Dine såkaldte råd nr. 2 og 3, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Stakkels børn. Bortset fra det, kan ingen ægtefælle nægte den anden at se sine børn uanset hvad. Utroskab er ligesom andre kriser i ægteskabet noget, der er mellem ægtefællerne, ikke børnene. De skal efter min mening holdes helt uden for den diskussion, da det er ægtefællen, man har været utro, ikke børnene. Det er ren egoisme at ødelægge sine børn på den konto, også selvom man er den forsmåede part. Brug venner og familie i stedet for, hvis du har brug for luft for din vrede.

Jeg håber for dig, at du kommer videre på en eller anden måde, selvom du har haft mange ting at slås med mht. sygdom i familien og din kones utroskab.

Det kan godt være, det var dig, der fejlede i genopretningsprocessen, men måske magtede du ikke at tilgive, og det er vel en ærlig sag, og så hellere sige fra end at slide ægteskabet og hinanden op. Man skal efter min mening aldrig blive i et ægteskab for børnenes skyld, det er for stort et ansvar at lægge på deres skuldre. I er de voksne, og må tage ansvar for jeres liv sammen eller hver for sig, og så indrette det med børnene derefter. Vis dem, at I kan løse tingene, så vil de tage ved lære.

Jeg er heller ikke enig med dig i, at man skal konfrontere den anden part. Utroskaben er noget din kone må tage ansvar for, og som hun har aftalt med den anden. Han har ikke giftet sig med dig, det er din kone, der har lovet dig troskab,  og som har været dig utro, og jeg tror, man skal bruge krudtet på at finde ud af HVORFOR hun valgte utroskab i stedet for, fordi det er mere vedkommende for ægteskabet og dig, end den, hun har været utro med. Han er ligegyldig, var det ikke ham, havde det måske været en anden. Din vrede skulle du således rette imod din kone, det er hende, og ikke elskeren, der har været dig utro.

Du langer kraftigt ud efter kvinder, men der er altid to sider af en sag, og du kan ikke bruge dine oplevelser til at generalisere. Alle kan blive ofre, hvis de vil, men man kan altså også beslutte sig for ikke at ville være det o gtage ansvar for sit liv. Det tror jeg personligt, man kommer længst med. Det kan da lige så godt være mænd, der ikke kan rumme kvinders anderledeshed. Undskyld mig, men du lyder godt nok primitiv i din argumentation.

Efter min mening tror man, man har brug for "sandheden", men ofte afføder den endnu flere spørgsmål, og man har ingen garanti for, at man får den. Da slet ikke lige når utroskaben afsløres, og ens tillid til ægtefælle er lig 0. Meget af den rigtige sandhed vil såre dybt, og det ved den utro, hvorfor man forsøger at kompensere.

Jeg vil sige, at stærk er den, der formår at tage ansvar for sig selv, sit liv og sine egne følelser og ud fra det handler i overenstemmelse med sine værdier, så man ikke overtræder sine egnen grænser og moral.

Du taler i punkt 6. om den utros moral, men undskyld mig, jeg synes da din lyder lige så flosset i punkt 2 og 3. Som sagt der er altid flere sider af en sag, og hvis man vil ægteskabet efter utroskab, skal begge parter ville gøre et solidt stykke arbejde. Det er ikke nemt og en lang proces, som man virkelig skal ville hinanden for at komme igennem. Men det lykkes dog for nogen. På et eller andet tidspunkt skal den formåede part være i stand til at tilgive ellers er det dømt til at mislykkes, fordi den utro ikke efter flere år konstant vil have bebrejdelser smidt i synet, når man har gjort en stor indsats. Det vil ødelægge forholdet, og så er det bedre at flytte hver til sit inden man nedbryder hinanden.

Det er da ærligt ikke at kunne tilgive. Vrede og had straffer man primært sig selv med, fordi det hindrer en selv i at komme videre, så for din egen skyld håber jeg, du får bearbejdet dit. Vrede er i øvrigt ikke en følelse mænd har patent på, jeg har selv haft den, men den fatsholder kun en selv i en dårlig spiral, og den tid man er vred kunne bruges på så meget andet og mere fremadrettet.

I øvrigt kan jeg godt forstå, du har haft behov for at skabe afstand og for at mærke dig selv, det har sikkert været godt for både dig og din ægtefælle, der så har haft samme mulighed.

Utroskab er noget hø, det kan vi snart blive enige om.

Men passende midler mod utroskab er, set fra min side ikke at tage sine børn (voksne eller ej) som gidsler. Du skriver oven i købet at dit ene barn er oversensitivt, har du tænkt på, hvad det gør ved ham/hende, at blive inddraget i noget, det ingen indflydelse har på, og som grundlæggende er mellem to parter han/hun elsker lige meget? Helt ærligt, man skal ikke gennem sine børn komme med kraftige opråb til kvinden, kun små mænd gør den slags.

Nej, man tager ansvar for sit eget liv, og beslutter med sig selv, hvor ens egne grænser går. Føler man ikke, man kan blive i forholdet, går man. Så er det en passende handling mod utroskab. Vil man blive, gør man også som den bedragne en hæderlig indsats for at genopbygge sit forhold, og for at komme dertil, hvor man kan tilgive. Det her er de eneste to passende foranstaltinger, der er mod utroskab.

Utroskab er ikke mere en drift end så mange andre drifter, vi har, og vi har fået en hjerne til at styre vores drifter. Er man utro, er der en grund til det. Ganske som det står at læse i dine egne links.

Jeg synes du er alt for langt ovre i andre mennesker, og tror du kan sætte normer for, hvad utro skal og ikke skal, men det eneste du reelt kan kontrollere, er dine egne handlinger. Du har et medansvar for dit ægteskab. Utroskab er et valg fra alle utros side, både kvinder og mænd, og din kone har taget det valg, at hun var parat til at risikere sit forhold til dig, for at være utro. Et luset valg over for dig, at lade dig leve på løgn, men igen, det eneste du reelt kan gøre er at tage stilling til, hvad du vil (kæmpe for eller forlade ægteskabet) nu, hvor du ved hun har været utro.

Jeg tror, der er mange grunde til at være utro. Men jeg tror også, at kvinder generelt er utro på et andet grundlag end mænd. Hvor mange mænd ikke har noget ønske om at forlade deres ægtefæller selvom de er utro, er der relativt mange utro kvinder, der reelt er færdige med deres ægteskaber, når de vælger at være det. Jeg tror også, at kvinder i højere grad end mænd involverer sig følelsesmæssigt i den, de er utro med. Det handler ikke om sex alene, men om nærvær, bekræftelse, forelskelse, tiltrækning.

Jeg forstår godt din bevæggrund for at ville ud af det, for det må være utroligt opslidende at befinde sig i, ikke mindst på rund af mistilliden. Det tror jeg heller ikke, jeg kunne klare. Og en ting er sikkert, jeg ville ikke affinde mig med, at min ægtefælle var på et dating site, så ville jeg sige farvel og tak.

Kvinders utroskabsrate er såmænd bare ved at være den samme som mændenes hele tiden har været. Og nej, utro kvinder har ikke hovedparten af ansvaret for at genoprette forholdet, det er et fælles projekt, da det også er dit liv det drejer sig om, og fordi du er 50% af det ægteskab. Ingen kan genoprette noget selv, da man vel ikke skal genoprette det, man kom fra, da man var utro, for så er man det igen. Nej, man skal bygge noget nyt og det er begges ansvar. Derimod er det den utros hovedansvar at genoprette tilliden og vise at han/hun er den værdig. Det er muligt den utro har valgt at stå udenfor, men vil den bedragne forblive i forholdet, må han/hun tage et medansvar for, at det bliver et forhold, hvor begge er tilfredse. Jeg tror ikke den kvindelige formeringstrang er værre end mændenes trang til at sprede sæd, beklager. Der er bare kommet ligestilling i andelen af utro.

Når en kvinde ser en mand som svag, er det i reglen fordi han ikke er i stand til at sætte grænser og begynder at please, og ikke fordi han går ind i processen. Men måske elsker din kone dig ikke, og så er det omsonst at forsøge at genopbygge noget, da den første klare forudsætning er, at I elsker hinanden. Gør hun ikke det, vil det intet hjælpe med hensyn til at blive sammen, uanset hvor meget du går ind i processen og hvor mange parterapeuter, I opsøger. Jeg var selv gift i over 20 år og valgte at blive skilt, da vores børn blev 15 og 18 år. Jeg var ikke utro, men havde ikke de følelser for min mand, jeg burde og tog konsekvensen af det. Jeg mener faktisk det var det bedste både for mig, min eksmand og mine børn.

Det er da en syg tanke, at du skal styre kvindens kontakt med børnene og indgå aftaler om noget sådant. Jeg synes du har nogle forkvaklede holdninger nogle steder. At råde andre mænd til at styre deres koner gennem børnene og lave aftaler om at sådan skal det være, er da utopi, og ingen ville gifte sig med en mand, der ikke var blevet mere voksen. Det lyder som om, du er styret af en enorm jalousi, du så vil gøre til andre menneskers problem, herunder dine børns. Men problemet er dit, ikke andres, og du skal håndtere det. Man kan ikke kontrollere et andet menneske 24/7 med alle mulige foranstaltninger, så som at man kan tage børnene som gidsler, det vil kvæle enhver kærlighed. Jeg kan godt forstå, at din situation er svær og at man går igennem helvede, når ens ægtefælle har været utro, men indtil du tager ansvar for dine egne følelser og beslutter dig for at se fremad, kommer du ikke videre. Man kan hade og ønske hævn, men det eneste der sker er, at man ikke selv kommer videre.

"Det er vigtigt med Sandheden. Det er vigtigt fordi kvinden skal mærke sin væmmelse ved for øjnene af dig som mand, mens du endnu signalerer styrke, at indrømme, hvor langt ude i sine drifters vold hun har været". Tja, men hvis nu hun havde en god oplevelse, hun vil huske som noget godt til hun dør, hvad så? (læs dit eget link, womensinfidelity). Hvad hvis nu kvinden ikke er i sine drifters vold, men rent faktisk kan lide den mand, hun har en affære med og føler han er hendes "soulmate"? Skal hun så lyve for dig? Som sagt, de fleste kvinder er ikke utro på grund af sex alene. En ting er, at hun kan have en forfærdelig dårlig samvittighed overfor dig, hvad hun sikkert har, men det er ikke ensbetydende med at hun skammer sig over at have haft forholdet til den anden, fordi affærer ikke sker ved en fejl, men er en overlagt handling.

Vreden er en god motivator til at komme ud af forholdet, men den skal ikke vare ved, for man straffer kun sig selv. Og ja, naturligvis føler du en stor smerte og et stort tab, og det ville klæde dig, at skrive det, så du forholder dig til din sorg, frem for alt det andet sludder om kvinders drifter, og hvordan kvinder skal have det. Det oser langt væk af jalousi og hævn, og jeg sidder som læser og tænker, at hvis det er dine holdninger og din kone har skullet leve under dem, er det sgu ikke noget under, hun var dig utro. Jeg tror smerten efter utroskab kan være større, end hvis din kone havde været død, og jeg håber du kommer styrket ud på den anden side, med eller uden din kone. Jeg har en nær veninde, der gennemgik det samme, men hvor manden forlod hende til fordel for elskerinden, og her 10 år efter, smerter det stadigt, selvom hun aldrig ville have ham tilbage og er videre. Hun valgte at tage nogle psykologtimer, som har hjulpet hende til ikke at blive bitter, måske skulle du gøre det samme (hos en mandlig psykolog eller terapeut, hvis du foretrækker det), så du selv flytter dig.

Kære du, måske har din kone netop været i god kontakt med sig selv? Måden hun har gjort tingene på, er bare så sårende og ødelæggende. Men hvis hun var kommet og havde bedt om skilsmisse, havde du jo også lidt et tab, omend du så ikke havde følt dig så kasseret, som det er tilfælde, når en 3. part kommer ind, og du havde heller ikke været tvunget til at leve på løgn. At din kone ikke ville tale om sine inderste følelser, betyder ikke nødvendigvis, at hun ikke har haft kontakt til dem. Måske har hun ikke villet dele? Og nej, din kones utroskab er ikke dit ansvar, men et valg hun alene foretog, mens du intet havde. Et valg, der sjældent løser ægteskabelige problemer.

Måske har din kone netop, som dit danske link angiver været tro imod sig selv frem for imod ægteskabet. Jeg har forresten læst bogen, og den nedgør intet sted kvinderne til "drifter", men kommer med en forklaring på udviklingen, og stiller spørgsmålstegn ved monogami. Jeg tror heller ikke, at mennesket er født monogamt, det er et valg vi kan tage, at vi vil være det, og så må vi hver især gøre op med os selv, om vi er villige til at betale prisen for at stå ved vores valg, dvs. være tro. Under alle omstændigheder fortjener vores partnere og ægtefæller at få samme valg, som os selv, hvis vi ændrer betingelserne for forholdet, så de kan tage stilling til deres eget liv, frem for at skulle leve på løgn.

De bedste hilsener

Kirstine

Hvorfor har jeg så svært ved at sige definitiv stop ? 

Jeg mødte min "kæreste" for næsten 5 år siden. Skrev med ham en månedstid - inden vi mødtes første gang. Jeg havde en dejlig mave-

fornemmelse, inden vi mødtes første gang. Alle de vigtigste værdier harmonerede (troede jeg).  Og efterfølgende efter hans udsagn -

var det sådan han ønskede at være. Han havde givet udtryk for, at han havde svært ved at lukke mennesker tæt på – så jeg kæmpede

ihærdig for at vinde hans kærlighed – og tog derfor heller ikke hans store jalousi ,som noget problem – hans skulle jo bare finde ud af,

at han kunne stole på mig. Så affandt med med alle han restriktioner og kontrol af alt (telefon, mail mv). Jeg udviste ham fuld tillid og

frihed – også til alene at besøge gamle veninder mv, mens jeg knap kunne få lov at aflevere et brev i postkassen rent erhvervsmæssigt

hos en person, jeg havde kendt tidligere. Efter omkring ca. 1 år var jeg blevet meget opmærksom på, at han næsten altid var utilfreds

og brokkende over et eller andet (mindre bagateller, men næsten daglig). Vi havde hvert vores hus, men han opholdt sig hos mig. Han

havde dengang natarbejde. Ved en ren tilfældighed kom jeg i forkert besiddelse af hanstelefon. Den ene af hans døtre ringede med et hasteproblem. Han kørte omgående med min fulde forståelse (vi havde besøg af min datter) så derfor kørte han selv. Så ringede hans

telefon, som han havde glemt i farten. Da jeg ville tage den løb den tør for strøm. Jeg satte telefonen til ladning og ville finde hans

datters nummer og ringe op – da jeg ikke kende hans telefon - fik jeg mig forviklet frem til sms – hvor jeg kunne se, at der var adskillige

sms fra en kvinde. Blev forvirret og spurgte min datter hvad hun ville gøre .. hun sagde læs dem….. Jeg måtte konstatere, at min

"kæreste" havde været mig utro og ikke kun en gang  – med en af sine såkaldte veninde. Min datter kørte hjem og senere indfandt

min kæreste sig. Jeg sagde til ham, at det var yderst uheldigt, at han havde glemt sin telefon – han lod som ingenting – jeg spurgte

om der var noget, han ikke havde fortalt mig . Det var der ikke. Jeg vendte så ryggen til ham, hvor jeg havde en seddel hvorpå

der stod IDIOT – sagde til ham ,at det var sådan jeg følte mig, pga. hans såkaldte venindebesøg havde været bollebesøg. JHan

nægtede alt i første runde – først da jeg igen bad om hans telefon – gik han til bekendelse, men kunne ikke huske hvor længe og

hvor mange gange det havde været. Jeg bad ham tage hjem til sig selv. Jeg følte mig godt dum, at jeg ikke havde opdaget det for længst.

Efter nogle dage hvor han angrede – valgte jeg, at jeg ville tro ham, at det ikke ville ske igen. Var helt klar over, at de måtte være

et valg fra min side – ellers ville jeg blive ædt op af mistro. Da hans utroskab stod på - havde vi et særdeles varmt og dejligt sexliv.

Vores forhold kørte videre, dog stadig med en kæreste, som småmukkede og var utilfreds næsten daglig. Efter ca. et halv år

mere bad jeg ham søge hjælp i form af terapi, da hans opførsel til tider også var lidt hidsig og voldelig. Hans alkoholforbrug var

efter min opfattelse også for stort. Hans havde ikke problemer og ville ikke have hjælp. Jeg lod det køre lidt videre indtil jeg

fornemmede, her er noget galt – mange af hans forklaringer til diverse ting passede ikke sammen. Jeg begyndte, at blive mere

opmærksom på hans adfærd og forklaringer. Jeg valgte derfor – denne gang uden tilladelse – at kigge i hans telefon og kors

jeg fik et chock – upassende sms med mange forskellige kvinder … jeg var virkelig i chock. Jeg konfronterede ham med det og

det blev bagateliseret til – dvs. var jo bare sms … ikke andet. Den upassende kontakt omfattede også chefens kone, hvor han nu

var ansat i en funktion, hvor han kørte og det meste af landet. Til tider med overnatninger. Jeg krævede en liste 3 måneder

tilbage over hans telefonopkald og sms – da han ikke kunne redegøre for, hvor mange der havde været og hvor de var fra.

Han blev godt sur og ville ikke give mig en sådan. Jeg bad ham om at flytte hjem til sig selv. Efter en periode kan ikke helt

huske hvor længe – kom han så en dag med en liste, men de sidste to cifre var erstatter af 2 **. Jeg meddelte ham, at

den kunne jeg da ikke bruge til noget – han blev godt gal og i arrigskab smed han sin telefon og listen. Kørte sin vej. Han

havde også en firmatelefon og den kunne jeg ikke kræve noget på desværre. Kom til at tænke på, at man vist på nettet

kunne følge sin telefonregning – og måske kunne finde oversigt der. Som tænkt så gjort, han havde jo smidt sin telefon.

Og jo minsandten – med telefonen og en kode – fandt jeg alle hans opkald og sms …. PYH sikken et chock – der var

tale om mere end 50 kvinder fordelt over hele landet… og hans bolleveninde havde været med i vores forhold lige

fra starten og var ikke stoppet som lovet. Jeg bad ham forsvinde, da han kom igen og sagde, at jeg på et senere

tidspunkt gerne ville have lidt forklaring på det, som han havde lavet. Det fik jeg både og … han kunne nemlig ikke

huske så meget, men  han havde under ingen omstændigheder besøgt nogen af kvinder, kun hende som jeg

i forvejen kendte til. Han indvilligede nu i at gå i terapi (10 gange), så han kunne være den person, som han så gerne ville ….. Og ja

jeg hoppede på igen …… jeg fik dog her nogle knæk, som jeg skulle arbejde med. Min selvtillid kunne være på et lille sted,

men dette blev delvis opvejet af, at jeg arbejdsmæssigt klarede mig godt. Midt i al den kaos blev jeg syg – blev haste

indlagt og fik konstateret nogle hjerteproblemer (har i forvejen sukkersyge). Nogle måneder senere fik min far konstateret

uhelbredelig kræft og vi forventede at vi max vi kunne beholde ham i 16-18 måneder. Min datter flyttede hjem efter

et brud på et forhold efter 7 år – hendes far var gennem 4 livtruende oprationer inden for 1 år. Generetl var alt

omkring mig kaos – samtidig med en stadig utilfreds kæreste – men jeg magtede ikke at tage kampen op med ham.

Jeg magtede mit i alt det hele at få tilkendt en flexjobaftale og fundet et nyt job – afviklet min egen virksomhed.

Men jeg havde ikke overskud til kampen i mit forhold, så en dag skulle jeg køre min datter. Spurgte min kæreste om

jeg måtte låne hans GPS da jeg skulle på landet i et område, hvor jeg ikke var kendt. Jeg fik den og kørte afsted.

Da jeg skulle hjemad skulle GPS til igen – og hvad faldt mine øjne på – en adresse som virkede bekendt – i hans firma

GPS !! Kiggede lidt på adresserne – mindst 3-4 af dem fik mine alarmklokker til at ringe -det var adresse på nogle af

dem, som han havde skrevet med. Da jeg kom hjem krævede jeg en forklaring og den lød at han havde besøgt 3

af dem – men der havde ikke været mere i det. Jeg krævede også at se firmatelefonen hvor der var sms med chefens

kone. Han stod til at skulle overnatte ude indenfor nogle dage . Jeg krævede at han ikke overnattede ude og at han

hvis jeg fandt så meget som en mere upassende sms fra chefen kone måtte skifte arbejde og at overnatninger i

forbindelse med fester mv. nu var slut – det ville jeg ikke længere affinde mig med. Han blev rysterisk – så meget at

min datter som bor nedenunder kom farende og de kom op og sloges. Hun brækkede en finger. Jeg fandt også

ud af, at når han havde været hjemme hos sig selv, så havde han også været ude at få snablen dyppet. Vi valgte

efter kort tid hver for sig at tage på en forsoningsferie sammen – jeg havde svært ved at få de sexsuelle sider med

i vores forhold – var ikke længere fra min side så varmt og intenst – og mit behov på et minimum. Vores ferie blev

virkelig kaos – jeg sagde nej tak til at forlove mig med ham – det endte med druk – vold og voldtægt og jeg listede

mig afsted grædende kun med mit pas og et hævekort med få penge. Takket være en engelsk kvinde fik jeg

et billigt logi, som jeg havde råd til. Dybt ulykkelig og frustreret .. turde ikke ringe og bekymre min familie. Jeg

mødtes med min kæreste nogle få gange for at spise sammen, men han fik ikke kendskab til hvor jeg boede.

På vejen hjem i flyveren skuffede han mig dybt – så småsov med mit hoved i hans skød, men han flirtede med

kvinden ved siden af og klædte hende af fra top til tå så åbenlyst at jeg rasede indvendig. Da vi kom ud af lufthavnen

gav jeg ham et lods over skinnebennet og fortalte hvad jeg mente om ham. Vi tog efter hjemkomsten hver til

sit og jeg formåede ikke at lade ham komme und i mit liv på samme måde. Jeg lavede en profil på dating og

fik masser af henvendelser. Havde nogle få dates på cafeer, men kunne mærke at jeg ikke var klar til mere.

Brugte rigtig meget af min fritid sammen med min familie og syge far, som jeg havde et meget tæt forhold

til. I december 2009 havde jeg opdaget at min tidligere kæreste havde skrevet nogle gange under flere

profilnavne – kunne genkende hans formuleringer og sexsuelle hentydninger. Passede på ingen måde til

min seriøse profil .. En dag skrev han både på en falsk og hans rigtige profil. Han begyndte hans store

kærlighedserklæring til mig – jeg tænkte — nu vil jeg se om han har ændret sig. Jeg lavede en falsk profil

med seksuelle hensigter – skiftede mellem profilerne. Så samtidig med at han skrev sin dybe kærligheds-

erklæring til mig – arrangere han samtidigt en fræk aftale med en kvinde, som han intet kendte til – intet

ikke engang hendes navn – Nok det mest krænkende og nedværdigende jeg har oplevet i mit liv.

Følte mig ikke længere som noget specielt for ham, da han jo kunne hoppe på alt – det første og

bedste som bød sig. Det har delvis ødelagt noget for mig både omkring mit selvværd og mit sexliv.

I februar/marts genoptog vi så lidt kontakt. Men jeg sagde at jeg ikke agtede at slette min profil, men

selvfølgelig ikke ville være aktiv på denne, mens vi skulle vurdere om vi skulle genoptage vores forhold.

Den 21. marts døde min søster så pludselig og helt uventet. Og dagen efter hendes begravelse døde

min far efter lang tids sygdom. Gennem denne tid var han en støtte for mig og hjalp min famile med

praktiske ting, som tømning af hus mv. Men vores forhold var stadig med utilfredsheds, druk, og lidt

voldelig adfærd, krav om sex uanset om jeg havde lyst. Feks. dagen efter min søsters død … jeg var

efterhånden kørt så fast at jeg ikke havde lyst til ham, da han krævede og brokkede sig konstant.

Det hele endte desværre med 4 uger med daglig råb og skrig fra hans side, adskillige flasker sprut

og ikke midst et sammenstød hvor min datter slog først. Hun kunne simpelhen ikke klare mere af

hans råb skrig og dårlige behandling af mig. Han er nu kun kommet her nogle få timer af gangen,

en 5-6 gange, men kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan vise ham mere kærlighed end jeg gør …

hvorfor jeg ikke ønsker sex med ham ….  hvorfor jeg ikke kan se hvor meget han elsker mig

ønsker mig og vil mig …. hvor jeg jeg ikke kan se hvor godt vi nu kan få det …. han er sød til

at hjælpe med praktiske ting .. kommer med blomster og mere … men jeg kan ikke længere

finde de følelser, som jeg har haft … savner ham ikke mere, men ved heller ikke om jeg helt

kan undvære ham. Og hvorfor kan jeg ikke det. Jeg har gjort ham klart at jeg er meget

usikker på om vi kan få det til at fungere … har krævet parterapi som han modvilligt har sagt

ja til … men ved ikke om det er det jeg vil …. om det overhoved at værd at prøve mere.

Har sagt han ikke kommer til at bo her foreløbig ….  HVORFOR KAN JEG IKKE FINDE UD

AF HVAD JEG SKAL … HVOR KAN JEG IKKE SLIPPE HAM HELT. Jeg er træt så træt af

bøvl og ballade  og kaos i liv. Midt i alt andet har min arbejdsmæssige situation gennem

det sidste år været præget af rigtig dårlig arbejdsmiljø pga. 2 gange ejerskifte, flytning

af viksomhed, mange opsigelser og en bortvisning. Hvor finder jeg de næste kræfter

til at tage kampen op med mig selv og min "kæreste" – eller skal jeg være blåøjet og

naiv og tro, at han nu endelig har rettet sig …. og at min lyst til ham kommer i takt

med at vi får den fornødne ro i forholdet igen. STÅR der IDIOT på ryggen af mig

igen.

HJÆLP – svært at beskrive mange års utroskab mv. i kort form.

Mvh. Sanne

Kære Sanne,

Min egen erfaring er at vi nogle gange fordyber os så meget i detaljerne (hvem var han utro med, hvilken dato, hvor henne, hvad sagde han, hvad sagde hun) at vi helt mister overblikket. Jeg tror du har mistet overblikket, fordi der er så mange detaljer. Hvis du glemte alle detaljerne og så på jeres forhold ovenfra, så tror jeg du ville se dette billede:

- Han er voldelig

- Han er alkoholiker

- Han er voldtægtsforbryder (voldtægt er voldtægt uanset om man kender sit offer)

- Han er så meget utro at man faktisk ikke kan sige at han er i et forhold

- Han er sådan her. Som menneske. Det er ikke enkelte fejltrin. Det er sådan som han er. Selv hvis han 
  ville, kan han ikke ændre sin personlighed.

Hvis du var min veninde, ville jeg kærligt men bestemt sige til dig: "I skal ikke i parterapi. Men du, skønne kvinde, skal kontakte en psykolog og tale med denne alene. Bed om hjælp til at forlade ham. Sig at du ikke kan give slip på ham, selv om du godt kan se at han er dårlig for dig."

Der er noget inde i dig, der får dig til tro at du har fortjent at blive behandlet som denne mand behandler dig. Men det har du ikke. Det har intet menneske. Og du har brug for professionel hjælp til at ændre dine overbevisninger, så du kan gå din vej og i stedet i fremtiden blive tiltrukket af en mand, der er sød og god og behandler dig med kærlighed og respekt. For det har du fortjent. Kærlighed er ikke noget man skal GØRE SIG FORTJENT til. Og det er det du skal lære :-)

Det er en skræmmende tanke at skulle gå fra en du elsker. Men du kan godt. Og du behøver at gøre det. Du kan og skal ikke redde ham – du skal redde dig selv.

Varme tanker.