Jeg er kæreste, på 9. år, med en mand der har voldsomme problemer med sit temperament. Det har altid været sådan, men for 2½ år siden fik vi en datter og 15 mdr. senere en dejlig søn, og nu er det som om hans temperament ikke længere bare er. Nu er det et kæmpe stort problem, faktisk så stort, at jeg overvejer at gå. Vi har haft mange op - og nedture, og uden at glorificere mig selv, så har han hver gang været "skurken". Vi har begge haft en hård barndom, på hver sin måde. Jeg selv er vokset op med en mor der havde mange mænd, hendes første lange forhold var til en mand der drak og tog stoffer, og tævede hende, når han var fuld. Vi flygtede flere gange, men de fandt altid sammen igen. Jeg led voldsomt af angst, primært angst for, at miste min mor, men også en generel angst, fordi jeg meget tidligt lærte, at verden var et utrygt sted. Da de endelig gik fra hinanden, skulle min lillebror (som hun i mellemtiden havde fået med ham) og jeg gemme os under spisebordet, hver gang det bankede på døren, i tilfælde af, at det var ham der kom. Da det endeligt sluttede, kom vi hjem til en lejlighed, hvor der var strøet jord ud på alle gulvene, væggene var overtegnet med rød spray hvor der stod DØ LUDER, alle vores møbler var væk og vores vasketøjskurv var i brand. Så mødte min mor en mand, som alle syntes var helt fantastisk, han havde penge og drak ikke, han var god ved børn og dyr og ville give min mor en helt ny tilværelse, desværre var han kun sådan, når der var besøg eller vi var ude. Når vi var hjemme var det en helt anden historie. Han var ekstremt vred og agressiv, han slog min bror og jeg, når min mor ikke var hjemme og langsomt beyndte han, at røre ved både mig og min bror. Vi var bange for ham og turde ikke fortælle det til vores mor, jeg især var så ræd for, at hun ikke ville tro mig og samtidig var jeg flov. De var sammen i 8 år, og da de endelig gik fra hinanden, var det fordi han havde fundet en 18 årig tøs. I mellemtiden havde jeg fået en lillesøster, som var tre år, da vi solgte huset og flyttede med min mor i et nyt hus. Der gik ikke mange dage fra vi var flyttet, så mødte min mor en ny mand, der virkede som en super sød fyr, ikke så kvik, men han virkede som om han var rolig og venlig. Han flyttede ind med det samme, inden længe var der fest hver weekend, de voksne kunne godt lide en "fyraftensbajer", og så kom hans kollegaer lige med hjem og så blev de der lige hele weekenden og festede igennem. I starten syntes vi børn det var meget sjovt, vi fik pizza og slik og sodavand i stride strømme og måtte blive oppe, så længe vi ville. Men langsomt blev det mere og mere problemfyldt, det endte efterhånden altid i ballade og højlydte skænderier, man stod op til smadrede flasker og gryder med madrester, der var flasker alle vegne og på sofaen lå, som regel, altid en eller anden fuld idiot og sov. Da jeg belv 16 og var færdig med 1. g. på gymnasiet, kunne jeg ikke klare det mere, jeg fik plads som "ung pige" hos en famile 100 km. fra mit hjem og boede der et år. I weekenderne var jeg hjemme, jeg havde stadig stor beskyttertrang overfor min mor, som altid har brugt mig som en lille voksen. Men samtidig ville hun gerne være fri for mine moralprædekener og mine indvendinger mod det liv hun førte. Da jeg kom hjem efter det år, boede jeg hjemme i tre mdr. min mor smed mig jævnligt ud, når jeg prøvede at få hende til, at komme til fornuft, det var jo ikke et liv man kunne byde små børn. Min lillebror var flyttet i en plejefamilie, da jeg kom i huset, fordi han har en hjerneskade og endelig var blevet beviglet den hjælp han altid havde trængt til. Efter det blev min mors druk endnu værre og efter de tre mdr. hjemme fik jeg en ungdomsbolig og boede der, mens jeg tog en HF. Da jeg var færdig med min HF i 2002, måtte jeg flytte hjem, jeg kunne ikke længere bo i ungdomsbolig, fordi jeg ikke længere var under uddannelse. Jeg boede hjemme i nogle mdr. på min 20 års fødselsdag havde jeg inviteret min familie óg mine venner. Jeg stod op om morgenen, til et hjem der flød og min mor der havde drukket hele natten, sad i en stol med en øl. Jeg blev rasende og ked af det, jeg vidste jo godt hvordan det ville gå, nu sad hun der skide fuld med en øl i hånden. Jeg flippede helt ud på hende og hun bad mig pakke mine ting og skride. Jeg flyttede først hjem til min veninde, men jeg havde netop mødt min kæreste og kunne jo ikke bo hos min veninde for evigt, så jeg flyttede ud til ham. Vi boede sammen med hans bror i et hus vi kunne leje i ½ år, da  det halve år var gået, fik vi en lejlighed sammen. Vi havde et underligt forhold, jeg var deprimeret og trak mig væk fra mine venner, min kæreste tog sig af mig, og for første gang følte jeg, at nogen ville passe på mig, jeg kunne langsomt knytte mig til ham og læne mig op ad ham. Men samtidig var han ind imellem dybt uretfærdig og vores forhold var meget uligevægtigt, magtbalancen var helt forkert. Jeg blev afhængig af ham, på en meget usund måde og følte ikke, at jeg kunne undvære ham. Min far har aldrig været der for mig. Han lever sit liv og jeg mit, i lange perioder har jeg ikke set ham og han havde en ny kone, som han lever med den dag i dag. Han har aldrig vist den store interesse for hverken mig, eller mine to søskende, som han fik med sin forrige kone. Da min kæreste og jeg havde været sammen i 3½ år, havde vi flyttet 4 gange og endelig fundet en lejlighed, hvor vi kunne bo permanent, indtil vi ikke ville være der længere. Jeg var begyndt på læreruddannelsen og min kæreste var i gang med en uddannelse som bankrådgiver. Pludselig en dag slog han op med mig. Jeg havde på fornemmelsen, at han havde fundet en anden, men det sagde han, at han ikke havde. I 5 mdr. boede jeg i lejligheden, jeg fandt ud af efter noget tid, at han havde mødt en anden og han sov efterhånden ikke hjemme mere. Men hver morgen kom han hjem og tog bad og jakkesæt på, og sagde at han elskede og savnede mig, men at vi bare ikke kunne være sammen. Vi blev kærester on and off, og jeg fandt ud af, at hans nye kæreste boede, så jeg kunne stå på vores altan og se over på hendes lejlighed. Jeg var helt smadret indeni, havde ingen selvrespekt og fandt mig i alt hvad han bød mig, fordi jeg kun kunne fokusere på, at jeg ikke ville miste ham. Men endelig, efter 5 mdr. i helvede, flyttede jeg på kollegieværelse. Det var en enorm lettelse, at komme væk fra vores fælles lejlighed, jeg begyndte at passe min skole igen, som jeg ellers havde forsømt, til fordel for, at gå i byen hele tiden og være sammen med en masse fyre. Jeg søgte bekræftelse og tryghed, men fandt den jo ikke, og ønsket om at finde sammen med min kæreste igen, brændte stadig i mig. Han begyndte at besøge mig på kollegiet og en dag var vi sammen igen, han flyttede ind og meddelte "kæresten", som havde sagt sin lejlighed op og var flyttet ind i vores (4 dage efter jeg var flyttet ud), at han ikke kunne være sammen med hende længere. Så startede en lang proces, for at finde sammen igen, ovenpå ydmygelser, svigt og et kæmpe tillidsbrud, jeg havde behov for sandheder, men hver gang jeg bragte emnet på bane, fejede han det af med, at vi jo aldrig ville komme videre, hvis vi skulle blive ved, at hænge os i fortiden. Hver gang jeg fik lidt ud af ham, kunne jeg senere finde ud af, at også det var løgn. Langsomt var vi tilbage i den gamle rille, og fokuserede nu på, at vi var fælles om, at flytte os socialt, fra det vi begge kom fra, begge hans forældre har drukket igennem hele hans liv, hans mor er død og hans far dybt alkoholisret. Vi fik en andelsbolig og flyttede, endelig havde vi en fed lejlighed og var i gang med gode uddannelser. Så kom vores datter og så vores søn, men problemerne var der stadig, min kærestes voldsomme temperament, mistilliden og de familiemæssige problemer der er, når forældrene drikker og ingen af os havde nogen at støtte os op ad. I dag bryster vi os af, at vi har klaret os så godt, jeg er færdig med min læreruddannelse og arbejder som lærer og min kæreste har læst en HD og har et godt og velbetalt job, vi bor stort og pænt i en lejlighed med fjordudsigt, vi har for nylig solgt vores andel, vi har en stor passat og de rigtige møbler, min mor er holdt op med at drikke, så vi har en mormor til børnene. Vi er flyttet tættere på familie og venner, men jeg har aldrig været mere ulykkelig. Min kærestes temperament er stadig lige voldsomt, han ved det godt, men gør ikke noget ved det. Han stresser mig og vi skændes konstant, jeg vil ikke byde mine børn det her. Vi kan have det godt i en uge, men så går det galt igen. Det er kommet dertil nu, at jeg ikke kan tollerere selv det mindste, jeg er selv blevet hidsig og min krop er spændt og stresset, af konstant at være på mærkerne. Hver gang jeg siger stop, fordi jeg bare ikke kan længere, siger han, at jeg bare giver op og bebrejder mig, at jeg vil fratage børnene deres far. Jeg vil gerne væk, men jeg ved ikke hvordan, det vil betyde at mine børn skal flyttes igen, ingen af os vil have råd til bil, hvilket betyder, at vi vil skulle flytte børnene fra deres institution også, da de går i en skov børnehave, som man kun kan komme til med bil. Økonomisk vil det også ramme rigtig hårdt… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Historien siger mig, at det er et mønster der skal brydes, jeg ved jo godt hvad jeg vil. Jeg vil noget andet end min mor. Jeg kan også godt se, at det er galt hvad jeg byder mine børn, men samtidig ved jeg heller ikke hvad alternativet kan blive?? Et liv hvor jeg "tager deres far fra dem", hvor vi bor i et eller andet socialt byggeri, hvor jeg skal kæmpe en kamp for, at få alting til, at løbe rundt? Jeg er frustreret, bange og forvirret. Hvad skal jeg gøre?