe den margin. Min mand kommer aldrig til at fortælle mig om sine følelelser for mig mere detaljeret end "jeg elsker dig" – han kommer aldrig til at "falde på knæ og sige vil du gifte dig med mig" i overført betydning. Han kommer aldrig til at rede trådene ud. Og det er det jeg har behov for. I stedet føler jeg, at han slipper afsted med stort set ingen konsekvens/ingen tilbagebetaling for sin utroskab – bortset fra at se mig ulykkelig og ked af det.

Det er bare som om jeg stadig venter på, at han "kommer rigtig tilbage" med forklaringer, søde ord, undskyldninger og bæren mig på hænder og fødder, sådan som jeg troede han ville gøre det for to år siden.

Mit selvværd og selvforståelse blev ødelagt, da han var mig utro (tænk at jeg var så naiv at tro at jeg betød noget), men det har jeg forsøgt at bygge op igen i forhold til arbejde og børn. Men i forhold til ham bliver det bare fastholdt, fordi han ikke handler på den måde jeg føler så stort behov for.  Og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg kommer videre herfra. 

Mit problem er jo, at jeg ikke føler, at min mand yder eller har ydet den indsats for at få tingene "i orden" igen, som jeg forventede og stadig forventer. Jeg synes jo, at initiativet burde ligge hos ham – at han den gang burde have gjort en masse ting, som kunne vise mig, at han fortrød og ville mig. Det virkede bare som "convenience" at han flyttede hjem igen uden at yde noget – som om han jo ligeså godt kunne være her, når nu hun ikke ville have ham. Og dertil kom så, at han gav mig hele skylden for sine handlinger – og kritiserede vores liv sønder og sammen (også min skyld) og i øvrigt ikke ville tale om hverken sine følelser eller hvordan vi kom videre.

Og alt det han ikke fik gjort og alt det han fik sagt og ikke sagt – det nager mig stadig. For han har ikke taget føringen; Al fremdrift har været og er genereret af mig. Han kan ikke se, at han skal sætte ind på kontoen; han gør mig stadig ked af det stort set hver dag med sin facon eller manglende opmærksomhed.

Det piner mig virkelig at han ikke gør eller gjorde det som jeg synes er rimeligt – og jeg føler, at det er fordi han ikke vil; at han synes ikke, jeg er rimelig i mine forventninger osv. osv.

Det jeg har brug for, er at glemme mine forventninger, ønsker, krav eller hvad man nu skal kalde det – men som jeg jo synes er så rimelige og naturlige. Og jeg kan bare ikke. Jeg lever jo på en måde fortsat i det helvede med hans utroskab og efterfølgende bebrejdelser selv om det er så længe siden – og han "rydder ikke op" i det.

Så på en måde er det som om, han vil fortsætte, som før han var mig utro – men det er jo at fortsætte det, som en gang gik den gale vej. Den vej indeholder jo alt det han bebrejdede mig og følte sig ulykkelig over. Vejen frem er jo nok både at glemme/fortrænge, at han var mig utro og hvad sagde og ikke-sagde>; hvad han gjorde og ikke-gjorde. Men modsat også at få det på plads en gang for alle. Så for mig er det en eller anden cirkel, jeg ikke kan finde ud af.

Så hvad gør jeg?

Hej Kvinder :-)

Det her er så basic, som det overhovedet kan være… Jeres mænd har været jer utro og har derfor givet jer et mindre selvværd. Tingene er i bund og grund de samme, om man så er 24, 35 eller 48 gammel, så bliver man endnu mere tiltrukket af det man ikke kan få eller af det man er ved at miste!! Til dig Hanne, selvføljelig bliver du ved med at hænge på ham, han spiller jo spillet optimalt over for dig, han nægter at give dig det du vil have og derfor bliver du ved med at jagte/løbe efter ham! Hvis du VIRKELIG gerne vil have at han skal gøre noget/ændre sig, så bliver du nød til at gøre det samme som han gøre!!! Jo før du indser det jo bedre, og på den måde kan du spare dig den smerte du går gennem nu. Mennesker er i bund og grund ligesom dyr, de er ikke altid så intelligente, men de kan godt lugte styrke og svaghed! Så Hanne, hvis du gerne vil have at der skal ske noget, så sæt ham et ultimatum!! Hvis han kan se at han ikke længere kan holde dig for nar, så vil han tænke sig rigtig godt om næste gang han gøre noget – hvis du altså virkelig betyder noget for ham, og det gør du nok. Så sæt ham det ultimatum NU, sig til ham at hvis der ikke sker noget så tager du børnene og siger farvel. Det er den eneste måde du kan få et reelt resultat ud af ham på, og få genopbygget dit selvværd og selvrespekt op på igen!! Så handel NU, og lad være med at være en tåbe hele dit liv! Held og lykke med det!

Ps. Så er jeg selv en fyr, hvis i sku være i tvivl.

Jamen mange tak, hvis du mener ;-)!