Jeg har netop været på coaching kursus. Et kursusforløb, der består af 5 moduler, hvor af det første nu er veloverstået.
Det var en sand fornøjelse at møde mange ny mennesker og at møde et undreviserteam, der var klædt på til fingerspidserne med erfaring, viden, indsigt, teknikker, nysgerrighed, engagement og opmærksomhed.
Blandt meget andet.
Jeg er sikker på, at coaching bliver mere og mere anvendt i tiden, der kommer. Fordi der er en fremadrettet kraft i tiden og samfundet til at håndtere de udfordringer, der kommer. Fordi der er et øget fokus på at tage ansvar og i tale, tanke og handling at vise sig selv og sine omgivelser, at der alt id er mindst en mulighed, man har overset, og at vi indeholder langt langt flere ressourcer og ideer, end vi og andre tror.
Jeg har via min NLP – baggrund haft mulighed for at arbejde efter det princip, som lidt populært kaldes “at vi har guldet indeni os”, og coaching – kurset åbnede for endnu flere måder at arbejde med dette princip på.
Selv blev jeg også udfordret. En dag kom lederen af kursusstedet ind med en træplade. En kvadratisk plade, vel 3 cm. i tykkelsen, og hun sagde, at vi den følgende dag skule lære at flække en sådan plade med et slag.
Det skabte en øjeblikkelig reaktion hos mig. Som var spændende og samtidig lidt dyster. For jeg tænkte “det kan jeg ikke. Det kan godt være, at de andre kan, men jeg kan ikke. Det kan ikke lade sig gøre” osv. Massevis af begrænsende overbevisninger og en klar følelse i kroppen om, at jeg var helt sikker på, at denne opgave ville blive en umulighed for mig.
Så opstod tidspunktet, hvor alle skulle lære at flække en sådan træplade. Vi lærte en kropsposition, indeholdende styrke. Vi lærte at lave et indre og klart fokus og trænede lidt i, med vores øvepartnere, at forestille os, hvordan vi flækkede træpladen¦
Jeg ville gerne have sprunget over denne øvelse, for selvom jeg lærte og øvede teknikkerne, tænkte jeg hele tiden, at jeg ville blive den eneste, der ikke kunne det her.
Og så blev det min tur. Rundt omkring lød der høje jubelråb og klapsalver hver gang, en person fra en anden gruppe flækkede den famøse træplade, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke lod mig påvirke af det som en slags stress.
Men okay. Jeg måtte jo prøve.
- Og fik i det moment, jeg ramte træpladen den første oplevelse af et helt klart fokus. Og til min egen undren, ja så flækkede jeg den træplade i første hug.
Det er jeg stadig positivt påvirket over.
Også fordi jeg havde nået at tænke følgende sætning mange gange før den endelige situation. Jeg tænkte “hvis jeg kan gøre det, så kan jeg gøre alt”.
Så jeg er klar.
Til at coache, til at sætte processer i gang, til at møde dig, hvor du er og hjælpe dig med at udforske, hvilke andre og eventuelt mere hensigtsmæssige veje, der findes for dig, i den situation, som du nu befinder dig i.
Kategorier: Hvad der sker
Ingen kommentarer »
