Arkiv for 'august, 2008'

Eksamensangst og hypnose

 | 28. august 2008 28. august 2008 - 09:07

Jeg har i mange år hypnotiseret mennesker, der har brug for hjælp til håndtering af eksamensangst.
Sideløbende med at jeg har givet værktøjer til håndtering af angst for eksamen.

De allerfleste, der kommer med dette tema, har en eller flere dårlige oplevelser bag sig. oplevelser, hvor de er dumpet, eller oplevelser hvor den berømte "sorte klap" er gået ned, – oplevelser hvor man er besvimet eller har haft store tale- og koncentrationsvanskeligheder til eksamen.

Der, hvor hypnose udmærker sig i forhold til eksamensangst, er på to områder:

  • Dels "går man tilbage" til årsagssituationen, dvs. tilbage til den situation, som er den egentlige grund til at, at man bliver ved at være overdrevent bange for eksamen. Her neutraliserer man så årsagen. I mange tilfælde er årsagssituationen den første situation, hvor man havde en dårlig oplevelse med eksamen. Dog har jeg også hyppigt bemærket, at årsagssituationen ligger "gemt" tidligere tilbage i ens liv. Det kan være en gang i børnehaven, hvor man har skullet optræde og ikke kunne bære presset; det kan være en gymnastikoptræden, skolekomedie, sportskonkurrene på en idrætsdag, hvor der har været forventninger, man på det tidspunkt ikke formåede at indfri.
    At få kastet lys over årsagssituationen giver både en vigtig viden, samtidig med at sindet lærer, at "denne situation nu er gået over"
  • Det andet aspekt, der forekommer og er fremmende ved brug af hypnose med hensyn til eksamensangst, er at de ressourcer, som en person har brug for at få aktiveret, kontaktes.

Når jeg i den forberedende samtale spørger:
"hvilke ressourcer er det, du ønsker at være i kontakt med , før og under eksamen" og spørger
"hvad er det for en sindstilstand, du ønsker at befinde dig i", ja så er de hyppigste svar, at

Man ønsker at

  • Være rolig og afslappet
  • Være opmærksom og fokuseret
  • Være sikker
  • Være i stand til at tale, tænke og huske klart
  • At have en indre tro på, at "det her kan jeg godt"
  • At føle sig tillidsfuld i forhold til lærer og censor.

Naturligvis er der variationer, og nogle har også brug for, at deres egne indre forventninger ikke er skruet op til et maximum, og/eller at man ikke bruger mental energi på at frygte, hvad forældre eller andre nu siger, hvis det går dårligt mv.

De ressourcer, den enkelte mangler, vækkes igen i hypnosen. For de ressourcer, som der peges på, er ressourcer, som alle har haft i forskellige situationer i deres liv. Og derfor kan de atter vækkes.

Jeg har fået utroligt mange tilbagemeldinger på, at karakterer, som den enkelte slet ikke troede, var mulige at "score" er en realitet efter samtale- og hypnosebehandling.

Da jeg også har mødt voksne mennesker, der decideret har fravalgt studier på grund af en aldrig bearbejdet eksamensangst, synes jeg, at man skal tage eksamensangst alvorligt og vide, at der er meget at gøre.  På et tidspunkt, flere år tilbage, talte jeg med en mand, der kom i en anden anledning. Han var utilfreds i sit liv, men forstod ikke helt hvorfor.
Vi afklarede, at det skyldtes, at han ikke havde det job, han egentligt ønskede sig.
Og han blev klar over, at hans "drømmejob" ville kræve, at han tog en uddannelse hvortil han svarede:
"det gør jeg altså ikke",.."jeg er så bange for eksamen, så det kan jeg lige så godt opgive på forhånd".

Denne mands historie blev for mig et tydeligt tegn på, at ubearbejdet angst kan trække dybe spor i et liv.

Man kan også bearbejde eksamensangst uden at bruge hypnose. Uanset hvad er der meget at gøre, så snyd ikke dig selv for at få hjælp, hvis du har behov.

At genskabe kærligheden og tilliden efter sidespring/utroskab

 | 18. august 2008 18. august 2008 - 14:00

Hvorfor er det så svært for nogen at genskabe kærligheden og tilliden efter sidespring/utroskab

  • De seks grundfølelser

I sin bog "Viljen til sejr – harmoni i job, familie og fritid" skriver Arne Nielson om de seks grundfølelser. Og han gennemgår dem også på sine fremragende foredrag.

Når begrebet "grundfølelser" skal defineres, er det de følelser, som alle mennesker kender, og som selv et spædbarn er i kontakt med.

De seks grundfølelser er

  1. Glæde – at være glad, begejstret
  2. Vrede – at være vred, sur, irriteret
  3. Tristhed/sorg – at  være ked af det, ulykkelig, bedrøvet
  4. Angst, at være bange, usikker
  5. Overraskelse – at være overrasket, undrende
  6. Væmmelse – at væmmes, føle ubehag

Alle kender disse følelser, og nuancer af dem. For der er masser af nuancer, og enhver af grundfølelserne har naturligvis forskellig intensitet.
Hvorfor det for nogen er så svært at genskabe tillid og kærlighed (og bemærk: kærlighed er ikke en grundfølelse, for ikke alle oplever kærlighed, ikke alle oplever at føle sig elsket og at  være ubetinget betydningsfuld og værdsat i deres li v- og ikke alle formår derfor at elske), har jeg nogle bud på.

  • Måske taler nogle af mine bud til dig.
    - Hvis de gør, så skriv endelig et indlæg her til bloggen.

Når der har været utroskab, opstår der udover stor afmagt, vrede, sorg og chok, også væmmelse. Mange af dem, som er blevet sårede, føler stor væmmelse, dels når de tænker på det, deres partner har gjort, og når de prøver at skubbe tankerne om fortiden væk og være nær med deres partner, ja så indfinder væmmelsen sig også.
Mange kalder dette for had, men jeg tror, at det i lige så høj grad er væmmelse, der er i spil. Og sagen med væmmelse er jo netop, at det formentligt er den grundfølelse, vi stort set ikke har nogle redskaber til at håndtere.

Når vi i vores daglige liv føler væmmelse, er det eksempelvis bestemte madvarer, en rådden lugt, eller når vi ser TV-udsendelser med fornedrede mennesker mv. Vores instinktive reaktion er at vende os bort fra sådanne aspekter. Det skaber ubehag i os, og vi vil ikke have med det at gøre.
Tænk bare på, hvis der var noget mad, du ikke brød dig om som barn (lever, fisk, ost mv.) formentligt kunne ingen få dig til at spise det, og formentligt besluttede du dig for, at når du blev voksen, ja så skulle ingen tvinge dig til at spise noget, du ikke ville have. Og det er en sund måde at reagere på. For væmmelse opstår jo, som en reaktion, når der er noget, der ikke er godt eller føles væmmeligt for vores system.

Problemet bliver dog bare helt anderledes, når det handler om et kærlighedsforhold. For hvis man ikke har sluttet forholdet efter utroskab/sidespring, men gerne vil kæmpe for forholdet, ja så er der "ridser i lakken", og endda mere alvorligt end det: der er med et hældt væmmelse i kærlighedens  bæger.
Og så kan man følelsesmæssigt ikke bare vende hovedet væk, for to modsatrettede dynamikker slås indeni.
Den ene dynamik handler om, at man på trods af det, der er sket – og ikke sket  – vil kæmpe videre, for man elsker den anden
Og den anden dynamik siger: løb væk, kom væk fra den, der har såret dig, for det her er væmmeligt, og så plejer man jo at vende sig væk…..
Og så er dilemmaet i gang.

Ikke alle bliver så dilemmafyldte, at de betvivler om de kommer styrkede igennem krisen. Men de, der føler væmmelse i stor grad, kæmper tit en stor indre personlig kamp, for at få åbnet for tilliden og kærligheden igen. Og lander tit på et punkt, hvor de føler, at det er uretfærdigt, at de skal kæmpe så meget, når det nu er partneren, der har været utro.

Ligesom nogle mennesker skal lære at styre deres vrede og ikke være for aggressive, skal andre lære at kunne rumme væmmelse, uden at lade den forgifte alle tanker og følelser indeni.  For det er ok at væmmes, men det er ikke ok at lade væmmelsen fylde så meget, at man bliver ved at splitte sig selv ad. Og derefter splitter sin partner ad – i værste konsekvens.

Vi ved jo alle sammen, at fortiden er ovre. At vi i hvert fald ikke har indflydelse på den. Og at vi må tage ved lære af de fejl, der er begået.
For det er det eneste, vi kan bruge fortiden til.
Hvis du er blevet svigtet af din partner, og hvis du alligevel har valgt at kæmpe for dit forhold, så vid, at du har givet dig selv en opgave. En opgave, der handler om at vælge. At vælge hvilke tanker, du vil tænke, og at vælge hvad du vil lægge vægt på.
Hvis du i dine tanker bliver ved at vende tilbage til det, der er sket (og som naturligvis er dine tanker om det), så er det ligesom at køre bil og hele tiden kigge i bakspejlet.  Og at glemme at være nærværende og mest fokuseret på kørebanen, der er lige foran dig.
Og det valg, skal du træffe. Valget der handler om: hvad er mest fremmende for mig at tænke
Så kan man sige, at det er urimeligt, men man kan også anlægge den vinkel, at det egentligt er heldigt, at man helt tydeligt får mulighed for én gang for alle at tage styring med sit fokus.

Der er ingen tvivl om, at det er ulykkelige omstændigheder, men gør dig ikke til offer – eller bøddel , bare fordi det er ulykkelige omstændigheder. Og vid så, at genfinde kærligheden i sin grundform godt kan rumme nederlag, under forudsætning af, at du ser din partner gøre, hvad der skal til for at bygge tilliden og ligeværdigheden op igen.
For et er at opleve, at der er ulykkelige omstændigheder, et andet er at bide sig fast i, at man er offer for omstændighederne. Man er kun offer, hvis man vælger at være det.

Jeg har mødt par, der meget hurtigt er kommet over utroskab og sidespring, og jeg har mødt par, der har taget langt tid om det samme.  De, der kommer hurtigt over det, har nogle perspektiver, der hjælper dem.
Generelt vil jeg sige, at de der kommer hurtigt igennem, har en oplevelse af, at der har været fejl på begge sider, og at den der er blevet svigtet, også har haft svigtet på andre måder, også før utroskaben.
Og samtidig oplever jeg, at de der kommer hurtigt igennem (og jeg vil lige sige, at det ikk er et succeskriterium at komme hurtigt igennem, men det er jo rart nok, at en krise ikke varer hele og halve år,), ja de har mange gange en konklusion, der hedder "der er jo ikke nogen, der er døde", så nu må vi gøre, hvad vi kan for at blive en bedre enhed.

Men hvert par er sit eget. Hver partner har sin historie, og derfor er der ingen endegyldig sandhed i forhold til at komme videre. Ethvert par må finde sin egen vej til at lykkes.

Og de par, de hurtigt kommer over krisen, taler også om utroskaben indimellem. Det er ikke sådan, at den bare er lagt på is og aldrig mere skal tales om.

Håber at have inspireret nogen af jer.

God mandag herfra
Christel

GHTime Code(s): nc nc nc nc 

Parforhold og utroskab

 | 15. august 2008 15. august 2008 - 13:24

Der lader til at være en overbevisning om, at hvis et menneske er sin partner utro, ja så er det på grund af, at der er knas i parforholdet.

  • Sådan er det, ifølge min opfattelse og erfaring ikke kun.

Lad mig uddybe min påstand.

Når et menneske begynder at miste sin arbejdsglæde og ikke føler sig tilfreds i et job, som vedkommende har  været glad for og engageret i tidligere, er der som regel flere aspekter i spil. Det kan selvfølgelig godt være, at arbejdsopgaverne er blevet flere og sværere. Det kan godt være, at der er kommet nye kolleger eller chef, som er med til at bevirke, at "tonen" har ændret sig, og at man ikke oplever den anerkendelse, man tidligere har fået.

Og det kan også være, at andre livsområder er begyndt at røre på sig, så perspektiverne i arbejdet ikke er nær så interessante som tidligere.
Har man fået et barn, eller er man i gang med ombygning, er der uforløste sager i familien eller venskaber, er der gæld som truer og har man bevæget sig til et sted i sit liv, hvor ens værdier er under revision, kan alt dette indvirke på ens ligevægt og fokus og dermed være med til at gøre et interessant arbejde mindre interessant. Og eksemplerne behøver heller ikke at handle om arbejde, for du der læser dette, tænker måske: ja ja, men hvad har det med parforhold og utroskab at gøre.

Lad mig give endnu et par eksempler:

Du har formentligt haft noget tøj, eller nogle sko, som du førhen var usigeligt glad for. Som var med til at give dig følelsen af at være lækker, tilpas mv. eller en bil, som du fandt absolut uundværlig.  Og lad os sige, at sådan var det for 10 år siden. For 10 år siden fandt du attrå ved disse ting, og det kan være, at du stadig synes, at tingene er "fede, men de giver dig næppe den samme begejstrede og berusende fornemmelse, når du tænker på dem, eller bruger dem….

Hvorfor ikke?

  • Er det fordi, at der er kommet nyt tøj og nye biler, der bare er endnu federe?
  • Er det fordi, at tøjet og bilen er blevet gamle og lidt slidte
  • Eller er det, som jeg mener, på grund af at du har udviklet dig.
  • På grund af at du har skiftet værdierne ud, også uden at være specielt bevidste om det….

Ovenstående eksempler er til for at give lidt af en forklaring på, hvorfor det ikke bare er parforholdet, der knaser… som altid er udløsende faktor for, at man går ud og er utro. Det handler, når alt kommer til alt, mest om personen selv.  Som i eksemplet med arbejdspladsen kan det være samspillet på arbejdspladsen, der giver arbejdslede, så man ikke kan finde motivationen frem, men andre faktorer kan være i spil på en og samme tid.

Så de, der mener, at det skyldes parforholdet alene, at en partner er utro, tager fejl.
Det er personen selv, der ikke er vågen nok i forhold til egen moral, signalerne fra den dårlige samvittighed mv.

De, der er utro, som er det for første gang og som chokeres over sig selv, spørger mig tit:

  • Hvordan kunne jeg gøre det? Og tilføjer: "jeg ville have sværget på, at det aldrig kunne ske for mig".

I de tilfælde tænker jeg, at det er væsentligt at forstå, at et menneske, der er i balance, sjældent gør noget imod deres egne grundprincipper.
De fleste har principper om ikke at stjæle, ikke at slå, ikke at lave hærværk, ikke at være utro.
Et menneske i balance går ikke bare ned i en butik og stjæler løs, eller går hjem i godt humør og med overskud og begynder at slå løs på børnene. Eller smider tv-programmet væk en fredag aften og går ud og hærger butiksruder, gadelygter og biler.
Det er en af måderne at forklare på, at personen, der er utro, skal kigge sig selv i spejlet, og skal kigge ind i sig selv, og finde ud af, hvad det var, som man tillod at presse én i så høj grad, at man "flygtede" ved at være utro.

I andre sammenhænge er eet et mønster at være utro. Et mønster at fortie og lave sine egne regler, mange gange ud fra den basale, men forkerte antagelse, at : "det man ikke ved, har man ikke ondt af "……
I disse tilfælde skal svarene på, hvorfor man i voksen eller ung alder er utro, findes i opvækstmiljøet.
Og her anbefaler jeg folk at kigge tilbage på opvæksten og med en voksens optik at kigge på især, hvordan forældre mv. var som rollemodeller og hvordan grænserne blev sat…. For mennesket, der har gjort det til en dårlig vane at være utro, har en del af sin psyke, hvor grænserne er flydende. Evt. en del af sin psyke, hvor man har vænnet sig til at fortrænge de sunde signaler om, hvad der er rigtigt og forkert, og her må man kigge på, om man har kopieret moderens alkoholisme, faderens grænseløse dominans, en kultur hvor man ikke snakker om problemerne, at man har fulgt sin rebelske storebror og blot kopieret ham mv….

Der er altid grunde.

Og vil man bygge tillid op til sin partner, efter utroskab, er en af de bedste måder at huske. Og at sætte ord på alle de erindringer, man har, for netop derigennem at vise partnere, at man nærmer sig en større selvforståelse og en bedre kontakt med sig selv.  Man kan bl.a. gøre dette ved at se på gamle fotografier og frit associere ud fra disse. Man kan sætte sig med et stykke papir og skrive ned, hvad man husker og hvad man ved fra de første 5 år af sit liv, de næste 5 år mv.
Og huske ind i de situationer, hvor man følte sig svigtet og alene.
Man kan spørge familie og venner, som man har kendt i mange år, om h vad de husker. Og hvilke tanker og erindringer, de måtte have, om ens opvækst.
For at folde historien ud.
Og for at forstå, hvad det er for en kultur, man har båret videre og ladet komme til udtryk igennem utroskab.

Det, som jeg oplever, at mennesker, der har været utro, skal forstå, er følgende:

  • Når man gør noget, har det en konsekvens.
  • Når man ikke gør noget, har det også en konsekvens.
  • Feksempel: når man ikke siger sandheden, har det en konsekvens, når man ikke taler om tingene har det en konsekvens, når man ikke mærker efter og justerer sin dårlige samvittighed i forhold til at forbedre sig, har det en konsekvens).
  • Og du, som gerne vil bygge tillid op til din partner, kan begynde at lægge mærke til alle de ting i dagligdagen, hjemme hos jer selv eller blandt andre mennesker og kommentere det, når du ser, at netop det at der ikke gøres noget, har en konsekvens.
  • Det vil signalere og fortælle din partner, at du begynder at forstå.
  • Forstå dig selv og forstå en meget vigtig mekanisme.

Når man vil bygge tilliden op, så må man gøre sig klart, hvilke fejl, det er man vil rette.
Fortæl din partner om, hvilke fejl, du er bevidst om, at du vil rette.
Og gør dig klart, hvordan du vil rette dem.

Fald ikke i grøften, hvor du tror, at det er nok at sige "undskyld" og "jeg gør det aldrig igen".

  • For det er ikke nok.

For tænk det sådan her:

  • Det at have været utro kan sammenlignes med at have overtrukket den fælles kassekredit med 200.000 kroner – uden at have fortalt partneren om dette.
  • At sige "undskyld" er blot et signal på, at man lover, at det vil man ikke gøre igen.
  • At bygge tilliden op, er at gøre sig klart, at man kontinuerligt må sætte penge ind, lægge indsatser ind, så overtrækket mindskes, og til sidst er i nul. Hvorefter man virkeligt kan begynde at bygge op.
  • Så at stille sig selv spørgsmålet, der hedder: på hvilke måder vil jeg i dag lægge en indsats, der viser min partner, at jeg retter mine fejl," er vigtigt at besvare og udføre i handling.
  • Gør man ikke noget, vil partneren føle, at hun/han skal bede om at man sætter ind på kontone. Og det vil føles både urimeligt og uværdigt.

Al forandring starter med B.

Det betyder, at den forandring, som man står overfor og midt i, efter opdaget utroskab, starter med bevidsthed.
Man må blive bevidst om sine egne mønstre og tanker, man må lytte til den konstante summen i hjernen, og lægge mærke til, hvordan man reagerer under pres. Og netop fortælle sin partner om dette.

Kom ind i kampen, hvis kærligheden er vigtigere end smerten.

Christel
 

Tilbage til hovedsiden:

GHTime Code(s): nc nc nc nc 

Om utroskab vinklet/set fra den utros side af

 | 14. august 2008 14. august 2008 - 09:59

Et indlæg fra den utros side.

Prøver selv at forstå hvorfor jeg gjorde det og hvordan jeg vinder hendes tillid igen.

  • To spørgsmål i samme indlæg.

Jeg har læst mange artikler fra denne gode debat side… Men som andre læsere finder jeg flest indlæg fra den ikke utros side… Her er min historie!

Jeg mødte min kæreste (Nu kone) for 4 år siden… Jeg har altid elsket hende og vi har et helt fantastisk forhold og sexlix.  Til trods for dette så var jeg hende utro 5 gange (4 x sex 1 x kys) inden for det første halvanden år.. (altid one night stands) Sidste gang var mens hun ventede vores lille pige. Har altid fortrudt efterfølgende men efter den sidste gang – fik jeg det så dårligt over det og lovede mig selv aldrig at gøre det igen, da jeg nu skulle være far og det ansvar der fulgte med… Det har jeg holdt, men som mange andre ting, så kommer fortidens synder altid efter en og jeg måtte indrømme først en og efter benægtelse de sidste 4 gange.  Trods min overbevisning om at hun vil forlade mig, er hun blevet for at kæmpe for vores forhold…

Hvorfor gjorde jeg det? Vi havde det godt og vi havde et godt sexliv!

Min egen konklusion er at det er en dårlig vane som altid har været der uden konsekvens (fra tidligere forhold) og at jeg havde brug for en forsat bekræftelse indtil den dag jeg følte mig som en rigtig mand (Den dag jeg skulle vare far) Er der nogen mænd eller kvinder har prøvet det samme? Hvorfor fanden gør man sådan sindssyge ting når man elsker en anden?  Så snart jeg var kommet, smed jeg one night standed ud, og havde det af helvede til…

Det er nu snart 5 uger siden og vi bevæger os langsomt frem og tilbage men dog frem.

Vi er gået i terapi hos Christel og det hjælper helt sikkert… Men som så mange kvinder skriver på denne side, synes min kæreste at det er hende der skal kæmpe for vores forhold og det er hende der skal tage iterativ til at tale om det.. Jeg vil helst glemme det og se frem af… Men så let ved jeg godt det ikke er… Så derfor håber jeg at der er nogle kvinder der kan hjælpe mig med at forstå de behov min kone har i dag og hvad der skal til for at bygge tillid op igen….Og ikke gemme mig i krogen i den tro at problemet forsvinder af sig selv, for det gør de ikke….    Jeg elsker min kone over alt på jorden og vil gøre alt for hende… Mit problem er kommunikation og at læse de signaler hun sender… Jeg sidder for det mest og bare stiger ud i luften, da jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal sige…Har total berørings angst omkring emnet og vil ikke tale om detaljerne. Hver gang hun spørger til dem ender det med et skænderi da hun bliver sur og fortvivlet over min manglende svar…  Mit argument er, at vi har talt om det 1000 gange og jeg ikke har mere at sige…  Kun undskyldninger og forsikring om at det aldrig sker igen kommer ud af min mund….   De 4 ud af 5 skete på forretningsrejser, så jeg har droppet helt at rejse, samt ikke vare sammen med den mandlige kollega som jeg gjorde det meste samme med når vi rejste samme (Han var også sin kone utro) … Dvs. ikke gå i byen med ham eller til firma julefrokost..  .  Jeg bestiller ikke andet end at rydde op og prøve at gøre ting som jeg tror at hun synes er rart… Jeg siger tit jeg elsker hende (for det gør jeg virkelig) og sende små sms'er. Men jeg misforstår hele tiden hendes signaler og hun bliver enorm let irriteret på mig,

Til mine spørgsmål, som jeg håber at der er nogle kvinder som har været eller er i lignende situation, som min kone kan hjælpe med.

  1. Jeg ved at vi igennem samtaler kan komme langt, men uden at komme ind på detaljerne – hvilket emner ville hjælpe og som kunne give tillid i det lange løb
  2. Kan ikke give hende en ordentlig forklaring på hvorfor jeg gjorde det, men vil heller ikke lyve og sige et eller andet.. hvad kan jeg gøre når jeg dårlig nok forstår det selv? Er der nogen der har en ide?
  3. Alle gode råd og forslag til hvordan jeg skaber tillid, skaber tryghed og får hende til at føle sig elsket… Og her mener jeg ikke blomster, gaver og alt det der, for det ved jeg godt og har altid været god til det…

Håber nogle kan hjælpe mig.

Mvh

JJ

Christel Sonne Rasmussen i radioen – P1.

 | 10. august 2008 10. august 2008 - 19:46

Mandag den 18. august kan Christel Sonne Rasmussen høres på P1, i den udsendelse, der hedder Coaching på P1.

Her deltager Christel i et radiointerview, hvor også cand.psych janni Killested deltager.

  • Det emne, vi taler om, er parterapi og parcoaching, hvor Christel har erfaring inden for begge områder.

Efter udsendelsen kan interviewet også høres på DRs hjemmeside, ligesom udsendelsen genudsendes søndagen efter.

Så hvis du vil høre lidt om parterapi og parcoaching, og hvis parterapi og parcoaching interesserer dig og er noget, du eller I har tænkt over, kan det jo være en ide at tænde for radioen.

God fornøjelse

Christel

Register Login
Tekster på CSR-Nyt er ejet og kopibeskyttet af Christel Sonne Rasmussen.