Ved ikke hvad der sker med mig. Græder næsten konstant når jeg er alene og skifter imellem: jeg vil skilles og jeg vil ikke skilles.

Bor sammen med min mand – vores to fællesbørn og mine to særbørn (teenagere). Set udefra har vi det hele, børnene er sunde, velopdragne og velfungerende. Vi er ret velhavende qua min mands karriere. Venne og familie-netværket er stort og bliver holdt ved lige og udbygget. Så hvad er det lige jeg brokker mig sådan over – burde jo bare være taknemmelig. Igen set udefra er det måske at jeg der også har et ”karriere-job” står for alt omkring hus og børn – og ikke kan forvente nogen hjælp fra ham – endsige vide hvornår han kommer hjem. Men næh det har jeg efterhånden nænnet mig til – og nu er børnene jo også ved at være store og nemme.

Nej det er faktisk mere hans måde at være på overfor mig – han udsætter mig for et massivt negativt pres. Der er konstant noget i vejen med mig eller det jeg gør/ikke gør – som oftest er det næsten frit opfundet og ikke rigtigt – men indimellem rammer han jo noget. Det er ikke noget nyt og i mange år har jeg tænkt ”Pyt – det er jeg stærk nok til at klare – det rører mig faktisk ikke” Men i løbet af det sidste års tid er jeg blevet opmærksom på at ”Jo – det rører mig faktisk – jeg bliver SÅ såret og vred” Når jeg så forsøger at tale med ham om det, bliver han enormt vred og det ender altid med at det hele er min skyld og det faktisk er MIG der hakker på ham hele tiden?? Fatter det altså ikke – opfatter mig selv som ret intelligent – men det er som om hans enorme raseri lammer alle mine tanker og jeg mister helt orienteringen. Det virker som om han virkelig foragter mig og bare vil kvase mig helt.

Han temperament (som han ALDRIG viser andre end os herhjemme) er ret voldsomt og der skal ikke meget til – jeg kan bede pænt om han godt vil sætte sin sportstaske ind i soveværelset, et af børnene kan tabe et glas eller forstyrre ham mens han taler i mobil – så bliver han RASENDE. Så som oftest tier jeg, dækker over børnene og glatter ud i et væk (Hører mig selv sige ting som: ”Du skal ikke blive ked af at far bliver så vred på dig – det har ikke noget med dig at gøre – han har vist bare tralvt på arbejde”)

Det så underligt fordi andre betragter mig som den hårde skrappe kone og ham som den stakkels underdanige mand. Når vi er sammen med andre er han ydmyg – selvudslettende og indordner sig altid under hvad andre vil. Hvis han kan hjælpe andre sætter han alt andet til side – så folk er generelt helt vilde med ham – ikke mindst fordi han er meget gavmild. Men indadtil i familien – når vi er alene er han en helt anden. Påholdende på grænsen til nærrig selvom han tjener styrtende med penge (vi har ikke fællesøkonomi) og han kunne aldrig drømme om at tilsidesætte sine egne ønsker for mig og børnene.

Et ”gammelt” problem er kærtegn, sex og søde ord – som der ikke er noget af. Han siger han ikke tænker over det og heller ikke savner det. Det har han heller ikke gjort med tidligere kærester og han gider ikke snakke om det. Pt er det snart et år siden vi sidst var i seng sammen og før det halvandet år. Jeg har forsøgt at fortælle ham (uden anklage) at jeg ikke kan leve helt uden det tætte bånd det giver og det får mig til at føle mig ulækker, tyk og grim at min egen mand ikke gider gå i seng med mig – eller bare give mig et knus hvis jeg græder. Vi rører overhovedet ikke ved hinanden og når jeg så er i byen og danser el.l. kan jeg bare mærke hvor meget jeg savner at bliver krammet og begæret. Men det er da sølle at skulle have bekræftelse af andre for ikke at gå helt ned. Jeg er selvfølgelig fristet til at springe på en af de mænd der byder sig til – men har ikke moral til det – synes utroskab er forkert.

Der er selvfølgelig også gode dage – men der er langt imellem dem og på det sidste er jeg begyndt at græde over alting – dårligt som godt. Det føles somom jeg er i konstant forsvar og når han så gør noget godt – bliver jeg overrasket og begynder også at græde. Er seriøst bange for at jeg er ved at blive bims. Har altid været lidt af en kork-prop – der nok kunne dykkes – men hurtigt kom op til overfladen igen – men nu ved jeg ikke mere.

Indtil i forgårs var jeg fast besluttet på at bede om skilsmisse efter jul – men så har vi lige haft et par gode dage og nu er jeg igen i tvivl om det bare er mig der overdriver og er hysterisk……

Ved godt det blev langt – tak hvis du kom til slutningen :o)

Kærlig hilsen

Jenny

Søde Christel

1000 tak for dit svar – det har hjulpet mere end du aner. Jeg har sådan spekuleret over hvorfor det lige er nu jeg bryder sådan sammen – og efter dit svar er jeg kommet i tanke om det. Er ved at tage en lederuddannelse og i den forbindelse skulle vi definere vore 3 vigtigste værdier og der var respekt en af mine. De tanker og overvejelser har nok været startskuddet til alle mine tanker og tårer.

Jeg har forsøgt at skabe tid til mig selv og sætte grænser – men det falder ikke i god jord og bliver ikke respekteret. Han kommer ikke nødvendigvis hjem, hvis jeg skal "til noget" – og jeg ender op med at aflyse eller sige nej til veninder – for det er så pinligt.

Jeg har gode veninder – men ingen der kender HELE sandheden. Som oftest får jeg derfor rådet om at give ham noget sex – problemet er bare at det vil han jo ikke have – af mig ihvertfald – og det synes jeg er så flovt. Jeg skammer mig meget over det og fortæller det ikke til nogen. Jeg har antydet det overfor et par veninder - men det er så anderledes at de slet ikke forstår det – men bare tror at lidt frækt undertøj og et weekendophold kan løse det. Jeg har forsøgt næsten alt indenfor det brede normalområde – men han vil helst være fri.

Jeg er ellers god til at markere min grænser og sige fra overfor alle andre end lige ham – så forstår ikke hvorfor det er så svært. Måske fordi det indtil nu altid er endt med at han har sagt "Du kan bare flytte, hvis du er utilfreds – jeg er som jeg er og kan ikke ændre mig" og jeg har VILLET det. Har "nægtet" at lade mine børn gennemgå endnu en skilsmisse og udsætte vores fællesbørn for det samme.

Men der er vist ingen vej udenom mere – jeg må mande mig op og tage snakken med ham – måske den sidste – for denne gang må jeg jo tage ham på ordet og flytte – for jeg ER utilfreds. Det er han vel for pokker også – det må da være ulideligt at have en kone man er så irriteret på hele tiden.

Men igen 1000 1000 tak for dit svar

Kærlige hilsner

Jenny