Kan et parforhold reddes efter utroskab er nok op til hver enkelt par, og hvilken baggrund og selvværd man har, og tør man leve alene heller er man hængt op bag hus, gæld, børn og andre ting. Der er ikke et svar og der er heller ikke en historie der er ens.

Min historie er, at jeg var gift, vi havde 2 børn og jeg havde en mand som havde travlt med at realisere sig selv via teater, kor, formand for en klub, løbe 1 time dagligt (mindst), en smut i fitnesscentret 3 gange om ugen, var vi teatret var det med hans arbejde og sådan kan jeg fortsætte. Det er svært at vedligeholde et forhold, hvis alle andre ting bliver prioriteret og man ikke er tilstede derhjemme, og når min mand så ydermere kommer hjem fra sine aktiviteter ofte brokker sig over alle de andre, så er livet ved at være lidt "befri mig for et ansvar for at være lykkelig" og giv andre skylden for jeg lever i dette liv på denne måde. Man bliver træt på et tidspunkt, og sådan et menneske dræner en for energi. Det "morsomme" ved sådan en mand er også, at når han så endelig kommer hjem i løbet af aftenen, så skal lille mor lige stille sig til rådighed, så far lige kan få skudt kanonen af og vende ryggen til med et sagligt smil. Hvor inspirationen til det samvær så skulle komme fra imens han realiserede sig selv ude af huset

Utroskab er der en grund til, og jeg følte ikke jeg var elsket og jeg var træt, så stod denne mand som i flere år havde løftet haleben, som også var gift. Vi startede med lange gåture i skoven, snakkede og hyggede om alt og intet, men var interesseret i at lære hinanden at kende. Var det dejligt, ja jeg følte mig elsket og jeg er sikker på han har følt det sammen. Der gik et halvt år og så endte vi i en bil med det mist kiksede sex jeg længe har haft, men hold op det var sjovt. Her fra gik alting slag i slag og utroskaben varede i nogle år.

Dagen kom hvor hans kone valgte at opdage det (skriver sådan fordi vi viste hun havde fået et brev/mail året før om sin mands utroskab, og troede på sin mands bortforklaring om det måtte være nogle der var jalous på deres gode ægteskab, og så fortsatte han ellers med mig. Faktisk sad han i en bil sammen med mig, hvor vi havde en dialog om at vi nok skulle stoppe nu, da jeg viste han ikke ville skilles, men nej han ville ikke stoppe og hun kom nok over det.) herfra gik tingene stærkt, han misbrugte alt hvad han kunne omkring sig for at overleve i sit ægteskab, han manipulerede med alle omkring sig, sin kone, mig som elskerinde prøvede han at lyve for, men han glemte jeg havde været en del af det hele, han kunne ikke holde fast i hvad var virkelighed og hvad var en opdigtet historie for at overleve. Til min trøst og til hans børns sorg, så viste jeg at det ikke kun var mig han prøvede at manipulere med, da jeg på et tidspunkt fik en mail fra hans på daværende tidspunkt 15 årige søn, om at jeg var latterlig og ikke fortjente at leve. I kan ryste på hovedet over jeg skriver sådan, men hvordan skal man mentalt overleve, hvis man ikke prøver at se hvad der sker. Hans konede ringede nogle gange for at fortælle mig jeg skulle holde mig væk, det gjorde jeg fordi da jeg første gang følte mig misbrugt af ham en dag han var sygemeldt, detbliver man jo nødt til når konen nu har officielt opdaget, så sætter man sig jo ned og skriver et brev sammen med sin kone og skriver til elskerinden at hun f.eks. er et svin. Må håbe det hjalp for hans selvværd og hans kones tro på han ville hende. Der tabte jeg alt for ham og hankom ikke i nærheden af mig mere end hvad der var nødvendigt nu når vi skulle arbejde sammen. Glemte jeg at fortælle det, ja vi var kollegaer på daværende tidspunkt. Jeg røg ned med depression med fulde hammer og gardiner, men overlevede nok mest fordi jeg havde verdens bedste chef, som prøvede at hjælpe mig, da ikke havde kunne undgå at se hvad der skete. Det var et helvede at leve i, og igen til min trøst når nu jeg valgte at gøre det jeg principielt ikke troede på, netop det at være utro, så sagde psykologen at på et tidspunkt var jeg nok knækkede alligevel med den barndom jeg havde haft, endelig troede jeg på et menneske og så behandlede ham mig som ukrudt. Der kom meget frem til seancer som slet ikke omhandlede utroskaben og alt det der var sket, men min barndom med en alkoholist far, en mor som fik bank, politiet som vi fik på besøg osv. Ligene væltede ud af mit skab, som jeg havde prøvet at glemme i mange år, så mit utroskab tog mange ting med sig, som jeg ikke havde fået bearbejdet i alle år jeg havde levet.

Mit ægteskab overlevede ikke, og jeg ved udemærket godt med mig selv, at havde jeg levet i et ægteskab som var værd at satse på,så havde jeg ikke været utro. Jeg kommer aldrig til at gå ind for utroskab, men jeg er den sidste til ikke at forstå man komme ud i det, og især hvis man er kujon i sit eget liv og ikke tør gå efter det man tror på, og egentlig godt ved hvad man ønsker, så er der en stor omvej der bliver gået inden man når til det endelige resultat, skilsmissen, som man burde havde været så voksen og have bedt om inden det kom så langt, som med en mand der flygtede konstant hjemmefra og hustru der valgte utroskab for at føle sig bare en smule elsket og selv elske.

Jeg elskede den mand som jeg tog til mig, og selv i dag flere år efter, så er jeg ikke den der fortryder min omvej her i livet, fordi jeg kan ikke mindes jeg nogensinde har følt mig så elsket i hele mit liv, og i bund og grund tror jeg det var det der til sidst trykkede stemplet i bund i forhold til mit ægteskab, jeg følte noget for et andet menneske, som var stort set umuligt at få ind i mit daværende ægteskab. Jeg læste engang en hr. Grøn som han kalder sig, som skrev, at man kan godt have respekt for en uden at elske vedkommende, men kan man elske en man ikke respekterer?

Bonusinfo,så gik der 3 år efter mit utroskab blev opdaget, hvor jeg til sidst valgte at blive skilt. Min eks-mand er selvfølgelig vred, skuffet og synes han har kæmpet for sit ægteskab. Vi ser jo det vi gerne vil se, sådan er vi mennesker jo og en ting har jeg lært der er ingen genvej til at blive lykkelig, og det er at tage ansvaret for eget liv. Er det svært, meget, og har jeg et stort ansvar for at ægteskabet ikke blev det jeg håbede, ja da helt sikkert. I dag har læst 100 bøger for at forstå især min barndom og mine forældre hvorfor de blev sammen, når de nu ikke elskede hinanden, læs 50 bøger om utroskab og hvorfor det sker, gået til psykolog og kæmpet for at forstå og forstå og engang imellem er jeg led og ked af mig selv, fordi min hoved er fyldt med svar som jeg godt kender og alligevel ikke rigtig for lang låg på. Jeg er kommet videre i livet, men ikke sådan rigtig, da jeg bliver ked når man eks er ked og får afreageret er ikke særlig god til at lade det glide af, jeg tænker nogen gange på den tid hvor jeg følte mig elsket og drømmer mig tilbage til den gang. Det gode ved det er at jeg har fået fred og ro i mit hjem. Her er nemlig kun mig, og så savnet af børn som er der hver eneste dag, igen til min trøst datteren er flyttet hjemmefra, men min søn lever i min mands bitterhed, hvor han får at vide hvor egoistisk en handling jeg har gjort. Ja, jeg var egoistisk og håber en dag mine børn forstår mig, men tiden skal lige gå og deres far er et såret dyr, så de passer på ham lige nu fornemmer jeg. Min børn nemlig så langt jeg kan huske tilbage i tiden sagt til mig: mor hvorfor flytter du ikke fra far. Ja hvorfor gjorde jeg ikke det, når jeg godt viste jeg levede i noget der ikke var godt nok. Det jeg vil sige er at inderst inde kender mine børn godt sandheden, og de skal nok komme tilbage til mig igen, som den gang hvor vi bare altid kunne hygge og have det sjovt, men lige nu passer de på det sårede dyr, så jeg venter på de kommer tilbage med fuld musik for de skal nok komme, ved bare ikke hvornår. De er skuffet og deres familie er splittet og det er svært at sluge den kamel, selvom de godt ved hvorfor tingene er gået som de er gået.

Dette blev meget længere end jeg overhovedet viste jeg indeholdt stadigvæk, men åbenbart, når tingene først får aktion, så glemmer man åbenbart ikke så nemt alligevel.

Hej Løber
Mange, mange tak for dit oprigtige og beskrivende indlæg. Jeg er så glad for, at du netop peger på, at der er grunde til alting. Og peger på det komplekse aspekt omkring at være ulykkelig i et ægteskab, – og på samme tid at være en form for lykkelig som elskerinde. Man ved jo godt, at det som regel er på lånt tid, men vi mennesker må jo gå vores egen vej for at finde ud af, om denne vej har et hjerte.
Prisen kan være høj, som du også skriver.
Dit indlæg får mig til at tænke på at utroskab i nogle sammenhænge er en ren afspejling af, at man er utro mod sig selv og sine egne værdier, men kan være bange for at tage konsekvensen, som evt. en skilsmisse, og at man så tager en omvej.
Som du selv er inde på, retfærdiggør det ikke utroskab. Men det er en forståelig reaktion….

Jeg synes, at du lyder som et pragtfuldt menneske, der klart gør det, du kan for at finde og især mærke din egen lykke.

Jeg kan godt lide dine formuleringer. Direkte og livskloge, på en og samme tid.

Pas godt på dig selv. For det er godt at vide, at der går en følsom og stærk kvinde rundt, som har taget store mundfulde af livet og fordøjer dem på sin måde.

Lyse tanker,
Christel