Hej Kirstine!

Før vil jeg sige det berører mig dybt, at du har taget dig tid til at svare mig, så det skal du have tusind tak for!

Jeg vil prøve at komme med, hvad jeg mener er årsagen til mit mønster. Jeg er vokset op i en sund kernefamilie udadtil. Min far var en verdensmand som folk så op til. Undtagen den nærmeste familie som kendte hans mørke side. Min far forbød min mor og mig i lange perioder at have kontakt med hendes familie. Vi måtte ikke tale med dem eller besøge dem. Dog besøgte jeg min mormor og morfar i skjul. De har betydet så meget for mig, det var min oase af kærlighed, varme og omsorg. Det gav mig en indre styrke, som jeg stadigvæk har og kan mærke dybt ind i sjælen Min far opdagede det heldigvis aldrig.

Han bankede min mor i den grimme forstand, og jeg har set mange slemme ting. Uden er sætte diagnose, mener jeg min far havde flere psykopatiske træk. Jeg var en sød og velopdragen lille pige, men min far gav mig så meget ondt i maven helt fra lille, det var både psykisk og fysisk vold overfor os begge to. Han slog mig indimellem gul og blå, og jeg har måtte blive hjemme fra skole, fordi det så for slemt ud, eller han truede med at smide mig på børnehjem, hvilket gav mig en stor frygt. Så jeg har jo lært at være den "pæne" pige og tilpasse mig hans luner for at beskytte mig selv. Min mor blev også i forholdet, for han truede med at tage mig og mine to søskende fra hende. Da jeg var ca 15 år, døde han pludseligt af en sygdom. Jeg var da glad for min far, men er taknemmelig for det endte sådan, for ellers ved jeg ikke, hvordan jeg havde haft det i dag. Derudover blev jeg mobbet slemt i skolen.

Min psykolog er sikker på, jeg vil opleve at få det så meget bedre med overskud og med mig selv, når jeg flytter. Hun siger, jeg er stærk og har været heldig med den barndom og min ægteskab, at jeg har klaret mig så godt trods alt. Mange andre har det langt dårligere og har fået større skader. Derudover er en af mine styrker min humor og jeg har en dejlig og skør familie som griner rigtigt meget sammen:) Så har jeg to voksne børn og et dejligt barnebarn, som betyder meget for mig.

Da jeg var ca 20 mødte jeg min mand. Jeg har kun haft få kærester, og blev dybt forelsket i ham. Han virkede stærk og moden udadtil. Han var også 20 år. vi blev gift efter 7 mdr. Jeg gik hjemme i flere år, hvor vi fik vores to børn.

I dag kan jeg godt se, vi burde have ventet med at gifte os, jeg var ikke så erfaren og lod ham styre alt for meget. Jeg satte ham først hele tiden og over mig selv pga min forelskelse og usikkerhed.

Da min yngste var 4, tog jeg en uddannelse. Det var fordi, jeg ville kunne klare mig selv økonomisk, hvis det gik galt med ham.

Det ramte mig, da du skrev, at jeg ikke har respekteret mine egne grænser og accepteret hans utroskab. Du har helt ret. Jeg så det ikke sådan dengang, jeg kæmpede og lod mine følelser til ham råde og styre og kunne slet ikke overskue at gå fra ham. Jeg har aldrig accepteret hans utroskab, det går i den grad imod mine egne værdier som mennesker, men udadtil er det selvfølgelig en accept. Han har vidst hver gang, at der bare skulle gå en tid, så styrede han mig igen og jeg lod stå til. Jeg har måtte "fortrænge" det igen og igen og det kan jeg så ikke holde til mere.

Jeg blev klar over for 2 år siden, da jeg blev så dårlig, at det var en stor advarsel for mig. Derfor startede jeg hos psykolog og prøvede at tage ansvar for mit liv. For jeg var klar over min krop ikke kunne klare mere og prøvede at fortælle mig noget.

Jeg begyndte at lide af depressioner efter efter få år i mit ægteskab og har måttet kæmpe med det i nogle perioder. Den ondt i maven jeg havde konstant i min barndom er fortsat i mit ægteskab. På mange måder har min far og min mand mange lighedstræk!

Jeg er vokset op med to økonomisk ansvarlige forældre som ikke købte på afbetaling. Lånte de en enkelt gang, betalte de straks ud. Da jeg mødte min mand, skyldte jeg ingenting men havde 30-50 tusind med fra min arv fra min far. De forsvandt hurtigt, da vi blev gift. De første uger efter vi blev gift, fandt jeg en del lån, han havde lavet og gemt væk, fordi han ikke havde overholdt betalingen. Dem tog jeg hånd om.

Jeg har arbejdet utrolig meget med mig selv de sidste 2 år, og burde jo være flyttet. Jeg kan godt se, det er trukket for meget ud. Jeg er blevet bevidst om rigtig mange ting, og jeg kan se, at vores værdier er vidt forskellige. Og ved at han har fået lov til at overskride dem og mine grænser så voldsomt, så er jeg blevet syg.

Du spørger, om jeg ikke er afklaret og mit ægteskab giver mig tryghed. Jeg tror, det er netop det, der har været grunden indtil nu. Jeg har haft et konstant håb, men kan ikke ændre det alene. Jeg kan mærke, jeg ikke er lykkelig og har ondt i maven. Jeg har lavet sådan en positiv og negativ liste. Og ved det positive har jeg netop skrevet økonomisk tryghed. Når jeg tænker over det, er det jo ikke tryghed, tværtimod! Juristen vil netop lave et brev til samtlige kreditorer og appelere om en periode uden afdrag. Jeg er jo uden job lige nu, og når jeg ikke at komme ovenpå og selv finde et job, skal jeg i aktivering i okt. Med job vil jeg få betydelig mere udbetalt end dagpenge, så kan jeg få lagt en økonomisk plan og få ro på det område. Det længes jeg virkelig efter. Jeg vil så gerne være gældfri og det er mit mål.

Når jeg skriver dette, kan jeg godt se, jeg er afklaret og for længe siden har taget beslutningen om at blive skilt. Skridtet og modet manglede bare.

Jeg elsker en illusion og alligevel er det den, der har spændt ben for mig i at få taget det sidste skridt.

Mine følelser har ændret sig igennem det sidste år, og jeg kan mærke, jeg ikke kan acceptere det mere! Førhen når han blev så kærlig i de gode peroder, så havde jeg alle følelser intakt for ham. Det er de ikke mere, og jeg tænder ikke mere på ham. Vi har næsten ikke været sammen seksuelt, for jeg har ikke kunnet, og har følt det som en slags overgreb.

Jeg har også haft ondt af ham, for jeg vil ikke såre ham. Det har jeg valgt at skubbe til side. Han er jo selv skyld i, at jeg må gå for at beskytte og redde mig selv.

Efter jeg læste dit sidste indlæg, kontaktede jeg boligselskabet igen og bad om en bolig hurtigt. Jeg har været skrevet op så længe, så jeg kan have en om en måned eller to.

Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg finder modet til at få taget det skridt.

Du skrev: "Hellere tage smerten nu en gang for alle"! Det har jeg tænkt rigtig meget over, og du har helt ret.

Det har været svært for mig at overskue at flytte uden job og måske skulle starte op i aktivering i en ny kommune. Jeg har været bekymret, om jeg når at blive klar. Min psykolog mener, der kan gå et par mdr, hvor jeg gradvist får det bedre og bedre og derefter vil være i stand til at arbejde igen.

Og så min økonomiske situation. Men nu ved jeg, juristen vil tage sig af al kontakt og lægge et budget for mig. Så det bekymrer mig ikke så meget mere.

Som du siger, et skridt ad gangen. Først en lejlighed og så næste skridt.

Nu prøver jeg. Tænk en hverdag uden ondt i maven og uden at gå at være bange. Det ville være fantastisk

Mange venlige hilsener Mocca:)

Hej Kirstine!

Tak fordi du deler af egne erfaringer.

Jeg føler lidt, det er en tryghed, mit ægteskab giver mig, fordi det er det, jeg kender. Og så måske en slags afhængighedsforhold følelsesmæssigt til min mand?!

Rart at høre du beskriver nogle af de ting, jeg selv har oplevet. At et dårligt forhold kan gøre en´syg og hvor utrolig svært det kan være at komme helt ud af det og tage den endelige beslutning.

Jeg er også bange for, jeg fortryder det bagefter, kan jeg undvære ham, finder han en anden og en masse andre spørgsmål.

Jeg arbejder virkelig meget med mig selv. Jeg har fundet noget hjælp i mindfuldness, og har læst nogle bøger. Det har hjulpet mig at finde mere ro indeni og også i forhold til min vejrtrækning. Jeg prøver, når tankerne buldrer rundt, at trække vejret dybt og være i nuet og mærke mig selv men acceptere de følelser og tanker, jeg har og lade dem passere.

Min stresstest de sidste 2 år har ligget helt i bunden af den røde linje. De sidste par uger har den været gul tæt på den grønne, så noget må det jo have givet mig.

Jeg sad i går, og lavede en liste over 10 værdier, som er vigtige for mig. Jeg skar den ned til 5 og skrev min forklaring på, hvorfor netop de var vigtige for mig.

Det er gået op for mig, at jeg jo netop har haft det så skidt, fordi mine grænser og værdier er blevet sat til side og overskredet.

Jeg har læst rigtig mange bøger de sidste to år, både biografier men også om personlig udvikling og suger det til mig, som jeg kan mærke kan give mig noget. Det har givet mig meget, at læse om hvordan andre tackler deres problematikker her i livet.

Jeg er blevet bevidst om, at lave noget der gør mig glad. I starten var det bøgerne, jeg holdt fast i. Men så er der kommet musik på og siden andre ting.

Det er en langsom proces at finde tilbage til hvem, jeg er, og hvad jeg står for.

Det har været en drøj tid, men samtidig har jeg valgt at se det positivt trods alt. For jeg kunne have fortsat resten af mit liv med at have det skidt. Nu har jeg mulighed for at ændre nogle ting.

Jeg har stadigvæk ikke så meget overskud, der skal ikke så meget til, så bliver jeg utrolig træt eller bliver svimmel. Så jeg skal ikke presse mig selv for meget, men forsøge hver dag at finde en balance så jeg ikke får det skidt.

Men nu er jeg begyndt at få overskud til at tænke på job i fremtiden. Det er også et fremskridt.

Jeg talte med min mand til morgen, og sagde at jeg havde et behov for han åbnede op og tog initiativ samt ansvar økonomisk men også lagde alle kort på bordet. Jeg fortalte, jeg har ondt i maven og ikke føler mig tilfreds med vores liv.

Som tingene er lige nu, er der ikke dybde i forholdet. Jeg appellerer, han bliver presset og lidt småsur eller også siger han selvfølgelig og så sker der ikke mere.

Det giver mig en følelse af ensomhed og afmagt, at han ikke reagerer.

I dag lyttede han uden at blive sur men der er ikke sket mere handling. Frustrerende. Og det gør mig også ked af det, han er ligeglad.

Jeg er blevet tilbudt nogle lejligheder og har et sug i maven.

Jeg er i tvivl, om jeg tør sige ja, ligesom jeg plejer. Jeg har svært ved at overskue det.

Det er ikke sikkert, jeg får en denne gang, for der står andre før mig i tilbuddet men jeg kikker på dem:)

Skulle jeg råde min datter/en ven i samme situation, ved jeg godt, hvad jeg ville sige. Det føles bare anderledes, når det drejer sig om mig selv.

Jeg ved det bedste ville være at tage en beslutning og stå fast.

Jeg ville ønske, han ikke var sådan og ændrede sig, men det ser jo ikke sådan ud.

Mange venlige hilsner Mocca

Hej Christel!

Tak skal du have for dine kommentarer.

Som jeg forstår, det du siger, så skal jeg tage udgangspunkt i mig selv og mærke efter.

Min mavefornemmelse siger mig, det ikke umiddelbart ændrer sig fra min mands side. Han prøver at gøre mig glad og imødekomme mig med en rose fra haven, hindbær fra skoven osv. Det er nogle af de sider, jeg holder meget af, og det gør mig forvirret og mere svært at tage en beslutning. Men han går udenom den åbenhed og dialog, jeg efterlyser. At vi arbejder på det her sammen og ikke mig alene.

Som det er nu, må jeg leve med det her, hvis jeg bliver. At vi ikke kan snakke dybt og få snakket det igennem. Det ved jeg ikke, om jeg kan. Jeg tror aldrig, jeg får ro i mine tanker så eller føler mig sikker på, om han gør det igen.

Jeg kan godt se, min mand har en reaktion, som du skriver, den er bare passiv. Sådan havde jeg bare ikke selv set det.

Og ja jeg får det dårligt hver gang, blir ked af det og frustreret og må samle op på mig selv, når han ikke viser handling men passivitet.

Skal jeg tage udgangspunkt og vælge udfra mit fysiske og psykiske helbred, kan jeg ikke blive som tingene er. Som jeg ser det, sætter jeg mine følelser til ham højere end mig selv. Det er meget frustrerende, for jeg ved ikke, hvordan jeg kan ændre det og handle. Det er det samme der stopper mig hver gang.

Du skriver forvandling kræver handling, og jeg er den eneste lige nu, som kan handle.

Jeg føler mig vred på ham, over jeg er nødt til at gå fra ham, over han ikke vil kæmpe og vise i handling, at han gerne vil mig. Det er møg uretfærdigt. Jeg er vred på mig selv og føler mig dum over, jeg ikke bare er stærk, tager en beslutning, ligesom de fleste andre ville gøre.

Du skriver, at hvis jeg fortryder, er det en ny situation, og så tager man den derfra. Og skal det virkelig være os, så bliver det også det igen.

Jeg har brugt en lille uge igen på at overveje frem og tilbage om jeg skulle sige ja til en lejlighed. Jeg prøvede at skrive en fordel og ulempe liste til begge lejligheder, men valgte at takke nej. Jeg var så meget i tvivl. Jeg tror ikke, det er noget med lejlighederne at gøre, men med mig selv. Selvom jeg takkede nej, blev jeg ked af det bagefter. Jeg føler mig splittet. For nylig sagde jeg ja til en, men sprang fra i sidste øjeblik, fordi jeg ikke kunne overskue det.

Venlige men frustrerede hilsner

Mocca