Hej
Tak for dit indlæg.

Det er prisværdigt, at du har så stor omsorg og betænksomhed, som mand og menneske. Og jeg forstår godt, at det svier i følelserne, når du af og til mærker efter og tænker på især barnet.
Lad mig give dig et par ideer til, hvordan du kommer videre, så denne skyldfølelse ikke tynger dig i den grad, det er tilfældet nu.

Overvej følgende:

• Hvis du var ude at sejle med dit barn, og du var søstærk og havde det fint, men dit barn var søsygt. Så søsygt, at det kastede op.
  Så ville du være en god far, hvis du støtter barnet, holder om det, og får det til at hvile sig, mens du er ved siden af og tilbyder lidt vand osv.

For så ville du vise MEDFØLELSE.
Men hvis du fik så frygteligt ondt af barnet, fordi du syntes, at det var frygteligt synd for det, at det var søsygt, og faktisk fik så ondt af det, at du LIDER med det, ja så ville du i MED-LIDENHEDENS navn selv være nødt til at kaste op.

Så: hvad er pointen. For det er jo et tænkt eksempel.

Pointen er:

• En ting er at se på et andet menneske og se, at situationen forekommer lidt barsk (i forhold til din eks), og at se, at det nogle gange er svært osv. Og at i sådanne situationer må du endelig føle medfølelse. (for så ville du være som den gode far i starten af eksemplet). Måske du vil støtte, måske du vil tænke: "jeg har tillid til, at hun kommer videre osv.".

Men fald ikke i medlidenheden. For så lider du også. Og det er slet ikke, hvad der er brug for. 2 mennesker, der lider. Ingen af dem kan løfte situationen, og det bliver bare en følelsesmæssig skrue.

Og lige så med selvmedlidenhed:

• Det kan godt gøre ondt, men det er et valg, om man også vil have ondt af sig selv.

Med hensyn til skilsmissebørn
Jeg oplever, at det er en myte, at skilsmissebørn har det meget sværere end andre børn.
Bliver en familie skilt, når barnet er lille, vil barnet ikke på samme måde sammenligne. Og netop fordi vi jo ønsker, at vores børn er lykkelige, så tænk ind i:
Hvad kan vi lykkes med, når vi er sammen.

Børn har, ligesom andre mennesker, brug for at vide, at de har en betydning.
Det gør vi ved at se og høre dem, især ved at være nærværende med dem – og især ved at have en respektfuld kommunikation med den anden biologiske forælder.

Bliver skyldfølelsen ved at plage dig, så få et par psykologsamtaler, så du kan rumme smerten uden at den tynger dig.
Måske er nogle af tårerne, du græder, sorg og ikke nødvendigvis dårlig samvittighed.

Jeg ønsker dig held og lykke.

Med venlig hilsen

Christel Sonne Rasmussen

Tak for din respons

Dårlig samvittighed og skyldfølelse er tit elementer i en sorgbearbejdning.
Du har ikke mistet dit barn og du har kontakt med din ekskæreste, men du har mistet idealet eller illusionen om den lykkelige familie.
Det er formentligt denne desillusion, der giver svære stunder for dig.

Det er en overvejelse værd at opsøge en psykolog eller lignende, for fortsat at stå ved dit valg, og for at undersøge, om denne skyldfølelse har rødder længere tilbage i tiden. Og derigennem at se situationen som, at skyld er en "tung" størrelse, som man ikke kommer langt med, hvorimod det at arbejde med det ansvar og de andele, man har, tit bliver mere konstruktivt.

Jeg er sikker på, at du har haft gennemtænkt dit valg, mange gange, og dermed har du taget ansvar for det, der føltes mest rigtigt og dermed mindst forkert for dig.

Når du af og til har svært ved at tilgive dig selv, så tilgiv dig selv at du ikke kan tilgive dig selv.

Venlig hilsen
Christel