Et af de udsagn, jeg hyppigst møder, når jeg har parterapi hvor temaet er utroskab, er at den krænkede part siger:

• “Jeg forstår ikke mig selv. For jeg har altid haft det princip, at jeg ikke ville leve i et forhold med utroskab“.

Men nu hvor det er sket, er jeg ikke så sikker på, at det skal være forbi”.

Jeg tror, at de allerfleste mennesker har nogle principper indenfor forskellige livsområder.

Principper som:

• Jeg vil ikke arbejde et sted, hvor chefen er tyrannisk.
• Jeg vil ikke leve i et voldeligt forhold
• Man må ikke slå sine børn
• Man skal ikke finde sig i svindel, løgn og bedrag
• Man skal svare enhver sit

for nogle mennesker er principperne meget konkrete, og andre principper kan være mere værdibaserede. Der er eksempler på begge slags principper i sekvensen ovenfor.
Principper skabes af både erfaringer og overbevisninger.  Mange gange har vi “adopteret” principper fra forældre, venner, lovgivning mv.

Men som udtalelsen ovenfor beskriver, så har mange oplevet, at man ikke ved det, før man står i det.
For når et princip udfordres, – og i denne tekst er det princippet “jeg vil ikke leve i et parforhold, hvis min partner er mig utro”, så opstår der to dilemmaer.
Eller rettere : mindst to.
Man må indeni sig selv afklare og mærke efter, om man nu er i stand til at revidere sit princip.
Og : man må også mærke efter og afveje, om man kan leve med/tilgive, at ens partner har været med til at bringe én i en sådan situation.

Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvad man skal gøre.
Nogle har brug for at holde fast i det gamle princip. Og andre ser,at tiden er kommet til at revidere.

Jeg mener, at det for mange par kan lade sig gøre at komme styrkede igennem, selvom der har været utroskab.  Under den forudsætning, at parterne bevidst gør sig klart, at noget skal forbedres, og at der fremover skal være kontinuerligt fokus på ærlighed, forudsigelighed og at “gøre alt småt stort”. Men opstår der igen utroskab,  – og igen og igen, så må man tage konsekvensen af det og forlade forholdet.

Jeg tror, at principper eller bæredygtige grundholdninger har mening og er betydningsfulde for os som mennesker.
Vi må have noget at tro på, og vi må vide med os selv, hvad vi står for.
Jeg anbefaler, at man skriver sine principper ned, og omformulerer dem, som indeholder negation, til konstruktive principper, som:

• Jeg vil arbejde et sted, hvor jeg giver og modtager respekt og anerkendelse
• Jeg vil leve i et forhold, hvor ærlighed og åbenhed, glæde og tillid er dele af hverdagen
• Jeg vil være kærlig og ordentligt over for mine børn. Og vil sætte grænser på sunde måder.
• Jeg vil stå inde for det, jeg gør og dermed forvente det samme af min partner.
   

Min holdning om parforhold og utroskab
En gang kan man klare, men hvis mønsteret ikke stoppes fuldstændigt, begynder både al sund fornuft og bærende tillid at forsvinde. Og det vil være ret atypisk, hvis nogen formår at skabe et værdigt og blomstrende forhold på en sådan forudsætning.

Har du kommentarer til dette
Lille indlæg, skrevet en morgen i 2008, er du velkommen til at kommentere via webloggen.

Kategorier: Parterapi
1 kommentar »

Jeg har haft mange par i min konsultation. Og kan se, at der er nogle temaer, der går igen og gør, at par vælger at kontakte mig.

Følgende temaer får par til at opsøge mig.

• Mangelfuld kommunikation og eskalering af konflikter og skænderier.
• Manglende evne til at prioritere familie og parforhold lige så højt som job og fritidsinteresser.
• Utroskab, flirt og sidespring, fysisk som pr. telefon/mail/sms.
• For megen disharmoni og frustration i hverdagen.
• Manglende varme følelser og manglende tro på at kunne lykkes som par/familie.

Når begge parter har beskrevet den aktuelle situation, og når begge har fortalt, hvad de synes er vigtigt, at jeg skal vide, opstår der hyppigt et dilemma, som er en, for mig at se, afspejling af parrets distance og frustration.

Nemlig det dilemma, at den ene part ønsker at se frem og ikke dvæle ved fortiden, hvor den anden part har brug for at forstå og tale om det, der er sket og ikke sket, for at begribe hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at komme til en så frustreret aktuel situation.

Den part, der udtrykker behov for at se frem, kommer tit med følgende udtalelser:

• Vi kan jo ikke lave fortiden om; nu må vi bare få det bedste ud af det .
• det, der er sket, har jeg pakket væk.
• Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvad der er sket, men jeg vil gøre alt for at vi lykkes fremover.
• Jeg gør jo alt, hvad jeg kan, hver eneste dag, men min partner kan ikke stilles tilfreds, han/hun vil hele tiden tale om det, der er sket, og det er jo overstået.

Den part, der ønsker at gennemgå forløbet , siger modsat:

• Det er betydningsfuldt for mig at tale om, hvad der er sket. Hvis jeg ikke bliver bevidst om historien, ved jeg jo ikke, hvornår der er grund til at være ekstra opmærksom.
• Det giver mig ro at høre, hvad min partner har været optaget af. Jeg føler slet ikke, at jeg kender ham/hende, hvis vi bare skal se frem og lade som om, at intet er sket.
• Det er som om, at det er mig, der arbejder for os begge to, og jeg martres af tanker og antagelser om fortiden, men får ingen lydhørhed, når jeg har brug for at tale om det”.

Jeg vil godt sige til dem, der vil se fremad og undgå at se tilbage for enhver pris:

• Det, der gør din partner urolig er, at du med din iver efter at se frem undgår at blive bevidst om den læring, som det kan give at dvæle en stund ved historien.
• Når du ikke vil tænke tilbage, og bilder dig selv/andre ind, at vi bare må kigge frem, så bliver du ikke klar over, hvor dine egne svage sider eller fejltrin var, og det er det der gør din partner bange og usikker.
• Det behøver ikke at betyde, at du og din partner skal snakke om fortiden i al tid fremover, men det har en vigtighed at tænke tilbage, for at forstå, at noget af det, du/I gjorde, og især: noget af det, du/I ikke gjorde, har ført jer hertil.

Det er fint at være fremadrettet, og at have et ønske om at ville videre. Men ikke på bekostning af forståelsen. Interessen for fortiden – og det er jo så kun nogle aspekter af den fælles fortid – gør, at I begge bliver bedre til at forstå hinandens behov og signaler, så I står styrkede nu og fremover.

Når man for ivrigt ønsker at se frem og ikke er villig til at tage ved lære af det, der skete/ikke skete, virker det som et forsøg på bevidst fortrængning, et forsøg på at flygte.
Og at flygte fra fortiden er ikke den bedste forudsætning for at ville videre.

Et billede på den distance, mange oplever imellem sig, kunne være:

2 mennesker står på en vej.

De er gået hver sin vej for at komme til dette punkt, hvor de nu står.
Men de har dog haft kontakt med hinanden undervejs.
Nu står de ved et punkt, hvor de gerne vil følges ad fremover.
Den ene ønsker at fortælle om sin egen vandring, og at høre på, hvad den anden har oplevet undervejs.
Men den anden kigger kun fremad og vil ikke tale om de tidligere oplevelser eller sansninger.

• Det giver et mis-forhold.

Hvert enkelt par må finde deres egen model for at komme videre sammen.
Min pointe er, at vi ikke kun skal tale fortid, men at fortiden har sin berettigelse i form af de indsigter og læringer, der ligger her. For at gå frem med en sten – eller endog en lille grusbunke i skoen, er unødvendigt.

Så de som gerne vil kigge frem, kan overveje, hvad der skal til for at få stenen ud af skoen for derigennem at kunne gå styrket videre.

Har du kommentarer til dette indlæg, er du hjertens velkommen til at skrive til min weblog.
Eller sende en mail til info@sonnerasmussen.dk

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Parterapi
4 kommentarer »

I bryllupsritualet lover vi hinanden, at vi vil elske og ære vores partner, leve i medgang og modgang og holde sammen til døden skiller os ad.

Bryllupsritualet er smukt og viist, og indeholder stor livsindsigt, og hvis begge parter i et ægteskab lever op til og lever budskabet ud, ville der ikke være behov for parterapi.  Der ville være behov for kriseterapi indimellem, for ingen kommer igennem uden kriser, såsom dødsfald, sygdom i nærmeste familie, og eksempelvis arbejdsløshed, stress eller andet, der kan påvirke en menneskelig tilværelse i belastende grad.

Og hvorfor er det mon så så svært at leve bryllupsritualet (også hvis vi ikke er gift?)

Hvad er det mon, der spiller ind – eller som vi ikke sætter i spil, som gør både det evige og det timelige til svært håndterbare størrelser?

Der er mange grunde, og jeg vil i dag pege på en af dem.

Både som parterapeut og som del af et parforhold mener jeg, at det er væsentligt at have leveregler. Nogle vil måske kalde det spilleregler. Og når jeg siger leveregler mener jeg, at det er væsentligt og mange gange afgørende at man i fællesskab gør sig klart, hvad man i sin egen enhed står for.
Og her kommer aspektet om det timelige ind i billedet. Det “timelige” er et gammelt udtryk, som i al sin verbale visdom fortæller om, at tilværelsen , når alt kommer til alt, består af timer og atter timer. Og jeg mener, at det er måden, vi bruger disse timer på, der er med til at skabe og opretholde den lykke, tilfredshed eller samhørighed, som de allerfleste både ønsker sig og længes efter. Vi har altid 24 timer i døgnet, og det har vi altid haft og vil vedblive at have. Uagtet om vi bor i Sydafrika eller Jylland, er høje eller lave, mænd eller kvinder.  Og derfor har vi en fælles grundforudsætning for at lykkes.

Og levereglerne er i den sammenhæng væsentlige.

For jeg tror ikke, at det er nok at love og garantere, at vi vil elske og respektere hinanden – for tid og evighed. Jeg tror ikke – og har tit i min praksis set, at det ikke er nok at have de bedste intentioner, hvis man ikke formår at sætte disse i spil.
Det er ikke nok at kunne mærke, at man er vild med sin partner, hvis man ikke viser det i handling, men opprioriterer job og fritidsinteresser, fordi man bilder sig ind, bevidst som ubevidst, at “vi skal jo hygge os i weekenden”, eller “når det bliver sommer, tager vi på en rejse, og så skal det nok gå”. Eller den mere “langhårede” model eller leveregel, der hedder: “når børnene bliver store og flytter hjemmefra, så skal vi rigtigt til at nyde det”.
Det kan godt være, at du – kære læser, sidder og tænker “sådan er der da ikke nogen, der gør”.
Og mit svar er “jo, sådan er der mange, der gør”. Mange ænser ikke det timelige, ænser ikke at det er nu, at vi må være nærværende, både i parforhold, familie, fritid og job.  Og at det er nu, at vi må se og mærke og have interesse og overskud nok til at spørge vores partner ad: “hvordan indvirker mine valg og forbrug af tid på dig”.
For det at udskyde lykken og romantikken, det at tro at det nok skal gå, bare fordi man selv kan mærke kærligheden og den gode intention, har også en effekt.
Det er denne basale livsindsigt, der er væsentligt at tage til sig og formulere leveregler ud fra:

I mit eget liv har jeg nogle leveregler, der kan formuleres som

• Gør alt småt stort
• Jeg vil lykkes som mor, hustru, menneske og fagperson hver eneste dag
• Det stærkeste tidspunkt er altid lige nu
  Og
• I en familie hjælper man hinanden
  Og
• I en familie taler man om tingene.

Forstår og tager man det faktum alvorligt, at leveregler og rammer er frihedens og lykkens forudsætning, og lægger daglig indsats, vil man både få og mærke de resultater, der gør, at man kan se både sig selv og sin partner i øjnene, og mærke, at livets modsætningsfyldte dynamik kan opleves, for “vejen er målet, og målet er målet ” på en og samme tid.

Har du kommentarer til dette indlæg, må du hjertens gerne skrive det til min weblog.

Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »