Hej Alle Sammen.

Mit beretning bunder ikke i utroskab, men alligevel endte det med at jeg sårede pigen jeg elsker utrolig højt, flere gange.

Tilbage i 2009, mødte jeg en dejlig pige som var en del år yngre end mig selv (hun var 18 og jeg var 26 på det tidspunkt). Vi skrev sammen i en periode på ca et halvt år, indtil vi besluttede os for at ses og finde ud af hvad vi var for nogle. Vi endte med at se hinanden næsten hver dag efter vores første date og der d. 21/8-2009 spurgte jeg så om hun ville være eksklusiv med mig. Det ville hun gerne og vi startede så et forhold som kørte næsten smertefrit, lige bortset fra de normale små diskussioner, som man ikke kan undgå, men som bare er godt for forholdet.

Hun gik igennem nogle ting og havde det utrolig hårdt og som enhver anden god kæreste, blev jeg self ved hendes side og støttede hende alt det bedste jeg havde lært. Jeg gav hende både plads, men også muligheden for en skulder, et kram eller et kys når hun havde brug for det.

I oktober 2010, valgte jeg så at spørge om hun ville flytte sammen med mig, i en ny lejlighed vi begge havde været ude og kigge på. Hun tog et par timers betænkningstid og sagde Ja til det. Så vi gik i gang med forberedelserne til det eventyr vi nu var på vej ud i.

I februar 2011, sker der så noget med mig, som jeg har prøvet at gemme af vejen fra fortiden. Jeg har tidligere haft et problem med at skubbe folk væk, der kommer mit hjerte for nær. Den side af mig, har jeg aldrig været stærk nok til at kunne skubbe til side og så følge mit hjerte. Den side, gør at jeg prøver at finde fejl og så bliver de blæst så meget op, at det ødelægger forholdet. Jeg dummede mig ved ikke at følge mit hjerte, men ved at sige at jeg kunne ikke mere mellem mig og min daværende kæreste. Det sårede hende virkelig dybt og det samme gjorde det med mig, for jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, da jeg jo elskede hende virkelig af hele mit hjerte.

Der gik så noget tid og vi så hinanden et par gange, hvor vi hyggede, snakkede om kærlighed, om at vi savnede hinanden osv. Det gjorde så at jeg satte mig ned og skrev et lille brev til hende, hvor jeg forklarede hende at jeg savnede hende og virkelig manglede hende i mit liv. Hun var lidt tøvende med at sige noget, men hun valgte i sidste ende at sige ja til at flytte tilbage i mit liv. Og jeg var lykkelig som aldrig før.

Men lykken sku ikke vare ved.

En aften i april, gik det galt mellem mig og hende. Vi havde en virkelig ophedet og ondskabsfuld diskussion fra begge sider og der blev sagt en masse ting som vi ikke burde have sagt, som ikke var sande. Og der begyndte min gamle side at rumstere på sig igen. Der skal ikke være nogen tvivl om at mig og min ekskæreste virkelig elsker hinanden og det har vi altid gjort. Men lige den diskussion, fik som sagt min dårlige side til at bevæge på sig igen, og jeg begyndte at finde småfejl igen og så blæse dem stort op. :( Det resulterede i at en aften sagde jeg til hende at jeg ikke så nogen fremtid med hende. :( Det sårede hende jo virkelig dybt og hun følte sig dum over at hun overhovedet havde givet mig en chance til. Og inderst inde var jeg jo også selv såret, såret over min egen dumhed og at jeg ikke var stærk nok til at sige fra overfor min dårlige side og bare nyde den kærlighed som vi havde delt.

Sagaen ender ikke helt her.

Efter at hun var flyttet ud, gik der nogle uger, før vi så hinanden igen. Vi havde skrevet lidt sms'er frem og tilbage, fordi hun havde haft en kat med ind i lejligheden, som vi begge så som vores barn. Og at både hende og ham savnede mig. Og jeg savnede jo også dem. Der gik så yderligere en uges tid og vi mødtes så en aften i byen og hun spurgte mig om hun ikke måtte tage med mig hjem og sove og det så jeg jo ikke noget problem i. Der skete så ikke noget mellem os, før om eftermiddagen efter, hvor vi havde noget af det mest intense sex, vi begge har oplevet igennem hele vores forhold og liv.

Det fortsatte så et par uger, hvor vi så hinanden nogle gange og hvor vi bare hyggede, snakkede om kærlighed, om os , om hverdagen osv.

Her for en uges tid siden ca, ville hun så snakke med mig og hun sagde at vi skulle have styr på nogle ting, og jeg følte lidt at det var nogle dårlige ting, men det forsikrede hun mig om at det ikke var (for hun vidste godt at det ville ende med at gøre ondt).

Hun kommer så op til mig, vi snakkede lidt frem og tilbage og hun siger så at hun føler at det er på tide at stoppe det vi havde gang i, for hun kunne ikke klare det mere. Og forståeligt nok, jeg har såret hende meget og så endda 2 gange og det ha jo også gjort at jeg er blevet utrolig ked af at jeg har kunne såre en pige, som jeg elskede så meget.

Jeg forklarede hende så at jeg virkelig havde fortrudt alt hvad jeg havde budt hende og at jeg gerne vil vise hende at jeg kunne ændre mig og at jeg ville ”kæmpe” for hendes kærlighed, da hun er den pige, som jeg har haft flest følelser for i hele mit liv. Men hun var desværre ikke til at overbevise over det og hun valgte at tage hjem den aften. Vi skrev så lidt frem og tilbage i løbet af dagen og jeg prøvede at forklare mig, men jeg kunne ikke få ordene frem, da jeg sad foran hende, og ej heller da jeg sku skrive via mobilen. Så jeg skrev et brev til hende og forklarede hende omkring min dårlige side og at jeg var ked af at jeg aldrig havde fortalt hende om det, så vi kunne bearbejde det sammen.

Hn fortalte mig så at hun var forvirret og at hun ikke ville snakke mere om det på daværende tidspunkt. Og det gjorde jo mig ked af det, fordi jeg følte mig som en fiasko over at jeg ikke havde kunne forklare hende det ordentligt.

Lørdag skulle jeg så til en fødselsdag og der endte vi så i byen, hvilket i set i bakspejlet ikke var så smart. For jeg fandt ud af at en knust hjerte, en pige man elsker højt og så blandet med druk, var mere end jeg umiddelbart kunne klare. Så igen dummede jeg mig med at skrive til hende og fortælle hende at jeg ville gøre en ende på det hele, så hun kunne være fri for mig. En af de dummeste jeg nogensinde har gjort og mine venner siger også at det ikke ligner mig at være så langt ude at skide. Men sandheden er jo den, at jeg er fuldstændig ude og skide.

Hun skrev så til mig dagen efter at jeg aldrig nogensinde skulle skrive sådan til mig igen og at hun nu var bange for mig, bange for hvad jeg kunne finde at gøre ved hende eller mig selv. Jeg var utrolig ulykkelig over at jeg overhovedet havde kunne få mig selv til at gøre sådan noget.

Senere på dagen skrev vi så lidt sammen og jeg gav hende den ene undskyldning efter den anden og sagde at jeg ville gøre alt for at få en chance til at vise hende at det var ikke mig og at jeg gerne ville ændre mig, hun virkede så lidt medgørlig og bad mig om at give hende lidt luft og samtidig lidt tænketid, og det var jeg forståelig overfor, for ville jo gerne have at hun fik bedst mulighed for at tænke over det.

Dagen efter, fik jeg så ”dødsdommen”, hvor hun skrev at hun havde tænkt meget over det og at hun havde besluttet sig for at vi ikke skulle være sammen mere, men at hun mente det var en god ide at jeg fik lidt hjælp til at bearbejde mine problemer.

Så nu sidder jeg her i en situation, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal tænke og hvad jeg skal sige.

For det eneste jeg jo hele tiden har ville, var at bevise overfor hende at jeg sagtens kan ændre mig og at jeg havde brug for hendes støtte, som jeg havde givet hende i de perioder hvor hun havde det skidt.

Jeg er simpelthen lost, for hvad jeg kan gøre for at vise hende det, da hun er mit livs kærlighed og fordi jeg inderst inde ved at hun elsker mig, men er bange for at jeg måske kan finde på at gøre det igen.

Har snakket meget med venner og veninder, som har forskellige meninger. Nogle mener at jeg burde give op og slippe hende fri af mit liv. Andre har self andre meninger. Jeg har selv tænkt på at jeg måske havde brug for at snakke med en professionel, for at få klar lagt, hvad det er jeg skal arbejde med og som kan give mig nogle redskaber til at lægge mine problemer bag mig og blive et stærkere menneske.

Men det hjælper mig stadigvæk ikke, når jeg ikke kan finde en måde at vise hende det på og dermed vise hende at jeg kan ændre mig og absolut gerne vil ændre mig, både for min egen skyld, samt for hendes skyld.

Jeg forventer ingen mirakelkur her, for den eksisterere simpelthen ikke.

Men jeg mangler vejledning.