Mange mennesker taler med mig om, at de føler sig svigtede.

Det kan være en partner, en chef, et familiemedlem der har gjort eller ikke gjort noget, som vi oplever som et svigt.
Når et menneske føler sig svigtet, bliver det indimellem sådan, at de føler sig som offer for omstændighederne. Dette er et aspekt, der er værd at forholde sig til. For hvis man føler sig som offer, har man tit stor selvmedlidenhed og oplever, at man intet kan gøre for at ændre en situation. og man kan altid gøre noget, for at ændre sin situation.
Jeg anbefaler, at man dropper sin offerrolle. For et offer vil jo altid, for at kunne opretholde sin selvbestaltede titel, gå rundt med et usynligt skilt i panden, hvor der står "bøddel søges".

Det er klart, at man føler sig svækket, og bremset ned indimellem i sit liv.
Men det er meget mere konstruktivt at arbejde med, at man føler sig svækket og bremset ned, end et er at gå rundt og tale med sig selv om, at man er svigtet, og at dette svigt har blokeret for tro, livsmod og optimisme.

Ordene og fortolkningerne har stor magt. Og fra mit synspunkt handler det altid om at få gjort de processer, der er i gang, mere levende og ikke så bastante og negative.
I stedet for at placere sig på den vippe, hvor offer-følelsen er i den ene og bøddeltilstanden i den anden, må man overveje at springe ned og afklare, hvordan man skridt for skridt kan gøre sig stærkere igen. For hverken afmagten eller magten giver styrke.

Kategorier: Blandet
2 kommentarer »

Der findes en gammel historie, som jeg har kendt i mange år. Den handler om en dreng, der havde svært ved at styre sit temperament. Han blev for hidsig og for rasende, og en dag foreslog hans far ham, følgende:

Hver gang du bliver hidsig, så gå ud og slå et søm i stakittet. I stedet for at lade din hidsighed gå ud over andre.
Drengen kunne lide forslaget, og den første dag slog han 41 søm i stakittet.
De følgende dage slog han færre søm i.
Og til sidst var der gået en uge, hvor han havde lært at styre sit temperament, og han kom glædesstrående og fortalte sin far, at det nu ikke længere var nødvendigt at slå søm i stakittet. For nu havde han lært at trække vejret og var i kontakt med den selvdisciplin og selvbeherskelse, han før havde manglet.
De gik sammen ud til stakittet.
Hans far foreslog ham nu, at han hver dag trak et søm ud af stakittet, og at de så skulle tale sammen igen, når alle søm var trukket ud.
Dette gik der naturligvis lang tid med, men til sidst var alle søm trukket ud, og endnu en gang fortalte sønnen stolt sin far, at nu var opgaven fuldført.
De kiggede på stakittet.
Der er mange huller nu, sagde faderen.
Ja, sagde sønnen.

Faderen bad sønnen om at indprente sig, at hver gang vi i hidsighed eller frustration lader det gå ud over andre, ja så sårer vi et andet menneske. På samme måde som sømmene, selv om de var trukket ud, havde de lavet huller i stakittet. Det gav stor mening for drengen. Han huskede, at både ord som fysiske slag gør indtryk på andre. Og at man selvom man siger undskyld, har efterladt et mærke hos den person, man har såret.

Historien er enkel. Og genial.

Kategorier: Blandet
5 kommentarer »

Jeg har ugentligt kontakt med par, hvor den ene part har mistet gnisten.

Det er et meget brugt udtryk, som jeg jo ikke synes, er dækkende, for det, der sker og ikke sker i den enkelte part og i parforholdets situation er tit således, at den ene part har sagt "stop" og har sagt, at der ikke er flere følelser tilbage, og det har gjort den anden part både bange og desperat, og den anden part bruger det udtryk, at vedkommen de er klar til at gøre alt, for at få parforholdet/ægteskabet til at blomstre igen.

I en sådan situation må der være to ting, der er helt klart.

Det ene er, at begge parter, for et vellykket terapiforløb, har interessen og kan se meningen med at rydde op og omprioritere, samt lære at kommunikere og respektere hinanden igen.
Det andet er, at der ikke, ifølge min erfaring, findes en mirakelkur, der øjeblikkeligt igangsætter følelser, der som regel i længere tid er blevet kølnede mere og mere.

Situationen omkring en sådan problematik er som regel anspændt. Den ene part er ulykkelig og trist, og den anden part har medfølelse med sin partner, men kan ikke rigtigt mærke nogen følelser. Og har tit mest lyst til at stoppe det hele, og i mindelighed komme videre, hver for sig.

Men hvis begge parter ønsker at få løst knuderne op, kan det lade sig gøre.
De mønstre, jeg vanligvis arbejder med i sådanne sammenhænge, er

Belastningsgraden i forholdets historie.
Det vil sige, at vi sætter os og taler om, hvad der har været belastende, om der har været stress og i hvilke sammenhænge, at den ene som den anden husker, at det begyndte at gå alvorligt ned af bakke.
Dette er et meget væsentligt aspekt, en top for at kunne blive bevidste om de fejl og mangler, der har været, så det bliver tydeligt, hvilke behov og hvilke aktioner og aktiviteter, der kan være med til at genoprette balancen og ligeværdigheden igen.

Et andet aspekt, der drøftes, er forventninger.
Forholdet imellem forventninger og krav bliver hyppigt meget udtalt i situationer, hvor den ene parts følelser er kølnede.  Det viser sig tit, at den part, som nu er rede til at gøre alt, igennem lang tid/mange år har haft presset partneren og har haft forventet noget bestemt. Som regel er det tilfælde, hvor manden har et udtalt og stærkt ønske for fysisk berøring, og kvinden har oplevet, at han ikke respekterede hendes nej og desuden har manglet anerkendelse og interesse, også selv om der ikke var seksuel aktivitet hver eneste uge.
Det bliver tit tydeligt for de par, der vælger at gå vejen og genopdage de mønstre, der har skabt belastning, ligegyldighed og træthed, forvirring og tristhed, at begge parter må lave nogle radikale skift.
For naturligvis kan man kun presses, hvis man ikke får givet udtryk for sine egne behov og får glemt at markere, når man har brug for hjælp, aflastning og interesse.
Personen, der med sine tydelige krav, er kommet til at blive en belastning for partneren, må gøre sig klart, at skulle indstille sig på en anerkendende og accepterende attitude og lære igen at være positivt nysgerrig og betingelsesløst indstillet på at gøre det, der virker bedst for parforholdet, i stedet for at køre sit egotrip.

Når man går ind i en terapeutisk proces med hensyn til at få dit liv og samliv til at fungere igen, er det vigtigt at kende til de gode grunde, man har.
De forhold, hvor der er fælles børn, endda evt. fælles arbejdsplads, er der gode muligheder for at få samklangen og kvaliteten i nærværet på fode igen. Det kræver indsats, for når noget har været vissent eller belastet i lang lang tid, skal der nænsomhed, omsorg, forståelse og tolerance ind som aktive aktører.

I må meget gerne maile til mig, hvis I har spørgsmål til ovennævnte.

Kategorier: Parterapi
198 kommentarer »