Kære Christel

Jeg kan godt lide de svar du giver, så derfor prøver jeg om du kan hjælpe mig med mit problem.

Jeg er 51 år og min kæreste er 45. For næsten 3 år siden mødte jeg ham 4 måneder efter, at jeg var blevet forladt af min mand gennem 28 år (han fandt en anden). Desværre var han gift, da vi mødte hinanden en aften i byen.

Vi indledte hurtigt et forhold, der gennem 10 måneder var skjult for hans kone.

Efter konen og teenagedøtrene havde fået besked, var der lige en jul der skulle overstås i familiens skød, men kort efter nytår flyttede han ind til mig.

Så skulle alt jo være godt, men desværre startede problemerne først for alvor her.

Vi boende sammen i et halvt år, hvorefter han flyttede for sig selv. Han følte sig presset fra familien, der overhovedet ikke ville acceptere eller være sammen med mig (det vil de stadig ikke), og ikke mindst fra konen og døtrene.

Han flyttede dog ikke hjem igen, men ud for sig selv. Efter en kort pause genoptog vi igen forholdet, dog uden at flytte sammen.

Efter dette skete for et år siden, har vi haft adskillige alvorlige kriser, hvor vi ikke ser hinanden i et par uger, hvorefter han kommer krybende tilbage.

Når jeg skriver kriser, er det ikke fordi vi bliver uvenner eller skændes. Tværtimod. Vi tager en meget tårevædet afsked med hinanden.

Som han selv siger, bliver han overvældet af pres, og dårlig samvittighed overfor både familien (kone og børn) og mig. Konen vil stadig gerne have ham tilbage, og hun fortæller ham ofte, at han er hendes livs kærlighed. Hun tilbyder sig selv, og sender ham hede sms’er.

Han har også stadig et overordentligt dårligt forhold til især den ældste af døtrene, der ikke vil se eller tale med ham.

Han har her i sommer været på en længere rejse (7 uger) med en kammerat. Han havde glædet sig utroligt meget til rejsen, som han mente ville gøre ham afklaret med hensyn til hvem han skulle ”vælge”. Da han kom hjem så det umiddelbart ud til, at det var mig han havde ”valgt”, men efter 3 uger føler han sig atter presset, og vi har igen taget en tårevædet afsked.

Denne gang har jeg bedt ham om at flytte hjem til konen, så han kan finde ud af, om det er hende eller mig han vil have.

Jeg læste i et af dine svar, at når mænd er pressede og stressede, kan de ikke mærke, at de elsker.

Måske det er det, der rammer ham.

Jeg plejer at lade ham være i fred, når vi har brudt med hinanden, men i den tid har jeg det ekstremt dårligt. Jeg spiser ikke, og lever kun af kaffe og cigaretter :-/ og min familie er dybt frustrerede over, at jeg lader mig behandle på den måde.

Jeg har en voksen søn, der også er rasende over, at jeg behandles/behandler mig selv på denne måde.

Da jeg blev skilt gik jeg i terapi hos en psykolog, og jeg burde have lært, at man ikke skal blive i et dårligt forhold, men hvad pokker gør man når man er forelsket. Hvorfor lader jeg mig selv byde denne behandling, hvor han hele tiden kommer i tvivl.

Kærlig hilsen den frustrerede