Hej Christel

Hvis bare verden var så enkel, at man som menneske kunne love sig selv, at man vil holde sig fra gifte mænd. Som Kristine skriver i et af sine indlæg, så holdt hun stand i et år, inden hun indledte forholdet til sin gifte mand.

Når jeg læser Kristines indlæg er jeg ikke i tvivl om, at hun har gode værdier, og selvom jeg også ved at jeg har samme gode værdier, så har jeg alligevel også gjort mig – dyrtkøbte – erfaringer med at have et langvarigt forhold til en gift mand.

I mit tilfælde forsøgte både han og jeg igennem et år at holde en passende og kollegial afstand til hinanden, selvom der var stærke følelser mellem os, som hverken blev udtalt eller eksekveret i berøringer o.a. Følelser er irrationelle og meget, meget stærke, og selvom fornuft, værdier og moral er stærke, og vi ønsker at lade fornuften styre vores handlinger, så kommer vi mennesker nogle gange til kort. Gifte såvel som singler ifht. gifte.

Fra det år, hvor vi kæmpede imod følelserne har jeg mange minder, hvor vi i arbejdsøjemed sad ved siden af hinanden og – selvfølgelig - ikke rørte ved hinanden, og alligevel kan jeg mindes, at energierne mellem os var så stærke, at det føltes som om…..Det er meget stærke kræfter, der kan sættes i spil, når to mennesker forelsker sig i hinanden, hvadend de vil det eller ej. Kræfter så stærke, at de med tiden kan tage styrken ud af vores grundlæggende værdier og normsæt. Det tror jeg gælder både singlekvinden og den gifte mand.

Jeg kan genkende følelsen af svigt og gentagne brudte løfter og ikke mindst vreden, som Kristine beskriver, men undervejs i mit forhold til en gift mand, og specielt efter at det sluttede, og hvor jeg fik mere overskud til at evaluere på hændelsesforløbet samt dynamikken i 'trekløveret', har jeg fået en mere nuanceret forståelse for utroskab og de stærke kræfter, der kan gå i spil for os mennesker.

For mig starter det med, at en gift mand ikke forelsker sig i en anden kvinde, hvis han har et godt og givende ægteskab. Sådan er det bare, og det må derfor være en motiverende faktor for ethvert ægtepar at passe og pleje deres parforhold hver evig eneste dag. Se hinanden, lytte til hinanden, være gode til at kommunikere, gode til at samarbejde, gode til at se ændringer i adfærd, give tid, plads og overskud til parforholdet, huske at man ikke kun er forældre sammen, men også elskende – også efter 5, 10, 20, 30 år.

Den altovervejende følelse det første halve år af vores forhold var dårlig samvittighed. Vi vidste begge, at vi gjorde noget forkert overfor os selv, hinanden og hans kone, men det var også smertefuldt at tage beslutningen at sige farvel og at ønske hinanden alt godt i et liv uden hinanden. Efter et halvt år på denne måde nærmest pressede jeg ham til at få talt sit ægteskabs tilstand igennem med sin kone. Jeg mente (måske naivt?) at løsningen på en fastlåst problematik fandtes i at de to fik talt tingene igennem uden min indblanding. Deres snak resulterede i, at han valgte at blive hos sin kone. Jeg fik som forklaring, at de havde besluttet at blive sammen af hensyn til børnene. Deres børn er voksne. Den beslutning accepterede jeg klart og kontant, kunne selvfølgelig godt se, at et mangeårigt ægteskab med fælles familie, materielle goder, pensioner, venner, traditioner etc. etc., har fortrinsret for en forelskelse i en anden kvinde. Men det gjorde ondt, for jeg elskede ham. Selvfølgelig – ellers havde jeg ikke indledt et forhold under de, moralsk forkerte, præmisser.

Efter nogle måneder vendte han tilbage. Der var ikke noget stormfuldt i dén tilbagevenden. Jeg var forbeholden, følte mig svigtet og rådvild, og vores møder handlede meget om, hvordan man håndterer en livssituation, hvor man som ægtemand føler en dyb, dyb familiepligt og -loyalitet og samtidig elsker en anden kvinde. Sådan gik endnu et halv år, og endnu engang talte han skilsmisse med sin kone. Denne gang blev et af børnene involveret, og det resulterede i, at han fik meddelt, at hvis han lod sig skille, så havde han heller ikke kontakt til barnet og dennes familie fremover. Det kan ingen god far leve med at få at vide. Så endnu et brud mellem ham og mig.

Men her stoppede det ikke – helt. På det tidspunkt forstod jeg, at det var en meget anderledes familie, end jeg er vant til, jeg – indirekte – var blevet involveret med, og begyndte at gøre mig overvejelser om, hvad det kunne betyde for mig og min familie, hvis han og jeg var blevet et par. Jeg er vant til, at man taler om tingene, også de mindre behagelige, at man lytter til hinanden, accepterer forskelligheder og kan have forskellige behov uden ligefrem at undertrykke hinanden, at man tager hånd om hinanden, men at man også giver plads og rum til hinanden som enkeltindivider. Og her så jeg pludselig en familie, hvor den mand jeg elskede, ganskevist havde et godt forhold til sin familie på overfladen, men hvor der ikke blev kommunikeret om mindre behagelige ting, og hvor man ikke arbejdede sammen om at finde løsninger, men tværtom 'holdt hinanden på plads' i familiestrukturen. Det brød jeg mig ikke om at se og gjorde mig overvejelser om, hvad det ville betyde for mig og min familie. Dog behøvede jeg ikke træffe nogen beslutning, for han afbrød endnu engang vores kontakt. Denne gang af frygt for konsekvenserne for at miste kontakten til sine børn.

Han vendte tilbage igen efter kort tid, og jeg accepterede det endnu engang. Troede på at de da måtte nå til et sted, hvor de begynde at tale sammen og se og lytte til hinanden, men det skete selvfølgelig ikke. Dér var jeg virkelig naiv, fordi jeg ikke forstod at sådan foregår det  ikke i alle familier.

Fordi vi genoptog kontaktenendnu engang, har jeg fået rig mulighed for også at få hans hjælp til at evaluere og forstå forløbet mellem hhv. ham og mig og ham og hans kone/familie. Og der er jo mange følelser i spil, også mange irrationelle….Jeg følte mig svigtet over bruddene og de ikke holdte løfter, men jeg er også så meget 'ude af det', at jeg kan sætte mig ind i de helt enormt stærke og modstridende følelser mellem familiens behov og egne, individuelle behov. Jeg ved også, at når han sagde at han ville forlade sin kone, så mente han det – men jeg ved lige så vel, at han aldrig gør det. Kun hvis hun giver ham lov, og det gør hun ikke. Dels er han ikke en mand, der ikke magter at håndtere voldsomme konflikter, som en skilsmisse ville resultere i, og dels er han en mand, der har indgroet tro på, at han har stor pligt overfor familiens trivsel, større end overfor ham selv. Samtalerne med hans kone om skilsmisse har bekræftet ham i, at det bliver en voldsom skilsmisse, hvis han insisterede, og det voksnes barns voldsomme udmelding har bekræftet ham i, at familiens pligt er større end individets behov.

Når jeg ser tilbage på dette forløb, så er det næsten ikke til at udrede, hvem der har svigtet hvem. En periode talte vi meget om troskab overfor ægteskabet kontra troskab overfor sig selv. Hvem skal man prioirtere at være tro overfor, hvis man ikke både kan være tro overfor sig selv og sit ægteskab? Det er et spørgsmål, der kun kan besvares af det enkelte menneske, og det kan være en lang proces at nå frem til det svar, der er rigtigt for den enkelte, hvis man nogensinde finder svaret.

Vores kærlighedsforhold er afsluttet, men indtil videre har vi bevaret det venskabelige forhold og deler stadig den gensidige fortrolighed, som også var en stor del af vores forhold. Vi har begge accepteret, at vi ikke skal have hinanden, men vi har endnu ikke accepteret, at vi skal miste det venskab, som gennem lang tid har givet os så meget. Men dertil kommer vi nok også på et tidspunkt.

Mvh

Jo

Hej,

Jeg vil godt følge op på mit indlæg her.

Forholdet havde jeg standset omkring et år, før jeg skrev indlægget, men havde stadig den gifte mand på mail hver dag, der ikke kunne se, at han havde løget, selvom ikke en linje af det, han brugte et år på at trække mig ind i forholdet på var blevet holdt. Så jeg kan fint tilslutte mig Christels bemærkning om, at det er varm luft, når ikke der er handlinger bag. Den er god at huske i andre sammenhænge også.

Jeg valgte ikke at foretage mig noget, og at droppe kontakten til ham helt, da jeg havde fået sagt så mange gange, hvad jeg mente om den måde, han havde gebærdet sig på, at han var ved at bryde sammen. Nogle måneder senere skrev han til mig, at han havde fortalt konen, at han havde været hende utro, men gerne ville fortsætte kontakten til mig, og at de ville prøve at få deres ægteskab til at køre. Han gjorde det sikkert af dårlig samvittighed, og jeg afslog, og skrev til ham, at jeg ville stå af.

Alligevel fortsatte hans mails fra tid til anden, som jeg ikke besvarede ret mange af. Flere forklaringer om, at han skam havde ment, hvad han sagde, ikke havde løget, og kun var blevet i ægteskabet på grund af sin tryghed (ny løgn formentligt). Jeg svarede ham, om han syntes jeg skulle leve på en løgn i årevis på grund af hans tryghed, om ikke han syntes, jeg skulle have lov at bestemme, om jeg ville det, og hvorfor han ikke på et eneste tidspunkt i det år, han bad mig gå ind i forholdet nævnte sin tryghed, samt om ikke han mente at konen skulle spørges, om hun ville "nøjes" med et ægteskab på de vilkår. Han havde selvfølgelig ikke, da han fortalte hende om utroskaben fortalt hende en brøkdel, og udeladt det meste, så hans fortsættelse af ægteskabet startede på en løgn. Nemlig løgnen om, at han ikke havde kontakt med mig, som han var den eneste, der holdt i gang.

Jeg trak stikket helt til al kontakt, og bad ham lade være med at skrive til mig længere. Det holdt en lille måned, så var der mail igen. nu ville han godt "hjælpe" mig. Jeg besvarede ikke mailen, da jeg var sikker på, han med "hjælp" ville sidde og lyve videre, og tro jeg var så naiv at jeg tog hans ord for pålydende. Je g var begyndt at se en anden (fri) mand, og det havde den gifte virkelig ondt et vist sted af, og jeg fik nogle spydige og jalous bemærkninger, som jeg ikke reagerede på andet end skrev, at det ikke vedkom ham. Efter endnu et par måneder, kom der en ny mail. Nu ville han gerne, at vi kunne "hjælpe hinanden", så han foreslog at vi skulle mødes, så kunne vi se, om vi stadig havde følelser for hinanden, og hvis der var, måtte vi tage der derfra. Så dum var jeg naurligvis ikke, og afslog prompte. Tænkte at det var luset over for sin ægtefælle, og at han var helt uden indføling med, hvad han gjorde imod andre.

Der kommer stadig mails om møder, forslag om fælles psykolog, men i dag er jeg færdig med det forhold, og har ikke længere brug for at forstå det, eller se det i andet lys, end de kolde facts. Jeg kan se, hvordan han i årevis sidder og undskylder, at han aldrig gør, som han har bedt mig gå ind i det forhold for, og også, at de undslyldninger ikke er gyldige, når man beder et andet menneske handle på ting, man aldrig gør. Han tiggede og bad mig selv være der, derfor der ikke er nogen undskyldning for noget. Han er ansvarsløs, først og fremmest over for sin ægtefælle, hvis sko jeg i dag er glad for, jeg ikke er i, men har også været det over for mig, så jeg var igennem helvede for noget, han satte i gang og brugte et år på at få indledt. Bedraget mod ægtefællen er dog det største, fordi det er fortsat efter hun fik et begrænset kendskab til hans utroskab, og hun stadig lever på løgn. Heldigvis er det ikke mit problem, jeg kan kun føle min dybeste medlidenhed med hende og glæde mig over, at jeg kom ud af det.

De bedste hilsener og ønske om en god jul og et godt nytår til alle

Kirstine

Hej Christel,

Tak for dit svar.

Ja, jeg har også tænkt den tanke nogle gange førhen, men besluttede så, at det ikke skulle komme fra en tidligere elskerinde. Hvis han skal afsløres, skal det gøres af en, der holder af hans hustru, kender hende og ved, hvad hun ønsker, så der ikke er tvivl om motiverne. Der slipper ikke noget ud fra mig nogen steder om de mails, han har skrevet, da det ikke vil bibringe mig noget eller gøre nogen forskel for mig. Hustruen har mit navn gennem ham, og hvis hun havde haft spørgsmål, kunne hun frit have kontaktet mig, så havde jeg uden tøven fortalt hende sandheden, hvis jeg vidste, hun ønskede den. Mest fordi jeg ville være ked af selv, at have så illoyal en ætgefælle, der mens han lovede mig at kæmpe for ægteskabet, sad og skrev uopfordret til sin tidligere elskerinde, at han ikke så forholdet som et udenomsforhold, og at han da det sluttede lagde sit kærlighedl- og sexliv på hylden.

Men jeg var også gift i mange år, og ved, at ægtefællerne ikke altid ønsker sandheden, fordi den kan være svær at kapere, og fordi man ikke orker at skulle tage stilling til alle de ændringer, den kan medføre for ens liv, og hvis det er tilfældet her, vil jeg vælge at respektere det. Jeg tror godt en ægtefælle ved, hvis den anden lyver, men ikke at kende sandheden er også en måde at beskytte selv selv på.

De bedste hilsener og ønsker om et godt Nytår

Kirstine