Min mand kyssede en pige fra sit arbejde for 4 år siden, til en firmafest. Efterfølgende holdt de kontakt pr telefon og sms, udenfor arbejdstid, om aftenen, natten etc: i VÅR tid. Jeg fandt selv ud af det da hans telefon var registreret i mit navn, og jeg dermed fik udskriften. Jeg gik ned for tælling og var meget ked af det, havde dårlige nerver i lang tid derefter. Han var meget ked af det han havde gjort, og jeg BESLUTTEDE at tilgive ham og gå videre i den tro at det kun var med det lille kys, og at han slet ikke havde vært klar over konsekvenserne ved den lille "flirt"…. .
For to måneder siden befinder jeg mig pludseligt i nøjagtigt samme situation. Ny pige dog….men ellers den samme historie. Jeg bliver totalt hysterisk da jeg finner ud af det. Tog ham på fersk gerning da han ikke kom hjem fra butikken, og gik ud for at lede efter ham: Troede jo det var sket en ulykke! Og der står han og snakker med sukker i stemmen. Bliver meget underlig i hovedet da han ser mig….siger det er en kamerat, indrømmer senere at joda, han snakker med en pige…. .Samme historie som før.
Vi har snakket og snakket, han fortæller at han ikke har det godt med sig selv, at det ikke er mig etc. Han har startet hos psykolog for at finde ud af hvorfor han føler hans liv går ham forbi osv osv.
Han siger han har det skide dårligt med den mand har har været for mig, dårlig samvittighed, træls at jeg er så ked af det osv. Tror også han er lidt chokeret over hvor sindsygt meget han står til at miste nu (vi har tre børn), for så "lidt".

Han vil gerne at vi skal prøve at få vores forhold tilbage. Han syns vi taler bedre end på længe, og føler at vi har taget fat på mange ting for at få ting til at blive bedre.
Men for mig er det hele halvhjertet. Jeg har nemlig INGEN tillid tilbage. Jeg er enig i at vi har nogle rigtigt gode dage sammen, mange gode snakke, vi lytter mere, rører mere ved hinanden osv. "Praktisk" set har vi et bedre forhold end på lang tid: min mand virker meget lykkeligere.
Men jeg tænker hver dag: det her går ikke. Vi bliver nødt til at skilles. Jeg har ingen tillid til ham, føler ingen tryghed, kan ikke tilgive, finder ingen undskyldninger.Det kunne jeg første gang, denne gang vidste han udmærket godt hvad det ville gøre imod mig og vores forhold dersom det blev opdaget… .Og valgte,på trods af det, "hende" fremfor mig og os…. .
Så selv om han er pisse ked af det nu…..

…Kan man få tilliden og trygheden i det her ægteskab tilbage? Efter TO gange? Er min mand bare usædvanlig dum og tankeløs,og er det håb om at han har forstået det nu, eller skal jeg give op og indse at han nok bare kommer til at gøre det igen og igen (siden han bliver tilgivet igen og igen)? Jeg føler mig som en forbandet idiot. Jeg vi jo gerne beholde vores familie, og det "sjove" er jo at vi er rigtigt gode sammen (humør, sex etc), men jeg NÆGTER at sidde i den her situation nogensinde igen!!!!! (har det rigtigt, rigtigt dårligt psykisk)

Skal jeg få skylapperne af og pakke mine sager, indse at "engang vraget,-altid vraget"…eller skylder jeg det en chanse??

Nogen med erfaring?

Uha Ella

Jeg kan bare så godt følge dig, står lidt i samme situation… er så vred, dybt såret, skuffet og frustreret og kunne virkelig også godt bruge nogle indspark da jeg bliver ved med at falde ned i et sort hul, kan ikke helt få det dækket til og komme videre.

Jeg har valgt min mand, men så har jeg også valgt at leve med smerten – igen, og det ved jeg ikke om jeg kan, på trods af, at jeg virkelig elsker ham.

For tre år siden svigtede min mand min tillid, vi havde det ikke super sammen, det gik for meget op i hverdag og praktiske ting, så mistede min mand en meget nær ven og vendte sig fra mig til en anden. Det er jeg kommet igennem, selvom det tog mig meget lang tid at slippe det at skulle tjekke ham, trangen eller tanken er der on/off. Så har jeg for nylig opdaget, at han for en del måneder siden har oprettet en datingprofil, hvor han bl.a. skriver at han er lykkeligt gift, elsker sin kone men længe har tænkt på noget uforpligtende ved siden af og mødes med en anden kvinde i ny og næ.

Jeg har konfronteret ham med det for en måneds tid siden og han har rodet sig ud i en hel masse løgne, som godt kunne være sande, hvis det ikke var fordi at jeg kan mærke det helt ned i tæerene at det er løgn sammenholdt med mange små ting der bare ikke passer og giver mislyde, sammen med den oprettede profil er der også oprettet en hemmelig/ekstra mailadresse. Han lyver men benægter. Jeg ved inderst inde godt hvorfor han lyver, for han elsker mig og vil ikke miste mig og han tror at det er hvad der skal til for ikke at miste mig, men det at han lyver er for mig også et dybt svigt.

Det skal lige nævnes at jeg med en af de koder han plejer at bruge fik mig hacket ind på profilen og jeg er ikke i tvivl på trods af hans benægtelser.

Og hvis oprettelsen af profilen var en "for-sjov-mande-hørmer-bommert-af-den-værste-skuffe" og han aldrig ville have gjort noget ved det, hvorfor har han så ikke slettet profilen og mailadressen. Det nager mig vildt, at han kunne finde på det, og det han skrev i profilen, gør bare SÅ ondt i mig, for hvor står jeg så henne?

Jeg har spurgt ham om der er noget han ønsker anderledes, til det siger han nej, og jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig og begærer mig, vi passer bare så godt sammen, griner, hygger, holder i hånd, kysser, skøn sex, ser hinanden dybt i øjnene, taler sammen, er tavse sammen… så jeg forstår intet og er dybt frustreret

Han har været ekstra sød og kærlig her efter at jeg har taget ham i det, trods benægtelsen som han holder fast i. Men netop på grund af benægtelsen kan jeg ikke komme af med min vrede og min sorg, jeg har ikke nogen at vende den til, kan kun vende den indad og det er ikke godt for mig eller for os.

Jeg håber virkelig at han har lært noget af dette, men det kan jeg kun finde ud af ved at give os en chance til. Selvom jeg lovede mig selv sidste gang at jeg ikke ville gå igennem sådan en smerte en gang til i mit liv, så står jeg her igen…

Jeg er nu gået "med på" hans løgn (selvom han burde vide at jeg ved) så kører vi skuespillet, for han har rodet sig ud i så mange løgne for at dække over sin oprindelige løgn så han ikke værdigt vil kunne finde tilbage igen. Så jeg har sagt til ham at:

"Det er rigtig tarveligt gjort at andre har oprettet sådan en profil og mail på dine vegne, for hvis det var ham der havde gjort dette, så ville jeg være dybt såret og ikke blot gjort det forbi men også have synes at der manglede noget i vores forhold udover ærligheden, nemlig at han fortalte hvad det er jeg ikke gør, for jeg er ikke tankelæser, så det er godt at det ikke er ham.

Jeg beder dig om at du fortæller mig når der er noget du ønsker anderledes, når der er noget der går dig på, at du deler dit liv med mig, at jeg kan stole på dig og at du hvis du nogensinde får den tanke at være mig utro at du inden du handler på det, gør det forbi med mig, så jeg ikke ender op med at hade dig i stedet for.

For det er dig jeg elsker og dig jeg vil have, men jeg vil have dig helt og ikke halvt"

Det sagde han ja til, og han har haft rigtig travlt med at bekræfte mig i at han er vild med mig og elsker mig og jeg er ikke i tvivl om hans kærlighed, men jeg er blevet i tvivl om han elsker mig på den måde jeg vil elskes på – det gør han lige nu, men hvad med næste gang, der er noget han synes kunne være sjovt/spændende, vil han så handle på det eller har han virkelig lært noget denne gang…

Jeg har for første gang i mit liv været hos en clairvoyant. Det var en rigtig god oplevelse. Jeg er stadig i tvivl mht. hvor meget jeg kan stole på af det hun sagde, men hun sagde nogle ting som hun ikke bare ville kunne gætte sig til – tror jeg…

Jeg vil virkelig gerne tro på hende og det hun sagde. Hun fortalte at jeg havde ret i min overbevisning om at han har oprettet den profil og mail og at han havde løjet overfor mig. Hun sagde også at han fortrød, og at han kun løj om det for at beskytte sig selv for ikke at miste mig. Hun sagde også at han ikke havde fået det ud af den oprettelse som han havde forventet eller troet, det havde ikke givet ham noget og at han fortrød at han havde gjort det allerede kort efter men tillagde profilen så lidt betydning at han "glemte" den og aldrig ville have gjort alvor af den på nogen måde.

Hun sagde også at han aldrig mere ville gøre sådan noget mod mig igen og hvis han nogensinde skulle få en lignende tanke, ville han aldrig handle på den igen. Hun sagde at jeg var kvinden i hans liv og så længe jeg havde været i hans liv så længe havde jeg været det, hun fortalte at han elsker mig meget højt og ikke vil miste mig.

Det var hvad jeg havde brug for at høre, men aller helst fra ham selv af. Jeg føler mig sikker på at han ikke har været mig utro seksuelt, men han har svigtet min tillid og for mig er det lige så slemt og gør usigeligt ondt indeni, river i mit hjerte og er ved at gøre mig vanvittig.

Nu er jeg banket tilbage til trangen for at tjekke, og broen skal bygges igen og jeg kan ikke komme af med min vrede og min sorg, jeg ligger og græder mig i søvn om natten og når jeg er alene – føler mig helt skizofren, det ene øjeblik vil jeg bede ham om at pakke sit tøj og skride ad h…… til og det andet øjeblik ved jeg at jeg ikke vil undvære ham og vil bare krybe ind til ham.

Jeg elsker ham uendeligt højt og er bare så vild med ham, men skal også kunne bevare respekten for mig selv og mit valg og ikke mindst lære at leve med smerten – igen, for absolut sidste sidste aller aller sidste gang.

Så hvordan kommer jeg videre?

- Den "skizofrene" som elsker sin mand på trods af og i kraft af…