Så nåede vi den 3 januar. I morgen skal vi til parterapi for første gang.

Jeg glæder mig og jeg frygter det på samme tid.

Jeg har læst en del på dette websteds sider og tænker at en god terapeut må da kunne bringe os på rette vej sammen. Jeg kan heller ikke overhovedet forestille mig, at jeg ikke fremover skulle leve sammen med min elskede kone og vores to børn. Derfor glæder jeg mig.

Men hvis nu terapeuten ikke formår at få især min kone til at se at vi skal give hinanden en chance samtidig. At det ikke kun er den ene der skal bevise noget. Men at vi skal gøre det sammen som et par der vil hinanden. Hvad sker der så. Er det så slut? Hvad skal jeg dog så gøre, for ikke at falde helt ned i afgrunden. Det scenarie kan jeg SLET ikke overskue. Så lige nu går min verden til i morgen kl. 9.30 og ikke længere. Hvad der ligger på den anden side af det tidspunkt er ukendt land. Det er ikke let at holde hovedet koldt. Mine kolleger som intet ved, må da kunne se på mig at jeg er i en helt anden verden. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke noget somhelst om nogen ting i denne tid. Øv. Jeg vil jo bare værel ykkelig med min familie…

Så blev det 9 januar.

Vi har nu arrangeret en anden bolig tæt ved vores ikke længere fælles hjem. Vi har desuden fortalt vores 10 årige datter at vi flytter fra hinanden. Det tog hårdt på hende en halv times tid. Hun har ADHD, så hun skøjter til tider let hen over tingene. Jeg tror dog ikke helt det er gået op for hende hvad det egentlig betyder.

Min kone skal begynde at flytte i dag. Jeg er her selvfølgelig og hjælper hende med det praktiske som møbler, potter og pander osv.

Desuden er det hendes fødselsdag i dag. Det er meget mærkeligt at stå op og lave hyggeligt fødselsdagsmorgenbord med gaver og det hele, for så om nogle timer at tage afsked med hinanden. Måske for altid. Planen er at hun skal sove i den "nye" bolig fra søndag aften. Så i aften bliver sidste gang vi sover dev siden af hinanden. Jeg tror ikke jeg får sovet meget…

Jeg har efterhånden brugt op hvad jeg har af kræfter. Jeg er mentalt udmattet og trænger bare så meget til at hvile mig. I dag og i morgen bliver vanvittig hårde. Det bliver ikke nemt at hjælpe til med at bære vores fælles liv ud af hoveddøren.

Tak Christel for dit trods alt lidt opmuntrende svar. Jeg vil virkelig prøve at tage dine gode råd til mig.

Der er jo nu gået et par dage siden hun flyttede. Vi har lavet faste aftaler vedr. børnene resten af denne måned. Dvs. frem til næste gang vi skal til parterapi. Jeg har ikke rigtig nogen forventninger til den seance, jeg er jo selv helt rundtosset lige nu. Det har været to svære dage siden hun flyttede og jeg savner hende virkelig. Vi SMSér sammen omkring nogle få praktiske ting, men intet personligt overhovedet. Det er nok også meget godt. Jeg har jo kigget mig selv grundigt efter i sømmene de sidste par måneder. Nogle af de ting min kone har kritiseret mig for kan jeg desværre godt genkende. Jeg har taget det til mig, prøvet at få hende til at tro på, det ikke længere vil være sådan. Jeg har også kunnet sige til hende, at jeg synes hun bærer et ansvar for ikke at have taget bladet fra munden ,inden vores situation blev så alvorlig som den er nu. Det har hun faktisk medgivet mig.

Jeg har nu lavet en aftale hos en psykolog hvor jeg selv kan komme og få talt om hvordan jeg gør op med nogle enddog meget gamle mønstre. Da jeg startede i skole havde jeg nogle meget svære år hvor jeg blev moppet og tævet. Det betød at jeg blev rigtig god til at gemme mig væk når tingene blev rigtig svære. Jeg tror det har fulgt med gennem alle årene uden jeg har været opmærksom på det. Jeg kan i hvertfald nu komme i tanker om en masse hændelser af forskellig art, hvor jeg har tilstræbt at undgå svære/"farlige" følelsesmæssige situationer. Det håber jeg at få styr på. Jeg håber også at min "egen" psykolog kan hjælpe mig på vej til at finde lidt mere selvtillid her i den nærmeste fremtid.

Såvel selvtillid, selvværd som selvrespekten har det vel drøjt i denne tid ??

 

Ja, det har du sandelig ret i! Flere af de ting du skriver vedr. selvværd kan jeg konkret tydeligt genkende.

Jeg er virkelig glad for dine inputs.

Min første konsultation er i morgen. Det ser jeg frem til. Jeg håber det kan give mig et yderligere spark på vej ud af offerrollen som jeg helt sikkert har påtaget mig de sidste par måneder.

Jeg vil prøve at begynde med en "positivliste" fra i dag.

De varmeste hilsner herfra.

Ja, så er jeg her igen.

I dag er en af de svære dage, og så hjælper det lidt at skrive.

Jeg har været til anden samtale hos "min egen" tearpeut. Vi talte lidt mere om de samme emner som første gang, men også en hel del om hvordan jeg skal prøve at passe på mig selv, og ikke være nærmest selvudslettende når jeg taler med min kone. Jeg prøver at tillægge mine handlinger tidligere i vores ægteskab noget kvalitet, fordi jeg handlede som jeg troede var bedst og i vores fælles interesse. At det så ikke var tilfældet kunne jeg jo ikke vide, når min kone ingenting sagde. Næste parterapi er på torsdag. Her kunne jeg godt bruge et godt råd. Som status er lige nu, bor vi hver for sig og der er, som jeg tidligere har skrevet, en plan for hvor børnene er. Min kone ville jo gerne have noget afstand så hun kunne finde ud af hvad hun ville. Det har hun fået, men vi er alligevel næsten i kontakt med hinanden hver dag. Jeg forsøger at undgå at tage kontakt medmindre det er strengt nødvendigt. Men min kone kontakter mig noget oftere. Primært fordi hun har brug for hjælp til nogle praktiske problemer. Jeg har selvfølgelig stillet op for jeg vil jo gerne vise hende at jeg vil være der for hende. Men jeg er ked af at hun kun kontakter mig fordi jeg skal hjælpe hende med noget. Jeg ville jo ønske at det var fordi hun gerne ville mig noget i vores relation. Jeg tror jeg har brug for at skrue ned for "handyman rollen". Hun ønskede jo afstand, så kan hun vel klare de praktiske problemer selv. Jeg er bange for at komme til at føle mig udnyttet. "Fint du kunne hjælpe mig med at få varme på radiatoren og lys i lamperne. Men jeg gider dig ikke i vores forhold."  Nå ja, det var det gode råd jeg kom fra. Første parterapi var slem fordi den førte direkte til at min kone flyttede ud af huset. Når jeg kigger tilbage på tiden der er gået siden hun flyttede, jeg ved godt det ikke er længe, synes jeg ikke der er sket en dyt i vores parmæssige relation. Hun har i hvertfald ikke givet udtryk for at være kommet nærmere en afklaring. Jeg overvejer at spørge hende et par dage inden terapien og hun overhovedet har noget nyt på tapetet. Hvis alt er status Quo, er der måske slet ingen grund til at sidde til en terapi session og blot konstatere at intet har flyttet sig. Vil det være klogt, eller er det bedst bare at tage derhen og se hvad der sker?

Jeg har sikkert mere travlt end hun har. Det er jeg klar over. Men jeg kan også se at specielt vores store pige på 10 år lider under situationen. Hun aner heller ikke hvad der kommer til at ske, og med ADHD er det en vanskelig situation for hende. Det er også svært for mig at blive ved med at fortælle hende ,at det var mor og fars fælles beslutning at mor flyttede. Jeg ønskede jo at vi forsøgte at klare det sammen.

Jeg er begyndt at skrive en hel del. Jeg har startet 3 forskellige dokumenter.

Det første er en positivliste. Her prøver jeg dagligt at skrive hvad der er gået godt og hvad der har været gode oplevelser. Stort som småt.

Det andet er helt følelsesmæssigt frit fra leveren. En slags følelsesmæssig dagbog hvor jeg skriver stort set hvad der falder mig ind.

Det tredie er et dokument med følelsesmæssigt svære sætninger. Sætninger som jeg egentlig har lyst til at sige til min kone. F.eks. til parterapien. Det hjælper mig at få disse sætninger ud af hovedet og ned på tekst. Så bliver det måske lettere at sige tingene til hende.

Skriveriet hjælper faktisk en hel del, og skulle der overhovedet være nogen der læser med her, kan det varmt anbefales uanset hvilke problemer man har at slås med.

Hej igen.

Så er jeg tilbage igen.

Tiden går, men jeg synes ikke livet er blevet lettere. Men et par ting har ændret sig lidt. Til vores første parterapi aftalte vi at det var min kone der skulle tage initiativet når vi skulle ses. Hun tog masser af initiativ og kontaktede mig ofte de første 3 uger. Men det var primært fordi hun havde brug for hjælp til praktiske ting, som jeg skrev i mit sidste indlæg.

Til den anden parterapi fik jeg sagt til hende, jeg var ked af at hun gerne ville have hjælp fra mig, men at hun ikke ville mig noget i vores personlige relation. Det var rart at få sagt. Jeg fik også sagt til hende, at jeg kunne begynde at mærke jeg har en grænse for hvor længe jeg kan stå til rådighed, og bare vente på hun beslutter sig for hvad hun vil. Jeg har ikke nået den endnu, og ved ikke hvornår det sker.Jeg har også brug for at mærke at hun vil mig noget. Min kone bebrejdede mig igen at hun ikke synes jeg havde været der for hende. Jeg sagde at jeg gjorde mit bedste og hvad jeg troede var rigtigt. Så på den måde var der ikke rigtig noget nyt.

Til gengæld har vi talt sammen et par gange den forløbne uge. Et par gode samtaler som var noget mere konstruktive end tidligere.

Jeg har givet udtryk for at vi bliver nødt til at slutte de gamle bebrejdelser, ellers kommer vi aldrig videre. Det var hun enig i og hun er nu begyndt at kontakte mig, for at vi skal lave noget sammen. Det er rart nok at jeg nu kan mærke at hun gider mig. Vi har gået en tur sammen og spist sammen en enkelt gang. Vi har også talt sammen i telefonen på en anden måde end hidtil. Den ene aften snakkede vi i næsten 2 timer. Så er det også noget nemmere at holde til det hele. Vi har fået talt lidt om vores håb og drømme for fremtiden. Der er ting vi begge vil og jeg tror på vi kan gøre tingene sammen. Men min kone mangler stadig at turde give vores forhold en chance samtidig. Jeg har sagt til hende at det ikke kan nytte noget, vi hver især har prøvet at tilføre vores ægteskab energi, hvis ikke vi gør det på samme tid. Jeg håber hun tør prøve at give sig hen til det igen. Hun er stadig bange for at jeg ikke vil være der for hende hvis livet bliver svært igen.

Vi har lavet en ny plan for hvor børnene er frem til 1/3. Julie vores store pige har det stadig svært. Vi prøver hver især at tale med hende, men det er vanskeligt, fordi jeg føler jeg er i et stort dilemma over for hende. Vi har jo fortalt hende det var en fælles beslutning vi traf ,da min kone flyttede, men det var jo det jeg mindst ønskede. Det er også vigtigt at vi signalerer modsatte signaler over for hende. Så det er en svær situation. Det præger hende tydeligt, hendes temerament er oftere på kogepunktet og hun virker generelt meget mere negativ end hun plejer. Det gælder både når hun er her eller der. Vi er enige om at prøve at give hende noget mere nærhed og opmærksomhed, så det arbejder vi begge to på.

Jeg er jo også begyndt at se en psykolog til personlig terapi. Det er godt for mit selvværd og min selvtillid. Hun har åbnet mine øjne for nogle ting som jeg nu arbejder med. Jeg kan også mærke at det lærer mig at se, hvornår min kone/andre har brug for at blive "samlet op". En ting der jo nok har manglet. Jeg fortsætter i denne terapi på ubestemt tid, så længe jeg føler det gør noget godt for mig.

Jeg skriver fortsat dagligt i mine forskellige dokumenter som jeg beskrev i sidste indlæg.

Vi skal til parterapi igen den 19/2 og så må tiden vise om vi der for alvor kan begynde at tale om udvikling frem for afvikling. Jeg håber det.

Det er jo snart blevet en hel roman, men det hjælper at skrive.

De bedste hilsner. 

Så er jeg tilbage igen.

Rent praktisk er der ikke sket meget. Vi bor fortsat adskilt. Deler børnene ligeligt, går til parterapi og jeg ser en psykolog alene derudover. Jeg skriver stadig ofte og det hjælper også for det meste lidt.

Nu har vi begge haft vinterferie og det har betydet at vi har set lidt mere til hinanden. Der er et byggeprojekt i vores kælder som snart skal være færdigt, Så min kone har været ovre og hjælpe med at male mandag og tirsdag. Det var egentlig rart at gå der sammen. Næsten som om man kunne glemme at vores forhold er i dyb dyb krise. Vi har også spist sammen et par gange. Til gengæld er det meget vanskeligt for mig når hun så er gået igen. Så savner jeg hende virkelig og jeg kan slet ikke forstå at hun ikke tør give os en chance. Til parterapien synes jeg det er tydeligt at ingen af os ønsker at vi kommer i samme situation igen, hvis vi giver ægteskabet en chance. Jeg er helt sikker på at det ikke vil ske. Men det er ligesom om min kone nærmest er lidt manisk omkring hendes "nyfundne" frihed" at det fylder det hele i hende. Måske skal hun bare lige rase ud i et stykke tid. Derefter tør hun måske så at nærme sig mig igen. Jeg ved jo også at jeg ikke kan vride armen om på hende og presse hende til noget. Det ønsker jeg jo ikke. Men det er virkelig svært at sidde stille og vente på at hun kommer tilbage af sig selv. Vi har sammen talt om at vi må prøve at lægge bebrejdelserne bag os. Det gav mig lidt optimisme omkring den parterapi vi skulle til i fredags. Før parterapien som lå kl. 13 var vi i Ikea og vælge nogle ting ,der skal brugers i kælderen hjemme i huset. Det var lige som at være med i et maleri af Dali. Selv om min kone er flyttet er huset jo vores, og hun har også nogle meninger om hvordan tingene skal laves. Så vi skal hele tiden træffe beslutninger om huset som hun ikke vil bo i sammen med mig . Til parterapien talte vi så på et tidspunkt om vores indflydelse på hinanden, og min kone sagde på et tidspunkt at hun havde opdaget at jeg var det eneste menneske hun nogensinde havde følt at hun lå under for. Det ramte mig virkelig hårdt. Jeg har aldrig ønsket at være dominerende eller undertrykkende. Det har nu givet mig en voldsom skyldfølelse, som jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal stille op med lige her og nu. Så livet er svært i dag. Også selv om jeg kan skrive. Der er også en masse spekulationer i mit hoved om hvad fremtiden byder mig. Der er et såkaldt mandecenter ikke så langt herfra. Der kan man få uvildig rådgivning omkring skilsmisse, økonomi, juridiske spørgsmål og sådan noget. Der har jeg tænkt mig at prøve at tage hen. Måske kan det give mig nogle svar og noget information om de emner. For det fylder virkelig meget for tiden. Måske fordi jeg kan mærke at grænsen for hvor meget mere jeg kan holde til ,er rykket meget tæt på lige nu. Omvendt ville det også være helt sort, hvis det var mig der måtte træffe en beslutning om at ende det hele. Det var jo ikke mig der satte alt det her i gang. Jeg elsker stadig min kone og håber det bedste, selv om jeg næsten ikke tør det længere. Livet er fyldt med modsætninger. Normalt skulle de udligne hinanden, men nu er der gevaldig slagside. Jeg håber sgu snart at vinden vender.

De varmeste hilsner til alle der måtte læse med her.

Hej igen.

Da jeg skrev det sidste indlæg var jeg helt fyldt op af frustration over den sidste parterapi og situationen generelt. Vi var til parterapi om fredagen og jeg skrev indlægget søndag formiddag. Det var simpelthen for at få lidt luft og prøve at komme lidt ovenpå igen. Jeg havde heller ikke børnene den weekend, så der var meget ensomt i huset. Jeg havde en aftale med min egen psykolog den kommende torsdag. Jeg synes der var lang tid til, så jeg kontaktede hende og fik lavet en aftale sidst på eftermiddagen. Det var godt for mig at tale med en, der kunne få mig til at ryste brikkerne lidt på plads igen. Hun stillede det samme spørgsmål som du, nemlig det med at give min kone meget indflydelse på byggeriet. Der var det at noget gik op for mig: Huset er jo på alle måder fyldt op med os begge to. Hun har stadig ting og tøj i skuffer og skabe. Der er masser af ting i huset som ved en bodeling ville være hendes. MEN. Nede i kælderen er de nye rum HELT bare. Der er ingen møbler, ingen dims og dut eller noget. Kun de bare rum som jeg har skabt med mine hænder. Det er ligesom det eneste sted i huset som rigtig et mit eget. Min kone var ovre og hjælpe mig med at male, og da hun gik hjem efter anden dag, havde jeg en fornemmelse af at det ikke var godt at hun havde hjulpet mig. Først troede jeg at det var fordi jeg savnede hende, da hun var gået. Det gjorde jeg nu også, men det var nok primært fordi kælderen er det eneste sted i huset lige nu, som kun er mit og ikke hendes. Sådan en slags helle for mig. Det er gået op for mig at jeg bliver nødt til at "indtage" huset nu. Derfor er jeg stille og roligt begyndt at putte nogle af hendes ting ned i kasser. Jeg startede med at tømme hendes skuffe i badeværelset for make-up, shampoo og sådan noget som koner har store mængder af. Kassen har jeg stillet i opbevaringsrummet hvor jeg ikke kan se den. Så nu er badeværelset også blevet mit. Sådan vil jeg fortsætte stille og roligt når jeg har overskud til det. Selvfølgelig med stor respekt for hendes ting og sager. Her i weekenden bliver det soveværelset der står for tur.

Jeg har ikke fortalt hende at jeg er begyndt at stille ting væk og jeg ved ikke om jeg overhovedet skal sige noget, før hun selv lægger mærke til det. Lige nu har jeg ikke lyst til at sige det til hende. Jeg føler hun i øjeblikket er den der har "magten" i vores "forhold". Jeg skal lige bruge lidt tid på at få det vendt til noget ligeværdigt. Det gør jeg nok ved at træde lidt i karakter og mere tydeligt definere mine egne behov.

Det er let at skrive tingene ned her, når jeg sidder og reflekterer alene en sen aften som nu. Men når jeg vågner tidligt i morgen tidligt kl. 5 og ikke kan sove mere, fordi jeg har drømt om hende igen, så ved jeg at jeg går på en ganske tynd is, der knager og larmer for hvert skridt jeg tager. Nogle gange ryger jeg ned i det kolde vand og så skal jeg bruge rigtig meget energi på at komme op og få varmen igen. Så skal jeg overbevise mig selv om at det alligevel bliver en god dag, på trods af det der smerter.

Der er nu snart gået to måneder siden hun flyttede ud. Men der er gået fire måneder siden hun følelsesmæssigt holdt helt op med at give mig noget. Det er ikke meget i det store regnskab på 18 år. Men det føles som meget længe. Det føles som meget længe, fordi det er en nærmest traumatisk situation at man kan mærke man ikke er elsket af den, der er en allernærmest. I starten kunne jeg kapere det ved at tænke: Hvis jeg nu virkelig anstrenger mig, så giver hun mig nok noget igen lige om lidt. Men når det ikke sker, kører tanken stille og roligt tom. Det der virkelig fylder i mig i disse dage er, at jeg har et behov for at føle mig elsket. Hvis hun ikke snart tør tage chancen og prøve på det, så kan jeg desværre ikke rigtig se hvordan vi skulle kunne komme tilbage på sporet sammen igen. Så må vi jo nok skille tingene ad og gå videre hver for sig. Som jeg ser det nu, er det nok det mest sansynlige scenarie. Derfor har du ret i at det er på høje tid at komme igang med at leve mit eget liv og forfølge mine egne drømme. Så må det gå som det gør…

Nu tror jeg at jeg skal gå i seng.

De bedste hilsner til jer alle derude.