For nogle weekends siden, var der et indlæg i Søndagsavisen om utroskab.

Artiklen tog bl.a. udgangspunkt i filmen "Flugten", hvor utroskab er et tema.

Sexolog Marianne Tyllesen havde nogle fine og inspirerende råd til par, der gennemlever den krise, som utroskab medfører.

Hun siger:

• Det er umuligt ikke at såre hinanden i parforholdet.
• Livet byder på mange fristelser,
• Vi møder alle fristelser, men hvordan håndterer vi dem.

Hendes råd til partneren, der har været utro:

• Det er ikke dig, der er blevet svigtet.
• Har du brug for trøst, så tal med andre end din kæreste.
• Accepter din kærestes reaktioner.
• Husk: Din partner har nu brug for at træffe sit valg.
• Tag det hele og fulde ansvar for din handling.
• Gør alt for at genskabe tilliden.
• Det gøres med handlinger og via at du accepterer konsekvenser af dit valg.
• Det er ikke dig, der afgør, hvornår det er nok.

Enkle og stærke råd, der evt. taler til nogle af I læsere på bloggen.

Hilsen

Christel

Kategorier: Utroskab
4 kommentarer »

Skænderier der dræber eller ødelægger dit parforhold.

I det følgende vil jeg nævne nogle eksempler fra skænderier, som jeg hører i min praksis som parterapeut flere gange ugentligt.

Læs med og se, om du kan genkende nogle af dem. Og hvis dette er tilfældet, så fortvivl ikke. Der er uendeligt meget at gøre, hvis man ønsker at ændre skænderier og diskussioner til konstruktive dialoger.

Det er jo altid det samme, vi skændes om. Han siger, at jeg vil lave ham om, men det vil jeg altså ikke. Jeg peger bare på, igen og igen, at når han har lovet mig noget, ja så bliver jeg ekstremt skuffet, når han ikke overholder det. Nu er det så hård en knude, at den føles gordisk… kun et sværd kan hugge den over. Vi er kørt helt fast.

Det er så enerverende at komme hjem. Når jeg træder ind ad døren, står min kone parat, med en masse forventninger til mig. Hun forventer, at jeg af mig selv kan se og mærke, hvad der skal gøres. Og utroligt mange stunder er endt i diskussion og skænderier, for di hun mener, at jeg ikke tager noget af mig selv. Jeg synes, at det er så anstrengende, at vi ikke lige kan sige "hej" og at hun så bare stille og roligt fortæller mig, hvad der er brug for. Hun siger, at det vil hun simpelthen ikke. Hun vil ikke stå som min mor og diktere mig, hvad der skal gøres. Sådan opfatter jeg det slet ikke. Men vi skændes om små banale bagateller flere gange ugentligt.

Min mand er alt for hård ved børnene. Han slår dem ikke, men er så barsk og principfast. Jeg synes slet ikke, at han begriber, at de også er børn og ikke kan lære tingene så hurtigt som han urimeligt forventer af dem. Han synes selvfølgelig, at jeg er alt for blød. Jeg synes altså ikke, at jeg er pylret, men jeg kommer tit til at stå og forsvare børnene og så bliver han tavs og gider ikke snakke. Jeg føler, at det er mig, der skal dukke mig hver gang. Jeg er bange fo at dette kan komme til at koste os vores ægteskab.

Jeg synes at min kone er smuk og dejlig og lækker. Jeg er vild med hende og lader hende det tit vide. Men hun tager slet ikke imod mine komplimenter, hun afviser mig faktisk. Hun skal "lige ordne vasketøj, lægge børnenes tøj frem, snakke med en veninde i telefonen, gøre køkkenskabene rene" osv.. Når jeg er så meget i underskud, at jeg insisterer på se, er hun irriteret og beder om, at jeg giver hende rum. Dette skændes vi tit over, og nu har vi ikke haft nogen som helst intim kontakt på hendes initiativ i over et år. Jeg synes, at det er svært at holde humøret højt. Hun opprioriterer altid børnene, det praktiske eller sit arbejde… hallo, jeg er jo bare en mand. var det ikke meningen, at vi også skulle være kærester?

Jeg synes, at min mand er utroligt stridslysten. Hver gang jeg spørger ham, om vi ikke kan snakke, vender han øjne, sætter sig demonstrativt ned og siger, at jeg da bare kan snakke. Jeg vil jo alligevel bare have ret, som han siger. Og så giver han ingen respons eller spørger flabet, om jeg er færdig, så han kan læse nyheder på tekst TV eller andet… det eneste, jeg vil er at vi har lidt fortrolighed. At vi kan snakke om de tanker og følelser og oplevelser, vi har. Men han får mig til at fremstå som en, der vil kværulere. Og det er ikke tilfældet. Jeg vil jo bare dele, for indeni føler jeg stadig, at han er min bedste ven. Men vores skænderier er blevet ret hårde. Vi angriber hinanden verbalt, og tonen bliver mere og mere hård. Nogle gange ret ondskabsfuld. Ord som "nar, spasser, kæmpeidiot, røv, osv. er desværre ved at være dagens orden. Vi må altså tilbage på ret køl igen. Vi er jo nogle elendige forbilleder, – og det er så noget af det eneste, vi er enige om.

Da vi mødte hinanden, kunne jeg godt lide, at min kone var direkte og ærlig. Nu både gruer jeg for hendes skarpe tunge, og føler mig totalt sat til vægs, når vi diskuterer. Ja, faktisk er det skænderier, og ikke diskussioner, der folder sig ud. hun flipper helt ud, når jeg siger, at hun ligner sin mor mere og mere. Og så taler hun op og ned af vægge og stolper om, at jeg bare kan stoppe hende, og at hun ikke ønsker at være så dominant. Men jeg synes ganske enkelt ikke, at hun selv tager ansvar for sin adfærd. og jeg mener, at hun minder om sin mor, der er en kritisk og gnaven og ret vederstyggelig person.

Hjemme ved os er det min mand, der står for det rent økonomiske. Det synes jeg er rimelig, for jeg står for så meget andet. Og da vi lavede denne arbejdsfordeling for flere år siden, var vi begge tilfredse med den. Men han er blevet et kontrollerende og næsten gnieragtigt menneske. Og vi har ugentlige skænderier om dette. Intet kan jeg gøre godt nok. Han gennemgår alle dankort-udtog og bebrejder mig, at jeg bruger for mange penge. At jeg er et ødeland. Og det er jeg ikke. Jeg har aldrig overtrukket en konto, men han er så mistroisk, og vi kan overhovedet ikke nærme os emnet økonomi, uden at han bliver sammenbidt og bebrejdende og jeg bliver angrebslysten og forsvarsberedt på en og samme tid. Jeg synes, at vi spilder så meget krudt på dette, og er led og ked af situationen. Der er da så meget andet at sætte pris på. Jeg synes slet ikke, at vi nyder de forudsætninger, vi har.

Forleden kom jeg hjem. Min kone var i badeværelset. Hun havde låst døren og sad og sang derude. Jeg synes, det var en mærkelig adfærd. Især fordi vi var børnefri og skulle hygge os. Jeg ved godt, at jeg kom 45 minutter senere hjem, og at jeg ikke havde ringet om dette, men den låste dør sagde bare alt.  Det var som så mange gange før hendes måde at straffe mig på. For sådan er det. Min kone straffer mig, når jeg ikke lever op til hendes forventninger. Når jeg prøver at bringe det på bane, er det eksplosionsagtigt. Som at smide benzin på et bål. Der går 2 minutter, så håner hun mig og siger "nå, hvor er det synd. Du har vel rigtigt nok ondt af dig selv". Og så flipper jeg altså. Det er jo ikke de, det handler om. Kan hun ikke bare se, at jeg hele tiden gør alt, hvad jeg kan, for at både familie og job skal fungere. Nej, det kan – eller rettere: det vil hun ikke. Vores skænderier er triste. Det er faktisk mig, der tit ligger og græder og prøver at række en hånd ud. nogle gange tager hun da imod den, men jeg føler, at jeg skal krybe og overholde alt, hvad hun forlanger, på sekundet, for ellers er der tavshed eller endnu værre. En afvisning.

Jeg har nogle gange i afmagt råbt til min mand, at hvis vi ikke får det bedre, vil jeg skilles. Altid med samme reaktion, nemlig at han ikke taler til mig, før jeg er kommet på mine grædende knæ og har sagt undskyld. Hans tavshed kan vare dage, ja nogle gange har den varet i en uge. Når vi er på bølgelængde igen, prøver jeg at forklare ham, at hans tavshed er psykisk terror, men han kigger bare koldt på mig og siger, at jeg da bare kan lade være med at true med skilsmisse, for så længe jeg gør det, ser han ingen grund til at tale med mig og så ryger jeg altså op i det røde felt. Og har også kaldt ham psykopat nogle gange. Det ved jeg godt, at han ikke er, men jeg bliver bare så uendelig trist, og føler at der er noget, der går i stykker hver gang. Jeg føler da ikke, at han vil beskytte mig og bakke mig op, når han bare holder mund. Og han siger, at jeg ligger, som jeg har redt og bare kan tænke mig bedre om. Vores skænderier har mere og mere udviklet sig til, at det ender med, at jeg sover på sofaen, og han går sin vej i et par timer. Vi har nu to ødelagte dørkarme, fordi han smækker så voldtsomt med døren. Jeg vil ham gene, men holder næsten ikke til flere nederlag. Jeg har prøvet at tale med ham om, at han er stresset, men han synes, at jeg snarere skal kigge indad.

Min mand har været mig utro. Det var en kort affære, og den er afsluttet for længst. Han har klart angret og forsøgt at gøre det godt igen. Jeg hænger mig ikke i det, der er sket, men er ind imellem stadig lidt skræmt, når han kommer hjem og vores dialog ikke kører. Hvis jeg for eksempel spørger, hvad der er sket på arbejdet (hvor han havde affæren), siger han" der er ikke rigtig sket noget, og så går mine advarselslamper i gang. For nu frygter jeg, at han enten lyver eller fortier noget for mig, og det krav, jeg stillede, da han bekendte sin utroskab var, at jeg godt ville kæmpe, men at jeg aldrig mere ville acceptere løgn og fortielser. Og det accepterede han fuldt ud.
Det er som om, at jeg skal hive alt ud af ham. Og indimellem udvikler det sig til et skænderi, fordi han synes, at jeg kræver for meget, og at han altså ikke er så dyb, at han hele tiden kan sætte ord på sine tanker, følelser og oplevelser.

Jeg synes, at de er en skam, at vi har så mange skænderier. Jeg hader det, og skændes faktisk kun, når jeg føler mig trængt op i en krog. Jeg hader faktisk konflikter. Kunne vi ikke bare sige "pyt nu med det", og så kigge fremad. Men nej; min kone vil diskutere og jeg har oplevelsen af, at hun konstant kigger efter mine fejl og mangler. Jeg har i de seneste to uger lagt mærke til, at hun hver eneste dag har kritiseret mig. Det vil jeg altså ikke finde mig i. Jeg er meget anerkendende over for hende. Hun er lidt af en strid kælling, undskyld mit sprog, og det er da et helt ufatteligt spild af gode kræfter og god id. Hun siger, at jeg er en kujon, der ikke vil forholde sig til tingene og bare flygter ud til golf, når det passer mig. Det er ikke rigtigt. Jeg spiller kun to gange om ugen, og hun går da også selv til fitness. Jeg er altså meget i vildrede med, hvad det er, hun vil have. Og på det sidste er jeg begyndt at svare igen. Hvad der absolut ikke passer hende, og hvad jeg jo heller ikke selv kan lide. Jeg synes, at skænderier er så frygtelige. Og jeg oplever, at hun bare vil lave mig om. Intet af det jeg gør, gør jeg tilsyneladende godt nok. Det er da demotiverende. Hvis vi ikke får løst det her nu, ser jeg mig nødsaget til en separation".

Ovenstående er blot et lille udpluk af citater. Hentet i og fra virkeligheden.

Sekvenser, der fortæller om afmagt og magt. Afvisning og straf. Fortvivlelse og mangel på fortrolighed. Forskellige værdier og manglende accept af måder at gøre tingene forskelligt på. Løfter, forventninger og skuffelser. Håb og håbløshed.

Og mærk dig:

• Alle udsagn kommer fra mennesker, der var usigeligt glade for hinanden, engang.
  Men hvor hverdag, pligter, job, uafstemte forventninger og manglende "Fair – Play" har gjort stunder, der ude fra set forekommer banale, til krigszoner.

Der er råd for det hele. Det kræver noget af begge parter, men hvis du og I oplever, at skænderier er blevet for hyppige og for destruktive, så overvej parterapi. Overvej at blive inspireret til at håndtere forskelligheder med tolerance, undren og virksomme kommunikationsværktøjer.

Fordi vi gerne – og endelig – må være forskellige i vores parforhold, men fordi de er alt for opslidende at lade skænderier blive dagens orden. Det er spild af god energi. Og der skal mange gange ikke så meget til.

Der findes en gammel historie "Om at såre hinanden" med skænderier og hidsighed.

Alting har sin pris.
Jeg ved, hvad der kan gøres.
Vil eller tør du/I vente?

Kategorier: Parterapi
1 kommentar »

Kære Christel….

Nu er det jo ved at være et godt stykke tid siden vi har set hinanden sidst, men jeg ville lige sende dig en lille tanke og en kæmpe tak. Du har hjulpet mig rigtig rigtig meget og det er jeg bare så glad for. Det hele er ikke perfekt endnu, men jeg arbejder på det og kan styrre min stress meget bedre, hele min indstilling til livet er blevet meget mere positiv og jeg er glad for du hjalp mig på vej.

Jeg håber DU har det rigtig godt Christel, sender dig tit en kærlig tanke.

De varmeste hilsner

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Jeg hørte forleden to 12-årige drenge tale sammen. De talte om piger.

Den ene sagde, da den anden med store ord beskrev, hvor lækker en af pigerne fra parallelklassen var:

• Ja, ja, det er det ydre, der tænder. Men det er det indre, der tæller.

Og jeg smilede for mig selv, for det er egentligt stor livsvisdom pakket ind i en enkelt indpakning.

Vi kan blive tændt af det ydre. En partner kan være lækker og smuk, attraktiv, og vi kan synes, at det der helt specielle glimt i øjet og den perlende latter, kan være det, der gør, at en tiltrækning tændes – og bliver ved at være tændt.

Men som du, kære læser og skribent på bloggen ved, ja så kan det ydre ikke trække hele læsset. Personligheden og handlingerne, holdninger og ikke-handlinger, er det der gør forskellen på den lange bane.

Det betyder ikke, at man ikke fortsat må kunne tændes ved at se eller lytte på sin partner, men det gør ikke hele forskellen.
Det, der med en anden enkelt indpakning gør forskellen, er om man stadig efter flere år har "følelsen af sammenhæng", når man i et fredfyldt moment "stunder" ind på sin partner og sit parforhold.

Christel

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Hej alle faste læsere af bloggen – og hej til enhver nytilkommen.

Som de faste læsere sikkert har bemærket, har der været en del trafik på bloggen, efter at vi har skrevet 2009.
Det lader til, at mange har tænkt og mærket efter, og ikke er rigtigt glade og tilfredse i deres parforhold… bl.andet.
Jeg ønsker held og lykke til enhver, der vil arbejde videre i dette år.

Som flere sikkert har bemærket, er mit forum / min brevkasse nu oppe at køre.

Det sidste nye ved forummet er, at det er kommet i "fuld bredde" og  ikke har en "sidebar" til at begrænse bredden.

• Altså er der masser af plads til at folde sig ud. jeg er glad for, at nogen allerede har kastet sig over tastaturet.

Selvom det ikke altid gør hele forskellen, er det fantastisk at skrive.
Bliv ved med det.

• Vid, at jeres ord bliver læst af mange.

Der er flere, der udelukkende læser på bloggen, uden at skrive.

Dette er naturligvis helt i orden. Så vid, at du som skriver, ikke bare skriver for "døve øren".
Måske netop din erfaring og historie tænder et lys hos en anden.
Og når alt kommer til alt, er det vel en af grundene til, at vi er her. For at tænde lys for hinanden.

Derfor og endnu en gang:

• God skrivelyst.

Hilsen
Christel

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

"Man kan ikke tillade sig at forvente noget af en hårdt arbejdende mand".

Ovenstående citat blev refereret for mig af et par, som havde haft besøg af en konsulent med speciale i selvstændige og deres familietemaer. Parret, der er midt i 30erne, og hvor det er manden, der er selvstændig, blev ret overraskede over konsulentens udtalelse. Og havde spurgt, om de forstod hende rigtigt.
Og det bekræftede hun.

Hendes holdning var, at partneren til en selvstændig erhvervsdrivende måtte acceptere, at flere praktiske opgaver lå på dennes banehalvdel, og at man da ikke kunne tillade sig at forvente noget af en mand, der arbejdede 12-15 timer i døgnet.
Da dette stred så meget imod parrets egne holdninger, og da der var absolut brug for forventningsafstemning, opsøgte de mig.
Og spurgte mig meget direkte:
Hvad mener du, at man kan tillade sig at forvente i et parforhold, når den ene er selvstændig erhvervsdrivende?

Det tog mig ikke mange sekunder at reflektere over deres spørgsmål.

Mit svar er følgende:

• Jeg mener, at man gerne og endelig må forvente noget af hinanden i et parforhold, uagtet hvilket job den ene eller den anden bestrider.
• Jeg mener, at det er afgørende, at forventninger ikke bliver til kommandoer og krav.
• Jeg mener, at man kan tillade sig at forvente det, som man med sig selv ved, at man 100 procent er i stand til at "sætte i spil".

Eksempel:

1. Hvis jeg selv kan stå inde for at bruge kammertonen og at være klar til konstruktivt at tale om de ting, der kommer hen ad vejen, må jeg da endelig forvente det samme af min partner. og påpege det, hvis denne ikke formår at opfylde denne forventning, så vi kan drøfte, hvordan vi bliver bedre til dette.
2. Hvis jeg har en forventning om, at "i en familie hjælper man hinanden" og "i en familie taler man om tingene", og ved med mig selv, at jeg både vil prioritere tid og ressourcer på dette, så må jeg da endelig forvente, at min partner lever op til dette.

Omvendt:

• Hvis min partner forventer, at vi har hyppig sex og er med til at skabe forudsætningerne for dette, er det ligeså ok en forventning at have.

Det, som jeg oplever, at der tit går galt, når talen falder på forventnings-afstemning, er at den ene forventer noget af den anden, men regner med, at den anden fatter nonverbale signaler. Det er naturligvis vigtigt, at man enkelt og konstruktivt får givet udtryk for, hvad man har brug for. At man evt. en gang om ugen stopper op og taler om, hvad den ene og den anden har brug for og forventer, så der er klarhed omkring, hvad der er muligt at realisere.

Men lad det være helt klart.

Jeg mener, at det ikke er i orden at blive frataget enhver forventning og ethvert ansvar, bare fordi man arbejder meget.  Jeg har selv været selvstændig siden midten af 1990? Ergo. Det giver da ikke mig en blankocheck i forhold til at lade min partner stå for alt praktisk mv. ethvert par må finde deres egen balance imellem hvem, der gør hvad hvornår. Men decideret at fritages og tillade sig at blive fritaget for forventninger, mener jeg er en misforståelse. Der på ingen måde holder på den lange bane.

Hilsen
Christel

Kategorier: Tillid
Ingen kommentarer »

Så er det nye forum – "Brevkasse" kommet op at køre.

Det er blevet gjort endnu nemmere.

Hvordan du tilmelder / opretter dig som bruger.

På forum forsiden i øverste linje hvor der står "Du skal være logget ind for at skrive indlæg" Du skal klikke på ikonet "REGISTERE". Det sidder til højre for ikonet Log ind.

Du kan også gå direkte til registrering ved at klikke her "Lad mig registrere".

• Du skal oprettes med et bruger navn. Foretrækker du at være anonym, kan du nøjes med at oprette dig med f.eks. kælenavn eller andet.
• Systemet skal bruge en e-mail adresse (den forbliver hemmelig og vises ikke offentligt).
• Grunden er, at når du bliver oprettet, bliver dit bruger navn bekræftet sammen med, at du får tilsendt dit personlige password, der passer til dit brugernavn.

Inden du kan afsende din registrering, så er der lige linjen  "Matematik Kræves!"

• Hvad er summen af:

Her skal du lægge to tal sammen, inden du kan trykke på REGISTRER – Hvorfor det?
Ren og skær sikkerhed imod, at robotter kan foretage automatiske registreringer med det for øje på et senere tidspunkt at "overspame" indlæg med reklamer af forskellige art.

Hvis du lader dig registrere jf. ovenstående, bliver du oprettet som egentlig bruger med de fordele, der er forbundet herved. Dine indlæg vil kunne ses med det samme, dvs. det du skriver skal ikke først afvente moderators accept, og du kan desuden skrive kommentarer til indlæg på CSR-Nyt, dvs. over på webloggen.

Indledningsvis starter jeg  ud med 3 fora.
- Terapi og Hypnose
- Parforhold
- Coaching

Med tiden kan det udvides hvis behovet opstår.

Jeg vil følge med udviklingen, og og skulle flere ønske, at der oprettes fora for særlige emner/temaer, gøres dette efter ønske, når stemningen er for dette.

Hilsen
Christel

Kategorier: Blandet
1 kommentar »

Hvordan bruger du stresscoaching i dit parforhold.

Jeg tænker tit på, at vi lever i en tid, hvor alle store indsigter og erkendelser er gjort, og hvor det bl.a. via internettet er supernemt at finde disse. Som jeg i dag talte med et par om, ja så er det jo egentligt ganske indlysende, hvordan man får sit parforhold op at køre – også efter en krise.

• Hvis hver part gør, hvad de kan for at vise respekt, i tale og handling.
• Hvis hver part viser den anden interesse og er anerkendende i tale og handling.
• Hvis hver part tager ansvar for at skabe holdepunkter og lyspunkter, i hverdagene
• Hvis man samarbejder omkring det praktiske og det sociale
• Hvis man har en "helle", hvor man hver dag får sagt farvel, hej igen og godnat på en rar og tryghedsskabende måde.
• Og hvis man konstruktivt taler og løser tingene i den rækkefølge, de kommer,

Ja så kører parforholdet igen. Både banalt og basalt. MEN hvad er det så, der er menneskenes barriere? Når det nu er erkendt og forstået, – når det er indlysende og et realiserbart ideal.- Hvad er det så, der bremser os? (udover vores ego). Jo, det er, at én ting er at erkende, hvad det er, der skal til. Et andet er at omsætte denne viden i praksis – og at være vedholdende. Igen og igen. Det er denne omsættelighed, eller evnen til omsættelighed, der bliver bremsen for de allerfleste. Og dermed også udfordringen.

Når det er sådan, det er, – hvad gør man så?

Jeg coacher rigtigt mange par i forhold til det, jeg kalder "indsatsområder". For når der nu er mange indlysende erkendelser om, hvad man "bare" skal gøre, ja så er det en fordel at vide, "hvor starter vi" og at være enige om, hvilke indsatsområder, der både er de mest overkommelige og samtidig dem, der er med til at skabe nogle succeser, så troen på, at "vi kan lykkes" vokser. Et af de indsatsområder, der ligger lige for, er nærhed. Fysisk anerkendelse, inderlighed og berøring. Dette aspekt talte jeg med en journalist fra Urban om, kort før jul. Og han havde en meget interessant undersøgelse, der lægger sig fint op af min teori og erfaring om, at hvis det bl.a. er stress, der har skabt en krise i et parforhold, ja så behøver man ikke at gå længere væk end hen til sin partner for at dæmpe stressen. Og forebygge den.

Bjørneknus og chimpansekram

"En ny schweizisk undersøgelse viser, at fysisk kontakt, som sex, kys og kram effektfuldt dæmper stress. Nærheden øger nemlig produktionen af hormoner, der kan dæmme op for cortisol og adrenalin, der er blandt de stoffer der pisker rundt i kroppen, når følelsen af stress sætter ind"(Urban, december 2008)
Og Urban fortsætter og referer en bid af det, jeg talte med journalisten om i telefonen:
"Stresscoach Christel Sonne Rasmussen nikker genkendende til undersøgelsens konklusion.

Stress er jo netop fravær af nærvær. Og mange af de stressede par, som jeg har kontakt med, scorer meget lavt, når det kommer til fysisk kontakt. Det bliver nedprioriteret; der er simpelthen hverken lyst eller overskud til at give det kram, der er brug for".
Og det at bryde denne cirkel er da virkeligt et indsatsområde.

Undersøgelsen er lavet af Dr. Beate Ditzen og baseret på 51 pars erfaringer.  Og det er jo et væsentligt aspekt at vide, at det med at give bjørneknus og chimpansekram handler om det, jeg kalder tryghedspersoner. Gerne din partner, men naturligvis også eventuelle ørn. Vi har brug for nærhed, og selvom mange, der er stressede, især kvinder, får det sådan, at de ikke kan holde ud, at nogen nærmer sig dem, og "at de vil have deres krop for sig selv", så er mit bud at overvinde denne barriere. Lad ikke stressen bilde dig eller jer ind, at afstand er bedre end nærhed. Lad ikke stress eller kriser bilde jer ind, at kulde og tavshed, distance og det at være i fred er den bedst nøgle til at låse op for stressen og krisen i parforholdet.

Vid, at stress er fravær af nærvær, men at du selv kan gøre en lille og aktiv indsats for netop at gå imod denne viden.  Det vil ikke blot skabe harmoni, men også tryghed og vil være med til at sikre den fremtid, der jo kan forekomme meget uoverskuelig, når det knaser i parforholdet eller når stressen har holdt sit indtog. Så hvorfor ikke gøre en indsats og omsætte denne enkle viden i dit liv.

Så kan I jo selv finde ud af, hvem der mon er bjørnen, der skal give bjørneknus – og hvem, der er chimpansen, der skal give chimpansekram….. eller om rollerne skal gå på skift …

Januar tanker fra
Christel Sonne Rasmussen
Stress- og parcoach, Kolding

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »