Arkiv for 'oktober, 2006'

Mål, mod og mening

Christel | 31. oktober 2006 31. oktober 2006 - 09:44

Et lille indlæg om det at sætte sig mål, det at generere sit mod og det at skabe mening i sin tilværelse, hver dag.

Jeg har i mit eget liv to spørgsmål, der perspektiverer hver eneste situation, som jeg ønsker at reflektere over.
Det er følgende spørgsmål, som jeg er blevet inspireret af på min coachuddannelse hos Axept Coaching, ledet af Birgitte Jepsen.

Hvad vil jeg ikke leve uden?
Hvordan ville det være, hvis det var nemmere?

Jeg ved godt, hvad jeg ikke vil leve uden; jeg finder som regel også svar på, hvordan en situation ville være, hvis den var nemmere.

Og at jeg skriver om dette, skyldes, at jeg møder mange, der har brug for såvel mål, som mod og mening i deres tilværelse.

I stedet for at bebrejde eller spørge sig selv om, hvorfor man ikke har det, for svarene vil sikkert være mange og som regel ende ud i ørkesløse spekulationer, ja så vil jeg give dig dette som en lille gave. Hvis spørgsmålene taler til dig, så tag dem med dig.

Og svar på dem. I ny og næ. For de retter fremad.
Og husker dig på det, der virkeligt har betydning, og at du kan gøre noget ved det meste.

Ole Vadum Dahl og Sofia Manning m.fl.

Christel | 30. oktober 2006 30. oktober 2006 - 10:03

Der kommer mange hos mig, som giver udtryk for, at de har brug for ro.
Og mange, der giver udryk for, at de har brug for at blive bedre til at hvile i sig selv. Og mange, der giver udtryk for, at de ønsker selvværd og herredømme i eget liv.

Vi ved jo godt, at ro, selvværd, frihed, hvile i sig selv, balance og hvad der ellers findes af skønne og livgivende og bæredygtige ressourcer ikke findes som store portioner, der kan købes i supermarkedet. Jeg kommer altid til at smile indeni, når jeg hører disse ønsker. Fordi jeg husker, hvordan min lærer fra NLP – tiden Ole Vadum Dahl tit sagde “bemærk generaliseringer og nominaliseringer”. Når der gives generelle ønsker, som: “jeg vil godt have mit parforhold til at virke”, så stil spørgsmål, så det bliver klart, hvad folk er utilfredse med, og hvordan de selv kan gøre noget for atter at blive tilfredse. Det, der får mig til at smile indeni, er, at Ole Vadum Dahl sagde: “hvis det er en firkantet kasse, de taler om, er det jo det samme som at have en kasse et eller andet, der kan køres væk på en trillebør.”
Det er altså billedet af denne trillebør, jeg smiler af.
For ingen af os vil jo have, at vores ro eller vores selvværd eller parforhold kan køres væk på en trillebør… næ, men vi ønsker at forstå og gøre os klart, at de ressourcer, vi ønsker os, er indenfor vores egen rækkevidde.
Og som jeg netop læste i en mail jeg modtog i morges fra en af mine klienter, ja så har vi altså disse tilstande i os. Vi har igennem vores liv indimellem følt disse ressourcer, og når vi først får øje på, at det er med vores attituder, at vi kan genskabe disse følelser, ja så er vi igen i kontakt med det, der skaber netop vores lykke.

Jeg er for tiden selv optaget af målsætning.
Fordi jeg bliver mere og mere klar over, hvor meget det rykker at vide i hvilken retning, jeg/man vil bevæge sig.
Sofia Manning beskriver det meget fint i sin bog om coaching. Jeg citerer ikke helt ordret, men Sofia Manning gør opmærksom på, at når vi først sætter os mål og gør os klart, hvad det er, vi bevæger os henimod for at leve vores potentiale helt og fuldt ud, ja så vil faktorer i og omkring os samarbejde med dette.

  • Det er da interessant. Og livgivende viden.

Jeg kan godt lide Sofia Mannings vinkel med hensyn til, på en skala fra 1 til 10 at gøre sig klart, i hvor høj grad, vi allerede nu føler, at vi lever vores potentiale helt og fuldt. Og også, hvilket er en interessant vinkel, ifølge Sofia Manning, at vi gør os klart, hvad vi tror, at vores omgivelser mener, når de tænker på, hvor meget vi på en skala fra 1 til 10 lever vores potentiale fuldt og helt.
Jeg har selv overrasket nok i den sidste uge hørt det svar, at flere af mine klienter vurderer, at deres omgivelser vurderer, at de lever deres potentiale fuldt ud, nærmest helt op til 9 og 10 på skalaen, men indeni føler folk, at de kun lever op til dette, svarende til et 3-eller 4tal.
Det er da en opfattelse, der er spændende at udfordre. For hvis liv lever vi, og hvor værdifuldt og vigtigt er det for os, at andre får en opfattelse af, at vi klarer tingene så enestående, men at vi indeni føler, at vi hutler lidt vel meget….

Disse tanker er kun til refleksion, men jeg vil opfordre til, at også du gør dig mere klart, hvor du vil være om 1, 3, 5 og 10 år, og tænker såvel dig selv, dit job, din familie og din fritid ind. For så er der en retning. Og uanset om du lader dig inspirere af Ole Vadum Dahl, Sofia Manning, Dalai Lama, B.S. Christiansen eller hvem, der for tiden “taler til dig”, ja så er vejen fremad en vej, som du er ligeså megen medskaber af som enhver anden faktor.

Hypnose og hvad hypnose kan – og ikke er

Christel | 23. oktober 2006 23. oktober 2006 - 12:55

Jeg modtager dagligt mails og telefonopringninger, der handler om hypnose og spørgsmål om, hvad hypnose kan udrette.

Det lader til, at der er en tendens til, at hypnose kan fikse alting, og at hypnose kan sørge for, at man ikke mere er jaloux – har jalousi, er bange eller konfliktsky eller hvad ved jeg.
Jeg får også mails fra par, hvor den ene part mistror den anden og tror, at denne har været vedkommende utro, og den part, der gerne vil have og give sikkerhed for, at han/hun ikke har lavet noget, vil så gerne bestille tid til hypnose, så partneren kan sidde ved siden af og høre, at det er sandt, at der ikke har været utroskab inde over.
Jeg får også mails fra par, hvor den ene part mistror den anden og tror, at denne har været vedkommende utro, og den part, der gerne vil have og give sikkerhed for, at han/hun ikke har lavet noget, vil så gerne bestille tid til hypnose, så partneren kan sidde ved siden af og høre, at det er sandt, at der ikke har været utroskab inde over.
Jeg får mails fra folk, der spørger, om jeg ikke kan finde årsagen til deres problem via hypnose, og om det så ikke vil fjerne problematikken for tid og evighed.

Jo, spørgsmålene er mange.
Og gode.
Og peger på, at der er en tendens til, at de adskillige udsendelser, der er om hypnose, indimellem giver et fejlagtigt indtryk af, hvad hypnose kan. Det er værd at vide, at de personer, der deltager i hypnoseprogrammer, er castet og udvalgt af hypnotisøren, fordi de som typer er særlig nemme at bringe i trance. Og det er værd at gøre sig klart, at showhypnose ikke er det samme som terapeutisk hypnose.

Jeg mener, at hypnose er et virkningsfuldt og givende redskab, men at det ikke bør stå alene.
Jeg mener, at mennesker også må gøre sig bevidste om, hvordan de i deres tanke og attituder og reaktionsmønstre mange gange selv er med til at opretholde de følelsesmæssige tilstande, som de så gerne vil af med.
Jeg er slet ikke interesseret i bare at fjerne nogle reaktioner, men er interesseret i at eliminere en negativ eller hæmmende reaktion, og jeg ved, at dette kun kan lade sig gøre, hvis man gør sig klart, hvad man ønsker i stedet for.

Det giver ingen billetter at stå ved billetlugen på DSB og sige, at man ikke skal til Esbjerg.
Det giver heller ingen billetter at sige til underbevidstheden: jeg ville ikke være jaloux eller jeg vil ikke have spændinger i maven mere.
Men det giver billetter at gøre sig klart, hvilke mål, man har, og hvilke ressourcer, der skal vækkes, for at disse mål kommer lettere og langt mere ubesværet inden for rækkevidde.

  • Det er det samme som at sige til et barn “du må ikke løbe over vejen”. Barnet vil kun danne sig billeder af at løbe over vejen, men vil måske holde sig tilbage, fordi den voksnes stemme er bydende og alvorlig. Men barnet hjælpes meget mere ved at man siger: “Stå, for vi følges ad over vejen”. Det er en klar og givende besked, og det er det samme med underbevidstheden, når der arbejdes med hypnose.

Der sker kun de forandringer, der er i overensstemmelse med vores grundtanker og inderste ønsker. Hvorfor skulle sindet ellers lave en forandring. Derfor er hypnosebehandlinger hos mig lige så meget behandlinger, der handler om at klarlægge mål og at skabe den motivation, der skal til for at nå målet. Uanset om det er et individuelt mål, eller et mål, der berører ens omgivelser.

Motivationen kommer af, at målet er så betydningsfuldt, at man begynder at prioritere at nå målet i stedet for at lade være.
Og derfor er motivation heller ikke en omgang stjernedrys, man bare bestiller, man skaber selv sin motivation, man opretholder den selv, og det sker primært på det bevidste plan i forhold til, at man forholder sig til sin indre dialog og begynder at tænke og tale langt mere selvstøttende og begejstrende og vedholdende til sig selv om det, man vil, i stedet for at fokusere på det, man ikke vil.

Det er faktisk ikke så svært. Men for nogle er det blevet en hel tvangsfokusering at ville undgå og ikke at ville mærke det, som de selv kalder negativt. Og i sådanne tilfælde kan det godt være lidt af en proces at løfte sig selv op over den begrænsende overbevisning ind i en mere givende og målrettet tankegang.
For det er attituden, der gør forskellen..

Nogle mennesker kommer ingen vegne

Christel | 20. oktober 2006 20. oktober 2006 - 14:11

Ud af min overskrift håber jeg, at jeg har fået vakt din nysgerrighed.
For hvordan kan en så optimistisk og nytænkende og mulighedsorienteret person som mig, så kategorisk sige, at nogle mennesker ingen vegne kommer.

Selvom jeg synes, at jeg tit har skrevet og sagt det, så gør jeg det gerne igen.
De mennesker, der fokuserer på det, de ikke vil og kun i luftige termer siger, hvad de vil, de kommer ingen vegne.

De mennesker, der siger:
Jeg vil af med min jalousi, jeg vil af med min vrede, fjern min dårlige mavefornemmelse, sørg for, at jeg ikke har trang til overdreven kontrol, gør et eller andet, så mine tvangstanker forsvinder, tag min stress væk, og fjern min angst, ja de kommer ingen vegne.

Og hvorfor gør de ikke det?
Det gør de ikke, fordi de ikke ved, hvor de vil hen. De ved ikke, og vil ikke gøre sig klart, hvad de ønsker i stedet for.
Og så alligevel.
Jeg forstår godt, at de er motiverede af at komme væk fra noget, der er ubehageligt eller negativt for dem.
Jeg forstår, at det er af stor vigtighed for dem ikke at føle sig plagede eller forpinte eller lidende eller negative. Hvem forstår ikke det? Men jeg forstår ikke, at de ikke gør sig klart, at nu er det nu.

Står vi ved banegårdens billetskranke og siger: “jeg vil ikke til Esbjerg” og “jeg vil heller ikke til Århus eller Frederikssund” og ej heller til nogle andre destinationer, ja så får vi jo ingen billetter.

Og mennesker skal gøre op med, at der er andre, der skal gøre arbejdet for dem. Livskvaliteten er vores, og flygtningen, der også er motiveret væk fra et ubehageligt område, ved da også godt, at på et tidspunkt skal retningen ændres, sådan at han/hun ikke kun bevæger sig væk fra, men derimod henimod noget andet og bedre.
Vi må jo acceptere, at omstændighederne er, som de er, og at det er herfra, vi arbejder.

Når folk siger til mig, at de ikke synes, at terapien rykker, må jeg informere dem om, at det skyldes, at de ikke selv rykker spor. At de stadig identificerer sig med det, de ikke vil, og så er de jo ikke nogen, og at de må gøre sig helt klart, at de overordnede mål, de har, om at være tilfredse og lykkelige og i ro med sig selv og i harmoni med andre og i øvrigt også at være sammen med den eneste ene og opleve evig troskab og ingen bekymring og spekulation, da godt kan lade sig gøre.
De kan jo bare komme i gang, med at sætte sig mål, som er inden for rækkevidde, og så at acceptere, at det er proces, og det trinvist at bevæge sig op ad stigen, og holde op med at beklage sig.

Jeg er jo selv blevet blind. Hvilken gave, det har været.
For jeg lærte først at se, da jeg blev blind.
En livsomstændighed, man skal vænne sig til. Men en ret så god og lærerig livsomstændighed, for det ikke at kunne se på det fysiske plan har gjort, at jeg mange gange om dagen må vælge. Om jeg vil fokusere på det, jeg ikke kan, eller om jeg vil fokusere på det, jeg vil, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg vil kunne det.

En af mine bekendte sagde forleden dag til mig:

“Jeg har squ så ondt af dig; det er da hårdt at vide, at du ikke kan se dine børn, og ikke kan se hvor smuk og skøn verden er, er. At du ikke kan læse de bøger, du vil, når du har lyst og ikke bare let og ubesværet kan dyrke den motion, du vil osv.”

Det var fint og oprigtigt sagt af hende. Og jeg er glad for, at hun sagde det.
Og jeg er glad for, at jeg med hånden på hjertet kunne sige følgende til hende:

“Kære ven, jeg har opdaget, at livskvalitet ikke ligger i synssansen, for var det sådan, ja så var der da en del flere mennesker, der havde et kanon liv, men jeg bemærker, mennesker, der har alt og intet påskønner, og mennesker, der stresser rundt , med synssansen i behold og intet ser.”
Og det var rart at kunne sige sådan og inderligt og dybtfølt mene det.

Så hvis du ikke længere vil være en af dem, hvorom jeg nogle gange tænker: de kommer ingen vegne, så sæt i gang, og sæt dig mål og tag det allermest besværlige af dine livsaspekter og gør det til den sten, der bliver vendepunktet. For ingen gør det for dig. Og tid er der masser af. Og lige for at komme med en heftig slutbemærkning:

  • Det er ikke tiden, der løser nogle af dine problemer. For så burde ældre mennesker jo være fuldkommen fri og tilpasse og glade. Næ, det er indstillingen og holdningen og attituden og viljen til at ville igennem og videre, med det sorte og det hvide og alle de øvrige nuancer. For de er her.

Men du skal se dem, du skal gribe dem og det er nu.

Hilsen

Christel

Success – livskvalitet

Christel | 20. oktober 2006 - 13:32

Der skrives og tænkes meget om succes’s og livskvalitet. Det er også mere end almindeligt interessant.

Succes i job, familie og fritid interesserer de allerfleste mennesker. Forståeligt nok definerer vi succes meget forskelligt. Hvad der giver succes og livskvalitet for den ene, er uinteressant for den anden osv. Det er jo en gammel og velkendt sandhed.

Jeg kan godt lide at bruge et begreb, som Søren Ventegodt lancerede for lang tid siden. Faktisk var det en radioudsendelse for vel nok 10-12 år siden, hvor begrebet "livsduelighed" blev nævnt.
Jeg synes, at det er et godt udtryk: Livsduelighed. Omskrevet til en lidt mere levende term kunne man sige: hvad duer for dig i dit liv, i din fritid, i dit job i din familie.
For det at sætte sig mål og rette sig imod dem, og integrere dem i en hverdag, alene og sammen med andre, øger netop den livskvalitet, som vi alle søger efter.

Min oplevelse er, at begrebet "lykke" ikke tæller på samme måde, som det gjorde tidligere. Hvor det gamle ordsprog "enhver er sin egen lykkes smed" lidt omskrevet kunne kaldes "enhver er selv designer af sin egen livskvalitet". For det, som min gamle mentor Michael Barnett engang sagde, hvor han blev spurgt om, hvilken kvalitet eller sindstilstand, han vurderede var den højeste, ja da sagde han: Tilfredshed er den højeste eller mest inderlige tilstand".
Tilfredshed.
Ikke den selvfede tilfredshed, hvor man bare er tilfreds og sidder og klapper sin kæreste på låret og siger "vi har da meget at være glade for, vi må være taknemmelige, der er mange, der ikke har det så godt". Men den tilfredshed, hvor vi mærker og lever så meget som muligt fra nu til nu, kan skabe og mærke begejstring, skaber og gør det, der duer for os og dem, der har betydning for os, og den tilfredshed, hvor både stilheden og aktiviteten er i et flow.

Som jeg har skrevet tidligere på denne blog, er jeg temmelig inspireret af Arne Nielsson, for tiden. Andre inspiratorer har været Ole Vadum Dahl, Dalai Lama, Lars Lilholt, Ahandra Bielefeld, Harvile Hendrix, adskillige kvindelige forfattere som Moa Martinson, Herbjørg Wassmo, Dea Trier Mørch, forfatterinden til Tågerne omkring Avalon-serien (har glemt navnet ) og alle de venner og veninder, der undervejs har åbnet og stabiliseret og så videre. Men det, som Arne Nelson igennem sin bog Viljen TIL Sejr har gjort helt klart for mig, er:

At vi må lære af vores fejl, og lære af vores succeser. Især det sidste er jo genialt. For selvfølgelig må vi rette og justere på det, som vi kalder fejl (eller som jeg i min terminologi udelukkende kalder feedback). Men ikke mindre vigtigt er det at lære af vores succeser. At same alle de små som store succeser sammen, som vi har udrettet og gennemført, og huske, hvordan vi gjorde for at komme i mål og måske endda endnu mere til.

En succes er jo en oplevelse, hvor vi lykkedes. Praktisk, følelsesmæssigt, socialt, jobmæssigt, ja ethvert plan indeholder succesoplevelser. Hvorfor glemmer vi dem? Hvorfor glemmer vi at bruge succesen? det behøver vi heller ikke.

Det kan være, at det ikke ligger implicit i vores kultur at huske succesen og generere den igen og igen, men det er på vej. Jeg tror slet ikke på janteloven, og bliver altid dybt forundret, når folk siger "jamen, det er jo svært, når nu janteloven er her". Den er her jo ikke. Det er jo ikke en lov, som færdselsloven og skatteloven og andre lovgivninger, der er skrevet ned. Jo, jeg ved, at den er skrevet ned, Jantes lov. Men det er jo der, vores opgave eller udfordring er: at have den evne til at sortere i vores egne tanker, så decideret misundelige og nedgørende tanker om os selv og andre ikke får mere energi.

Jeg underviser mange af mine klienter i at være vidne til deres egne tanker, eller sagt på en anden måde: at øve sig i at iagttage deres tanker uden at identificere sig med dem. For det er jo blot tanker, ligesom skyer på himlen. Og det er jo vores eget valt, om vi vil fiksere en sky med blikket og følge den hele vejen hen over himlen, eller om vi vil sige "nå ja, der er en sky". Eller "nå ja, der er en tanke". Og så tilføje, "men det er kun en tanke".  Måske en tanke, man flere tusinde gange har tænkt og derfor tror, at det er sandheden, men også en negativ eller destruktiv tanke er kun en model. Kun en overlevering. Og den, der er sindets mester, eller ønsker at være det, bestræber sig på at luge ud i de tanker og i at betragte dem, og endnu en gang, fordi det er så essentielt: uden at identificere sig med den. For det er kun en tanke.

Og den dag, hvor vi kan stoppe eller være ligeglade med tanker, der ikke længere virker, ja så er der frigivet et enormt potentiale, som vil føles som overskud og energi, og som vil gøre, at man oplever stor og inderlig, smuk og givende, synlig og stærk succes. Det ved jeg. Sæt i gang.

 

Bagdøre og blokeringer

Christel | 9. oktober 2006 9. oktober 2006 - 17:16

Hvis man er i en relation, uanset om det er et job eller et parforhold, og tit tænker på, at “man da også bare kunne skride fra det her”, eller man tænker på, at “det jo ikke nytter at blive ved” og så videre, udfordres man i forhold til at tage en beslutning.

Ved at kalde overskriften “Bagdøre og blokeringer” ønsker jeg at pege på, at man skal gøre sig klart, at det at tænke og dyrke ovennævnte tanker, er det, som jeg kalder at man åbner bagdøren.
Og at disse tankerækker/bagdørstanker skaber en blokering.

Hvis man bemærker, at det er et mønster, man har, at overveje, om det skulle slutte her, men at man ikke gør mere ved det, vil man alligevel signalere det, mere eller mindre bevidst til sin partner eller på sit job. Det vil for en udefrakommende lynhurtigt kunne bemærkes, at man på et eller andet plan har trukket sig, engagementet daler, utilfredsheden og frustrationen smutter osv.
Og derfor må man gøre sig klart, om man vil lukke den mentale bagdør, sætte sig et mål og herigennem samle kræfterne, eller om man vil tænke tanken igennem og slutte relationen.
Den mentale bagdør gør nemlig, at man har det, som jeg kalder et ikke-fokus, som betyder, at man fokuserer på det, man ikke vil. Og det er da okay at vide, hvad man ikke vil, men det er på en og samme tid et fokus, der låser, låser for handlekraft, låser for initiativ og låser for at se mulighederne.

Tænk på det, som var det dit hus, hvor du holdt en bagdør stående åben. Altid. En ulåst eller endog åben bagdør. Ville du kunne sove ordentligt om natten, hvis situationen var sådan, helt konkret?
Tænk over det.
For min erfaring viser mig, at rigtigt mange mennesker holder bagdøre åbne, og at man glemmer at bemærke, hvor megen energi og livskraft, der fosser ud af denne bagdør.

Luk den og tag en beslutning, sæt dig mål, gør det der føles mest rigtigt eller mindst forkert.
Nu.

Tillid og om at skabe tillid

Christel | 4. oktober 2006 4. oktober 2006 - 15:56

Mange siger det. Siger: “Jeg ønsker tillid til processen; jeg ønsker tillid til mig selv; jeg ønsker tillid i mit parforhold”.
Blandt andet.

Pyha, tænker jeg nogle gange og ønsker, at menneskenes børn ville gøre sig den ulejlighed at tænke lidt mindre abstrakt, så de i stedet for at ønske sig tillid i det ene og andet livsområde, i stedet sagde:

“jeg vil stole på processen og hellere se mulighederne frem for problemerne.”
“jeg vil tvivle på, at min tvivlende indre stemme har ret, og hellere tro på, at det, jeg vil, kan lykkes for mig. Og tro på eller huske mig selv på, at jeg er et temmelig heldigt menneske”.

eller

“Jeg vil hjælpe min partner, når vedkommende ser tøvende og usikker ud, i stedet for at bebrejde ham eller hende, at de ikke har mere tillid. Jeg vil i stedet for at tro, at jeg skal klare alting selv, række hånden ud og spørge, om min partner vil lytte eller række til”.

eller

“jeg vil øve mig i at svare lige så respektfuldt, som jeg selv vil svares, når personer, der har betydning for mig , spørger mig om noget”.

Alt det ovenstående er med til at skabe og til at opretholde tillid.

På fora - i brevkassen parforhold kan du læse mere om:

Sæt i gang!

Christel

Viljen til sejr – Arne Nielsson

Christel | 1. oktober 2006 1. oktober 2006 - 20:09

Jeg er blevet inspireret af Arne Nielsson bog, der hedder Viljen til sejr.

Arne Nielsson, der jo er en kendt sportsmand, med adskillige medaljer pÃ¥ verdensplan, fortæller i hans motiverende og inspirerende bog om de tre områder, der er væsentlige at have fokus på i sit liv.

Nemlig: Job, familie og fritid.

Ligeledes anbefaler Arne Nielsson, at man, hvis man vil opnå fremskridt, energi og succes, blandt andet, at man får sig en personlig coach. Jeg kan kun bifalde med Arne Nielsson, da jeg jo selv, for at være så klar, opmærksom og seriøs, som jeg er, selv anvender coaching og supervision meget kontinuerligt. Allermest fordi jeg er klar over, at “den tankegang, der har skabt problemet, ikke også kan løse problemet”.
Det er for mig meget kendt, at de allerfleste mennesker er deres egen hårdeste kritiker.
Og det er jo frygteligt tankevækkende, at det er så svært for mange at parkere “rigtigt/forkert” -begrebet og i stedet anvende den gode gamle læresætning, som hedder “der findes ikke fiaskoer, kun feedback”.

Hvorfor ikke være sin egen bedste motivator og ven, i stedet for med frygt og kritik at tro, at man kan komme fremad.
Bogen “Viljen til sejr” kan i hvert tilfælde anbefales.

Og ligger meget op af mine egne betragtninger, skrevet i en fin og givende form.

God søndag til alle

Christel

Viljen til sejr – Arne Nielsson kan købes på saxo.com og er udgivet af forlaget People’s Press

Et spørgsmål om dansk kvindefodbold.

Så sætter jeg konkurrencen I gang for oktober måned.
Som altid er de enkle regler blot, at du besvarer spørgsmålet og sender dit svar.
Ved udgangen af oktober trækkes en ny vinder.

Denne gang lyder spørgsmålet:

Har det danske kvindelandshold i fodbold kvalificeret sig til deltagelse i VM-slutrunden i Kina i 2007?
Quizzen er et fifty fifty spørgsmål, der enten kan besvares med et JA eller et NEJ som indsendes til: quiz@sonnerasmussen.dk

Præmien vil denne gang være et gavekort 4 biografbilletter med popcorn og Coca cola til en selvvalgt film i en biograf i nærheden af dig

God fornøjelse

Med venlig hilsen

Christel

Vinderen i september

Christel | 1. oktober 2006 - 10:19

Så gik der endnu en måned.

Jeg synes, at tiden går stærkt, og det husker mig jo på, at det er nødvendig at holde gode pauser og pusterum.

En af pauserne er blevet brugt på at trække september måneds vinder.

Præmien er jo et gavekort il Matas på 500 kroner, og den heldige vinder er

Jannie fra Daugaard

Vinderen får i dag, søndag den 1. oktober, besked.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store interesse for konkurrencen, og til at sige til I, som ikke vandt i denne omgang, at I endelig må blive ved.

Oktober hilsener til alle
Christel Sonne Rasmussen