Hej.

Jeg skriver fordi jeg i mit parfohold, som kører på 4år, er ved at ædes op af jalousi. Skal lige nævne jeg er en mand på 34, som rent faktisk mener jeg har fundet min soulmate – dvs intet er for helligt at tale om, vi forstår hinanden næsten før sætningen er færdiggjort osv. Kort sagt, så har jeg fundet min bedste ven i min kæreste. Og det er jo pragtfuldt…..dog er der en slange i mit paradis. Jeg skrev at intet er for helligt at tale om, det passer ikke helt, fordi årsagen til min jalousi tales der ikke ret gerne om, selvom det lægger mig på sinde. Dvs vi har talt om det, men jeg føler mig ikke set eller hørt ordenligt de gange det er sket…og nu melder hun fra når jeg bringer emnet op.

Lad mig beskrive hvad årsagen er, og hvad der ikke gerne tales om hjemme hos os. Min kæreste blev skilt fra hendes mand, og blev kærester med en pige meget kort tid efter. I følge hende selv er hun ikke til piger, men fandt en forståelse hos den anden kvinde, som hun havde brug for, samt ikke kunne få fra en mand. Hun var, og er stadig plaget af dårlig samvittighed overfor hendes børn, da skilsmissen tog hårdt på dem alle. De to var sammen i ca 2år, så mødte hun mig, og vi begge blev meget hurtigt forelsket – så forelsket, at vi begge forlod vores daværende partnere, og efter et par måneder var vi flyttet sammen, da det virkede som det mest naturlige vi kunne gøre, samt ville. Efter ca 1år sammen, købte vi os et hus, hvor vi begge var enige om, at der ville vi blive gamle sammen. Alt var fryd og gammen i vores hus, børnene havde det godt, og det havde vi også. Et år gik, og ud af den blå luft fik min kæreste en sms fra hendes forrige kæreste (pige kæresten), som ikke havde ladet høre fra sig i godt og vel to år. Min kæreste måtte erkende, at hun gerne ville genoptage kontakten til hende, da hun alligevel betød noget i hendes liv, da hun ikke har mange kære tilbage i hendes liv. Dette kunne jeg godt forstå, og fandt det naturligt at de igen kunne ses, og få etableret sig en venskab. 6 måneder gik, hvor tingene forsat gik godt, dog var jeg sommetider en smule urolig, og havde en lidt dårlig mavefornemmelse, når de mødtes. Dette fordi det stort set altid foregik hos hendes eks, når jeg var på arbejde osv. Det virkede ikke længere så naturligt, da jeg følte mig lukket ude i hendes venskab, fordi jeg ikke længere hørte om, når de havde lavet aftaler osv, som jeg havde gjort hidtil. Og ganske rigtigt, næsten som en selvopfyldende profeti jeg havde gået rundt med i lidt tid, så gjorde min kæreste det forbi, da hun igen skulle være sammen med hendes ekskæreste.

Det slog totalt mine ben væk under mig, da jeg troede på hendes udsagn om, at hun ikke var til piger, at hendes følelser overfor hende var rent platoniske osv. Jeg gik i hundene, så at sige, som aldrig før, og havde svært ved at være glad når vi efterfølgende mødtes for at tale om alt det praktiske vedr. huset osv. Bedst som jeg var ved at overbevise mig selv om, at der ikke var mere at kæmpe for, tog hun mig tilbage, forsikrede mig, at det var en fejltagelse, at hun elskede mig og ikke ville være mig foruden. Vi fandt sammen igen, hussalget blev ikke igangsat og alle var glade. Dog gik vi rundt i noget tid og lurede lidt skævt til hinanden, da vi ikke havde den samme tillid til hinanden som før. Dvs hun havde brudt min tillid, og jeg hendes, da jeg (gud forbyde det) havde kigget i hendes telefon for at tage hende i en løgn (som jeg fik ret i, og fortalte hende). I tiden der fulgte var jeg meget opmærksom på hendes gøren og laden når hun fik beskeder på telefonen, hvilket opkald hun tog og ikke tog osv. Dette fordi hun fortsat krævede sin ret til at være veninde med hendes eks. Lige den del havde jeg det ret dårligt med, da de to kvinder sammen, jo var årsagen til, at jeg måtte se mine drømme forsvinde. Som hun siger, og stadig gør, så vil hun ikke begrænses i hvem hun skal være ven/veninde med. jeg er hende enig i, at ingen af os skal begrænse hinanden. men indrømmet, så havde jeg det rigtig dårligt efterfølgende, når de skulle ses.

Efter ca 6mdr havde jeg fået landet min jalousi overfor ekskæresten, og så skete det igen. De havde mødtes en dag jeg var på arbejde, og eks'en havde spurgt hende, om hun stadig havde følelser for hende…det svarede hun ja til, og så kørte togen igen.

Vi fik kontaktet en ejendomsmægler som kom ud, ringet til banket og fik oprettet hver vores kontier osv osv. Denne gang var jeg ikke så knust som første gang, da jeg et eller andet sted havde forberedt mig metalt på, at kunne det ske en gang, så kunne det også ske en gang til.

En dag jeg var på arbejde ringede hun (jeg arbejder tæt på vores hjem), men afbrød forbindelsen, da jeg tog min tlf. Jeg forsøgte at ringe hende op, men hun afbrød hver gang. Til sidst skrev, at det bare kunne være lige meget, og jeg skulle glemme hun havde kontaktet mig. Og dér lurede jeg, at der var noget anderledes galt, så jeg forlod min arbejdsplads og tog over til hende. kl var omkring 11 formiddag, og da jeg kom ind i huset, fandt jeg hende liggende og græende i sengen, hvor hun ikke var kommet videre siden hun var vågnet kl 07. Hun var burdt sammen, og måtte erkende, at hun igen havde dummet sig gevaldigt, da hun ville mig, og ikke kunne forstå hvorfor hun igen var gået fra mig. Jeg var i forsvarsposition, og købte ikke hendes argumenter som sådan. Dvs jeg hørte, at hun imellem linierne spurgte, om jeg ville have hende tilbage igen, selvom hun godt vidste chancen var lille. Jeg gav efter (hun er jo min soulmate), men stillede nogle enkle krav for at passe på mig selv. Et af dem var, at hun skulle lukke døren til hendes eks, da hun ikke havde bidraget med noget godt i vores forhold siden de genoptog kontakten. Et andet var, at jeg blev boende hvor jeg boede månede ud, hvorpå vi skulle snakke sammen, om jeg igen skulle flytte ind i huset. Hun var mig enig, og månede gik, og jeg flyttede igen ind i vores hus.

Der hvor vi er nu, der ser hun stadig hendes eks. og det piner mig som en i helvede! Deres kontakt foregår stadig lettere skjult, dvs jeg hører ikke om deres aftaler før dagen før, eller samme dag som den finder sted. Og ydermere, så er eks nu flyttet til samme by hvor vi bor! Der er gået ca 6 måneder siden sidst hun gik fra mig, og for hver gang de ses, hvilket sker oftere nu, hvor de bor i samme by, så får jeg mere og mere ondt i maven over deres kontakt. Hun siger, at hun forsøger at undgå mine kraftige reaktioner hver gang de skal ses, ved først at fortælle mig det i sidste øjeblik, da jeg nærmest lukker mig inde, når jeg hører eks'en navn.

Mit krav om, at lukke døren til hebdes eks'en blev ikke iværksat som lovet, hvilket ikke gør mig godt, da jeg konstant er i alarmberedskab når de er sammen. Nogen gange har jeg samlet så meget op på den konto, at jeg simpelthen bare må tale med min kæreste om det faktum, at jeg ikke er tryg, når hun stadig vælger at ses med hendes eks, som hun har forladt mig til fordel for to gange. Og når det sker, så gider hun ikke længere at tale om det og bliver vred, da hun siger jeg bare må se at styre min jalousi og sure mavefornemmesler, hvilket er lettere sagt end gjort, når der har været så store tillidsbrud på mine følelser. Hun bruger argumentet, at jeg burde kunne se, at det er mig hun vil have, når hun er vendt tilbage til mig to gange, samt at hun er træt af min jalousi. En jalousi som hun paradoksalt har frembragt hos mig, da jeg normalt ikke er typen der er jaloux. Jeg ved godt at lidt jalousi er sundt, samt en normal følelse overfor dem vi elsker og holder af, men denne her jalousi stikker dybere end den sunde jalousi, og praktisk talt æder mig mere og mere op inden i. Jeg er sågar begyndt at holde regnskab med, hvor meget de ses, hvor de ses osv, hvilket er mig totalt latterligt at gøre, men når jeg rammes på følelserne, så giver det god mening, at jeg gør det.

Jeg tænker tit, når jalousien rammer mig, om det var dumt af mig, at springe ind i forholdet igen, da jeg ved mange mennesker ville være for stolte til at gøre, hvad jeg har gjort, når de er blevet ramt så hårdt på følelserne og tilliden af den person man elsker. Og når det går mig godt, så tænker jeg omvendt, at jeg kæmper for min famile, for mit livs kærlighed, at jeg ikke går på kompromi overfor mig selv, da jeg vil hende, hendes børn og os så meget.

Kogt sammen, så har jeg et had/kærlighedsfohold til min kærestes eks. (mest had..), da jeg ved, at hun gør min kæreste glad som hendes veninden hvilket kommer mig til gode. Og omvendt også gør mig pisse bange, utryg og jaloux. På nuværende tidspunkt kan jeg mærke, at jeg er begyndt at glide en lille bitte smule væk følelsesmæssigt i forholdet, og det ønsker jeg ikke skal fortsætte.
Så hvis der sidder nogen derude med nogle gode råd om, hvordan jeg kan takle min jalousi, hvordan min kæreste og jeg sammen kan genopbygge vores (min) tillid i vores ellers fantastiske forhold, så skyd endelig løs.
For sker der ikke noget, så ender det galt på sigt - måske skubber jeg hende væk fra mig, måske forlader jeg forholdet hvis min jalousi blvier for overvældende, måske forlader nmin kæreste mig igen, hvis jeg ikke viser hende den rette tillid eller noget helt fjerde..

På forhånd tak

\J53

Ps. Jeg håber at jeg fik forklaret min situation tydeligt nok (nogle ting er udeladt, da jeg ikke vil skrive en hel roman), da jeg ikke er vant til at skrive om den slags offentligt

Pps. Desuden ved jeg, at min kærestes ekskæreste står ude i kulissen og er klar til at træde til, hvis vores forhold igen skulle ryge på gulvet. Dermed har jeg også en form for konkurrence hængene over hovedet, som tynger mig yderligt. Og nemmere er det ikke at håndtere, når hun er flytte 'efter' os, da hun dermed kan ses med min kæreste oftere end hidtil….træls at være sådan ude at skide følelsesmæssigt..

Hej Maria – og tak for dit input :)

Ikke fordi jeg skal forsvare noget, men hun har ikke være mig utro! Det to gange hun har været gået fra mig, har hun været ærlig og fortalt hendes intentioner, inden hun gjorde noget. Så på den måde har hun spillet rent bord for eget vedkommende. Hvad jeg ikke fik skrevet er, at første gang kunne hun ikke undvære mig i mere end en månede, og anden gang dik der tre uger inden hun tog mig 'til nåde' igen.

Men du har ret – DET er svært at leve med, at hun både vil blæse og have mel i munden på samme tid, da jeg er allerhelvedes utryg i situationen. Frygten for, at de to igen skal genfinde de gamle følelser hver gang de ses, er overvældende hos mig – og specielt kan jeg tænke ind, at hvis vores eget forhold ikke lige kører superglat, at så er hun nemmere at 'lokke i fordærv'

Vedr. børnene, så er de så gamle, at de burde kunne skille snot fra skæg – den yngste er 14, den ældste er 20 (hun var tidligt ude som man siger). Børnene har alle et godt forhold til både min kærestes eks og jeg, og er ikke i tvivl om, hvornår deres moder har det godt eller ej. Hun er meget tydelig i både ord og handlinger overfor børnene, for at de skal være informeret, så de ikke selv kan misforstå/fortolke, da børns fantasi sommetider er værre end virkeligheden. 

Nu har jeg tænkt lidt over det, siden jeg skrev indlægget, og kan fortælle at en del af min jalousi bla. bunder i, at jeg ikke på nogen måde ønsker en konkurrent. Dvs min kærestes eks er hendes bedste veninde, og dermed en fortrolig veninde – men også en veninde hun tidligere har delt seng med i et par år inden hun mødte mig – og det er netop det sidste faktum der gør mest ondt! De kan kommunikere indforstået, som de fleste par kan som har boet sammen, og der føler jeg mig snydt, da jeg rent faktisk vil være den eneste hun gør det med. 'Fri af tidligere forhold' giver meger mening for mig nu, end tidligere. Det skal siges, at jeg har ingen problemer med nogen af hendes andre veninder.

At kunne vise tillid til hinanden handler om, at den ene part viser den anden tillid, så denne er tryg ved at give tilliden tilbage. Ud fra dette, står jeg jo sådan set i vejen, da jeg har vildt svært ved at give hende plads til at vise mig tillid tilbage, da jeg konstant er i opposition overfor hendes eks. Så på den måde tænker jeg, at hvis jeg ikke får redskaberne til at kunne vise hende tillid, så afstedkommer det en selvopfyldende profeti – at min værste maridt bliver til virkelighed. Jeg får skubbet hende væk pga jalousien og den manglende tillid. Fordi hun prøver virkelig at skabe den tillid ved at være åben og ærlig, men jeg vil ikke rigtig tro på det (igen børns fantasi kan være meget værre end virkeligheden, også voksnes fantasi)

Hvad kan man som par gøre, for at igen at få opygget den stærke, sunde tillid hinanden imellem, således at man igen kan give slip og lade hele følelsesregisteret få frit spil i kærlighedens navn? Punkt 1 starter, ifølge min optik med, at jeg må/skal lære at håndtere min jalousi/manglende tillid, så jeg igen kan blive modtage overfor hendes tillid til mig.

……..giver noget af det mening??

Jeg tager lige fat på det du skriver om min kærestes del i sagen. Jeg ved ikke om hun igen kan lokkes tilbage til eks’en (men jeg frygter det, ellers ville jeg ikke have det som jeg har det), men jeg ved at eks’en står parat ude i kulissen – parat til at slå til igen, hvis min kæreste skulle blive svag og give efter. Hendes ekskæreste lever godt efter ’at man vil have hvad man ikke kan få’ princippet. Hun har stået klar igennem snart 4år, selvom eks'en selv har haft kærester inden over i mellemtiden! Vedr. at min kæreste er fritaget for ansvar, så har jeg gentagne gange taget snakken med hende, da jeg netop ikke vil fritage hende for noget ansvar. Men hver gang ligger det imellem linjerne, at hun ikke vil ’sortere’ nogen fra i hendes omgangskreds (og nu er det kun den ene veninde jeg er urolig omkring) – så underforstået sagt – hvis jeg ikke kan holde deres venskab ud, så må jeg tage en beslutning, en beslutning jeg ikke ønsker at tage, da jeg jo elsker min kæreste overalt på jorden.
Og du har helt ret i at, min kæreste skal indse, set fra mit synspunkt af, at det ikke på nogen måde er konstruktivt, at have en tredje part inden over, hvori der for tredje partens vedkommende er en vis form for seksuel tiltrækning. Den del har jeg forklaret hende tidligere, og får dertil svaret, at hendes eks ikke længere er interesseret. Det tror jeg er sagt fra min kærestes side af, som et forsvar imod, at skulle stå til regnskab for deres veninde forhold. Jeg har sagt til hende, at hun heller ikke selv ville kunne acceptere, hvis bøtten blev vendt, og hun stod i min situation.

En af de ting der går mig på er, at min kæreste ikke ’forstår’ at jeg føler en meget stor utryghed og ubehag ved deres forhold – dvs. hun siger hun godt kan forstå det, men hvorfor bliver der så ikke handlet på det? Jeg mener, hvis jeg er hendes soulmate, bedste ven og elsker (som hun er mig), som hun siger hun er, hvorfor spiller hun så spillet på den måde? Hvorfor tilvælge en veninde som hun ved, er mig så destruktiv i mine følelser, at hun måske risikere at miste mig på det? I min verden, burde jeg være hendes førstevalg, men føler mig nødsaget til, at dele dette førstevalg med hendes veninde.
Og ganske rigtig, jeg kommer aldrig til at trives med det som du skriver – nu har jeg forsøgt og prøvet til i to omgange, at forene mig med tanken om, at de to fortsat skal være bedste veninder – og det er mig endnu ikke lykkedes (og det ved min kæreste godt, da jeg ikke lægger skjul på det)

Jeg ved godt, at når man tager et valg, så tager man også et fravlag – lige nu har jeg to valg: at være hvor jeg er, sammen med, hvad der sjovt nok er mit livs kærlighed og acceptere, at hun skal være tæt veninde med hendes eks. Og to: at jeg tager skeen i den anden hånd og forlader hende fordi jeg ikke kan være hel og tryg, når de skal omgåes hinanden med deres kærestehistorik i bagagen. 
Groft sagt, er det et nødvendige af to onder, som jeg står med, for min kæreste tager på ingen måde teten, og fravælger hendes ekskæreste/bedste veninde, da hun dermed føler, at jeg sætter restriktioner op for hende.

Du påpeger ganske fornuftigt, at man indgår i et forhold på ansvarlig vis ved ikke, at trække ting ind i forholdet der udgøre en risiko for forholdet. Det forhold du nævner der, har jeg også vendt med hende – men hun holder fast i, at jeg må stole på hende, at hun nu ved hvor hun hører til, at hun ikke var kommet tilbage til mig begge gange efter kort tid, hvis det ikke er mig hun ville have. Det argument kan jeg rationelt godt følge hende i, men irrationelt er jeg totalt ude at skide, pga hendes to brud, og dermed enorme tillidssvigt til den store kærlighed og omsorg jeg yder hende, og altid har gjort.

Ift. mig selv og hvad jeg kan gøre, så kan jeg nok ikke gøre mere, end at vise hende den tillid hun kræver, og som jeg ikke føler jeg får igen. Jeg kan ikke undertrykke mine følelser som du skriver, det er bla. derfor jeg har skrevet dette indlæg. Jeg er meget i mine følelser, men måske, som vi alle, er jeg ikke altid bedst til at følge/afkode og handle på dem, da de tit er tvetydige.

Når jeg læser hvad du skriver, så føler jeg mig som en hanrej – ikke at jeg er det, da jeg selv kræver min del af forholdet, og står fast på mine krav, beslutninger osv. Jeg giver modspil og sætter grænser! Har bare forbandet svært ved at finde ud af, hvor jeg skal sætte grænsen hér! Skal jeg blive i forholdet og håbe at tiden healer alle sår (ikke at jeg helt tror på dén), eller forlade hende. Det må være de to muligheder der er, da min kæreste siger, at jeg kan være tryg hos hende, at jeg er hendes et og alt, nutid og fremtid – og dermed freder sig selv ift. at hvis noget skal forandres, så bliver det ikke hende der gør det!

Slutteligt vil jeg sige, at jeg godt ved, jeg alene ikke kan ændre noget, medmindre jeg tager en drastisk beslutning – men at vi i fællesskab har et ansvar for, at pleje forholdet på både godt og ondt. Men jeg føler ikke, som tidligere nævnt, at jeg helt har den medspiller i min kæreste, som jeg selv mener jeg er på den front.