Hej

Jeg er på 20. år gift med min mand og har tre børn. For fire år siden var min mand mig utro over en lang periode med en kollega. Han valgte også i første omgang elskerinden og fravalgte mig, men kom så tilbage da hun valgte sin mand. Der var altså ikke tale om et valgt af mig, men at han blev fravalgt. Efterfølgende var jeg på prøve i mere end et halvt år – dvs. han elskede mig ikke men ville gerne nyde alt det gode i en familie uden at yde noget. Han brugte al sin tid på arbejde, mens jeg var så chokeret og rystet at jeg ikke kunne tænke kalrt eller handle. Jeg havde alle stresssymptomer og tabte mig 15 kilo på ingen tid, men jeg kunne simpelthen ikke reagere fornuftigt på at blive udnyttet på den måde af min mand. Venner, psykolog, læger osv. rådede mig til at bede ham flytte, men jeg kunne ikke.

Efterhånden kom min mand til den erkendelse at ham elskede mig alligevel, men det var heller ikke noget der kom af sig selv, men var vel nærmest et resultat af mine plagen og ulykkelighed.

Inden han var mig utro, var jeg 100 pct. sikker på, at han aldrig ville være mig utro, at han aldrig løj og at han ikke var interesseret i andre end mig. Det var et chok at opdage, at så populær var jeg heller ikke.

I et par år gik det op og ned – men efterhånden er han begyndt at forsøge sig med at være mere kærlig, venlig og åben. Men der er stadig så langt så langt til at jeg kan føle tryghed ved ham. Det er som om han hemmeligholder ting med sit arbejde – fx hvad han skal lave når han er ude at rejse; hans mobiltelefon er top-hemmelig – man må ikke en gang røre den osv. osv. Og så er der alle de andre ting, som fx sige at han elsker mig eller ringe til mig eller have sex mere end en gang om ugen. Eller prioritere mig frem for arbejdet, arrangere noget på bryllupsdagen og så meget andet, som jeg på en eller anden måde savner som "bevis" for at han altså har valgt mig.

Han gør mig stort set ked af det hver dag – fx bileder jeg mig selv ind, at han kommer senere hjem pga. af et eller andet positivt for mig (fx handler ind, køber blomster eller sådan noget) men det er ALDRIG tilfældet. Det er altid arbejdet og arbejdet alene – uanset hvor nødlidende jeg synes vores ægteskab er. Jeg tænker fx at jeg glæder mig til at se ham og se at han er glad for at se mig – men jeg bliver altid skuffet.

Det er bare som om han aldrig har betalt tilbage alt det han "skylder" for at have været mig utro og efterfølgende have svigtet mig i den helt utrolige grad han gjorde. Jeg bliver ved med at savne noget – opringninger, søde ord (kan han dog godt på sms), et tæppe over mig på en kold aften eller en glad vin eller bare noget der viser, at jeg er tilstede og er værdifuld. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.

Og den evige længsel efter opmærksomhed og bekræftelse og skuffelsen over at føle mig uelsket og uset går også ud over mine følelser for ham. Så det er svært for mig at blive ved med at se positivt på ham – og jeg er sådan i tvivl om, om vi har en fremtid sammen.

Men hvordan finder jeg ud af hvordan han i virkeligheden er? Om han elsker mig – eller om det spil for galleriet af nemheds skyld? Hvordan finder jeg ud af, om det "bare" er mine følelser, der er kølnet så meget, at han bare ikke gøre noget rigtigt? Jeg synes det er så svært at forholde mig kritisk til det, jeg synes, jeg oplever – og jeg giver måske for meget efter for min vrede eller sorg eller hvad det nu er, over at han svigtede mig – i stedet for at jeg kigger fremad.

Jeg er trist og utilfreds og vil gerne være glad og tilfreds. Men hvordan bliver jeg det? Og hvordan arbejder jeg med det selv? Min mand nægter nemlig at deltage i parterapi (ligesom han ikke rigtig gør noget ved tingenes tilstand uanset a tjeg er ulykkelig), så jeg må selv forsøge at klare ærterne.

Har du nogen gode råd – og helst nogen, der kan få mig til at blive glad og lykkelig i mit ægteskab, for det er det, jeg helst vil.

Tak for dit svar.

Men jeg vil gerne gøre noget selv (alene) for at flytte mig. Jeg synes allerede, at jeg har brugt så meget energi på at forsøge at flytte ham – og han har da også flyttet sig, men ikke så meget, at jeg føler mig værdsat, elsket og lykkelig. Derfor tænker jeg, at det er mig, der ikke ser så klart – at det er mig, der skal forsøge at ændre mine tankebaner – men også forsøge at være lykkelig og glad med det.

Jeg har jo ikke rigtig lyst til at opgive mit ægteskab – ikke kun på grund af at det er lettere at være to om børnene – men det er jo også en eller anden drøm som er den del af mit liv at vi skal blive gamle sammen og hygge os med børnebørn og rejser osv. osv. Jeg har allermest lyst til at blive lykkelig i mit ægteskab – måske fx ved at han kommer til at fylde meget mindre eller at jeg får mere fokus på mig selv og mine egne ønsker, at jeg dropper den dårlige samvittighed over altid at prioritere børn frem for arbejde (hvilket han aldrig kunne drømme om) osv.

På den anden side er det jo ikke sådan jeg er – det er ham der er sådan – og måske ville det jo så bare svare til, at jeg kommer ned på hans plan – ønsker jeg det? Næh, jeg ønsker jo tværtimod, at han kommer "op" på mit plan – fx hvad angår evnen til at tale sammen, prioritering af familie kontra arbejde, interesse for hjemmets "drift" osv.

Jeg "tåler" måske tingene som de er nu, men det er ikke for hans skyld – det er for min egen skyld og til dels børnenes selvfølgelig (hvilket i og for sig vel også er for min egen skyld).

Så alt i alt vil jeg gerne selv forsøge at gøre noget ved denne her suppedas jeg hænger fast i – men primært ved at gøre noget ved/for/af mig selv, så jeg kan komme til at føle mig glad og lykkelig uden at det handler om HAM og hans manglende trang til at ændre på tingene. Det er altså en slags sidste udvej eller sidste forsøg på at få tingene til at køre bedre for mig selv, for det kører jo for resten af familien. Men jeg vil jo også gerne undgå at blive ulykkelig, skuffe tog ked af det hver dag. Hvad kan jeg gøre selv?

Og så er det også spørgsmålet, om det i virkeligheden er mig, der er problemet. Er det mig, der bar altid er urimeligt utilfreds med alting? Og hvordan finder jeg ud af, om jeg bare ikke ser tingene klart?

Jeg tænker altså ikke rigtig på at forsøge at flytte ham mere, men på at flytte mig selv. Hvad gør jeg?