Hej igen.

Dagens indlæg handler om vrede.

I mit sidste indlæg beskrev jeg en aktuel følelse af frustration over ikke at føle mig elsket og ønsket. Sådan har jeg det sådan set stadig, men der er nu kommet en bølge af vrede som jeg egentlig er lidt skræmt over. Jeg kan se at min kone nyder sit nye liv. Vi har ikke talt meget sammen på det sidste, og i det hele taget virker det som om hun forsvinder længere og længere væk. Det kommer som sådan ikke som nogen stor overraskelse, for hun har på intet tidspunkt givet udtryk for at hun ville prøve at komme tilbage igen. Men det gør ondt at stå ved siden af og se på. Gennem mine samtaler med min egen psykolog øver jeg mig i at fastholde at jeg er et okay menneske, som i årene der er gået, har gjort det bedste jeg kunne. Måske har min kones forventninger været anderledes de sidste par år, men det har vi desværre ikke fået talt om, for hun har ikke rigtig fået det sagt tydeligt. Når så hun pludselig "trækker stikket ud" og rejser, så står jeg så der og tænker over hvad jeg dog gjorde forkert. Det har vi talt rigtig meget om i parterapien og vi kan begge se at der var ting vi skulle have haft talt om tidligere og have gjort anderledes. Jeg har hele tiden haft et stort ønske om at vi skulle forene vores kræfter og komme videre sammen med vores lille fine familie. Det har været anstrengende alene at skulle bære den energi oppe, og nu kan jeg simpelthen ikke mere. Nu er det ikke længere ord som forsoning, udvikling og fælles fremtid der fylder i mig. Nu er det afvikling, separation, bodeling, ensomhed og alt muligt andet mentalt skrammel.

Så er der også vreden. Den sidste uges tid er jeg sgu bare blevet så vred på hende. Jeg er jo begyndt at pakke hende ned rum for rum. Jeg er ikke kommet så meget længere siden sidst jeg skrev, men jeg er åbenbart også begyndt at pakke hende mentalt ned. Jeg tror ikke på hun kommer tilbage mere. Så derfor er jeg vred over at hun ikke engang synes at hun gider prøve. Efter alt hvad vi har gået gennem sammen de sidste 18 år. Så stikker hun nu halen mellem benene og løber sin vej. Når jeg sidder her med alle mine talenter og gode intentioner om forandring, så virker det bare som om hun har valgt den "nemme" løsning.

Vi har begge en profil på Facebook og jeg kan dagligt læse hendes statusopdateringer, som oser af glæde over nærmest hvadsomhelst. Det er svært at se på når jeg nu sidder her og lider.

Så lige nu har jeg overhovedet ikke lyst til at være i nærheden af hende. Jeg har ellers haft det sådan, at jeg gerne ville have vi lavede noget sammen, for det hjalp jo nok. Men det tror jeg desværre ikke at det gør. Hun har heller ikke givet udtryk for at vi skulle lave noget sammen de sidste 3 uger. Når jeg ved hun kommer, f.eks. for at hente eller bringe børnene, får jeg det næsten fysisk dårligt. Jeg står med armene over kors og trykker mig op af køkkenbordet, mens jeg ikke aner hvad jeg skal sige og gøre. Jeg ønsker ikke at skælde hende ud, for det fører nok ikke til noget konstruktivt. Jeg har på samme tid lyst til at kysse hende og give hende en generalskideballe for at have kørt vores familie i smadder. Så hele tiden kan jeg blive skidesur på hende når jeg tænker på den situation vi er havnet i.

Jeg håber det går over.

Vi skulle have været til parterapi om 14 dage, men tiden skal flyttes, for jeg er nødt til at gå på arbejde den dag. Lige nu har jeg overhovedet heller ikkel lyst til at tage derhen. Hun vil jo bare sige det samme som sidst, at hun ikke lige nu tror på at tingene vil ændre sig og at hun stadig ikke rigtig ved hvad hun vil. Det har jeg bare ikke brug for at høre mere på.

Jeg har brug for et klart svar. Vil du prøve eller vil du ikke?

Jeg er lige nu på sådan et enten eller sted. Jeg har indtil for et par uger haft det sådan at vi skulle prøve at øve os i at være kærester i et stykke tid inden hun flyttede hjem igen. Sådan har jeg det ikke mere. Skulle vi prøve igen måtte det være hele pakken i et hug. Så måtte det bære eller briste.

Måske er det også bare mig der er ved at fatte at løbet faktisk er kørt til ende. Hun har bare ikke modet til at sige det ligeud. Så er det nemmere for hende at holde det tilbage ved at sige: Jeg ved ikke hvad jeg vil. Så kan jeg få lov til at sidde der og blive kørt træt, indtil jeg så selv træffer beslutningen for hende.

Arj altså, hvor suser der meget skrammel rundt i knolden på mig i dag.

Jeg går ned og maler…

De bedste hilsner til jer allesammen derude.

Hej igen.

Tak for dit gode svar.

Det har virkelig sat nogle gevaldige tanker i gang i mit hoved.

Det var en god strategi med at give hende ansvaret for at booke næste tid. Desværre nåede jeg selv at flytte den før jeg læste dit svar. Men jeg vil se om jeg kan finde styrken til at sige, at hvis hun ikke kan beslutte at hun vil bruge næste terapi på at begynde at arbejde den anden vej, så skal hun ringe til terapeuten og afbestille tiden.

Dette indlæg er skrevet over flere timer. Det oppe over blev skrevet sidst på eftermiddagen.

Nu sidder jeg her igen og klokken nærmer sig 21 om aftenen. Vores store datter har fødselsdag i morgen og hun er ked af at vi ikke kan være en samlet familie i morgen aften, som vi altid har været. Det er svært for mig at håndtere hendes sorg og jeg prøver at samle hende op så godt jeg kan. Jeg ved hun kræver ekstra omsorg i øjeblikket. Hendes helt konkrete og forståelige sorg har for lidt siden skubbet mig ud over en kant i forbindelse med min kone.

Vi skal spise morgenmad sammen i morgen tidlig for at fejre vores datter og sammen give hende hendes fødelsdagsgave. Jeg ringede lige til hende for at aftale hvad tid jeg kommer over. Der var det at det bare løb ud af mig. Jeg fik sagt til hende at jeg ikke længere orkede at kæmpe alene. At hvis ikke hun til næste parterapi er klar til at tale om hvordan vi kommer videre sammen, så skal hun ringe ind og aflyse aftalen. For så skal jeg ikke være med. Jeg er bare SÅ klar til at kæmpe sammen med hende. Men dit sidste svar gjorde mig også virkelig bevidst om hvor meget de sidste måneder har tæret på mine kræfter. At være den der hele tiden har skullet holde fast i at vi har noget værdifuldt sammen, uden at få noget som helst igen. Det er ca. 25 minutter siden samtalen sluttede. Det foregik i en meget afdæmpet og venlig tone, men det er første gang i dette lange forløb, jeg har formået at sætte en så markant grænse for at beskytte mig selv. Det føles rigtig godt, selvom der jo er en risiko for at det er endnu et "søm til kisten". Selv om det foregik i telefonen kunne jeg mærke på hende at det berørte hende. Hvad der nu sker aner jeg ikke. Ligesom titlen på hele denne efterhånden lange tråd.

Min kone skal have begge børnene i weekenden. De skal til Jylland og besøge hendes forældre, så "bedsterne" kan få noget børnebørnstid. Så bliver der tid til stille og roligt at tænke over tingene for mig. Jeg tænker egentlig at nu skal jeg ikke rigtig foretage mig noget det næste stykke tid i forhold til hende og jeg. Nu skal jeg bare vente og se om hun melder sig på banen. Gør hun ikke det, er det oplagt hvor det så fører hen. Til gengæld kan livet faktisk ikke blive meget ringere lige nu. Så en hvilken som helst bevægelse i dødvandet vil være at betegne som udvikling…Jeg har også erkendt at det ikke holder at hun er "stjernen i et 24 timers onewomanshow" i mit hoved.

Jeg er træt nu. Fysisk og mentalt. Nu vil jeg skrive lidt i min dagbogog så vil jeg gå i seng.

De bedster hilsner til jer alle derude.

Hej igen derude.

Det er længe siden jeg har været her. Dagene tager hinanden og det er hverdag i mit stadig "nye liv". Det byder stadig på udfordringer og der er hele tiden nye. Den mest aktuelle udfordring er samarbejdet med min eks. kone. Det er egentlig ikke en titel jeg bryder mig om at bruge, så jeg kalder hende bare for børnenes mor fra nu af…

Dette indlæg er egentlig også en fortsættelse af det sidste jeg skrev, men forhåbentlig en anelse mere nuanceret. Jeg skrev bl.a. om egoisme, tillid og taknemmelighed. Det fylder stadig meget og jeg lærer mig selv bedre og bedre og kende. Det betyder at jeg vinder styrke på nogle områder. Det betyder også at jeg på andre opdager, hvor skrøbelig jeg er, og at der er ting jeg bliver nødt til at arbejde med.

Jeg vender lige tilbage til tiden hvor vi lige var gået fra hinanden. Børnene skulle fordeles, vi var enige om at det skulle være ligeligt, altså det man i denne terminologi kalder for 7/7. De første 4 måneder var nærmest planlagt dag for dag. Vi skrev ned hvor børnene skulle være, det var vi nødt til, for vi byttede så meget rundt at det var umuligt at huske udenad. Der var ikke noget fast system, vi tog hensyn til hinanden og vores arbejdsliv. Efter 4 måneder gled det over i at jeg havde børnene i de ulige uger og børnenes mor havde dem de lige uger. Sådan har det været siden. Det kunne for så vidt lige så godt have været omvendt, det var tilfældigt at det landene sådan. Jeg skriver det her, fordi det er blevet aktuelt igen. Min kæreste har to børn. Den ene er jævnaldrende med min datter og de to børn vil meget gerne have en relation sammen. Min datter har ADHD og har svært ved at skabe og fastholde sociale relationer. Det er vigtigt at voksne støtter hende i disse processer. Desværre har vi børn i forskellige uger, så det er vanskeligt for dem at have tid sammen. Derfor bad jeg børnenes mor allerede for et år siden om at vi byttede uger af hensyn til min datter. Det ville hun ikke, hun sagde at hendes nye netværk og sociale liv passede hende bedst at bevare den aktuelle fordeling. Jeg ville gerne gøre mig umage for at have et godt forhold til hende, for vores samarbejdes skyld. Derfor gled jeg af på det i første omgang. Siden har jeg bragt det på bane flere gange og altid har resultatet været det samme. Hun afviser kategorisk at bytte uger. Jeg måtte erkende at selv om vi havde været fra hinanden i næsten 1,5 år, har hun stadig styringen på centrale områder. Ikke for børnenes skyld, men for sin egen. Hendes egoisme ramte mig igen, hårdere end tidligere. Det er gået op for mig at jeg troede vi var ligeværdige samarbejdspartnere, men at hun har fortsat med at "køre rundt med mig". Jeg har hele tiden været tilbageholdende fordi det var vigtigt for mig at vi havde et godt venskab og et godt samarbejde til gavn for børnene. Nu må jeg erkende at det er hende der har sat dagsordenen og jeg har ladet mig føre med. Ikke til gavn for børn og samarbejde, men til gavn for sig selv. Jeg er nødt til at frigøre mig af hende en gang til… Jeg er ked af at jeg igen fik bekræftet hvad jeg skrev i sidste indlæg. Der er også andre formelle hængepartier som ikke er færdiggjorte. Ting hun ifølge mundtlige aftaler skulle tage sig af, men der sker ikke rigtig noget.

Det påvirker mig fysisk at skulle sige klart fra over for hende. Når jeg taler med en god ven om problematikken, kan jeg fryse. Jeg kan få hjertebanken når jeg sender hende en mail osv. Sådan skal det ikke være!

Jeg valgte for et par uger siden at samle alt sammen i en bunke og adressere hende skriftligt. Dels vores samværsaftale, dels de formelle hængepartier der stadig hænger og flagrer i luften. Det var grænseoverskridende for mig at jeg meget direkte ønskede  at få ting ordnet nu. Det har også været en forskrækkelse for hende. Hun er meget vred på mig i øjeblikket og lige nu reagerer hun med tavshed. Hun har blot meget kort meddelt mig at hun ikke ønsker at diskutere samværdsordningen, alt andet har hun helt undladt at svare på. Det er vigtige ting der berører vores begges økonomi og hendes tavshed gavner ingen af os. Jeg fornemmer at hun ikke ved hvad hun skal stille op nu, hvor jeg har sat hende stolen for døren og krævet handling og dialog omkring samværsordning og formelle ting. Jeg bruger ord som ligeværdighed, samarbejde, dialog og kommunikation. Jeg holder min kommunikation fri for følelser der omhandler hende og jeg. Jeg prøver at være saglig og konkret. Jeg ved det er helt nyt for hende at møde mig sådan, og hun reagerer følelsesmæssigt. Jeg er ikke i tvivl om at hun føler sig personligt angrebet, selvom det ikke er det der sker. Hun har altid været nærtagende, også mens vi var sammen. Hun "vandt" altid diskussionerne og jeg rettede som regel ind, ofte for at få ro. Men jeg har ingen følelser i klemme mere. Jeg vil bare have ting gjort færdigt nu.

Jeg har skrevet til hende tre gange nu inden for de sidste to uger. I det sidste brev tog jeg en beslutning om at give hende en tidsfrist vedr. samværdsordningen. Jeg vil have hun går i dialog omkring det og sker det ikke vil jeg henvende mig til statsforvaltningen for at få dem på banen. Jeg havde aldrig troet at jeg ville nå dertil. Men der er jeg nu fordi jeg ingenting har, der ikke kan tåle at se dagens lys. Jeg har min åbenhed, min ærlighed og kærlighed til børnene. Det er hvad der er. Jeg må samtidig erkende at børnenes mor ikke vil i dialog med mig om væsentlige ting.

Altså, det kan godt være at disse tanker slet ikke hører til i dette forum. Men tingene hænger sammen og det er det der fylder her og nu. Det var grænseoverskridende at mærke ægteskabet skride. Det var grænseoverskridende at skulle opsøge en parterapeut for at få hjælp til noget så intimt og privat.

Det er det samme nu. Det er grænseoverskridende at skulle søge hjælp i et "fremmed" system for at få hjælp til at få ting til at fungere, som for mig burde være åbenlyse.

At jeg er kommet ud på den anden side som jeg skrev i et gammelt indlæg, er vist en overdrivelse. Vi er bundet sammen via børnene. Det er en livsopgave for os begge at være forældre til dem. Jeg var ikke klar over at der var så mange følelser hægtet på den opgave som det er tilfældet. Jeg gør mig umage. Jeg tænker meget over hvad jeg siger og gør. Jeg holder øje med at jeg ikke må være styret af egne behov og tanker om at jeg hele tiden har ret til mere. Det handler ikke om mig og mine behov. Jeg ønsker mig inderligt at børnenes mor også vil nå den erkendelse… Lige nu er det sgu lidt op af bakke.. :-) Jeg ved godt det blev lidt langt det her.

God sommer