Hej

Min historie imellem mig og mig kæreste er for mig ubærelig og meget langt, men nu skal jeg prøve at gøre den så kort som muligt.

Vi har kendt hinanden i ca. 6 ½ år. Efter ca. 1 år fandt jeg ud af, at han havde været mig utro med moren til hans to børn – imens hun ventede nr. to, hvilket i sig selv var en ubeskrivelig smerte for mig! Et år senere fandt jeg ud af, at han havde kysset med en anden pige under en tur i byen. Jeg opdagede det ved at kigge i hans telefon. Senere har der været enkelte tilfælde, hvor jeg havde ham mistænkt for at være utro da der var indikationer herpå, men ingen konkrete beviser. Tvivlen kom ham til gode. Der kom rimelig ro på vores forhold, vi købte hus og vores forhold virkede mere stabilt. For ca. 1½ år siden opdagede jeg, at han havde fået et telefonnummer med hjem af en pige, han havde flirtet med i byen og at de havde skrevet lidt sammen. Jeg var mildest talt i chok. Hele min verden ramlede, da jeg synes jeg havde givet ham så mange chancer. Jeg gik fra ham i ca. 8 uger, men var ikke stærk nok til at fastholde min beslutning. Han blev dybt ulykkelig i tiden vi var fra hinanden og lovede guld og grønne skove, at han aldrig ville såre mig igen. Han forsikrede mig, at ja – han havde haft kontakt, men der var aldrig sket noget og han havde aldrig været sammen med hende. Jeg forsøgte at glemme og at tilgive, tvivlen kom ham til gode igen.

Jeg har igennem alle de år snakket med ham om, hvor jeg synes grænsen går ift. utroskab, så han har ikke været i tvivl. Jeg har også snakket med ham om, at jeg har været så bange for, at han er den type mand, som er afhængig af andres bekræftelse og afhængig af at være utro. Igen har han forsikret mig om, at det ikke var tilfældet. Jeg fik ham alligevel overbevist om, at han skulle i terapi. Han var der 3-4 gange!!

Mistilliden, tvivlen, kontrollen, angsten, usikkerheden osv. har fulgt mig i vores forhold som en sort skygge. Jeg har svært ved at slippe af med den, men i hverdagen har jeg formået at fortrænge den til et nogenlunde tåleligt niveau, så jeg har kunne være i det. Løbende i det 1 ½ der er gået siden sidst, har vores forhold ændret sig til det bedre, mere stabilt og vi er blevet mere følelsesmæssigt tæt. Jeg har stadig været usikker og i tvivl om han vil kunne gøre det igen, men har samtidig troet på, at han blev så bange for at miste mig for 1½ år siden, at han aldrig turde/ville sætte det på spil igen. Han tabte sig dengang 8 kg (han er slank i forvejen), var ikke i stand til at passe sit arbejde og var helt nede i kulkælderen. På mig virkede det som om, han endelig var blevet voksen og moden og trofast.

I sommers blev jeg gravid og er nu 18 uger henne. For os begge er det et rigtig ønskebarn vi venter os og vi har glædt os meget og været spændte. I søndags opdagede jeg så, at han igennem 1 år har haft kontakt til en anden kvinde som han kender fra pokerklubben. Kontakten har været over mail og sms, hvor de har sendt frække billeder og tekst til hinanden. Jeg føler mig så såret, svigtet og ført bag lyset. Jeg kan næsten kaste op ved tanken. Jeg forstår det ikke, forstår ikke hvad der driver ham! Han er jo sindsyg, at han kan finde på at gøre det mod mig. Jeg er gravid for fanden! Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg har smidt ham ud, men vores mønster – hvor jeg straffer og han tigger, kører nøjagtig på samme måde som det har gjort alle de andre gange. Jeg bliver så hævngerrig og fyldt op af had. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Ville ønske jeg aldrig var blevet gravid… Tanken om at gå igennem mine graviditet alene og blvie alene mor er næsten ubærlig for mig. Alle mine drømme er bristet – endnu engang. Men jeg er i chok over at befinde mig i denne situation, igen! Jeg havde slet ikke set det komme.

Han siger, at deres kontakt aldrig har været fysisk og dette har hun også bekræftet over for mig. ja jeg ahr nedværdiget mig til at kontakte hende! Det har udelukkende været fantasier, billeder og tekst. Han siger – i modsætning til alle de andre gange, at han er klar over, at han har et problem, som han ikke kan styre og at han vil få hjælp til det. Han har bestil tid ved en psykolog. Han foreslår, at han går i terapi og at vi sideløbende går i parterapi sammen. Men jeg synes jo han spiller en gammel ridset plade, for han har jo sagt alt det samme før med, at han aldrig vil såre mig igen, at jeg kan stole på ham osv. bla bla bla… Jeg føler mig fortabt, jeg føler at jeg har mistet mig selv og alt det vi havde sammen. Men jeg elsker ham stadig og jeg ønsker at hele mit hjerte, at tingene var anderledes, at han kan ændre sig. Men spørgsmålet er, om sådan en type som ham nogensinde kan ændre sig??? Er han uhelbredelig? Bliver 1 kvinde nogensiden nok for ham? Jeg kender slet ikke noget til prognosen for utroskab og folk med den slags problemer. Oppe i mit hovede har jeg svært ved at se, hvordan han på trods af terapi kan ændre sig…. Jeg er så fortvivlet. Jeg vil ikke leve mit liv med en mand, der er afhøngig af utroskab. Jeg kan ikke blive ved med at holde til det. Hvorfor lærer han ikke af sine erfaringer? Han har set, hvad alt det her har gjort ved mig, hvor såret og nedbrudt jeg har væet – men alligevel gør han det igen og igen. Jeg forstår det ikke.

Er han så skadet et menneske, at der aldrig vil være noget at bygge på igen? Jeg tænker alt muligt, mangler han empati, er det dårlig morale eller er han i nærheden af at være personlighedsforstyrret. Jeg mangler så mange svar, for jeg forstår det ikke. Hvordan kan han gøre det efter vores historie og nu hvor vi venter barn!!!

Hilsen den dybt sårede og fortvivlede