Fortid, nutid og fremtid.
Christel | 28. marts 2007 28. marts 2007 - 08:48Mange, jeg møder, har en opfattelse af, at de er et produkt af deres fortid.
Dette er en sandhed med modifikationer. Naturligvis er vi påvirkede af det, vi har oplevet. Eller rettere: vi er påvirkede af de konklusioner og tilstande, som forskellige situationer har givet os. Samtidig er vi dog også, fordi vi mennesker er dynamiske og vekselvirkende systemer, præget af de tanker og forestillinger, vi gør om os selv og om fremtiden. Så fortiden alene får ikke hele æren for det, vi er nu.
Og dog er fortiden en væsentlig, og jo i alt fald den af os mest kendte tidsperiode i vores liv.
Selvom den kan være vanskelig at huske. Og andre gange superdetaljeret at huske, så har jeg det sådan med fortiden, at den er nyttig. I forhold til at vise os, hvad der har været vigtigt at lære og vigtigt at bringe videre for selvom fortiden kan gøre ondt, og netop fordi fortiden kan gøre ondt, ja så er det værd at lære af det, man har oplevet.
Tager man læringen ud af de situationer i fortiden, der byder det, står man stærkere, mere levende og mere til stede i hvert eneste nu. For egentligt er der kun det nu, der er lige her. Og selv om mestrene i gennem tiderne har peget på Carpe Diem, at vi skulle gribe dagen/nuet, så har mange vanskeligt ved det. Fordi tankerne flytter sig, til fortiden og til fremtiden og i alle andre retninger og man ikke lader dem falde til ro, så man kan nyde og sanse det, der er her.
Fremtiden er kun en fiktiv størrelse, og alligevel er det, der i går var fremtid, nu allerede fortid. Så det er en bevægelig størrelse. Jeg kan godt lide at se fremtiden som en vej/et landskab for an mig. Og jeg har den holdning, at fremtiden ikke giver os nogen garantier. Og det synes jeg er godt.
Sådan at forstå, at vi ikke får en garanti for, at vi bliver lykkelige eller trygge eller rige, eller hvad det nu er, folk ønsker sig. Samtidig får vi heller ikke en garanti for, at vi ikke bliver lykkelige, tilfredse eller rige. Det åbner jo for alle muligheder og gør, at vi selv kan sætte en garanti. For jeg mener, at vi har masser af indflydelse på vores fremtid.
Sæt en garanti nu. For den retning, du vil bevæge dig i.
Og vær tro mod din garanti. Så vil det lykkes dig. Og dine skridt vil være både viise og nysgerrige.
En af mine klienter skrev til mig i går, tirsdag den 27. marts 2007. jeg blev glad for hendes feedback, og du får hermed også del i den.
- “Jeg kom sådan til at tænke på dig, da jeg sad og så TV Avisen i går aftes. I et indslag om den nye fredsaftale i Nordirland udtalte en af forhandlerne følgende:
- “Det kan være meget svært at lægge fortiden bag sig, men man er nødt til at forlige sig med den for at få en fremtid.”
Det er jo faktisk det, du gør – lærer folk at forlige sig med deres fortid. Så de kan få en fremtid. “…
Tidligere indlæg om:
Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Ingen kommentarer til “Fortid, nutid og fremtid.”
Vil du kommentere?