Puha, er på forhånd bange for at dette bliver meget langt, mener en baggrundsviden er meget vigtig her men skal forsøge at gøre det så kort og koncist som muligt.

Jeg er en fyr der for nyligt passerede de 48 år. Har tidligere været gift (1986 – 1995), hvorfra jeg har 3 drenge der er fra 1989, 1992 og 1994, og altså hhv. 20, 17 og 15 år i dag.

I 1994 gik jeg ned med flaget pga. stress på arbejdet og alvorlige problemer i mit ægteskab (vi skændtes på daglig basis, også foran børnene), og blev sidenhen fyret.

Fyringen var ikke medvirkende til min skilsmisse, den ville være sket under alle omstændigheder, men det var medvirkende til efterfølgende tvangsauktion og deraf følgende økonomiske problemer.

Jeg blev herefter alenefar med de 2 ældste drenge, der var 5½ og 2½ dengang, mens den yngste dreng (3/4 år) blev hos deres mor, sammen med en ældre bror der var 11½ år gammel. Vi flyttede begge til samme boligområde (hvor jeg stadigvæk bor i dag), således at vores drenge ikke skulle skifte miljø, men bare skulle ind af den ene eller den anden dør. Mht. samvær, så var den yngste dreng hos mig hver tredje weekend, de 2 ældste hos deres mor hver tredje weekend, og hver tredje weekend havde vi så kun de børn der boede hos os hver især til hverdag. Vi havde fælles forældremyndighed.

Det fungerede fint det første års tid – vi sås ind i mellem, lavede fælles ting sammen med vores børn, spiste sammen nogen gange og sov også hos hinanden nogle gange. I starten af 1996 fik hun en ny kæreste, og så sluttede de ting jo selvfølgeligt, men vi var stadigvæk på rimelig venskabelig fod.

Det skal lige siges, at min dreng fra 1989 har nogle ret alvorlige problematikker pga. en mindre hjerneskade, der desværre havde ramt ham i sprogcentret i hjernen, så han er det der hedder dysfatisk (dvs. har svært ved at lære sprog og/eller at bruge sprog) – Han er det i svær grad og både mht. at lære sprog og at bruge det, det typiske er at det kun er den ene ting der er problemer med.

Men man kan ikke sige at han er evnesvag … I den billedlige del af den intelligens-test psykologer ofte bruger (kan ikke huske hvad den hedder), der scorede han svarende til en IQ på op imod 130, så dum er han i hvert fald ikke.

I februar 1997 starter jeg så på pædagogseminariet, med revalidering – Som alenefar med 2 små børn samt et endnu mindre barn hver tredje weekend, og et meget lille netværk (faktisk kun mine forældre), var det ikke muligt for mig at starte en uddannelse og så arbejde ved siden af.

Jeg havde været uden kæreste siden min skilsmisse i starten af 1995, pånær en kort 2 mdr.'s periode i starten af seminarietiden. Men så skete der jo det, som så ofte sker på sådanne steder … til seminariets julefest i 1997 fandt jeg lige pludseligt mig selv stå og kysse på en af de mange piger der er på sådan et seminarie, endda en fra det hold (klasse) jeg selv gik på. Det var egentligt noget tilfældigt det skete, faktisk havde jeg i første omgang bare skullet redde hende fra en fyr jeg kunne se hun bare ikke gad (men det kunne han ikke), og derfor inviterede jeg hende med ud på dansegulvet. Der skete ikke noget første gang, vi dansede og satte os så ned og snakkede. Fyren kom igen, og for at slippe for ham (for han blev ved med at tale til hendes ryg, hun sad jo og snakkede med mig) gik vi på dansegulvet igen. Vi blev noget længere væk denne gang, tænkte at nu måtte han da have forstået at hun ikke gad ham, men der skete heller ikke noget denne gang. Da vi så igen havde siddet og snakket et stykke tid, kom han igen og vi gik igen ud på dansegulvet. Denne gang tog jeg uvist af hvilken grund hendes hånd (havde jeg ikke gjort de andre gange), og da vi kom ud på dansegulvet blev der spillet en lidt langsom sang, men det var ikke rigtgt en sjæler. Alligevel begyndte vi at danse tæt (havde vi ikke gjort før), og lige pludseligt begyndte vi så at stå og kysse på hinanden. Vi var enige om at det her godt nok var en smule "farligt" (det kan virkeligt skabe nogle forviklinger når man går på hold sammen), men at vi da godt ville prøve at se hvor det måske kunne føre os hen. Lidt senere på aftenen tog hun hjem til sig selv, men vi havde aftalt at snakkes ved i weekend'en.

Lørdag aften ringede jeg til hende .. af et par gange .. og vi aftalte at gå i biografen om søndagen, inden jeg fik mine børn hjem igen. Vi var inde og se "The Full Monty" (herlig film) og bagefter sad vi på en café og bare snakkede … Faktisk gjorde vi vel det "man" ellers "altid" siger man ikke skal gøre på en første date, fortalte nemlig hinanden om rigtigt mange af vores helt personlige ting, også dem vi selv opfattede som dårlige og/eller problematiske ved os selv. Hun gjorde også klart for mig, at hvis vores forhold udviklede sig til at blive noget seriøst, så skulle jeg være klar over at hun gerne ville have i hvert fald et barn (hun havde ikke nogen på det tidspunkt), bare så jeg var klar over hvad jeg gik ind til … Lige siden har vi været et fast par, og vores motto (eller hvad man nu vil sige) for vores forhold er, at det bygger på total åbenhed og total ærlighed overfor hinanden, at vi intet som helst ville skjule for hinanden.

Jeg vil godt fortælle noget om hende også;

Hun var på det tidspunkt da vi fandt sammen, godt og vel 23 år og 7 mdr. gammel, og jeg var lidt mere end 36 år og 2 mdr.

Hendes mor døde da hun var 3-4 år gammel, og hun er derfor opvokset hos sin onkel og dennes samleverske. Samleversken har gigt, og det har altid været min kæreste der har måttet tage sig af hende når hun havde det dårligt, helt fra da min kæreste var en 7-8 år gammel (i hvert fald), ligesom hun også har måttet høre på plejemor'ens klagen/brokken over, da de på et tidspunkt havde det lidt svært med økonomien.

Min kæreste var flyttet hjemmefra et lille års tid før vi begyndte at komme sammen, men kun få km fra plejeforældrene, så hun altid hurtigt kunne komme hjem til dem når plejemor'en havde det dårligt (så blev der nemlig ringet efter hende), og så ellers komme på besøg meget tit.

Min kæreste havde ærligt talt hverken meget selvtillid eller selvværdsfølelse, og hun "skar" også i sig selv – Godt nok kun med sine negle, men de var lange og skarpe, og hun havde konstant tydelige kradsemærker på begge sine underarme (hvilket hun vidste mig på vores første date). Hun havde det også med, hvis tingene blev for meget for hende, at blive nærmest helt katonisk og ligge i noget nær fosterstilling og ryste over hele kroppen. Hun havde også på et tidspunkt, 4 mdr. efter vi var startet på seminariet, overvejet at begå selvmord, men det har, som jeg har hørt hende fortælle om det, så absolut været et råb om hjælp, ikke et reelt ønske om at dø.

Hun havde også fortalt mig på vores første date, at hun var biseksuel, og nok næsten mere til kvinder end til mænd.

Da vi blev et fast par, var jeg fast besluttet på at ville gøre en stærk og selvstændig ung kvinde ud af hende, at hun skulle ud af kløerne på sin plejemor, ikke være hendes trøster og ikke bruge hende som krykke.

I starten blev jeg så min kærestes krykke i stedet for, men det var da så absolut et skridt på vejen.

Vi blev færdige med seminariet, begyndte at arbejde, og så ville hun gerne have barn .. Jeg havde holdt på at vi skulle gøre vores uddannelse færdig først, for jeg var lidt bange for at hun ikke ville vende tilbage til seminariet, hvis hun blev gravid og fødte mens vi stadigvæk studerede.

Desværre havde jeg på det her tidspunkt åbenbart kun "løse skud", så vi blev henvist til fertilitetsklinikken på Herlev Sygehus. De forsøgte at insiminere med min sæd, men der var så få sædceller, og de var så lidt aktive (nærmest slet ikke), at det ikke lykkedes.

 Nu havde vi så valget mellem reagensglasmetoden, hvor de ville udtage en enkelt sædcelle fra min bitekstikler og i en petriskål (er det vist) indføre denne i et æg fra min kæreste, der efterfølgende skulle sættes fast i hendes livmoder, eller at få et barn vha. en donor.

For mig/os var valget let … I forbindelse med insiminationen med min sæd, havde min kæreste fået en let hormonbehandling, så man kunne være sikker på at der var et fuldt udviklet æg i hendes livmoder. Hun havde fået det noget dårligt af den hormonbehandling, og når man så vidste at hun skulle have en meget stærkere hormonbehandling hvis vi valgte reagenglasmetoden, samt skulle opereres i ihvert fald for at udtage et æg fra hende, så var der for mig i hvert fald ingen som helst tvivl om, at så skulle hun insimineres med sæd fra en donor – Jeg ville overhovedet ikke tillade at hun blev udsat for en for hende meget lidelsesfuld hormonbehandling, bare for at jeg kunne få mit eget genetiske aftryk på vores fælles barn, når nu det var mig der var problemet og jeg jo ligesom i forvejen har genetisk aftryk på 3 drenge. Insiminationen gik problemløst, hun blev gravid første gang, og fødte vores fælles barn (endnu en dreng) i junu 2003.

Jeg var lige (maj 2003) startet på et nyt arbejde, hvor jeg kun arbejdede hver anden uge .. Det var så til gengæld arbejde i 7 nætter, men så havde jeg så også 7 dage fri .. så i min friuge kunne jeg afhjælpe og støtte hende en hel masse, og hun tog al barslen + 4 mdr. (var det vist) oveni som man kan (eller i hvert fald kunne dengang).

Lidt tilbage til de første år af vores forhold … Min ekshustru begyndte efterhånden at blive mere besværlig at have med at gøre, syntes vi ihvert fald, og lige før sommerferien i 1999, da kæresten og jeg havde været sammen i godt 1½ år, sagde min ekshustru fra overfor den ældste af mine drenge, kort tid før han fyldte 10 år … hun kunne ikke klare/håndtere ham (det ville nok også have hjulpet, hvis hun nogensinde havde prøvet at sætte sig ind i hans problematikker). Det var i forvejen svært for min kæreste og jeg at finde tid til at være kærester, vi havde næsten kun den hver tredje weekend hvor drengene skulle over til deres mor. Men nu var den ældste der så hele tiden, også i den weekend hvor den anden af drengene skulle over til deres mor, og vi havde ikke rigtigt nogen steder han kunne komme og være bare en dag eller to, så hun og jeg kunne få lidt tid til hinanden … han fyldte rigtigt meget i hverdagen. Han så så slet ikke sin mor i de næste 2 års tid, ikke på noget tidspunk overhovedet!

Henover sommeren 1999 gik han til nogle samtaler/undersøgelser på Glostrup Børnepsykiatrisk afdeling, og kort efter sommerferien kom de med deres konklusion og anbefaling … De mente at han var så behandlingskrævende, at han skulle placeres et sted hvor han kunne få behandling (hvilket jo også er miljøterapi og lignende) døgnet rundt, og ikke som nu, hvor han gik på specialskole i dagtimerne for så at komme hjem til os bagefter … Vi kunne selvfølgelig gøre nogen ting, og det gjorde vi også, men vi var ikke, og skulle heller ikke være, behandlere, vi var og skulle først og fremmest være hhv. far og bonusmor.

Jeg modsatte mig dette, for jeg mente jo at hvis jeg sendte ham væk, så kort tid efter at hans mor havde sagt totalt fra overfor ham, så ville det da måtte føles som det ultimative og sidste svigt han oplevede, og jeg var alvorligt bange for at det ville kunne knække ham fuldstændigt, så han kom ingen steder, men blev boende hos kæresten og mig, i hvert fald de næste 4-5 års tid.

Vi fik lidt aflastning en kort periode, men det gik ikke særligt godt, og efter en 4-5 år (kan ikke helt huske det mere) måtte jeg til sidst erkende, at han havde bedre af at blive placeret et sted hvor han kunne få behandling døgnet rundt, og det kom han så, sikkert nok i 2004 egentligt.

Så skete der så det, at d. 1. september 2007 smed min eks så min yngste søn, af dem hende og jeg har sammen, ud hjemmefra, med besked om at han måtte flytte hjem til mig og min kæreste … Han var så 13½ på det tidspunkt … og han har boet her siden.

Så nu var vi os 2 voksne, vores fælles søn, 2 teenage drenge samt, i en weekend om måneden plus i ferier, også en stor teenager på 18 år, i vores lejede rækkehuslejlighed på 95 kvm.

Nu er det ja så også sådan, at hun er biseksuel og nok mere til piger end til fyre.
De lyster har jeg ikke villet stille mig i vejen for, heller ikke ved at jeg skulle være med i sengen hvis hun fandt en veninde, hun skulle bare fortælle mig om det hvis det var (og ikke nødvendigvis i alle detaljer). Jeg ville også ha' haft det ok med hvis der skulle være en fyr hun havde lyst til at gå i seng med, men her skulle jeg så til gengæld være med i sengen, det var et krav jeg stillede.

Nå, det må være nok om de ting som vores forhold har overlevet, de ting som vores kærlighed til hinanden har været stærk nok til at bære os igennem. Vi har i hele perioden kommet igennem det, bl.a. ved at vi altid har kunnet snakke åbent, ærligt og ligeud om tingene … hun har f.eks. altid overfor mig kunnet komme af med sine frustrationer over især den ældste af drengene, uden at jeg har sagt fra overfor hende. Hun har kunnet komme af med sine frustrationer over sit arbejde … Hun har haft en periode på 1 års tid, hvor hun desværre fik valgt et par forkerte arbejdspladser hvor hun havde det rent ud sagt af helvedes til, de sidste 5 mdr. har hun så heldigvis været et sted hun er rigtig, rigtig glad for at være … og vi har i det hele taget kunnet snakke om alt … troede jeg i hvert fald.

Grunden til at jeg så skriver herinde er, at hun er flyttet fra mig …

Jeg har altid opfattet hende som min soulmate, mit et og alt sammen med mine børn, og den opfattelse har ikke ændret sig på noget tidspunkt i vores samliv … Jeg elsker hende lige så ubetinget som jeg elsker mine børn.
Jeg har så fået lavet noget rigtigt, rent ud sagt, lort (nej, har absolut ikke været hende utro), hvilket jeg bliv tvunget til at bekende overfor hende for en lille måned siden. Hun blev først rigtigt meget ked af det, ked af at jeg på den måde havde svigtet hende og svigtet vores forhold (som vi jo altid har sagt bl.a. bygger på total åbenhed og ærlighed overfor hinanden), og meget såret, men hun sagde også, at det fandt vi ud af og klarede sammen, ligesom vi har klaret de andre kriser i vores samliv.
Men allerede dagen efter havde den forventede og forståelige vrede fået overtaget hos hende, og hun fortalte at selvom hun stadigvæk elskede mig, så hverken kunne eller ville hun leve med konsekvenserne af det jeg havde gjort, og at hun ville flytte.
Det medførte så en uge med megen gråd og utryghed, og jeg fik alle mulige tanker om, at hun nok ville være flyttet under alle omstændigheder, og at mit lort bare var en kærkommen lejlighed til og undskyldning for at flytte … Sagen er nemlig den, at en lille måned før det her skete, da havde hun snakket om at ville flytte, fordi der var nogle ting hun ikke syntes fungerede. Ikke at hun ikke elskede mig mere, men der var nogle ting i vores samliv der generede hende meget, og hun mente ikke at jeg ville være med til at ændre på de ting. Samtidigt havde hun så også, gennem det sidste års tid, oplevet en større og større lyst til at prøve at klare sig selv på alle måder, for det har hun sådan set aldrig gjort før, men nu var hun blevet så stærk i sig selv (takket være mig, skal jeg lige hilse og sige (og det erkender hun også)), at hun havde fået lyst til at prøve selv. Jeg overtalte hende dengang til at blive, bl.a. fordi jeg virkeligt ønskede og gerne ville have chancen til at vise, at jeg kunne ændre på de ting hun var så utilfreds med, og fordi jeg sagde til hende, at man da måtte prøve at kæmpe for sit forhold hvis man elsker hinanden og især hvis man har børn sammen, i stedet for bare at sige "nå, det kan der ikke ændres på" og så bare skride uden videre.
Men efter en uge med de tanker, og andre om, at nu havde hun fået så meget selvtillid og selvværdsfølelse, og var efter mange år endeligt blevet tilfreds med sin krop (igen, alt sammen i høj grad takket være mig), at hun også selv lagde mærke til, at andre fyre fandt hende attraktiv … det har jeg jo vidst i alle årene … så nu var jeg ikke mere sej og cool nok til hende, så nu skulle hun ud og finde og være sammen med sejere og coolere fyre end mig … men efter den uge fik vi en rigtig god snak, hvor jeg bl.a. forholdt hende mine tanker og følelser, og hvor hun (selvfølgelig) benægtede at der skulle være noget i det. Hun fastholdt dog at hun ville flytte og lære at klare sig selv, men at hun stadigvæk elskede mig og at hun stadigvæk ville være kærester, nu bare kærester der ikke boede sammen.
Det har jeg så måttet "stille mig tilfreds med", og er lykkelig for at hun stadigvæk vil være min kæreste, med hvad det indebærer omkring troskab osv., så jeg ikke bare ville blive en rigtig god ven, vores fælles barns far og (måske) en bolleven.

Vi havde så en periode, efter møj-ugen, hvor vi havde det rigtigt godt sammen, både i og udenfor sengen … Man kan faktisk godt sige, at vi havde det så godt som vi nogensinde har haft det.
Hun fik så en lejlighed fra forrige torsdag, og vi begyndte så småt at flytte ting over i den, og weekend'en efter fik hun de fleste ting på plads i lejlgheden, og hende og vores søn skulle sove der for første gang om søndagen (vi skal have ham hver især hveranden uge).
Det har været en meget hård periode for mig, rent psykisk, for jeg er måske ikke helt den der har hjulpet hende mest med flytningen (og så måske alligevel), men tæt på i hvert fald … Og jeg er nok den eneste der ikke ønsker at hun flytter.
Jeg synes så jeg kunne begynde at mærke en vis afstandtagen overfor mig fra hendes side af, og jeg begyndte igen at få de samme tanker som tidligere, og begyndte at tvivle på hvor jeg mon havde hende, hvad hun egentligt ville og hvad jeg i det hele taget skulle gribe og gøre i.

Og nu kommer vi så efterhånden, til det mit indlæg her egentligt drejer sig om.

I forbindelse med det lort jeg har lavet, så har jeg også gået ind og checket hendes e-mail (over webmail) … Ikke fordi jeg ikke stolede på hende, men fordi hun måske kunne risikere at få nogle mails jeg ikke ønskede at hun skulle se, så ville jeg kunne nå at slette dem før hun så dem.
Her har jeg så også kunnet se, at hun på Facebook har kommunikeret med en fyr, som jeg godt ved hvem er, men ellers ikke kender. Jeg har lagt mærke til det, men ikke bidt så meget mærke i det igen … dvs., indtil her for nyligt.
For nu er jeg begyndt at checke hendes e-mail for at checke hende, ikke for at undgå at hun ser noget jeg ikke havde lyst til at hun skulle se. Og hun får stadigvæk private beskeder på Facebook fra denne her fyr, og jeg blev så mere end almndeligt nysgerrig efter at se hvad hun mon skrev til ham (og sikkert også noget jaloux) … hans var ganske uskyldige og fortalte egentligt ikke noget, jeg undrede mig bare over at hun fik dem, og kunne se at hun også måtte have skrevet til ham, for havde indtryk af at hun ikke rigtigt brød sig om fyren.
Derfor har jeg så i nat været inde på hendes Facebook profil for at læse hvad hun har skrevet til ham … og må nok indrømme jeg har fået lidt af et chock.
Godt nok er der ikke noget der direkte indikerer ,at hun skulle have været mig direkte fysisk utro med ham (men man kan jo aldrig vide siger jeg nu), men hun har i hvert fald været mig følelsesmæssig utro, det er der vist ingen tvivl om.
En del af det der står er drillerier mellem dem, og der er meget flirt i det (hvilket jeg heller ikke har noget problem med, bare det ikke går videre end til flirt), men der er også sætninger som

 ".. jeg er stadigvæk rundtosset over det du fortalte mig i går, håber du mener det når du siger hvad du føler, du ved hvad jeg føler…"
" … jeg føler jeg spiller russisk roulette med mig liv …"
" … håber at fortælle ham (mig) det, inden han måske ser de her beskeder …"
" … har brug for at snakke med dig, helst irl …"
" … du må ikke forsvinde for mig nu …"

og har sammenlignet deres chat/skriverier med filmen "You've Got Mail" og nu skulle de bare mødes i en boghandel hvor hun synes han er dum.

Det er nok dem jeg opfatter som værst af det jeg har læst, og for mig er der ingen tvivl om at hun som det mindste, er mig følelsesmæssigt utro.

Så nu er jeg igen der hvor jeg tænker, hvad fanden vil hun egentlig med mig?
Hvorfor siger hun at hun stadigvæk vil være kærester (med hvad det indebærer)?
Nu har jeg i meget, meget høj grad været med til at gøre hende stærk, givet hende selvtillid og selvværdsfølelse, gøre at hun føler sig attråværdig og attraktiv (og hun er også blevet det endnu mere end hun var i forvejen), så nu skal jeg bare skiftes ud med fyre der er større, stærkere og sejere end mig, for nu kan hun ikke få mere ud af mig? Nu er det ikke cool nok at være sammen med en som mig.
Uden tanke for det vi har haft sammen og delt igennem de sidste næsten 12 år, de slag vi har overvundet sammen, de udefra kommende problemer vores forhold har overvundet og holdt til, de oplevelser og glæder som vi har delt, det vi har gjort og betydet for hinanden gennem årene (for hun har betydet lige så meget for mig, som jeg har for hende) –  alt det føler jeg lige nu at hun kaster, har kastet, på lossepladsen.

Sure, hun kysser mig stadigvæk, men det er ikke hende der kommer og vil kysse og kramme, hun kysser og krammer bare tilbage.
Sure, hun skriver stadigvæk i sine beskeder, når vi siger godnat til hinanden (hvilket jo foregår over sms nu), at hun elsker mig, men hun siger det ikke til mig mere.

Da jeg erkendte overfor hende det lort jeg havde lavet, og da vreden havde overtaget hos hende, sagde hun at hun følte at vores liv sammen bare havde været en løgn …
Det føler jeg da ti-fold i dag … Hvor det lort jeg har lavet ikke som sådan havde noget med hende at gøre (men selvfølgelig har det ramt hende, bare mere inddirekte), så er det hun gør og har gjort, noget der rammer mig direkte og personligt, og meget direkte har med mig at gøre.

Men jeg ved alligevel ikke om jeg skal konfrontere hende med, at jeg har læst hendes beskeder til ham fyren … og det er jo kun beskederne, ved ikke hvad hun har sagt til ham når de har chattet på Facebook (hvad jeg også nu ved at de har, åbenbart temmeligt meget også), eller hvad han har sagt til hende der.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu, hvilket ben jeg skal stå på, føler mig fuldstændigt fortabt og drænet både psykisk og fysisk, aner ikke hvor jeg har hende og stoler ikke på hende mere … Men jeg elsker hende jo stadigvæk og håber stadigvæk på at hun igen rigtigt bliver "min".

Men hvad skal jeg gøre for at det kan ske?

Og er det overhovedet muligt, eller er det allerede for sent?