Hej,

Jeg har med min mand, som jeg har været sammen med i 9 år, 2 små børn.

For 1½ år siden begyndte jeg at kunne mærke på mig selv, at jeg var bange for mig selv, forstået på den måde, at jeg begyndte at mærke efter og jeg havde bare ikke de følelser for min mand, som jeg burde have. Så jeg sagde til ham, at jeg var bange, fordi sådan som jeg havde det nu, kunne jeg ikke garantere, at der ikke lige pludselig kom en anden mand og slog benene væk under mig.

Det kom der ikke så meget ud af andet end at jeg fik en buket blomster af ham og så blev der ikke gjort mere ved det, andet end at han hjalp mere til i det daglige derhjemme, hvilket selvfølgelig var meget rart, men det ændrede jo ikke rigtig på mine følelser.

For 10 måneder siden var jeg så til et arrangement med arbejdet, hvor jeg kyssede på en kollega. Lige siden har jeg skrevet med ham og jeg har virkelig haft følelsen af at han forstod mig, og vi har talt meget sammen om alt muligt.

Dagen efter jeg kom hjem fra det arrangement tænkte jeg – hov, hvad skete der og hvorfor gjorde jeg det? Ret hurtigt derefter tog jeg en samtale med min mand, hvor jeg sagde til ham, at jeg ligesom ikke syntes vi var kommet videre. Så fik vi en tid hos en parterapeut, som dog ikke rigtig forstod, hvorfor vi var kommet, da vi jo fint kunne snakke sammen og også grine sammen, så vi skulle da bare ændre på nogle rutiner og så ville alt jo være fint.

Så vi gik fra ham og så skete der ikke mere i en periode. Jeg skrev med min kollega jævnligt og så tog jeg igen en samtale med min mand, for vi var jo stadig ikke kommet videre. Men hver gang jeg prøver at få en seriøs samtale med ham, går han i forsvarsposition og det ender altid med at det jo er mig, der "føler det forkerte" og det er dybest set mit problem. Lidt groft sagt, men det er sådan det lyder for mig. Jeg kan aldrig få ud af ham, hvad han føler om noget som helst.

Sådan fortsatte det hen over sommeren, hvor jeg selv begyndte at gå til psykolog, fordi jeg ikke kunne få styr på alle disse tanker selv. Jeg kom til endnu et arbejdsarrangement, hvor jeg kyssede  på min kollega.

Det kunne jeg jo godt se var uholdbart, så det kom til at jeg (efter vi have været til parterapi hos min psykolog 3 gange), inden vores 4 uger lange efterårsferie sagde, at det var en afslutningsferie, hvor jeg ikke syntes vi skulle være kærester, men bare venner. Ved at bearbejde mig hver aften i starten af ferien fik han mig til sidst til at sige, at jeg ville prøve at give det en chance. Det fortrød jeg da vi kom hjem, hvilket jeg sagde til ham.

Så flyttede jeg hjem til min mor i en uge for at få en tænkepause. Den blev måske brugt lidt dårligt idet jeg lavede aftaler med min veninde og med min kollega i løbet af ugen, så måske fik jeg ikke fred til at tænke så meget i virkeligheden. Og inde i midt i ugen kom jeg også hjem en dag, og min mand tryglede og bad om jeg ikke nok ville give det en chance til og vi havde jo slet ikke givet parterapi en fair chance og hvis jeg sagde ja, så ville jeg ikke fortryde det, og alt skulle nok blive anderledes.

Ugen sluttede med at jeg efter julefrokost på arbejdet gik i seng med min kollega – det er første og eneste gang.

Da jeg kom hjem til mine børn igen, tog hjernen over og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at give parterapi en sidste chance, for deres skyld.

Det meddelte jeg min mand og min kollega.

Det var meget hårdt at gøre min kollega så ked af det, fordi jeg jo havde lagt op til at nu skulle vi være sammen, men han forstod også godt, at jeg var nødt til at give mit ægteskab et forsøg.

Min mand blev selvfølgelig glad, men han havde ikke lyst til at fortsætte i terapi hos min psykolog, da han mente at hun måtte være partisk.

Her sidder jeg så, 2 måneder senere og er i stort set samme situation som før.

Min mand og jeg har prøvet at arbejde lidt med nogle værktøjer, vi  har fundet på nettet, men det er lidt som om at ingen af os rigtig har gejsten til det. Hver gang jeg prøver at bringe parterapi på banen, kommer det frem at det var en knap så god oplevelse med de 2 andre. Han har nu sagt, at han selvfølgelig godt vil gå til parterapi. Jeg kan stadig ikke huske hvornår han sidst sagde, at han elskede mig.

I mellemtiden har min kollega og jeg ikke kunnet lade være med at holde kontakten – vi har prøvet lidt, men falder hele tiden tilbage. Han får mig virkelig til at føle mig elsket og speciel og jeg kan kommunikere med ham helt stille og roligt og han spørger ind til hvordan jeg har det og spørger, hvis der er noget han ikke forstår.

Jeg tænker på ham hver dag og han gør mig helt blød og varm.

Jeg kan ikke huske at jeg har haft disse følelser for min mand overhovedet, og jeg føler slet ikke at vi kan kommunikere. Vi er begge to meget konfliktsky og dårlige til at tage tingene når de er der.

Vi skændes ikke, det har vi aldrig gjort, og det er ikke fordi jeg ikke kan holde ham ud. MEN jeg elsker ham ikke. Når jeg prøver at huske tilbage på hvornår jeg sidst syntes han var rigtig fantastisk, kan jeg ikke huske det. Jeg har altid tænkt at vi da havde det perfekte forhold fordi vi ikke skændtes eller hakkede på hinanden, men det var som om at min kollegas kys var som da Tornerose blev vækket af søvnen.

Han vækker alle disse følelser i mig, som jeg havde glemt.

Min hjerne siger mig, at jeg burde kunne elske min mand, men mit hjerte hører ikke efter… Og jeg er træt af at være sammen med en mand, som jeg ikke kan kommunikere ordentligt med, og som jeg bare synes er meget flink, men ellers ikke har nogen dybe følelser for.

Som en anden har skrevet herinde, så tænker jeg også en gang imellem, at jeg er forkælet, at jeg bør blive i det, hvis jeg synes det er bare er nogenlunde, for børnenes skyld. Men hvad nu hvis det her er min chance for at blive lykkelig – med min kollega?

Jeg prøver at tænke – hvad nu hvis min mand sagde til mig, at nu ville han ikke mere, hvad ville jeg så gøre? Jamen, så ville jeg sige "fint, så må vi gå hver til sit".

Ja, det er jo nok noget værdiafklaring, jeg skal ud i, men jeg synes bare det er vanvittigt svært.

Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis ikke jeg havde børn, så var jeg gået…

Men her er der bare ikke nogen nem vej ud…

Tak for dit svar.

Mandag aften skete yderligere en (lille) udvikling.

Min mand tog selv initiativ til en snak om aftenen, for han ved ikke, hvad han skal gøre. Jeg sagde til ham, at jeg jo havde brug for at han fortalte at han elsker mig og synes jeg er fantastisk og vil være sammen med mig – uanset børn og historie og alt det udenom.

Men det kunne han ikke, for det er jo så stor en del af det. Og han sagde, at hvis ikke det havde været for børn og hus, så havde han da stoppet kampen forlængst…

Jeg blev helt paf – når nu jeg sidder og siger hvad jeg har brug for, og så giver han mig det stik modsatte?! Han lytter jo overhovedet ikke…

Og hvorfor kæmper vi så? Hvis ingen af os mener den anden er værd at kæmpe for i sig selv (for sådan lyder det for mig), hvorfor så gøre det?

Da jeg i november var helt ude på kanten til at forlade ham, fik han også sagt noget om at han da nok skulle finde en anden en at elske (men at det var for børnenes skyld, at vi måtte prøve). Det er jo heller ikke ligefrem sådan en udmelding, der får mig overbevist om at dette er det rigtige forhold at være i…

Nå, men i hvert fald tak for dine råd.

Jeg vil tage en snak med ham igen og så har vi tid hos en (ny) parterapeut om 3 uger og så må vi se, hvad fokus skal være der…