Hej Christel

Nu har jeg siddet og læst mange af de indlæg der er blevet skrevet, og har læst alle dine svar. Så jeg tænkte jeg måske også kunne være så heldig at få nogle råd, eller måske endda et fornyet håb.

Min kæreste og jeg (begge 27 år) har været sammen i 3 år. Der har í de år været meget turbulens, han har igennem den tid vi har været sammen været igennem 3 depressioner, fundet ud af hans mor og hendes nye kæreste har et alkohol forbrug på minimum 8 genstande om dagen og da hans venner (som han ikke har så mange af igen) fandt ud af har led af depressioner svigtede de, og han hørte ikke fra dem i 1½ år. Selv har jeg kæmpet med en hård omgang angst, som jeg er kommet helskindet ud af igen. Dog vil min kæreste ikke tage sine anti-depressiver hvilket også giver noget turbulens. Udover det har han været fyret fra 2 jobs, opgivet et studie og så fundet et tredje job. Så det har været rigeligt at se til! Selv er jeg igang med en hf.

Jeg har stået der som en støtte og prøvet alt hvad jeg kunne at støtte ham og trøste ham! Jeg har hjulpet ham med at finde noget rådgivning angående hans mor, og prøvet at få ham til at snakke med sin læge noget mere. Ydermere har jeg været økonomisk ansvarlig af flere omgange, da han ikke har villet gå til kommunen når han blev fyret.

Jeg har prøvet når han lagde sig med depressioner at hjælpe ham med dagligdagsting, og prøve at være en del af hans verden, simpelthen prøvet at gå ind i en computer verden med ham.

Jeg er selvsagt ikke en helgen! Når han så har haft raske perioder har jeg nok været for kritiserende omkring de hjemmelige opgaver, ansvarlighed og økonomi, udover det er jeg ofte kommet til at lade mine frustrationer gå udover ham i en meget hård tone.

Men vi har hele vejen igennem haft hinanden i ryggen, faldet tilbage på hinanden og elsket hinanden! Men så her de seneste par uger oplever jeg så at et eller andet har ændret sig, jeg føler lige pludselig ikke at han elsker mig mere, jeg konfrontere ham med det flere gange, hvor han bliver ved med at sige han elsker mig, og han har lyst til at putte sig ind til mig hele tiden og sådan. Men så i nat har vi et kæmpe skænderi, jeg græder og han græder han kaster med puderne i frustration og jeg smækker med dørene, til sidste ender det så med han fortæller mig han ikke længere elsker mig som en kæreste, men at han elsker mig som en veninde, han sidder med tårer i hele hovedet mens han fortæller mig det, og jeg sidder og sønderknust og lytter. Det ender med han holder mig indtil sig og holder fast og kysser mig. Det ender så til sidst med vi snakker om at give det en chance mere, fordi vi begge håber på han stadig har følelser for mig. Vi falder så i søvn i armene på hinanden. Det skal lige siges at vores sexliv aldrig stoppede. Vi er stadig meget tiltrukket af hinanden (han er nok mere fysisk tiltrukket af mig end jeg ham)

konklussionen blev så han tager hjem til sine forældre 1½ døgns tid for at viske tavlen ren, og derefter kommer han hjem igen, og så prøver vi at se om han stadig har nogle følelser for mig.

Nu er mig spørgsmål hvad skal jeg håbe på? Er der noget jeg kan gøre for at genfinde hans følelser i ham? Er løbet allerede kørt? Er jeg igang med at køre mig selv ind i en selvdestruktiv retning ved at stadig håbe? Håber så meget på du kan komme med nogle råd, et par trøstende ord eller et fornyet håb