Sigrid sagde:

Tak for et dejligt forum, hvor der er mange gode indlæg og svar. Måske kan nogen også hjælpe mig lidt på vej?

For fire år siden fandt jeg ud af, at min mand (gennem 20 år) var mig utro og havde været det et stykke tid med en kollega. Det var et kæmpechok – havde ikke troet at han kunne finde på det, for jeg opfattede ham som ærligheden og redeligheden selv. 

Forholdet havde stået et halvt års tid – og han var meget forelsket i hende fortalte han mig. Så han valgte naturligt nok hende – "desværre" så valgte hun sin mand. Min mand vendte hjem på skrømt, forsvandt så igen og kom så tilbage igen for at se "om det kunne fungere". Det næste halve års tid blev jeg kørt helt ned psykisk og fysisk – jeg blev trukket rundt i manegen – fx ville han ikke tale om sin utroskab og vejen frem, at sagde at han ikke elskede mig, at jeg ikke motiverede ham osv. osv. Jeg selv var så langt ude, at jeg ikke kunne finde ud af at sætte en stopper for det.

Efterhånden kom han sig så meget over sin tabte kærlighed til kollegaen (de arbejder stadig samme sted) og han begyndte at synes bedre og bedre om mig. Han sagde undskyld og begyndte at indse, at jeg ikke kunne være skyld i hans handlinger. På det her tidspunkt var det gået et års tid.

De seneste tre års tid har han bedyret, at han elsker mig og han er ked af det et utal af gange. Han siger, at han vil mig og "os" – men det er som om hans handlinger ikke hænger sammen med hans ord. Fx er hans mobil tophemmelig og  han er helt hysterisk – ingen må røre den. Han kan ikke tale om "os" – hvad er det han vil med "os", hvordan ser tingene ud for ham, hvad er det han vil. Og det har jeg utrolig brug for at høre noget om. For jeg sidder stadig med fornemmelse, at han aldrig rigtig valgte MIG – han blev fravalgt og så var jeg der meget belejligt.

Han forstår slet ikke, hvad jeg mener. Men det jeg savner er interesse for fællesskabet – ikke kun for hans arbejde. Jeg savner, at han prioriterer "der her hjemme", at denne her del af hans liv også er vigtigt – og ikke kun har 2. prioritet. Når jeg forsøger at tale med ham om det, så siger han, at han godt forstår hvad jeg siger, men at det ikke er rigtigt – eller at han ikke ved, hvad han skal sige til det. Jeg har altså brug for nogle "beviser" på, at han helt rigtigt vil mig.

Og de beviser kommer ikke. Jeg aner ikke, om jeg forlanger for meget; er det mig der er mærkelig eller har jeg ikke tilgivet ham eller hvad er det?

Jeg bliver mere og mere vred over, at vi ikke kommer nogen vegne. På denne her måde synes jeg, at han forsætter med at trække mig rundt i manegen, så jeg hænger fast i alt den gamle tvivl som han grundlagde ved at komme tilbage uden egentlig andet end for at have et opholdssted mens han slikkede sine sår og lod det hele gå ud over mig. 

Han siger, at han elsker mig og vil være sammen med mig. Og derfor forstår jeg ikke rigtig, hvorfor han ikke har lyst til at være her for fællesskabet, bare være den samme som på arbejde: dynamisk, fremadrettet, igangsættende osv., men faktisk helst kun vil lave sine egne ting: spille badminton, cykle, computer, arbejde og den slags solo-ting. Der er tilsyneladende intet herhjemme, der trækker på samme måde – hverken mig, børn, hus og hjem eller noget vi kunne lave sammen i fritiden.

Jeg forstår altså stadig ikke, hvorfor han er her – det er som om det bare er ord, der kommer ud, men selv handlingen udebliver.

Den manglende bekræftelse af mig og vores forhold, en utrolig indesluttethed, stort fokus på sit arbejde og mange rejser med overnatninger sammen med "spændende" kolleger, den hemmelige mobiltelefon osv. osv. betyder alt i alt, at jeg ikke stoler på ham.

Jeg aner ikke, hvordan jeg kommer videre med det her. Ud fra at jeg synes vi skulle lære at tale sammen, har jeg foreslået parterapi, men det er han ikke interesseret i. Og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere vred over hele situationen, for jeg er så frustreret. Det hele er efterhånden kørt op i en spids men uanset megen natlig gråd og lange enetaler, så sker der ingenting fra hans side og jeg finder mig stadig i det.

Vi må ud af den her "onde spiral" – men hvordan?

Mange hilsener fra Sigrid

 

 

Hej Sigrid.

Som at læse om mit liv for fire år siden. Tro mig – han er dig ikke tro, og bliver det aldrig.

Når en mand bliver til en yoyo – kommer og går – er han bare en fej vatnisse, der ikke har buksebag til at tage konsekvensen af sine handlinger.

Når en mand, som min og din, ikke vil tale om forholdet, ikke vil deltage i det fælles liv, ikke vil i parterapi, gemmer sin mobil osv. osv. er det da himmelråbende klart, at han ikke er en pind interesseret i JER!

Det er bare bekvemt at blive i de faste rammer – han slikker lige sine sår – og VUPS – nyt kærestepotentiale – og væk er han.

Du er alt for god til ham og fortjener langt bedre.

Bliv ikke til den lille frø som venter på at blive kogt levende.

Hop ud af andedammen og find med tiden en sød og kærlig trofast frø at kysse på. Hvem ved – kan være han forvandler sig til en prins.

Videre min pige. Nu er det nu.

Venlig hilsen

Britt.