"Vi må bruge det, vi har i kuverten".

Beskrevne citat er et gammelt pilot-udtryk, og jeg tænker tit på det, netop ved parterapeutiske forløb.
Min oplevelse er, at der opstår en høj grad af frustration i mange par, fordi der tit igennem lang lang tid har været forventninger om, at partneren eller parforholdet helst skulle være anderledes end det er.

Mange mennesker går og ønsker sig noget andet, end det de har. Ønsker sig eksempelvis, at partneren er mere initiativrig, mere forstående, mere omsorgsfuld, sjovere, smukkere, overraskende, bestemt m.m.
Sådanne forventninger bliver tit til frustrationer, fordi der kommer til at foregå en bevidst eller ubevidst opdragelse af hinanden. en bevidst eller ubevidst kritik og et urealistisk håb eller krav om, at "jeg ville være meget mere lykkelig, hvis min partner kunne…", eller "jeg ville være meget mere lykkelig/glad, hvis vi …"
Det betyder, at jeg taler med par, der i årevis har skændtes om:

• Standarden for oprydning
• Børneopdragelse
• Seksualitet
• Prioritering af tid
• Og naturligvis kommunikation

Det er desværre den gammelkendte "brokke"-kultur, der kommer ud af at ønske sig noget andet, end det man har. Jeg mener, at hver person må bestræbe sig på at gribe i egen barm og smide tankerne om "bare jeg havde noget bedre, end det jeg har", og "bare jeg ikke havde det, jeg har " i boxen for "forbudte tankemønstre".
Hvorfor?
Fordi en manglende accept af det, vi har, vil betyde at vi er evigt utilfredse, i højere eller mindre grad

Fordi tanken om at ønske sig noget andet end det, man har, betyder at man aldrig hviler i sit nu, i sine hverdage, men er på en indre søgen eller løben efter en idealiseret og mange gange diffus fremtidsforestilling.
Fordi vi grundlæggende arbejder os væk fra det, det hele startede med, nemlig betingelsesløs kærlighed.  Og når jeg skriver "betingelsesløs kærlighed", mener jeg, at vi alle går ind i et parforhold, fordi vi har oplevelsen af, at denne anden person anerkender os, som vi er.  Rent lavpraktisk betyder det, at vi føler os set og hørt af den anden part.  Og oplever, at den anden part gør en masse for at glæde os. I hvert fald i forelskelsesfasen, og så går det store cirkus i gang. For når først forelskelsens vilde rus har lagt sig, og hverdagene banker på, er min erfaring, at mange begynder at ville ændre deres partner.  Og et sundt system vil reagere imod dette, i hvert fald hvis kravene eller forventningerne ikke giver mening.
Derfor arbejder jeg meget med at højne accepten af hverandre som mennesker og se på, hvad "vi har i kuverten". For vi må bruge det, vi har. Vi må gøre os klart, hvilke "stærke" og "svage" sider, vi har. Jeg skriver "svage" sider, fordi mange oplever, at de selv og også deres partner har fejl og mangler. Ja, selvfølgelig har vi fejl og mangler. Vi er jo mennesker på godt og ondt, og ikke idealbilleder, som blot overføres fra en amerikansk film til en dansk hverdag…

Det er langt mere spændende at undersøge, hvad der er i kuverten og tale om, hvordan disse kvaliteter bedst sættes i spil, end det er at sørge eller brokke sig over, at man endnu ikke har det i kuverten, som man i sit ego også godt kunne tænke sig.

Jeg stiller tit et spørgsmål til de par, der kommer hos mig  parterapi.

• Jeg beder dem tænke over, hvad vi har lige meget af, som mennesker.

Der kommer mange gode bud, men endnu er det kun eet bud, der holder hele vejen hjem.
Og det er, at det eneste, vi har lige meget af, er 24 timer i døgnet.

Vi har ikke den samme historie, opvækst, grundholdning, økonomi, helbred, job mv.
Men vi har alle 24 timer i døgnet. Og det er jo ingen større videnskab, men dog en øjenåbnende indsigt for mange, at det er måden, vi prioriterer og bruger vores tid på, der afgør, hvilken livskvalitet vi føler.
Derfor er det, der altid er i kuverten, 24 timer i døgnet.
Og i denne enkle sandhed er der mange svar på, hvordan vi kan få vores hverdage og weekends i parforholdene ti l at vibrere i et højere niveau, hvis det er det, vi ønsker.
Alene prioriteringen af tid imellem job og fritid er væsentligt at drøfte.

Hvornår laver vi bonusstunder i vores parforhold?
Hvornår laver vi familietid?
Hvornår har vi stunder, hver det er ok at det er praktiske opgaver, der fylder mest.

Jeg er ikke detaljeplanlægger i mit eget liv, men jeg ved, at "rammerne er frihedens forudsætning". Og mange gange er tidsrammer og aftalerammer også respektens, glædens og optimismens forudsætning".

Planlæg dog det, der kan planlægges, og lad der samtidig være rum for spontanitet og begejstring.
Brug det, der er i kuverten. Mere kan fyldes i, men lige nu er der det, der er.

Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »