Hej

Jeg er ny herinde. Og jeg håber jeg kan få lettede mit hjerte og få sat ord (måske) om det er mig der er hel gal på den om det virkelig sådan man lever i et parforhold.. Håber på der er et rigtig godt svar jeg kan tage til mig..

Jeg er 32 år og har 2 dejlige børn en dreng på 12 og en pige på 9 jeg har levet sammen med min "mand" vi er ikke gift, i godt og vel 13 år nu. Han er 30.

Vi har for godt og vel 7 år siden købt et hus sammen eller det vil sige det er min mand der har købt det for jeg havde ikke lige råd til at sætte mig i så stor en gæld da jeg var på sygedagpenge.Ellers har vi boet til leje i en lejlighed. Da vi fik vores søn, var min mand ikke andet et stor barn den gang og mente det var helt iorden at blive væk om natten for at tage ud og drikke og der stod jeg så med et lille spædbarn og en mand jeg ikke viste hvor var henne.. Jeg tilgav ham dog altid. Når det var vi var i byen sammen, havde han en meget løs hånd og jeg har taget imod mange slag på min krop. Blev indlagt med vores søn dagen efter nytår aften 2000 hvor vi havde vært oppe og slogs. Sønnen blev passet af mormor. Jeg havde så fået et par slag i hovedet med det resutalt at jeg fik to blå øje. jeg så farlig ud. Jeg tilgav ham for jeg havde nok også selv vært uden om det.

Han har altid haft en meget løs hånd når han har fået noget og drikke. Hver eneste gang har hans mor hentede ham i byen og kørt ham hjem til mig, og hun sagde at jeg bare skulle slappe af og være glad for han var kommet hjem.

Det var tit og ofte han blev væk. Jeg smed ham ud af vores lejlighed men tog ham ind igen efter et par dage.

Efter vi eller han købte huset vi bor i nu har det hele bare gået ned af bakke synes jeg. Slevfølgelig har vi også gode dage men bestemt og dage hvor alt bare falder sammen.. Jeg får så for 2 år siden scelrose og det er noget der virkelig har påvirkede mig og jeg går og siger til mig selv at jeg ikke er syg jeg fejler ingenting, og blev væk fra samtaler på sygehuiset.. Jeg kan jo sagtens mærke at der er noget galt.

Efter vi er flytte herop er vores øknomi bare ikke til at få til at hænge sammen, og min svigermor hjælper så godt hun kan med at betale min MANDS regninger. Hvis der er noget min mand rigtig gerne vil have får han penge af hans mor til at købe det selvom der godt kunne blive lavet noget her hjemme eller bilen kunne få nye dæk. Sidste år på denne tid, manglede vores børn vintertøj og da jeg ikke havde den storeindkomst regnede jeg med at vi kunne gå sammen om at få købt det vintertøj til dem. Men nej nej min mand vil rigtig gerne have en ny dyr jakke og får sørme lige 2000 af hans mor hvor han så går ud og køber en jakke til ham selv. Og jeg må finde vintertøjet til ungerne. Jeg var skuffe og ked af det. Han bliver dtadig væk til tider og kommer først hjem næste morgen og han forventer hele tiden at jeg tilgiver ham og har sagt til ham at jeg er ked af det og det skuffer mig, for børnene blir jo også bekymret når han ikke er hjemme. Han har stadig en meget løs hånd og for 5 mdr siden i hans brandet brækkede han min arm foran vores søn jeg tog på skadestuen midt om natten med begge børn. Han sagde undskyld og var ked af det dagen efter. Men det var så det. I maj mdr havde vi det rigtig svært med alt pengene var små og det hele faldt sammen, men vi fik det rette op og havde det godt, lige indtil jeg blev ringede op af kommunen de havde fået en anonym underretning på mig om jeg havde lænsede min mands konto op til flere gange og at jeg altid piskede en stemning op og at børnen var bange og usikker, der stod intet om min mand. Det var så hans mor der havde lavet denne underretning da hun troede mig og børnene skulle flytte fra min mand. Det blev jeg rigtig ked over og det er det der har gjort jeg ikke orker mere. Min mand blir sur når jeg snakker om den og min svigermor har fortalt hun kun har gjort det for at hjælpe os. Han forstår ikke hvor ondt det gør. Jeg prøver at sige til ham at jeg virkelig synes det er et underligt forhold vi har men han kommer altid med et eller andet så det er mig der er hel forkert på den. Men jeg forstår ikke hvorfor når han skal låne penge af hans mor at hun giver ham dem i smu, hun ved jo godt jeg ved vi skal låne penge.. Min mand forstår ikke og vil ikke høre når jeg prøver at fortælle ham at jeg synes det er underligt han kun snakker med hende når han ikke er hjemme eller når han er alene. Han har sagt til vores søn at han ikke måtte sige de havde vært ude ved farmor? Jeg havde håbet på min mand og jeg kunne snakke med hans mor om denne underretning, men det siger han så at det har han gjort han fortæller hende også når det går skidt herhjemme.. Og jeg bare er sur hele tiden. Men det er jo lkun en frygt for hvad hun ellers kunne finde på. Min mand har lagt nogen penge ude ved hende og vores bil var på værksted, jeg skriver til hende at bilen var på værksted og jeg kom efter nogen af de penge hun havde af vores. Men det måtte jeg ikke, før hun havde snakkede med min mand.. Når vi skal til fødelsedag hos hans familie køber hans mor også gaver fra os, ved ikke om det er fordi de gaver vi køber ikke er gode nok. Til jul køber hun også julegaverne til hans del af familien fra os.. Jeg orker ikke mere, vores søn har lidt problemer, men det får min svigermor så vendt om til at det er mig der gør mere ud af tingene og det samme siger min mand. Og at der ikke skal noget hjælp fra kommune eller noget til vores søn.

Er jeg hel forkert på den?  Det var bare lige kort..