2006 september | CSR-Nyt

Intuition

Christel | 28. september 2006 28. september 2006 - 06:51

Uanset om man følger med i quizprogrammer eller ej, lyder sætningen "stol på den første indskydelse" eller følg din intuition, "den første indskydelse er altid den rigtige".

Det at være intuitiv, eller i kontakt med en sjette sans, eller at kunne fornemme, hvad den indre stemme siger, er livsvigtigt for os.
Fordi det rent intuitive er vores oprindelige væsen, og her, hvor vi ikke lader os forlede og forblinde.
En af mine mest skattede lærere fortalte mig i aftes, at når vi er i kontakt med vores intuition, fra situation til situation, ja så bliver vi ikke aggressive, vi bliver ikke sårede, vi bliver ikke energiforladte, vi bliver ikke forvirrede.

Hvad er det dog, der gør, at vi ikke er i kontakt med dette element meget hyppigere?
Fordi vi ikke stoler på det. Fordi vi vil skille os ud. Fordi vi ikke har lært det.
Er nogle af svarene.

Men målene er jo ønskværdige, og jeg ser det som en egen træning og også det, jeg ønsker at lære mange af mine klienter, at de liges godt kan stole på sig selv, i stedet for at lade andre styre deres liv.
Mange vægrer sig imod det intuitive, bl.a. fordi det kræver, at man må øve sig i at være en egoist. Et ord, der ikke har en ret høj klang i mine ører. Men starter man med at være superegoist, vil det altid flade ud og finde sin balance.

Vi må som mennesker tilnærme os vores egen power og dybe indre viden og være bedre forbilleder for dem, der omgiver os.
Og den eneste, der virkeligt sætter en bremse for dette, er os selv og vores mentale overbevisninger og normstyrede tankegang.
Uanset om folk er bange, jaloux eller ej, ja så er disse tilstande tit det, der åbner for, at vi bliver opmærksomme på den mere rige verden, som vi er blevet presset ind i via de svære følelser.

Vi kan lære meget af børnene og dyrene, og vi må åbne for ikke kun at blive viljestyrede og succes skabende. Ganske enkelt er kunsten at skabe og opretholde sin tillid til det, man indeholder og det, der føles mest rigtigt.

Jeg øver mig dagligt.

Christel

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc

Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Klientberetning om angst – at være bange

Christel | 19. september 2006 19. september 2006 - 23:20

Siden – angst er blevet opdateret med klientberetningen:

Jeg er en kvinde på 34 år, som havde et par uheldige oplevelser med mine børn.

Der kan bl.a. læses: "Pludselig en dag blev jeg bange for alt, jeg kunne ikke tage ud og handle, køre bil eller hente mine børn i institutioner. Jeg fik hjertebanken, svede- og rysteture, kvalme, ondt i musklerne og diarre. Jeg havde det så slemt, at jeg var bange for at gå ud og tømme postkassen".

Tusind tak for beretningen.

Hilsen
Christel

GHTime Code(s): nc

Kategorier: Terapi
Ingen kommentarer »

Respekt, gensidighed og nysgerrighed

Christel | 18. september 2006 18. september 2006 - 06:38

I NLP er der et meget smukt og sigende udtryk, der hedder.

"ALLE mennesker har hver deres model af verden".

Jeg har altid syntes, at dette udtryk er et godt udtryk, og at der sjældent er uenighed om dette.

Når vi som mennesker gerne vil forståes og respekteres, vil vi gerne have, at andre, om det så er partnere, chefer eller medarbejdere, forstår og anerkender vores model af verden.
Og i situationer, hvor vi ikke forståes, anerkendes eller respekteres, udvider vi vores egen model og konkluderer “han/hun forstår mig ikke, eller han/hun respekterer mig ikke”.

Det er den ene side af mønten.
Den anden side er, om vi forstår den anden persons model af verden, siden vi kan udvide vores egen og blot konkludere.
I ethvert samarbejde og ikke mindst i parforhold er der ofte en kvalitet, der udelades, og søm mange gange igen og igen fører til problematikker. Nemlig det aspekt, at nysgerrigheden udelukkes.
Det er da forståeligt, at vi, når vi såres eller ikke forståes, trækker os tilbage. Men det er ikke forståeligt, at vi, hvis vi ønsker at have det godt, undlader at være nysgerrige. Nysgerrige på den måde, at vi undres og interesseret lader undersøge, hvordan det er, at et andet menneske kan tænke og agere som det gør, også når det tænker og agerer overfor os..

Jeg vil godt give et billede til refleksion. En tanke, jeg fik for noget tid siden, og som jeg i mit hoved kalder “bagereksemplet”.

"Der var engang en bager, der var træt af at smide brød ud". Hver eneste dag smed han masser af brød ud og var efterhånden blevet både ked og sur over dette spild. Derfor besluttede han sig for, at det skulle være slut med det.
Og bestemte sig i stedet for:
- "Jeg begynder først at bage, når der kommer kunder".

Tja, hvordan mon det vil gå denne bager?
Det kan vi jo alle regne ud.

Men er vi overhovedet selv anderledes, hvis vi presses i parforhold eller relationer? Sætter vi os ikke alt for tit tilbage og siger: nu venter jeg, og hvis den anden begynder at give noget, ja så er jeg med, men jeg vil ikke igen trække læsset og være den, der giver….

Det er nysgerrighed, der skal tilføres. Intet mindre, intet mere.

Hvis et parforhold eller en relation er så vigtig for os, at vi ønsker, at den er gensidig, må vi selv gå først. I lyset af, at når vi giver og er interesserede, ja så løfter vi vores partner/kollega, og når den anden er løftet, sender den anden noget mere kvalitativt tilbage.
Kommunikationsmæssigt kaldes det at spørge ind til uden fordømmelse for “genspejlingsteknikken” (kilde: H. Hendrix, “kærlighed og samliv”).

Og det fordrer, at vi gør os nysgerrige.
Når en part siger: “du respekterer mig ikke”, vil den vanlige reaktion være: Og hvad med dig selv, – respekterer du mig osv”, og så er kampen i gang.

Hvad mon der vil ske, hvis man siger: “sig lidt mere, for jeg vil godt høre om, hvad det er, jeg ikke respekterer” … – med en interesseret attitude.
Så er kampen ikke i gang, men dialogen er sat i sving.

Husk bageren. For ham vil de færreste sammenligne sig med. Så vid med dig selv, at der er en vekselvirkning imellem at give og modtage, og at det kommer ud på ét, om man gør det ene eller det andet. Men i hvert tilfælde:

Ønsker du en forandring, må du selv gøre en indsats.

For det at vente gør ingen forskel, – Så nogen må gøre noget

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen

GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc

Kategorier: Parterapi
2 kommentarer »

Krise – Crisis – Vendepunkt

Christel | 7. september 2006 7. september 2006 - 08:08

Jeg har netop været på efteruddannelse, hvor vi bl.a. arbejdede med kriser og med krisebegrebet.

Det var meget inspirerende, og jeg fik igen opfrisket en viden, der var gledet lidt i baggrunden. Jeg kunne godt huske, at krise/kriser kommer af det græske ord "crisis", men havde glemt, at det i sin oprindelige betydning betyder "vendepunkt":

Blot den anskuelse, at en krise er et vendepunkt, synes jeg er konstruktiv. Så de associationer, der uvægerligt vil komme, når man hører ordet "crise" får en anden og mere konstruktivt vinklet mening. Det at tænke tilbage på egne personlige kriseperioder og at blive bevidst om, hvilken betydning, de har haft, og hvilket ressourcepotentiale og især hvilken indsigt og læring, jeg har kunnet tage med fra krisen, gør, at ordet "vendepunkt" er helt på sin plads.

Jeg er jo født med en øjensygdom, der begyndte at røre gevaldigt på sig i mine teenageår, og som jo bl.a. betød, at jeg ikke kunne være med i "hvad vil jeg være, når jeg bliver større" -snakken på gymnasiet, da jeg vidste, at jeg ville blive helt blind og frygtede dette så meget, at jeg ikke kunne overskue, hvad jeg overhovedet ville og kunne uddanne mig til. Det, der blev et vendepunkt for mig i den periode, var, at jeg lærte, at min attitude til det at have en øjensygdom gjorde en forskel. Jeg anså den som min fjende og som min blokering og gav den skylden for min manglende lykke, manglende ro og manglende tilfredshed. Da jeg, via en bekendt, blev gjort opmærksom på, at min øjensygdom ikke var min fjende, men at jeg kunne betragte denne som en læremester, som virkeligt og intensivt kunne gøre mig opmærksom på værdien af at mestre afmagt, vendte situationen for mig.

Og jeg begyndte at samarbejde det omstændighederne, jeg var i, i stedet for at modarbejde dem. Som billedet med vognstyreren, der sidder på en vogn, trukket af en sort og en hvid hest. At holde kontakt til begge hestene og vide, at det at jeg som vognstyrer anerkender dem begge og ikke pisker bl.a. den sorte hest, betød, at jeg gik meget styrket og langt mere fortrøstningsfuldt videre.

Ethvert menneske, der kommer i krise, eller møder et venepunkt, kan derfor indstille sig på, at også denne situation eller periode er lærerig og indeholder vigtighed i et liv. Tilbage til efteruddannelsen. Jeg vidste godt, at det største tab for en kvinde er at miste et barn. Men havde glemt, at det største tab for en mand, er tabet af deres hustru.

En af mine medkursister hviskede, at hun nu var ret sikker på, at det største tab for mænd var tabet af deres mor, og det grinede vi meget af. Men nej, det er tabet af en hustru, der er det største tab for mænd… Åh jo.

Håber, at I tager jeres vendepunkter i hånden og lærer via dem.
Der er en juvel i enhver smerte.

Find din.

Hilsen Christel

GHTime Code(s): nc nc

Kategorier: Hvad der sker
Ingen kommentarer »

Klientberetning om eksamensangst

Christel | 4. september 2006 4. september 2006 - 23:27

Siden – eksamensangst – præstationsangst er blevet opdateret med klientberetningen: Jeg er en pige på 30 år, som endelig er blevet kvit med min eksamensangst.

Der kan bl.a. læses: "Min lærer var forundret over at jeg kunne dumpe – jeg kunne jo stoffet til hudløshed og han havde ingen som helst skrupler over at jeg skulle til eksamen – men det viser jo bare hvad angst kan gøre ved en".

Tusind tak for beretningen.

Hilsen
Christel

Læs også nyeste – Klientberetning om eksamensangst

Kategorier: Terapi
Ingen kommentarer »