Et nyt år står for døren.

Så er det snart ved at være tid til at vinke farvel til året 2008. Et år, der som alle andre, har budt på oplevelser, vi ikke havde regnet med, og som har indeholdt oplevelser, som vi selv har været medskabere af.
Min mand, Henrik, og jeg har en tradition. Hver eneste nytårsaften sidder vi og taler om, tænker tilbage. mindes det der har været, og som har gjort indtryk, og kigger frem og udsender ønsker. Og med en parterapeut og coach som den ene del af parforholdet, bliver det jo aldrig kun ved ønskerne. Nogle af disse bliver til målsætninger. For som I der troligt følger med i min weblog, ved jo, at jeg er fortaler for følgende udtalelse: for et skib uden mål er ingen vind gunstig. Så selvom vi ikke nødvendigvis kender vores korrekte position, som skibet på havet, så vælger vi kurs og gør os klart, hvilke pejlemærker, der viser os den rette vej.
Aldrig så detaljeret, at det er umuligt at indfri, men med de værdier, som vi lægger vægt på, som en del af det større billede.

Udover at børnene vokser til, og at jeg som mor fortsat undres over, at vores 12 årige søn nu snart deler skostørrelse (43½) med min mand, har året været fantastisk.

Som ethvert år er fantastisk. Jeg har i det forgangne år måttet sande, at det af og til er godt, at vi ikke ved, hvad der kommer omkring det næste hjørne, for min mand blev ramt af blodpropper i hjernen, i maj måned. Havde jeg vidst det på forhånd, havde jeg formentligt bekymret mig en del, men når det nu er sådan, at virkeligheden bare står der og banker på, ja så må situationen jo håndteres. Og med det adrenalinsus, som en personlig krise i hvert fald betyder for mig, så var jeg meget opsat på, at selvom krisen var alvorlig, og min medfølelse med min mands situation enorm, så var jeg stadig i stand til at vælge en holdning hver dag. Jeg husker stadig, at jeg hver eneste morgen, trods tårer der flød, tænkte: "Jeg kan lykkes med en masse i dag. Og nærværet med børnene er det vigtigste".

Så på trods af både pædagog- og sygeplejerskestrejke lykkedes det mig, uden stort besvær, hver eneste dag at have oplevelsen af, at jeg og vi lykkedes. Vi har jo altid et valg, og det "prædiker" jeg jo tit på mine sites, men jeg mener, at det er vigtigt selv at kunne leve det ud. Og jeg må sande, at da sommeren var ovre, og pædagogerne arbejdede igen, og min mand blev hjemskrevet fra sygehuset, til et langvarigt genoptræningsforløb, ja da mærkede jeg en styrke, jeg sjældent har følt. Jeg husker stadig, at jeg stod ved et fodgængerfelt og ventede på, at lyset skiftede, og med et mærkede jeg en styrke i kroppen jeg kun har kendt glimtvist førhen. Og den tanke jeg knyttede til oplevelsen, var: "når jeg har kunnet klare dette, så kan jeg klare alt". Jeg er jo ret vild med støttende overbevisninger, og dette minde tænker jeg tit tilbage på.

Og hvorfor kan jeg så mene, at året har været fantastisk?

Jo, det kan jeg, fordi det for mig er fantastisk at opleve livets mangfoldighed. Fantastisk at bemærke, hvor megen forskel det gør, når man er bevidst om sit fokus og sætter mål, som er inden for egen rækkevidde. Jeg ønsker fortsat for alle jer, der har ønsker og mål, at I sørger for, at jeres mål er inden for egen rækkevidde. For det er for sårbart, hvis mål skal baseres på et håb alene.
Situationen i vores familie har betydet, at jeg har holdt aktiviteterne omkring mit job i Kolding. hvor jeg årene før har undervist meget, holdt foredrag mv., jaså har jeg forholdt mig til, at jeg skulle have kræfter i min base, hvorfor jeg har uddelegeret samtlige foredrag og undervisningsaktiviteter til kolleger og nogle af mine dygtige coaches. Det kommende år åbner op for flere foredrag og kurser, udført af mig. Det glæder jeg mig meget til. Jeg sætter en uddannelse op i parcoaching. Jeg ved, at jeg er en af de mest kompetente i landet inden for dette felt, og glæder mig til at lave kursusmateriale, så jeg kan uddanne nogle folk.

Udover individuelle behandlinger og parterapier/parcoaching har jeg været i P3, i Alt for Damerne, i adskillige aviser, som Urban, Søndagsavisen, Vejle Amts Folkeblad mv. for jeg kontaktes ugentligt af journalister, og i 2009 kommer jeg i Femina, med et personligt interview om, hvordan det er at være blind.  Det er ikke sikkert, at alle læsere er klar over det, men jeg har siden vores datters fødsel i maj 2000 været blind. Det er et livsvilkår, som jeg lever med, og da jeg ikke føler mig som handicappet, "bed jeg på", da en freelance journalist, der også skriver for Femina, gerne ville have et interview.

For det fine ved ikke at kunne se, er at jeg dagligt udfordres. I at mestre afmagt, i at mestre at opretholde en almindelig hverdag, i at vise, at det ikke er synet, der afstedkommer livskvaliteten. Og jeg har tusinder og atter tusinder af gange i det forgangne år vist mig selv og andre, at det nytter. Nytter at være nærværende og oprigtig. Nytter at lytte til sin indre stemme og finde veje, hvor man ikke før har vandret.

Jeg læser altid bøger. På lyd, har altid en bog i gang. Som jeg lytter til, når jeg går til og fra klinikken. Og inden jeg står op og inden jeg går i seng.
I dette år har jeg nydt forfattere som Paulo Coelho, der for mig stadig er toppen a toppen. Jeg har nydt Jo Nesbøs 7 krimi bøger med kriminalassistent Harry Hole, der er fuldt på højde med Stieg Larsson, foren god krimi skal man ikke kimse af. Og jeg er lykkelig for, at jeg for nogle år siden blev inspireret til at læse bøger på den måde, at jeg hæfter mig ved 3-5 sætninger eller aspekter i en bog, der gør specielt indtryk på mig. Det er underordnet, om det er en faglitterær eller skønlitterær bog, – alle bøger har en del pointer, og både Jane Aamunds bøger om Juliane Jensen, Elsebeth Egholms bøger om journalisten Dicte Svendsen, Nikolaj Moltke-Leths bog om "Et glimt af sjælen", ja enhver bog rummer pointer, der nærmer sig den store sandhed.

Eksempelvis husker jeg fra bogen Flammen og Citronen, der blev omtalt en del i pressen, især efter at den blev filmatiseret, at "mod er at gøre tingene, selv om man er bange, og det bliver lettere, når man har et formål med sin sag ". Uanset om det er tænkt af en frihedskæmper, i en mere eller mindre faktisk figur, eller om det er oplevet a en soldat i en udstationeret position, så er der en stor sandhed i dette budskab. Og sådan læser jeg. Og sådan oplever jeg verden. At den enkle sandhed, eller det fine liv er i alt. Også selvom der er mørke skyer, og en ægtefælle er alvorligt syg. Også selvom der er udfordringer, der gør mig bange eller forvirret. Også selvom jeg nogle gange må tage bladet fra munden og melde klar tekst. Uanset hvad, så er livet her. I sin enkle og af og til uudgrundelige form. Men med en energi, der får mig til at fortsætte. Fordi livet opretholder og genskaber sig selv. Og jeg behøver ikke at gå længere end ned i min have for at opleve det.

Jeg har arbejdet meget med mennesker, der i det forgangne år har haft stress. Dette moderne syndrom, som alle og enhver, voksne og børn, må lære at håndtere. For at vi ikke havner i den statistik, som visse fremtidsforskere peger på, nemlig at vi i 2020 har stress som en a de to primære dødsårsager. jeg har skrevet en del om stress og stresshåndtering på mit website www.unicoaching.dk for der er masser at gøre og masser at forstå. For ligesom en krise, eller utroskab, eller sygdom kan være det, der gør, at vi bliver bedre eller nødt til at stoppe op og evaluere, hvad vi er midt i, og hvad vi så vil lykkes med, så tænker og formidler jeg, at det er vigtigt, at vi stopper op.

Nytåret er et godt tidspunkt at stoppe op, og hver eneste søndag er et godt tidspunkt at stoppe op og snakke om ugen, der er gået, og lave små bitte og essentielle mål for ugen, der kommer. For jeg ved, belært af egen erfaring, at det gør en forskel at stoppe op. Og se en smule tilbage, men ikke for langt, for vi skal ikke basere vores nu- og fremtid på at kigge i bakspejlet, men tage vigtig læring med os og så godt som muligt kigge frem og evt. leve efter følgende, som en af mine kære klienter sagde for nyligt:

• Husk dagen i går, nyd dagen i dag, og glæd dig til dagen i morgen.

Valget er dit. Men stopper du ikke op, undlader du af og til at trække stikket ud, ja så giver du formentligt en del af din indflydelse fra dig. Find dine leveregler. Sæt nogle gode mål, du selv har indflydelse på. Og skriv og læs. For derigennem bevidstgør du dig selv, og bliver klar over, at livet er dit. Og at kun du er medskaber. At der er så uendeligt meget at opleve og sanse hver eneste dag.
Nogle dage er lette og lysfyldte. Andre dage udfordrer os.

Vær klar. I din attitude og i din tale. For så bliver du tydelig. Og som jeg oplever det: også mere og mere heldig. For heldet følger den velforberedte, som der bl.a. står i den ret berømte og læseværdige bog " Jeg dræber" af Giorgio Faletti.
Så: Vær velforberedt, så heldet kan finde dig.

Endnu engang – Rigtigt godt nytår til alle herfra

Christel Sonne Rasmussen 

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Journalist Helle Kjærulff Schmidt, der er bogaktuel fra november med bogen:

• Guldkorn til kampklare kællinger

har skrevet en artikel i Alt for Damerne, der udkom torsdag den 4. december 2008.

Artiklen i alt for damer handler om det, som jeg personligt synes, er noget af det grimmeste af alt:

• Nemlig en skilsmisse-situation, hvor der ikke skeles til rimelighed og hensyntagen, men uden øje for børnenes tarv og andre følgevirkninger, gås hårdt og direkte efter en ekspartner, for at rippe denne økonomisk.
  I artiklen er der en case, med en mand, hvis selvstændige firma påvirkes meget af ekskonens krav om juridiske rettigheder. Denne sag er naturligvis blot en af mange, og det er ikke kun kvinder, der "ripper" mænd, -begge køn er repræsenterede, ingen tvivl om det.

Jeg bliver citeret i artiklen. Fordi jeg efterhånden har mange års erfaring i og viden om de dynamikker, der foregår i parforholdene, både imens parterne søger at rette op, og også i de tilfælde, hvor "løbet er kørt" men hvor ansvarlige forældre bestræber sig på at være respektfulde og rimelige, netop fordi der er børn, som ellers bliver klemt unødigt i en skilsmisse-situation.

Det billede, jeg taler ud fra, er en "sportskamp". For hvor parterne før har været medspillere og selv har haft ansvaret for et fairplay, der i en dagligdag handler om at kunne prioritere ansvarsområder, støtte hinanden, være både voksne, forældre og kærester osv., ja så ændres billedet desværre i nogle ekstreme situationer til en fortsat kamp, men hvor man nu er modspillere. Og med udgangspunkt i artiklens case bliver det et modspil, hvor kun ens egen moral sætter spillereglerne. Er hævn, afmagt, bitterhed og en retfærdighedssans hvor kun ens egen "jeg skal vinde det her og allerhelst "smadre" den anden – logik, det der tæller, bliver det ondt og trækker mærkbare destruktive spor.

Jeg forstår godt, at man kan have brug for at hævne sig. kan have brug for at sætte et punktum og endelig få vist ekspartneren, at han eller hun ikke får det sidste ord, men jeg tænker, at hvert enkelt menneske må kunne se sig selv i øjnene ….- og begriber ikke, at så megen god energi skal spildes. Det, jeg mest bemærker, er at den der kæmper for at vinde og for at destruere modparten, glemmer hvilken effekt et sådant hævngerrigt træk har på de i mange tilfælde fælles børn.

Som en teenager sagde til mig engang:

• Min mor og far er blevet skilt, og nu er jeg blevet skilt ad. For de råber og skriger ad hinanden, og jeg skal hele tiden høre på, hvor dum eller åndssvag den ene eller anden er.
  Dette har jeg også hørt 9-årige børn sige.

Og selv om man har brug for at tage hævn,  så er dette lille indlæg en appel til ikke at smide den sunde fornuft ud med skilsmisseerklæringen.  Har I fælles børn, så vid at børn godt kan klare skilsmisser. Og deres odds for at blive hele mennesker senere hen, øges betragteligt, ifald man holder helt inde med anklager og bebrejdelser, hævntogter og giftiggrønne galdeudtryk. Udover at man rammer ekspartneren, rammer man børnene. Og det aspekt er en del af "regnskabet", som jeg inderligt håber, at de fleste forældre dog vil tage i betragtning.

Vær rimelig i en skilsmisse.

Gå ikke efter eksmanden eller ekskonen, men søg at finde rimelige forlig, så ingen går konkurs eller fallit, og så man også kan hilse på hinanden og drøfte børnenes udvikling og trivsel, selvom man ikke længere og ej heller igen kommer til at dele bord og seng.

Fortsat god og velsignet jul til alle.
Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Til januar (den 19 januar) er det 3 år siden, jeg startede min weblog.

Jeg har haft megen glæde af min weblog, i og med at den har givet mig plads til på en uformel måde at skrive om løst og fast i forhold til emner og temaer, der er relaterede til mit arbejde.

De, som har haft lyst, har kunnet kommentere på de emner og temaer, jeg har skrevet om, hvilket nogle også har benyttet sig af. Kommentarerne har tid efter anden udviklet sig til kommentarer på kommentarer, hvilket jeg ser som noget meget positivt. Omend jeg blankt må indrømme, at en webblog ikke er det mest ideelle værktøj/redskab til og kommentere på kommentarer til indlæg. Her er et egentligt Forum det bedst egnede.

Jeg er da også flere gange gennem tiden blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke benytter mig af et såkaldt "Forum".
Umiddelbart burde det i sagens natur da også ligge lige for at have et forum, men som med så meget andet, er et forum intet værd, hvis det ikke vedligeholdes.
Og vedligeholdelsen handler overvejende om, at indlæg og spørgsmål bliver besvaret og modereret – - – primært af mig, – og "sekundært" af, hvad andre eventuelt har lyst til at tilknytte som kommentarer og sidebemærkninger til indlæg
Kort og godt: Et "dødt" forum, hvor sidste indlæg eller besvarelse er flere måneder gammelt, er hverken givende og ej heller inspirerende for nogen.

Efter flere overvejelser, ligesom for 3 år siden, hvor jeg endeligt besluttede mig for at starte en weblog, ja så har jeg nu også besluttet mig for at forsøge mig med et forum. Jeg vil forsøge at tilknytte / integrere et lille forum til min hjemmeside / weblog.

Min dagligdag er travlt besat. Mange gør krav på mig og trækker i mig fra flere sider, og som nævnt forpligter et forum, da de fleste mennesker med rette forventer, at hvis de stiller et spørgsmål, ja så får de også en besvarelse.

Derfor kan du, som går på mit kommende forum, forvente, at jeg naturligvis kommenterer. Det er naturligvis er det også mit ønske, at brugerne skriver til og med hinanden, og webloggen har heldigvis vist, at mange brugere har interessante og givende indlæg til hinanden.

Opsætninger af forum vil ske i det nye år.

Hermed er bolden givet op.
Jeg ønsker alle derude et godt nytår.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

2 "gamle" skolekammerater mødes tilfældigt på en gågade. De har ikke snakket sammen i 10-12 år, og snakken går lystigt på, hvordan det går, og hvad den ene og den anden har brugt tiden på, siden de forlod folkeskolen. Den ene spørger: hvad går du så og laver for tiden?
Den anden svarer: jeg har en gammel drøm om at komme til grønland. Jeg vil så gerne derop og være der i 3-4 måneder, så jeg regner med, at jeg tager af sted til sommer. Hvor spændende, siger den anden. Pøj pøj med det.

Da dette "møde" jo ikke var planlagt, kigger den ene med eet på sit ur og siger: "Du, jeg må videre. Det var hyggeligt. Lad os se, om vi ikke kan finde ud af noget, når du er hjemme i landet igen". Det aftaler de og tager så hvert til sit.
Efter et lille års tid gentager scenen sig. Pludseligt en dag render de to skolekammerater på hinanden igen. De har ikke haft mødtes. Gensynsglæden er stor, og den ene tager tråden op fra, hvor de sidst slap og spørger: "hvordan gik det så i Grønland?"
Og den anden svarer: "Åh, jeg kom aldrig af sted. Jeg fik nogle uforudsete regninger, og så kuldsejlede alle mine planer. Men jeg håber, at jeg en dag får sat det i værk".
"Ja, det må vi håbe, for det lød da til, at det var en god drøm, du havde der", siger den anden.

Ovenstående er blot et tænkt eksempel. Men kunne sagtens være virkeligt.

Hvad er det, der sker i eksemplet: Der sker det, at en person fortæller om sin drøm og meget begejstret giver udtryk for en plan. Men planen lykkes ikke. Og bliver måske bare en uforløst drøm.

Hvad er det for underliggende dynamikker, der er i spil. For dette eksempel kan både handle om en drøm, som et menneske har, men kan også være et eksempel på det, som vi godt kan tænke os, men som ikke bliver ført ud i livet.
Jeg tror, at stort set alle, hvis ikke alle, kender til dette fænomen: gerne at ville noget, – at håbe på, at noget sker, men at det så ikke lykkes, eller rettere: at man ikke går mere efter målet, bare fordi der kommer modstand.

Jeg taler ugentligt med rigtigt mange mennesker. Både individuelt og som par. Og det skorter ikke på ønsker og håb.

Jeg bemærker altid følgende:

• Når et menneske siger: "jeg håber", eller "jeg vil gerne", ja så spiser jeg altid ører. Fordi for mig at høre ligger der et håb i en sådan udtalelse. Og udtalelserne kan være mange og blandt andet:Jeg håber, at jeg kommer over min angst
  • Jeg håber, at jeg bliver lykkelig i mit parforhold
  • Jeg håber, at jeg beholder mit job
  • Jeg håber, at mine børn klarer sig godt
  • Jeg håber, at jeg bliver bedre til at sige fra
  • Jeg vil gerne have mere respekt fra min partner
  • Jeg vil gerne have større livskvalitet
  • Jeg vil gerne have mere fritid
    Osv.

Jeg forsøger altid at undersøge, om disse ønsker er noget, som den enkelte håber og gerne vil, eller om det er noget, den enkelte ønsker så stærkt, at det er noget, de vil.

For hvis skolekammerater i eksemplet havde sagt og ment: jeg VIL til Grønland, ja så havde personen løst det, uagtet at der var kommet uforudsete regninger. For viljen og det at forvente, at man vil lykkes, indoperer det aspekt, at vi har virkeligheden med som medspiller, og at der som regel i et menneskes liv opstår modstand – eller udfordringer, også selvom man VIL sit mål. Men ønsker eller håber vi som det bærende element, så er vi for nemme at slå ud af kurs, og så bliver dette ønske eller mål blot en del af mange i en lang kæde.

Jeg bemærker, at der er mange, der siger:

• "Jamen, hvis jeg skal forvente, at jeg når mit mål, så virker det som om, at jeg stiller krav eller er meget egoistisk".

• For mig at se er det ikke egoistisk at give udtryk for:
  • Jeg vil overvinde min angst
  • Jeg vil lykkes i mit parforhold
  • Jeg vil beholde mit job eller få mig et, der er endnu bedre
  • Jeg forventer, at mine børn klarer sig godt
  • Jeg forventer, at jeg vil sige min mening mere klart og utvetydigt.
  • Jeg respekterer min partner og vil respekteres a denne
  • Jeg vil skabe større livskvalitet
  • Jeg vil skabe mere fritid.

Måske er ovenstående indlysende for dig. Mit budskab er, at når du først vil noget og forventer, at det vil ske, ja så tager du fuldt ansvar for, at du kan gøre, hvad der skal til, og så er det forventeligt, at du når dine mål. Mit budskab er, at hvis du gerne vil og håber, at det vil ske, så lader du, bevidst eller ubevidst, noget andet og temmelig diffust afgøre, om det vil ske for dig.

Jeg mener ikke, at det er egoistisk at forvente eller at ville noget, helt og fuldt. For mig er det egoistiske menneske et selvisk menneske, der vil noget og er hundrede procent ligeglad med, om det berører andre. Man kan sagtens stille mål op, og ville noget, og stadig have omtanke og respekt i forhold til, hvilken indflydelse det har på andre.

• Nogle gange tænker jeg faktisk, at det er mere egoistisk blot at håbe.
• Og oven i købet ganske tankeløst.

I sin grundform er håbet en smuk energi. Udsprunget af en dyb længsel efter et harmonisk eller ideelt liv. Men jeg tror ikke, at håbet eller evnen til at håbe er os givet, for at vi bare skal sætte os tilbage og håbe på det bedste. Det er ganske enkelt ikke sund fornuft kun at håbe. Tænk eksempelvis på, at du har fået et sår på benet, fordi du er styrtet på cyklen. Sund fornuft er at rense såret og så at håbe på, at det heler. Men sund fornuft er ikke at sige: jeg håber, at det bliver bedre, uden at gøre, hvad du kan for at sikre det.
Og sådan er det også med vores øvrige projekter. Håb, når du har gjort alt, hvad du kan. Men sørg for at gøre alt, hvad du kan og at placere de virkeligt vigtige emner på et niveau, hvor du indeni dig selv er i kontakt med den resolutte holdning, der viser, at du vil, og ikke bare gerne vil, men vil.

Jeg bemærker, at der er mange, der baserer vigtige områder af deres liv på et håb. Eksempelvis møder jeg mennesker, der i 10 år har haft det usandsynligt svært og hårdt i deres parforhold, men stadig håber, at det bliver bedre.

For at "vække" nogle a disse menneskers egen ansvarlighed, spørger jeg af og til om følgende:

• Hvis din chef kommer og siger til dig, at du arbejder fint og bare skal knokle på, for din arbejdsindsats er meget tilfredsstillende, og så tilføjer, at der forhåbentligt så kommer løn sidst på måneden, at det ikke er helt sikkert, men. At der er håb om det, men at man endelig bare skal knokle igennem. – Hvad vil det så gøre ved motivationen?

Så svarer mange mig:

• Det er jo en skør tanke, og hvis det overhovedet skete, ville jeg ikke finde mig i det.

Nej, nemlig ikke.
Men hvad er det så, der gør, at det er den holdning, du bilder dig selv ind vedr. dit parforhold eller dine børns adfærd eller det spændende mål at få større livskvalitet?

Ansvaret og valget og prioriteringerne er hele tiden vores egne.

Og denne lille tekst er for at fortælle, at vi endelig må håbe, men at det ikke må være den bærende kraft i det, vi gør, for så bliver det derefter. Så skaber vi selv skuffelserne og anledningen til at brokke os, når noget ikke bliver, som vi har ønsket.

Tænk over det.
Og kig indad og gør dig klart, om du håber eller forventer det bedste.
Jeg håber, at du forventer det bedste. For så ved jeg, at du vil bringe både ansvarlighed og handling ind i dine ønsker.

Hilsen
Christel

Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »

Der er ingen af dem, jeg kender, som jeg kan snakke med som dig. det er så vildt, at uanset hvilket dilemma jeg befinder mig i, og som jeg ingen løsninger har på, ja så kan du altid hjælpe. Det er da for vildt, at din hjerne er så skarp. Og at der altid er plads til en tåre eller to. Du giver mig følelsen af, at jeg er den bedste til at være mig.

Kun min mor og mine nærmeste veninder ved, hvor meget jeg nogen gange har brug for dig, og du har virkelig hjulpet mig igennem nogle svære tider, og fået mig på benene igen hvor det har set mest sort ud, det skal du nu have en kæmpe tak for, det er helt vildt jeg er så glad for at jeg kom op til dig og fik samtaler super glad smiler..

Pige, 20 år

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

En mand stopper ved en legetøjsbutik for at købe en julegave til sin datter.

Han spørger ekspedienten:
"Hvor meget koster en af Barbiedukkerne i vinduet?"

Ekspedienten svarer:
"Hvilken af modellerne mener du?
Vi har jo både:
Workout Barbie, 149 kr,
Shopping Barbie, 149 kr,
Beach Barbie, 149 kr
Disco Barbie, 149 kr
Ballerina Barbie, 149 kr
Astronaut Barbie, 149 kr
Skater Barbie, 149 kr
og Fraskilte Barbie, 1.995 kr."

Den forbavsede fader spørger:
"Hvorfor koster Fraskilte Barbie 1.995 kr og de andre kun 149 kr?"

Den let irriterede ekspedient svarer:
"Det er da klart, Hr. – i model Fraskilte Barbie indgår også Kens bil, Kens hus, Kens båd, Kens møbler, Kens PC, en af Kens bedste venner og en lille nøglering fremstillet af Kens testikler."

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Eller

Tro, forventning og kærlighed

Du kender det:

• Symbolet for tro, håb og kærlighed. Et symbol med et kors, et anker og et hjerte.

Om du har set det på en sømands bryst, eller kanske selv som barn har haft et lille sølvvedhæng, ved jeg ikke, men ved at symbolet er internationalt.
Og at kvaliteterne tro, håb og kærlighed er væsentlige faktorer i en nær relation…. Eller hvad ?

Jeg gør mig mange tanker om især aspektet "håb" og har i sinde at skrive en del dokumenter om dette aspekt i den kommende tid. Dette er hermed det første i rækken.

Nogle af de spørgsmål, jeg vil skrive om, er følgende:

• Hvad er det, vi tror på i parforhold?
• Tror vi "på den eneste ene "?
• Tror vi, at vi kan blive lykkelige sammen?
• Tror vi på, at kærligheden overvinder alt?
• Tror vi på kærligheden til døden os skiller?
• Tror vi, at kærligheden nok skal sejre til sidst?
• Hvad håber vi på? og hvorfor håber vi overhovedet?
• Hvad er det, der gør, at vi håber i stedet for at forvente?
• Hvad sker der, når vi håber? Og hvad sker der ikke, når vi håber?
• Og hvorfor er det et anker, der er symbolet på håb? Er det håbet, der skal rodfæste os – eller tror vi, at vi bevæger os, når ankeret er kastet ud?

Der er mange flere spørgsmål. Og de vil i de kommende tekster være flettet ind i mine tanker om vores egne valg og vores egne attituder til, hvad det er, der gør og hvad vi selv kan gøre for at skabe et sikkert og udviklende parforhold.

Enhver er naturligvis velkommen til at respondere. Skriv enten på min blog eller en mail, som så kan lægges på mit site. Der sikres altid anonymitet.

Venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen
Kolding

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Kærligheden er ikke en læge.

Kan du skelne, om du elske, eller om du er afhængig af din partner?

• Jeg har tidligere skrevet om at Kærligheden ikke er en læge, og med det mener jeg, at selvom man elsker hinanden, ja så heler kærligheden ikke alle sår, helt automatisk.
  Det er der mange, som forundres over.

Den form for kærlighed, som jeg oplever, at de fleste mennesker søger, er den ubetingede kærlighed.

Hvis du gerne vil vide, hvad ubetinget kærlighed er, har du et fortrin, hvis du har børn. Det er nemlig heldigvis sådan, at de allerfleste forældre elsker deres børn ubetinget.  Det betyder jo ikke, at man elsker alt, børnene gør, vi korrigerer, når der skal ryddes op på værelset, vi gentager – igen og igen, at der skal være en vis kammertone osv.

• Men det at justere adfærd, betyder ikke, at kærligheden ikke er til stede.

Og denne kærlighedsform er pragtfuld. Især, når den ikke kun opleves "indefra og ud", men bliver vist og talt, så barnet kan mærke, at det er elsket som det menneske, det er.

Og denne oplevelse af betydning, som ubetinget kærlighed giver, er den tilstand, som mange voksne også eftertragter.

Og i min parterapeutiske praksis hører jeg ofte citater som disse:

• Jeg elsker min kone og har altid gjort det. Min kærlighed til hende er af en anden verden
  eller
• Jeg vil gøre alt for at genvinde min kones kærlighed, så vi får det, som vi havde engang.
  og
  Jeg elsker hende, det har jeg jo fortalt hende

Og når "konen" så spørger:

• Jamen, hvorfor mistror du mig så? Hvorfor checker du mine mails og min mobil. Hvorfor checker du mine baglommer? Hvorfor sender du mig ud af døren, med en sur mine, når jeg vil til fitness eller ind til en af mine veninder? og når du nu aldrig har fundet noget, fordi der ikke er noget at finde, hvorfor bliver du så ved ? Hvis jeg er så vigtig for dig, hvorfor spørger du mig så konstant, hvem jeg snakker med og hvorfor?

Og spørgsmål som:

• Hvad er det, der gør, at du ikke anerkender mig, som den jeg er, men synes, at jeg da godt lige kan tabe et par kilo og irriteres over, at jeg går op i min karriere? For det er for mig ikke tegn på, at jeg har betydning for dig

I andre tilfælde er situationen en anden.

En kvinde ved med sig selv, at hun elsker sin mand. han siger også, at han elsker hende. I hvert fald sagde han det, da di blev gift. Siden har han vel egentligt ikke sagt det så tit. Måske får hun en buket på bryllupsdagen, måske ikke. I hans logik burde hun forstå, at han elsker hende, for han er her jo stadigvæk.

Men hun oplever, at hun kritiserer ham og at han kritiserer hende. Det er som om, at de er kommet ind i rumlen, der hedder "find fem fejl", og den anerkendelse, som de begge har brug for, kommer ikke til udtryk, hverken i daglig tale eller på sms`er. Begge er skuffede over, at den anden bruger tid på Face Book, selvom de begge stoler på, at den anden ikke sidder der for at finde en ny partner….

Der er også andre scenarier. Især i unge parforhold.

Jeg hører tit frustrerede kvinder, i 20erne, der taler om, at de er glade for deres kæreste, og at dette er gensidigt. Men at det slår skår i glæden og kærligheden, at kæresten er på pornohjemmesider og ser pornofilm. Kæresten siger, at "det gør alle hans venner altså også, og at hun skal lade være at være så sippet, for det betyder jo ikke, at han ikke elsker hende"

Og manden, der elsker sin kvinde, men er ved at gå til grunde, fordi hun ikke orker fysisk kontakt, og helst vil sove alene.

Og kvinden, der elsker sin mand af hele sit hjerte, og ikke har haft en fornemmelse af, at han igennem flere år har været ulykkelig og tænkt på at komme væk.

Og

Kvinden, der elsker sin mand, men som oplever, at han ikke ser en fremtid for dem, uden at kunne sætte flere ord på.

Hvad er det hele mon for noget?

Jeg tror, at mange oplever, at kærligheden naturligvis er så stærk og fin en energi, at man gerne vil gå langt for den.  Jeg oplever også, at der er mange, der ikke helt ved, om det er kærlighed eller tryghed, eller afhængighed af, at nu er den virkelighed, som man har drømt om, siden man var lille, endelig skabt, og så begynder den ene part pludseligt at tvivle….

Det aspekt, som jeg hyppigst tænker på i ovenstående scenarier, er:

• Et er at du kan føle kærligheden indefra og ud, men får du også vist og talt din kærlighed ud til din partner. og har du vished for, at din partner opfatter dine signaler. For det er faktisk ikke nok, at man selv ved, at man elsker den anden part. På samme måde som det ikke er nok at vide, at man elsker sine ørn, hvis man ikke viser det og giver udtryk for det. Hvis du elsker din partner, skal andre både kunne se og høre det. Og kunne se og høre, at din partner opfatter og gengælder dine signaler.
  • For så er kærligheden i spil, også udefra og ind.

Vær opmærksom på, at bare fordi at drømmen om huset, møblerne, bilen og ferierne er realiseret, ja så er det ikke nødvendigvis et tegn på, at kærligheden er i spil…. Det er med kærlighed som med blomster. Vandes den ikke, så er det ikke nok for blomsten, at man synes, at den er pæn og havens pryd.

Gransk derfor dig selv, i stedet for at brokke dig eller græde over, at din partner ikke giver nok. Find ud af, om dine egne signaler er tydelige….

Og et af de spørgsmål, der fortæller dig, om du ved, om du elsker din partner, eller blot er afhængig af jeres tilværelse, er:

• Tror du på, at I kan blive lykkelige sammen?

Venlig hilsen

Christel

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

For en kort periode vil min hjemmeside se lidt mærkelig ud.

• Det vil rode lidt med Æ, Ø og Å indtil tegnsætning er blevet rette på ude på siderne.

Nu skulle det værste være overstået, tegnsætningen for Æ, Ø og Å skulle nu være rettet ude på siderne.

God læse lyst.

Hilsen

Christel

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Hej

Så er det ved at være julefrokosternes tid igen.

Tiden, hvor alt for mange drikker alt for meget og drikker den sunde fornuft væk og flirter, småkysser mv. med kolleger, chefer, medarbejdere mv. til årets julefrokost.

Som parterapeut oplever jeg en tendens til, at mange mennesker til julefrokoster har en udpræget tendens til at glemme kæresten derhjemme og i stedet legaliserer en adfærd,  der flytter sig ind i zonen for utroskab. Og bare denne weekend har jeg fået 60 mails fra frustrerede og sårede kærester, der fortæller om flirt og efterfølgende intens sms-udveksling efter julefrokoster…… og hvordan man overhovedet skal håndtere det, her i december, hvor julen nærmer sig, og hvor de jo siger, at det er hjerternes tid….

Jeg fik af en veninde fortalt, at der i Godmorgen Danmark fredag den 5. december havde været et indlæg med en sexolog, hvor netop emnet julefrokost og flirt blev bragt på bane. Ifølge min veninde havde sexologen udtalt, at "man skulle da bare flirte og  gøre , hvad man havde lyst til". Og at hvis det var en chef, der flirtede med sin sekretær, skulle chefen nok udskifte denne efter nytår mv.  jeg har kun denne reference på anden hånd, men tænker, at det er den tendens, jeg bemærker.

Tendensen, der handler om, at "til julefrokoster kan man tillade sig alt", – og mærkeligt nok underkende det aspekt, at:

• Alting har konsekvenser

Jeg har det sådan, at mennesker jo må gøre, hvad de vil.  De må drikke, hvad de vil. De må kysse dem, de vil. De må lade være, hvis de vil.
Jeg syne bare, at det er skammeligt, at der ikke skal mere til end nogle juleøl og et antal snapse for at fornuften forsvinder, for prisen er sørme høj for en del af dem derude.

Jeg ved godt, at nogle har deres grunde til at flirte. Det kan være, at parforholdet derhjemme har knaget længe, og at man så tager det som en vinkel til at få sluttet det.  Det kan være, at man er player og egentlgit ikke vil sit faste parforhold, men søger friheden – eller det, som man kalder friheden…… for også en players tilværelse kan være et fængsel. Det kan være en straffe-aktion, der er på spil. Måske kæresten derhjemme skal "straffes" for noget, som han/hun har gjort eller ikke gjort.. der er en grund for hvert enkelt menneske…..

Men: Hvis parforholdet er godt, hvorfor så ikke stramme en smule op?
Hvorfor ikke lave nogle enkle aftaler om, hvor grænsen går og have en sjov julefrokost, så man både kan se sig selv, sin partner og kolleger i øjnene derefter ?

Valget er hos den enkelte.

Og valget for partneren, der bliver nedprioteret, er naturligvis også frit.

Jeg synes, at det er væsentligt at overveje, at hvis man 3 gange er blevet svigtet, ja så er der et mønster. Og så må begrebet respekt – selvrespekt "automatisk" komme op efter utroskab. For uagtet at der er kærlihged i et parforhold, så er det nu sådan, ifølge min opfattelse, at det at kunne stole på hinanden og det at respektere hinanden, nu gør det hele meget finere.

Jeg håber, at julefrokosterne bliver sjove. Og at I inden I tager af sted, giver jer selv det løfte, at I også dagen efter og dagen efter igen kan se både jer selv og andre i øjnene.

For alting har en pris.

Du kan læse mere på indlæg fra 2006 mht:

• Julefred og julefrokoster – Vent ikke på at blive følelsesmæssig dolket

Kategorier: Blandet
1 kommentar »