Jeg er SÅ flov og ulykkelig over at må indrømme, at jeg har løjet overfor min mand. Derfor har han mistet tilliden til mig…

Jeg har kendt min mand i næsten 20 år og vi har været gift i 10. Vi har sammen to piger på 14 og 9 år og har vel et meget alm. liv som far, mor og børn.

For et par år tilbage var jeg meget deprimeret, ved egentlig ikke helt hvorfor, men igennem et års tid var jeg helt nede i kælderen og følte ingenting. Jeg havde rigtig svært ved at sætte ord på, hvordan jeg havde det og forstod heller ikke helt mig selv. Alt var ligegyldigt, jeg følte hverken godt eller skidt, men var træt, energiløs og passiv hele tiden. Jeg lukkede mig inde i mig selv, begravede mig i en hule af tryghed og varme, hvor jeg kunne hvile i mig selv. Fortryder nu, at jeg ikke indviede min mand mere i mig selv…

Det endte faktisk med at vi i fællesskab blev enige om, at vi havde brug for lidt luft. Jeg flyttede til et lille rækkehus i samme by som vi ham og fandt på en måde fred. Vi fasthold vores parforhold og nød at være sammen nogle gange om ugen.

Efter 10 måneders adskillelse og noget parterapi blev vi enige om at flytte sammen igen i det "gamle" hus, som min mand var blevet i.

Imidlertid var der flere ting, som min mand ikke vidste noget om og som "flyttede med".

I de måneder jeg var alene, kom jeg i kontakt med en tidl. bekendt. Han var også i et forhold med en del børn og vi havde således meget tilfælles med den dagligdags gøren og laden, samt op og nedture i parforhold og børne-halløj. Det startede som en hyggelig sludder på facebook, blev til sjov via sms og udviklede sig til en hed flirt pr. sms. Jeg livede gevaldigt op og følte mig som en attraktiv kvinde med lyst til livet. Så fedt at blive bekræftet og at nogen gad snakke og flirte igen. Hele tiden med det i baghovedet, at jeg ikke skulle mødes med ham, at det var uforpligtende og på afstand. Havde helt glemt, at jeg også havde alt det i mig… Jeg har ALDRIG mødt manden, kun skrevet med ham pr sms.

Min mand fik tydeligvis også glæde af mit overskud, men vidste selvsagt ikke, hvor det kom fra…

Flirten fortsatte desværre lidt tid efter jeg igen var flyttet hjem. Det var som narkotika, nødvendigt og livsbekræftende. Heldigvis fik jeg på et tidspunkt så meget kontrol over tingene, at jeg sagde fra overfor min sms-ven. Stoppede flirten og vendte tilbage til det mere venskablige sludder. Har dog slet ikke længere kontakt med ham og savner ham heller ikke. Havde ikke som sådan brug for ham, men havde brug for at blive bekræftet og at nogen fik mig til at føle mig værdifuld og fantastisk.

Derudover har jeg haft kontakt til et par mandlige "venner", som jeg har snakket/skrevet med og som har været god sparring i forhold til at forstå, den anden side af et parforhold. De har ALDRIG været interessante for mig, kun som venner. Har nok holdt lidt fast i dem, fordi de også var gode til at komplimentere mig som person, som kvinde. Gav mig et selvtillids-boost, som gav mig overskud til at stå imod, når noget var svært.

Nu er der sket det forfærdentlige, at en person i vores omgangskreds for et par måneder siden har sagt til min mand, at jeg har haft noget frækt kørende med en ung mand, Jakob, som er i lokalområdet. Jeg har ALDRIG haft noget med denne mand at gøre og ville jo gøre hvad som helst for at bevise dette.
Min mand bad om udskrift over alle de tlf.nr. som jeg har smsét med, hvilket jeg (lidt modvilligt) sagde ja til, for at bevise min uskyld i forhold til Jakob.

I den forbindelse måtte jeg krybe til korset og erkende, at jeg havde haft livlig sms-kontakt med den tidl. bekendte og indrømmede grædende, at der havde været en flirt, dog aldrig mødtes med ham.

Det tog min mand umiddelbart okay.

I tirsdags kom min mand så igen med et par tlf.nr., som var dominerende på listen og som han gerne ville vide, hvem tilhørte. Det ene var en veninde, det andet vides ikke (eksisterer ikke længere og jeg kan ikke genkende det. Tænker det må være den tidl. bekendte…). Det tredie tilhørte så en af de mandlige venner, men DUM SOM JEG ER!!! sagde jeg, at det nok var en fælles tlf. og at det var hans kone jeg havde skrevet med…. Efter et kvarters betænkningstid, hvor jeg egentlig tænkte "Fandme nej, nu går jeg ud og fortæller sandheden" sagde jeg, at det nok alligevel var mest ham jeg havde skrevet med og at han var en god ven og ikke andet. Min mand pressede på og ville faktisk til at ringe på deres fastnet-nr. og spørge konen, fordi han ikke synes min historie hang sammen, så måtte jeg jo erkende, at det kun var manden jeg kendte….

F… hvor er jeg DUM!!! Jeg skulle have fortalt sandheden med det samme, for jeg har jo ikke noget at skjule….

Troede, dum som jeg er, at jeg kunne dulme smerten ved at fortælle en halv sandhed. Men ved nu jeg skulle have været ærlig.

Desværre er min mand nu, forståeligt nok, i syv sind. Stoler ikke på mig og ved ikke, om han kan klare at leve med mig mere   HADER mig selv fordi jeg har gjort det her mod min mand og mod vores forhold.

Har aldrig løjet for ham før og hvis han på nogen måde kan forsøge at tilgive mig, ved jeg 100% sikkert, at jeg ikke gør det igen…!!!

Hvad kan jeg/vi gøre for at forsøge at genoprette tilliden…??