Hej!

Jeg skriver heldigvis ikke fordi mit forhold er ved at gå i stykker eller lignende forhold. Derimod søger jeg at undgå, at min mand og jeg ender et sted hvor parterapi er en nødvendighed:-) Vi er stadig forholdsvist nygifte, har kendt hinanden i snart 7 år og været gift i 3, vi har en dejlig dreng på 2 år sammen og planlægger det næste snart. Vi taler godt sammen og har et velfungerende sexliv, som jeg synes vi begge arbejder for at holde fast på. Vores forhold bygger på et solidt grundlag da vi er rørende enige om de mest centrale ting i vores liv. Vi har fælles værdier. Oveni synes jeg vi er tilpas forskellige til at der også kommer lidt modspil og udfordring indimellem. 

Nå det var så nok om alt hvad der er "rigtigt" og godt, vi har nemlig også vores at kæmpe med, vi kæmper med de, vel i virkeligheden klassiske ting, magtkampe og skænderier om "opvasken". 

Det er her jeg ser et potentielt "farligt" problem. Vi er meget forskellige i vores måde at tackle konflikter på! 

Jeg vil gerne enten tale dem igennem inden de bliver store, eller hvis de allerede er blevet store, så bare have lov at skælde ud og rense luften. 

Min mand derimod siger sjældent noget men går og surmuler, indtil jeg ender med at fremprovokere skænderiet på baggrund af hans opførsel. Hans reaktion på mine italesættelser- hvad enten det er et forsøg på at påtale ting der kunne gøres anderledes-, min reaktion på hans måde at håndtere frustration på – eller om jeg lukker luft ud og skælder og smælder – hans reaktion er næsten altid at lukke i som en østers, gerne med et par nedladende kommentarer hvislet gennem tænderne.

Dette kan jeg ikke holde ud! Synes at det er så hårdt, at hvad der for mig er småting som nemt kunne tales igennem på fornuftig (eller mindre fornuftig) vis og så være overstået – skal gøre til en magtkamp der varer hele dage (har endda prøvet det varede flere dage, hvor han ikke ville tale til mig selvom jeg pænt bad ham om ikke vi bare kunne være gode igen) Ofte fanger jeg mig selv i nærmest at tigge og bede ham om at stoppe og blive venner igen, men så virker det selvfølgelig også for ham,, faktisk er det hurtigst overstået hvis jeg holder fast og reagerer ligesom ham. Men altså det har jeg jo ikke lyst til..

Det skal siges at jeg egentlig synes vi begge har rykket os en del på dette punkt. Han er blevet en del bedre til at blive god igen, og holder den ikke i tre dage. Det gjorde han også kun en gang i starten af vores forhold hvor jeg sov et andet sted – tog hjem igen og satte mig ned og forklarede ham at det kunne jeg ikke acceptere, hvis han ville leve sammen med mig så måtte han ændre sin måde at håndtere konflikter på for det gjorde mig helt ude af den. Og siden da er han blevet meget meget bedre. Jeg synes også selv jeg er blevet bedre til at acceptere at han lige skal "tygge" på det nogle timer før luften kan renses.

Her på det seneste synes jeg dog der har været tendens til at hans "reaktion" varer længere og længere og at det er meget svært – ofte umuligt at tale om det bagefter således at der sker en afklaring og ikke mindst en afstemning.

Det er ikke noget der sker ofte, men når det sker føler jeg mig meget frustreret og jeg føler også at jeg i dagligdagen holder meget igen for netop at undgå konflikter. 

Jeg har egentlig brug for en tredje person til at hjælpe mig med at håndtere dette. Jeg føler mig nogen gange usikker på om det måske er mig der ikke evner at give ham plads til at håndtere det på sin måde eller om det reelt er ham der bør arbejde lidt med sin måde at reagere på?

Har du eventuelt gode råd til hvordan vi takler dette? Hvem kan arbjde med hvad og hvordan?

Han ser det ikke som et stort problem. Det er nok mest mig der har svært ved at takle hans reaktion. Men det bliver meget magtkamp for mig da jag får følelsen af at skulle tie med de ting i forholdet som jeg synes kan gøres anderledes eller affinde mig med hans reaktion.

Det skal lige siges at jeg sikkert er irriterende overanalyserende på nogle områder og at jeg forsøger at lade nogle ting ligge da jeg er klar over det ikke er alt han behøver at tale, tale og atter tale om. Jeg er nok også slem til at påtale hans fejl og mangler, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal bære mig ad, for han er luddoven(kærligt ment) og en pengesjusker og lader gerne mig være mor for ham hvis han kan slippe afsted med det. Men han tager indimellem hånd i hanke med den adfærd og tager en god portion ansvar for pengssager og ting herhjemme, og jeg kan jo se at det gør ham glad og at han liver op når han selv tager ansvar for tingene.

Han vil gerne men falder bare nogen gange tilbage i et mønster der ikke er så sundt for os for så kommer der selvfølgelig flere konflikter. Det er selvfølgelig ikke kun hans skyld men (indimellem):-) også min, jeg er rigtig kvinde meget belærende og bedrevidende men vi forsøger begge to:-) 

Egentlig er det sværeste de forskellige måder at håndtere de konflikter der opstår, hvad enten det handler om opvask, par-tid eller sexliv.

Pyhh giver det mening?