Jeg så dette forum, som nok er det mest seriøse jeg har set længe, så måske jeg/ vi kan få lidt hjælp her.

Hvor skal jeg næsten starte…For 2 år siden, mødte jeg en mand på nettet – denne mand bor ikke i Dk. Vi små chattede lidt i et halvt års tid  - nærmest bare "Hi" og "farvel"( På dette tidspunkt var jeg i et meget kompliceret forhold; vender tilbage til det). Efter noget tid, fik vi dog mere og mere interesse i hinanden, og i oktober 2010 måtte vi indse, at vi var håbløst forelskede. Jeg tog ned, og besøgte ham i Januar sidste år, og han var endnu mere fantastisk, end jeg havde turdet håbe på. Kemien var der bare, og vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord…det kan vi stadig. Vi har mødtes 5 gange (10-14 dage hver gang)i alt og kærligheden er kun blevet styrket for hver gang. Vi taler sammen hver dag ca. 1 -2 timer, og bruger Skype 2-3 gange i ugen, også. Vi er enige om en fælles fremtid, og alt det praktiske omkring hvordan vi skal bo sammen, hvordan han får opholdstilladelse osv. er på plads. Han er dog en meget pligtopfyldende mand, så han vil allerhelst finde et arbejde her, inden han bosætter sig, om muligt, for ikke at blive en økonomisk belastning for mig. Han er også meget tænkende, og tager aldrig overilede beslutninger. Han fortæller mig ofte, at han ønsker et forhold, der kan vare til den dag vi skal herfra, så derfor er det vigtigt for ham, at vi tager tingene stille og roligt. Jeg kunne have flyttet sammen med ham for 1 år siden, men accepterer, at han behøver tiden. Vores plan er, at flytte sammen i år.

I mit tidligere forhold, som varede i næsten 12 år, boede jeg sammen med en mand, som er en hel del ældre end jeg; +15. Han var meget jaloux anlagt, og jeg måtte ofte komme med små løgne, for at få lidt frihed. Aldrig utro, men sådan noget som, hvorfor jeg nu havde brugt 1 time mere på, at shoppe osv. Han ville ikke have, at jeg have mandlige venner, gik til aktiviteter osv. uden ham. I mange år ønskede jeg en uddannelse, men det kunne han ikke acceptere. Jeg gik i gang nogle gange, men han skabte så mange problemer, at jeg hver gang droppede det igen. De sidste par år, fik jeg dog nok, og gik i gang, hvilket resulterede i store konflikter. Han blev meget sur op til eksamenerne, specielt fordi jeg klarede mig godt. Han kaldte mig kloge-åge, brainee og hvad har vi. Inden jeg mødte min nuværende kæreste, gjorde jeg op med mig selv, at dette skulle sluttes. Jeg havde aldrig som sådan elsket manden, men gik ind i det som 16-årig, nok mest fordi, at det var spændende. Da jeg forelskede mig så dybt i min nuværende kæreste, var jeg stadig ikke flyttet fra min ex – bl.a. fordi hans far blev syg og døde. Jeg blev der for, at støtte ham. I løbet af den tid vi var sammen, blev han anklaget for nogle ubehagelige ting, som gjorde, at jeg indså, at jeg måske havde været et offer for hans…lyst til yngre piger. Han blev aldrig dømt, da anklagerne ikke kunne bevises, bortset fra nogle enkelte ting, som dog var forældede. Dette skabte et enormt tillidsbrist, og jeg havde rigtig svært ved, at stole på noget som helst. Jeg blev i forholdet nogle år efter…for vores børns skyld…og fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg ellers skulle :/

Nu har jeg så mødt denne dejlige mand. Han supplerer mig rigtig godt, og kender ikke til skyggen af jalousi – han ønsker kun alt det bedste for mig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han elsker mig. Men men, han har en svaghed; nemlig det, at han fortæller små historier. Oftest kan jeg fange ham i dem, men han er ikke meget for, at indrømme. Han siger, at han gør det for at undgå, at såre mig. I dag fortalte han mig, at han nogle gange ikke kan svare, fordi jeg stiller "farlige" spørgsmål. Nogle gange, er jeg nok lidt mistænkelig, men oftest kan jeg egentlig bare godt lide, at danne mig et billede af hans hverdag, da vi ikke ses så ofte. Han føler, at jeg ikke stoler på ham, og at jeg stille spørgsmål for, at tjekke ham. Jeg stoler på ham så langt, at jeg ikke tror, at han løber med andre piger. Jeg stoler på, at han elsker mig, og at han vil en fremtid med mig, men jeg bryder mig ikke om, at han ofte ændre forklaringer på ting. I starten sagde han ,at han havde fortalt flere om mig, men det viste sig, at han ikke havde. Jeg har nu fået det, som jeg også tror på, er den rigtige forklaring – nemlig, at han ikke kan fortælle så mange om det, da han bor et sted, hvor folk ville tegne sig et dårligt billede af hans familie. Han har fortalt det til sine nærmeste venner (jeg har mødt nogle stykker) og til familien har han fortalt, at han vil rejse til udlandet – permanent. 

Jeg tænker, om min mistillid forstærker han "historier"? Er det en ond cirkel, og hvordan kommer vi ud? Jeg mener, jeg vil også gerne kunne spørge om ting af interesse uden, at han tror, at jeg vil "spionere". 

Han har været i Dk og mødt min søn og hele min familie. Han var helt fantastisk sammen  med min søn, og deres måde at lege på, gjorde mig lykkelig. Min kæreste var meget trist, da han skulle rejse hjem efter nytår, og han græd længe, for første gang i sit liv. Han giver mig så meget; han tror på mig, ønsker at jeg skal få min udd., han passer på mig, han elsker mig som jeg er, han elsker min søn, vi har mange ting til fælles, vi kan altid tale om noget – da vi begge interesserer os for hvad der sker i verden. Han er helt igennem alt hvad jeg kunne tænke mig HVIS det ikke lige var for de små historier. Små historier kunne jo blive til store, og samtidig er min mistillid dræbende for vores forhold. han kan ikke selv se, at problemet er så stort, og spørger ofte, hvorfor jeg vil skabe store diskussioner ud af ingenting. 

Vi har arbejdet med mange ting i dette forhold. Vi har snakket kultur og har virkelig fået styr på forskellighederne (som dog ikke har været så mange). Han var ikke så god til, at overholde aftaler i starten, da han var vant til, at alt var sådan lidt…lala. Det har han ændret radikalt, og giver nu besked, hvis der er ændringer til noget. Han savner mig, hvis vi ikke taler sammen en dag, ligesom jeg gør det samme.

Langdistance er svært, men når vi er sammen, er vi virkelig velfungerende. Vi er ellers gode til problemløsninger og hverdags ting. 

Selv om opstartsbetingelserne ikke har været optimale, så er han dog det bedste, som er sket for mig, og jeg ønsker for alt i verden, at vi løser vores problem ind det tager overhånd. Vi har lige nogle dage nu, hvor stemningen er lidt tung. Vi ved begge hvad der nager, men har ikke lyst til, at tage det op igen…

På forhånd tak for råd

Hej Christel, 

mange tak for dit svar; det er meget brugbart.

Min kæreste er inder, hører til hinduisme, men er ikke specielt troende. 

Vi talte lidt om tingene i dag, og han medgav, at han ofte "lyver" fordi han ønsker, at undgå at gøre mig ked af det, eller for at undgå konfrontationer. Jeg fortalte ham ,hvad jeg havde skrevet her på siden, og hvad du havde nævnt. Vi har lavet en aftale, som følger; Jeg skal holde igen på spørgsmålene, og hvis jeg spørger, må jeg acceptere de svar som kommer. Han vil prøve, at lære, at de spørgsmål jeg stiller ikke handler om mistillid men interesse.

Vi blev samtidig enige om, at det er en naturlig del af et forhold, at der vil være problemer, som skal løses; som dette :) Vi synes begge, at dette forhold er for godt til, at lade noget ødelægge det.

Det blev en rigtig dejlig samtale takket være dit råd!

Kh.

K