Journalist Helle Kjærulff Schmidt, der er bogaktuel fra november med bogen:

• Guldkorn til kampklare kællinger

har skrevet en artikel i Alt for Damerne, der udkom torsdag den 4. december 2008.

Artiklen i alt for damer handler om det, som jeg personligt synes, er noget af det grimmeste af alt:

• Nemlig en skilsmisse-situation, hvor der ikke skeles til rimelighed og hensyntagen, men uden øje for børnenes tarv og andre følgevirkninger, gås hårdt og direkte efter en ekspartner, for at rippe denne økonomisk.
  I artiklen er der en case, med en mand, hvis selvstændige firma påvirkes meget af ekskonens krav om juridiske rettigheder. Denne sag er naturligvis blot en af mange, og det er ikke kun kvinder, der “ripper” mænd, -begge køn er repræsenterede, ingen tvivl om det.

Jeg bliver citeret i artiklen. Fordi jeg efterhånden har mange års erfaring i og viden om de dynamikker, der foregår i parforholdene, både imens parterne søger at rette op, og også i de tilfælde, hvor “løbet er kørt” men hvor ansvarlige forældre bestræber sig på at være respektfulde og rimelige, netop fordi der er børn, som ellers bliver klemt unødigt i en skilsmisse-situation.

Det billede, jeg taler ud fra, er en “sportskamp”. For hvor parterne før har været medspillere og selv har haft ansvaret for et fairplay, der i en dagligdag handler om at kunne prioritere ansvarsområder, støtte hinanden, være både voksne, forældre og kærester osv., ja så ændres billedet desværre i nogle ekstreme situationer til en fortsat kamp, men hvor man nu er modspillere. Og med udgangspunkt i artiklens case bliver det et modspil, hvor kun ens egen moral sætter spillereglerne. Er hævn, afmagt, bitterhed og en retfærdighedssans hvor kun ens egen “jeg skal vinde det her og allerhelst “smadre” den anden – logik, det der tæller, bliver det ondt og trækker mærkbare destruktive spor.

Jeg forstår godt, at man kan have brug for at hævne sig. kan have brug for at sætte et punktum og endelig få vist ekspartneren, at han eller hun ikke får det sidste ord, men jeg tænker, at hvert enkelt menneske må kunne se sig selv i øjnene ….- og begriber ikke, at så megen god energi skal spildes. Det, jeg mest bemærker, er at den der kæmper for at vinde og for at destruere modparten, glemmer hvilken effekt et sådant hævngerrigt træk har på de i mange tilfælde fælles børn.

Som en teenager sagde til mig engang:

• Min mor og far er blevet skilt, og nu er jeg blevet skilt ad. For de råber og skriger ad hinanden, og jeg skal hele tiden høre på, hvor dum eller åndssvag den ene eller anden er.
  Dette har jeg også hørt 9-årige børn sige.

Og selv om man har brug for at tage hævn,  så er dette lille indlæg en appel til ikke at smide den sunde fornuft ud med skilsmisseerklæringen.  Har I fælles børn, så vid at børn godt kan klare skilsmisser. Og deres odds for at blive hele mennesker senere hen, øges betragteligt, ifald man holder helt inde med anklager og bebrejdelser, hævntogter og giftiggrønne galdeudtryk. Udover at man rammer ekspartneren, rammer man børnene. Og det aspekt er en del af “regnskabet”, som jeg inderligt håber, at de fleste forældre dog vil tage i betragtning.

Vær rimelig i en skilsmisse.

Gå ikke efter eksmanden eller ekskonen, men søg at finde rimelige forlig, så ingen går konkurs eller fallit, og så man også kan hilse på hinanden og drøfte børnenes udvikling og trivsel, selvom man ikke længere og ej heller igen kommer til at dele bord og seng.

Fortsat god og velsignet jul til alle.
Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Kærligheden er ikke en læge….

Kan du skelne, om du elske, eller om du er afhængig af din partner?

• Jeg har tidligere skrevet om at Kærligheden ikke er en læge, og med det mener jeg, at selvom man elsker hinanden, ja så heler kærligheden ikke alle sår, helt automatisk.
  Det er der mange, som forundres over.

Den form for kærlighed, som jeg oplever, at de fleste mennesker søger, er den ubetingede kærlighed.

Hvis du gerne vil vide, hvad ubetinget kærlighed er, har du et fortrin, hvis du har børn. Det er nemlig heldigvis sådan, at de allerfleste forældre elsker deres børn ubetinget.  Det betyder jo ikke, at man elsker alt, børnene gør, vi korrigerer, når der skal ryddes op på værelset, vi gentager – igen og igen, at der skal være en vis kammertone osv.

• Men det at justere adfærd, betyder ikke, at kærligheden ikke er til stede.

Og denne kærlighedsform er pragtfuld. Især, når den ikke kun opleves “indefra og ud”, men bliver vist og talt, så barnet kan mærke, at det er elsket som det menneske, det er.

Og denne oplevelse af betydning, som ubetinget kærlighed giver, er den tilstand, som mange voksne også eftertragter.

Og i min parterapeutiske praksis hører jeg ofte citater som disse:

• Jeg elsker min kone og har altid gjort det. Min kærlighed til hende er af en anden verden
  eller
• Jeg vil gøre alt for at genvinde min kones kærlighed, så vi får det, som vi havde engang.
  og
  Jeg elsker hende, det har jeg jo fortalt hende

Og når “konen” så spørger:

• Jamen, hvorfor mistror du mig så? Hvorfor checker du mine mails og min mobil. Hvorfor checker du mine baglommer? Hvorfor sender du mig ud af døren, med en sur mine, når jeg vil til fitness eller ind til en af mine veninder? og når du nu aldrig har fundet noget, fordi der ikke er noget at finde, hvorfor bliver du så ved ? Hvis jeg er så vigtig for dig, hvorfor spørger du mig så konstant, hvem jeg snakker med og hvorfor?

Og spørgsmål som:

• Hvad er det, der gør, at du ikke anerkender mig, som den jeg er, men synes, at jeg da godt lige kan tabe et par kilo og irriteres over, at jeg går op i min karriere? For det er for mig ikke tegn på, at jeg har betydning for dig

I andre tilfælde er situationen en anden.

En kvinde ved med sig selv, at hun elsker sin mand. han siger også, at han elsker hende. I hvert fald sagde han det, da di blev gift. Siden har han vel egentligt ikke sagt det så tit. Måske får hun en buket på bryllupsdagen, måske ikke. I hans logik burde hun forstå, at han elsker hende, for han er her jo stadigvæk.

Men hun oplever, at hun kritiserer ham og at han kritiserer hende. Det er som om, at de er kommet ind i rumlen, der hedder “find fem fejl”, og den anerkendelse, som de begge har brug for, kommer ikke til udtryk, hverken i daglig tale eller på sms`er. Begge er skuffede over, at den anden bruger tid på Face Book, selvom de begge stoler på, at den anden ikke sidder der for at finde en ny partner….

Der er også andre scenarier. Især i unge parforhold.

Jeg hører tit frustrerede kvinder, i 20erne, der taler om, at de er glade for deres kæreste, og at dette er gensidigt. Men at det slår skår i glæden og kærligheden, at kæresten er på pornohjemmesider og ser pornofilm. Kæresten siger, at “det gør alle hans venner altså også, og at hun skal lade være at være så sippet, for det betyder jo ikke, at han ikke elsker hende”

Og manden, der elsker sin kvinde, men er ved at gå til grunde, fordi hun ikke orker fysisk kontakt, og helst vil sove alene.

Og kvinden, der elsker sin mand af hele sit hjerte, og ikke har haft en fornemmelse af, at han igennem flere år har været ulykkelig og tænkt på at komme væk.

Og

Kvinden, der elsker sin mand, men som oplever, at han ikke ser en fremtid for dem, uden at kunne sætte flere ord på.

Hvad er det hele mon for noget?

Jeg tror, at mange oplever, at kærligheden naturligvis er så stærk og fin en energi, at man gerne vil gå langt for den.  Jeg oplever også, at der er mange, der ikke helt ved, om det er kærlighed eller tryghed, eller afhængighed af, at nu er den virkelighed, som man har drømt om, siden man var lille, endelig skabt, og så begynder den ene part pludseligt at tvivle….

Det aspekt, som jeg hyppigst tænker på i ovenstående scenarier, er:

• Et er at du kan føle kærligheden indefra og ud, men får du også vist og talt din kærlighed ud til din partner. og har du vished for, at din partner opfatter dine signaler. For det er faktisk ikke nok, at man selv ved, at man elsker den anden part. På samme måde som det ikke er nok at vide, at man elsker sine ørn, hvis man ikke viser det og giver udtryk for det. Hvis du elsker din partner, skal andre både kunne se og høre det. Og kunne se og høre, at din partner opfatter og gengælder dine signaler.
  • For så er kærligheden i spil, også udefra og ind.

Vær opmærksom på, at bare fordi at drømmen om huset, møblerne, bilen og ferierne er realiseret, ja så er det ikke nødvendigvis et tegn på, at kærligheden er i spil…. Det er med kærlighed som med blomster. Vandes den ikke, så er det ikke nok for blomsten, at man synes, at den er pæn og havens pryd.

Gransk derfor dig selv, i stedet for at brokke dig eller græde over, at din partner ikke giver nok. Find ud af, om dine egne signaler er tydelige….

Og et af de spørgsmål, der fortæller dig, om du ved, om du elsker din partner, eller blot er afhængig af jeres tilværelse, er:

• Tror du på, at I kan blive lykkelige sammen?
   

Venlig hilsen

Christel

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

I fornuftens land er himlen grå, træerne små og fuglene si`r ingenting.

Niels Hausgaard har med tiden skrevet mange tekster og sange. Mange af dem er værd at tænke over.

Forleden hæftede jeg mig ved en tekst om et ægtepar. Der havde levet sammen i mange år. De kalder hinanden “mor” og “far”, og han har en stereotyp livsførelse.  Han står op, drikker sin kaffe, tager på arbejde som assurandør i Alm. Brand, kommer hjem læser avisen, ser ikke at konen står i gangen og græder fordi han ikke viser hende opmærksomhed, han lader “sig trække rundt a græsslåmaskinen i weekenden”, og sådan går årene.

Til sidst myrder hun ham, men bliver frikendt for mordet, for det viser sig, at der slet ikke har været noget liv i ham “de sidste 15-16 år”, som Hausgaard så lunt synger….

Og omkvædet lyder:

• I fornuftens land er himlen grå, træerne små og fuglene si`r ingenting

Du kan høre den fulde version af  I fornuftens land her:

Der er mange andre gode nummer på cden “I fornuftens land” som kan købes på:

• TDC-Online Klik: HER

Jeg smiler lidt ved mig selv over sangen, og tænker, at det jo nok kun er de færreste, der bliver frikendt for drab som konen i sangen. Men tænker at sangen meget fint illustrerer det, som jeg kalder “Hr. og fru hakkebøf”. Et ægteskab, hvor alt går i stå, hvor det der kaldes “den sunde fornuft” råder, og hvor der ingen udsving, ingen spontanitet, ingen gnist, ja rent ud sagt: intet rører på sig, der er nærmest intet liv i livet.

Jeg har talt med utroligt mange par igennem tiden, og har en klar opfattelse af, at tryghed og forudsigelighed naturligvis er vigtigt, men ikke på bekostning af variation og evnen til at “bryde” hverdagen. Og når par kontakter mig og siger, at “gnisten er væk“, og at alting kører skævt og er gået mere eller mindre i stå, ja så er der ofte tegn på, at normer og manglende spontanitet, manglende lydhørhed og evnen til at være levende, lige nu og her, er gået i glemmebogen.

Det kræver indsats fra begge parter at holde et ægteskab i gang.  Men det er værd at huske, at et parforhold starter, på grund af store følelser. Og at disse følelser er som blomster. Næres de ikke, visner de. Og det kan fornuften alene ikke råde bod på.

Hvad er det menneskene er bange for?

Mange er bange for at miste. Mange er bange for at blive forladt.
Men jeg tror, at de fleste mennesker er bange for forandringer. Og det er en skam, for livets energi er foranderlig. Vi får det vist hele tiden, hvis vi ellers kigger ud af vinduet, ser vi, at naturen og livet hele tiden er under forandring. Nogle mener, at der skal mod til at gribe forandringen, til at turde forandringen. Andre mener, at det er mere ligetil. Jeg er sikker på, at hvis vi ikke tør være foranderlige, ikke tør tage livet ind, ja så bliver resultatet derefter.

Den enestående russiske psykolog Vygotsky peger på, at alle mennesker har brug for en tryghedszone. Også kaldet “komfortzonen”. Men at hvis vi bliver der, og kun lader os optage af det, vi ved, som vi kan mestre og det, som er genkendeligt for os, ja så bliver trygheden en sovepude. Derfor må vi, fra tid til anden, og da især når behovet for forandring kalder på os, indstille os på at udforske det, som Vygotsky kalder “zonen for nærmeste udvikling”.

Tager vi ikke imod udviklingen, som mennesker og i vores parforhold, ja så bliver det indviklet. Og kedeligt.
Og så kan vi sidde i fornuftens land med den grå himmel, de små træer og de tavse fugle.

Valget er vores eget.

Hilsen
Christel

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Alle mennesker filtrerer deres oplevelser.

Det betyder, at vi, når vi har haft en oplevelse, filtrerer den igennem et mere eller mindre finmasket net.

Helt enkelt kan man sige, at vi:

• Generaliserer
• Udelukker
• Forvrænger

Det er ikke nogen nyhed. Men er værd at huske, når man lytter til andres versioner om en oplevelse.

Du kender det sikkert, når du drøfter en situation med dine søskende, ægtefælle mv. som regel har folk fokus på noget, og ikke fokus på noget andet. Det er det, der gør, at man af og til kan undres over, at søskende husker deres barndom så vidt forskelligt.

Når situationen er så alvorlig, at det har med utroskab at gøre, og den sårede part konfronterer den utro part, ja så oplever den sårede part mange gange, at den utro part lyver, eller rettere: fortier. Eller begge dele.
Sandheden er jo en relativ størrelse, men jeg tror, at det er værd at være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er en bevidst beslutning at holde bestemte informationer tilbage. der kan dels være et aspekt af skamfuldhed, et aspekt, der drejer sig om at skåne partneren, et aspekt, der handler om at ville glemme.

Jeg har altid holdt på, at man ikke skal stille spørgsmålene, hvis man ikke vil høre svarene. Jeg tror på, at konfrontation er vigtig, for at få kendsgerningerne bevidstgjort, og for at få klarlagt, hvilken læring man vil tage med sig videre.

Men altså: husk at i alle livets forhold “GUF“fer vi.

• Generaliserer
• Udelukker
• Forvrænger.

Sådan er det bare.

God onsdag herfra
Christel

Kategorier: Tillid
Ingen kommentarer »

Skal man straffe sin partner, når han eller hun har været utro?

Og hvis man er for modent et menneske til det, hvad gør man så ved behovet for at få partneren ned med nakken….. hvis man da sidder alene……?

Sommerens “ørehænger” af Søs Bjerre, og det følgende modsvar fra Matthias Lysgaard om lejligheder, der er lidt brændt ned, en Fiat der er solgt til skrot, en X-boks der måske er lidt våd, og hvad der nu ellers synges, kan godt få smilet frem på mine læber.

For billederne er tydelige, og så ekstreme, at de meget rammende beskriver den trang til hævn, som kan opstå, når en kæreste har “knaldet med en anden”….  Jeg kan godt lide Søs Bjerres sødmefyldte og smerteplagede stemme, når hun udtrykker sin vrede over, hvad Kæresten har gjort. Hvis du ikke har hørt modsvaret fra Matthias Lysgaard, kan jeg informere om, at det heller ikke er kedeligt.: Arvesmykkerne flyder i en spand ved Gammel Strand, 5 romerlys har bombet ekskærestens walking-closet, og afslørende fotos er sendt til den ene og anden adresse. Underholdende, sjovt – og så ekstremt, at man synger med og får sig et godt grin.

 Søs Bjerres sang “Malene“

Efterfølgeren fra Matthias Lysgaard om  Malene til Søs Bjerre

Jeg har tænkt over, om alle er i stand til at abstrahere fra billederne og ikke lader sig inspirere til at gøre noget tilsvarende, hvis en kæreste har været utro. Jeg blev en kende overrasket over, at en af min 12-årige søns venner viste umiddelbar undren over, at det er strafbart at gøre de fleste af de ting, som hhv. Søs og Matthias synger om i sangene. Det lod til, at han ikke havde tænkt over, at hvis man “går amok i hævnrus”, ja så har det en konsekvens.  Okay, han er kun 13 år – og når vel at lære at perspektivere, håber jeg. Dog tankevækkende alligevel.

Men hvad er det så for noget, alt det med utroskab og hævn.

Hvad gør man ved følelsen, når man er blevet vraget til fordel for en anden.
Spørgsmål, jeg tit har hørt i min konsultation.
Sagen er naturligvis lidt anderledes, når det drejer sig om parterapi. For dem, der kommer til mig, som har utroskab som et tema, orienterer sig imod at finde sammen igen, også selvom der har været utroskab.  Og dog kan trangen og behov for straf eller hævn være dominerende, når den svigtede part mærker på alle sine egne følelser – og i nogle situationer klart er uforskyldt.

For det er, ifølge min erfaring, ikke sådan, at der altid er noget galt i parforholdet, når den ene part har været utro. Det kan, som jeg også har skrevet andre steder på dette website, skyldes en mangelfuld moral, en “det går nok, hvis bare ingen finder ud af det “-holdning , en kombination af druk og spænding og “gnisten, der springer” eller noget helt fjerde eller femte, der får nogen til at gå over stregen.

Det, som mange spørger mig om, er “hvordan kan jeg tilgive.” og det er jo det konstruktive modsvar til “hvordan giver jeg slip på hævn og følelsen af smerte”…..

Jeg har følgende refleksioner:

• Jeg mener, at hævn-følelsen er fuldt forståelig, og at en hævnaktion er destruktiv.
• Jeg tror, at man, hvis man ønsker at komme videre, på trods af utroskab, ja så må man transformere behovet for hævn til det, som jeg kalder en konstruktiv vrede. En vrede, der kan komme til udtryk som en nødvendig styrke, så man er bestemt og resolut og gør klart, hvad man vil finde sig i og ikke finde sig i fremover. En bestemthed, der kan bane vej for nye spilleregler, som er fair, og hvor aspekter som selvansvarlighed og åbenhed, især fra den part, der har været utro, bliver dagens orden.
• Kommer man ikke over sin hævnfølelse og den harme, man fyldes af,  vil det på sigt forpeste parforholdet. Man bliver nødt til på et tidspunkt som den sårede part at indse, at hvis man vil sit parforhold, selvom der har været utroskab, ja så må man videre. Fordi man piner sig selv lige så meget ved at opretholde hævn og straffeaktioner.
• Nogen har brug for at dyrke hård motion, nogen har brug for at skrive, når de er fyldt op af tanker og følelser.
• Nogen har brug for at køre en tur i bilen og parkere et afsides sted og skrige så højt, de kan. Nogen har brug for at græde over det tabte. Enhver må finde sin egen vej. Og enhver må gøre sig klart, at det, som vi kalder uretfærdighed og smerte, formentligt il nå os, i løbet af vores liv. Så vi må lære at håndtere det, i stedet for at forbande, at det lige netop skulle ske for os.
• Det kan godt tage lidt tid at komme til den erkendelse. Det er fuldt forståeligt.

Men alting har en pris. Og vil man sit parforhold, også efter utroskab, er det prisen, som den, der er blevet svigtet, må indstille sig på at betale. Men de lærepenge, som det er, kan komme én til gavn, mange gange senere i tilværelsen.
Og hvis netop samhørigheden, kærligheden og det, som man ellers har sammen, der er dyrebart og uerstatteligt (eksempelvis børn), ja så er det prisen værd.

Det har altid kostet at fyre med mahogni. Vil man have det, som man synes, er det bedste, så koster det.

Skriv endelig nogle indlæg, til bloggen, her, hvis nogle af mine tanker rammer dig.

• Måske har du fundet en god måde at håndtere hævnen på.
• Måske provokerer nogle af mine udtalelser dig
• Måske er der noget, der giver mening.

Over i brevkassen/forummet kan du også skrive hvad du lyster under:

• Vrede og hævnlyst i forbindelse med utroskab

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Kategorier: Utroskab
3 kommentarer »

Hvorfor er det så svært for nogen at genskabe kærligheden og tilliden efter sidespring/utroskab

• De seks grundfølelser

I sin bog “Viljen til sejr – harmoni i job, familie og fritid” skriver Arne Nielson om de seks grundfølelser. Og han gennemgår dem også på sine fremragende foredrag.

Når begrebet “grundfølelser” skal defineres, er det de følelser, som alle mennesker kender, og som selv et spædbarn er i kontakt med.

De seks grundfølelser er

1. Glæde – at være glad, begejstret
2. Vrede – at være vred, sur, irriteret
3. Tristhed/sorg – at  være ked af det, ulykkelig, bedrøvet
4. Angst, at være bange, usikker
5. Overraskelse – at være overrasket, undrende
6. Væmmelse – at væmmes, føle ubehag

Alle kender disse følelser, og nuancer af dem. For der er masser af nuancer, og enhver af grundfølelserne har naturligvis forskellig intensitet.
Hvorfor det for nogen er så svært at genskabe tillid og kærlighed (og bemærk: kærlighed er ikke en grundfølelse, for ikke alle oplever kærlighed, ikke alle oplever at føle sig elsket og at  være ubetinget betydningsfuld og værdsat i deres li v- og ikke alle formår derfor at elske), har jeg nogle bud på.

• Måske taler nogle af mine bud til dig.
  - Hvis de gør, så skriv endelig et indlæg her til bloggen.

Når der har været utroskab, opstår der udover stor afmagt, vrede, sorg og chok, også væmmelse. Mange af dem, som er blevet sårede, føler stor væmmelse, dels når de tænker på det, deres partner har gjort, og når de prøver at skubbe tankerne om fortiden væk og være nær med deres partner, ja så indfinder væmmelsen sig også.
Mange kalder dette for had, men jeg tror, at det i lige så høj grad er væmmelse, der er i spil. Og sagen med væmmelse er jo netop, at det formentligt er den grundfølelse, vi stort set ikke har nogle redskaber til at håndtere.

Når vi i vores daglige liv føler væmmelse, er det eksempelvis bestemte madvarer, en rådden lugt, eller når vi ser TV-udsendelser med fornedrede mennesker mv. Vores instinktive reaktion er at vende os bort fra sådanne aspekter. Det skaber ubehag i os, og vi vil ikke have med det at gøre.
Tænk bare på, hvis der var noget mad, du ikke brød dig om som barn (lever, fisk, ost mv.) formentligt kunne ingen få dig til at spise det, og formentligt besluttede du dig for, at når du blev voksen, ja så skulle ingen tvinge dig til at spise noget, du ikke ville have. Og det er en sund måde at reagere på. For væmmelse opstår jo, som en reaktion, når der er noget, der ikke er godt eller føles væmmeligt for vores system…

Problemet bliver dog bare helt anderledes, når det handler om et kærlighedsforhold. For hvis man ikke har sluttet forholdet efter utroskab/sidespring, men gerne vil kæmpe for forholdet, ja så er der “ridser i lakken”, og endda mere alvorligt end det: der er med et hældt væmmelse i kærlighedens  bæger.
Og så kan man følelsesmæssigt ikke bare vende hovedet væk, for to modsatrettede dynamikker slås indeni.
Den ene dynamik handler om, at man på trods af det, der er sket – og ikke sket  – vil kæmpe videre, for man elsker den anden
Og den anden dynamik siger: løb væk, kom væk fra den, der har såret dig, for det her er væmmeligt, og så plejer man jo at vende sig væk…..
Og så er dilemmaet i gang.

Ikke alle bliver så dilemmafyldte, at de betvivler om de kommer styrkede igennem krisen. Men de, der føler væmmelse i stor grad, kæmper tit en stor indre personlig kamp, for at få åbnet for tilliden og kærligheden igen. Og lander tit på et punkt, hvor de føler, at det er uretfærdigt, at de skal kæmpe så meget, når det nu er partneren, der har været utro.

Ligesom nogle mennesker skal lære at styre deres vrede og ikke være for aggressive, skal andre lære at kunne rumme væmmelse, uden at lade den forgifte alle tanker og følelser indeni.  For det er ok at væmmes, men det er ikke ok at lade væmmelsen fylde så meget, at man bliver ved at splitte sig selv ad. Og derefter splitter sin partner ad – i værste konsekvens.

Vi ved jo alle sammen, at fortiden er ovre. At vi i hvert fald ikke har indflydelse på den. Og at vi må tage ved lære af de fejl, der er begået.
For det er det eneste, vi kan bruge fortiden til.
Hvis du er blevet svigtet af din partner, og hvis du alligevel har valgt at kæmpe for dit forhold, så vid, at du har givet dig selv en opgave. En opgave, der handler om at vælge. At vælge hvilke tanker, du vil tænke, og at vælge hvad du vil lægge vægt på.
Hvis du i dine tanker bliver ved at vende tilbage til det, der er sket (og som naturligvis er dine tanker om det), så er det ligesom at køre bil og hele tiden kigge i bakspejlet.  Og at glemme at være nærværende og mest fokuseret på kørebanen, der er lige foran dig.
Og det valg, skal du træffe. Valget der handler om: hvad er mest fremmende for mig at tænke
Så kan man sige, at det er urimeligt, men man kan også anlægge den vinkel, at det egentligt er heldigt, at man helt tydeligt får mulighed for én gang for alle at tage styring med sit fokus.

Der er ingen tvivl om, at det er ulykkelige omstændigheder, men gør dig ikke til offer – eller bøddel , bare fordi det er ulykkelige omstændigheder. Og vid så, at kærligheden i sin grundform godt kan rumme nederlag, under forudsætning af, at du ser din partner gøre, hvad der skal til for at bygge tilliden og ligeværdigheden op igen.
For et er at opleve, at der er ulykkelige omstændigheder, et andet er at bide sig fast i, at man er offer for omstændighederne. Man er kun offer, hvis man vælger at være det.

Jeg har mødt par, der meget hurtigt er kommet over utroskab og sidespring, og jeg har mødt par, der har taget langt tid om det samme.  De, der kommer hurtigt over det, har nogle perspektiver, der hjælper dem.
Generelt vil jeg sige, at de der kommer hurtigt igennem, har en oplevelse af, at der har været fejl på begge sider, og at den der er blevet svigtet, også har haft svigtet på andre måder, også før utroskaben.
Og samtidig oplever jeg, at de der kommer hurtigt igennem (og jeg vil lige sige, at det ikk er et succeskriterium at komme hurtigt igennem, men det er jo rart nok, at en krise ikke varer hele og halve år,), ja de har mange gange en konklusion, der hedder “der er jo ikke nogen, der er døde”, så nu må vi gøre, hvad vi kan for at blive en bedre enhed.

Men hvert par er sit eget. Hver partner har sin historie, og derfor er der ingen endegyldig sandhed i forhold til at komme videre. Ethvert par må finde sin egen vej til at lykkes.

Og de par, de hurtigt kommer over krisen, taler også om utroskaben indimellem. Det er ikke sådan, at den bare er lagt på is og aldrig mere skal tales om.

Håber at have inspireret nogen af jer.

God mandag herfra
Christel

Kategorier: Tillid
14 kommentarer »

Der lader til at være en overbevisning om, at hvis et menneske er sin partner utro, ja så er det på grund af, at der er knas i parforholdet.

• Sådan er det, ifølge min opfattelse og erfaring ikke kun.

Lad mig uddybe min påstand.

Når et menneske begynder at miste sin arbejdsglæde og ikke føler sig tilfreds i et job, som vedkommende har  været glad for og engageret i tidligere, er der som regel flere aspekter i spil. Det kan selvfølgelig godt være, at arbejdsopgaverne er blevet flere og sværere. Det kan godt være, at der er kommet nye kolleger eller chef, som er med til at bevirke, at “tonen” har ændret sig, og at man ikke oplever den anerkendelse, man tidligere har fået.
Og det kan også være, at andre livsområder er begyndt at røre på sig, så perspektiverne i arbejdet ikke er nær så interessante som tidligere.
Har man fået et barn, eller er man i gang med ombygning, er der uforløste sager i familien eller venskaber, er der gæld som truer og har man bevæget sig til et sted i sit liv, hvor ens værdier er under revision, kan alt dette indvirke på ens ligevægt og fokus og dermed være med til at gøre et interessant arbejde mindre interessant.

Og eksemplerne behøver heller ikke at handle om arbejde, for du der læser dette, tænker måske: ja ja, men hvad har det med parforhold og utroskab at gøre.

Lad mig give endnu et par eksempler:

Du har formentligt haft noget tøj, eller nogle sko, som du førhen var usigeligt glad for. Som var med til at give dig følelsen af at være lækker, tilpas mv. eller en bil, som du fandt absolut uundværlig.  Og lad os sige, at sådan var det for 10 år siden. For 10 år siden fandt du attrå ved disse ting, og det kan være, at du stadig synes, at tingene er “fede, men de giver dig næppe den samme begejstrede og berusende fornemmelse, når du tænker på dem, eller bruger dem….

Hvorfor ikke?

• Er det fordi, at der er kommet nyt tøj og nye biler, der bare er endnu federe?
• Er det fordi, at tøjet og bilen er blevet gamle og lidt slidte
• Eller er det, som jeg mener, på grund af at du har udviklet dig.
• På grund af at du har skiftet værdierne ud, også uden at være specielt bevidste om det….

Ovenstående eksempler er til for at give lidt af en forklaring på, hvorfor det ikke bare er parforholdet, der knaser… som altid er udløsende faktor for, at man går ud og er utro. Det handler, når alt kommer til alt, mest om personen selv.  Som i eksemplet med arbejdspladsen kan det være samspillet på arbejdspladsen, der giver arbejdslede, så man ikke kan finde motivationen frem, men andre faktorer kan være i spil på en og samme tid.

Så de, der mener, at det skyldes parforholdet alene, at en partner er utro, tager fejl.
Det er personen selv, der ikke er vågen nok i forhold til egen moral, signalerne fra den dårlige samvittighed mv.

De, der er utro, som er det for første gang og som chokeres over sig selv, spørger mig tit:

• Hvordan kunne jeg gøre det? Og tilføjer: “jeg ville have sværget på, at det aldrig kunne ske for mig“.

I de tilfælde tænker jeg, at det er væsentligt at forstå, at et menneske, der er i balance, sjældent gør noget imod deres egne grundprincipper.
De fleste har principper om ikke at stjæle, ikke at slå, ikke at lave hærværk, ikke at være utro.
Et menneske i balance går ikke bare ned i en butik og stjæler løs, eller går hjem i godt humør og med overskud og begynder at slå løs på børnene. Eller smider tv-programmet væk en fredag aften og går ud og hærger butiksruder, gadelygter og biler.
Det er en af måderne at forklare på, at personen, der er utro, skal kigge sig selv i spejlet, og skal kigge ind i sig selv, og finde ud af, hvad det var, som man tillod at presse én i så høj grad, at man “flygtede” ved at være utro.

I andre sammenhænge er eet et mønster at være utro. Et mønster at fortie og lave sine egne regler, mange gange ud fra den basale, men forkerte antagelse, at : “det man ikke ved, har man ikke ondt af “……
I disse tilfælde skal svarene på, hvorfor man i voksen eller ung alder er utro, findes i opvækstmiljøet.
Og her anbefaler jeg folk at kigge tilbage på opvæksten og med en voksens optik at kigge på især, hvordan forældre mv. var som rollemodeller og hvordan grænserne blev sat…. For mennesket, der har gjort det til en dårlig vane at være utro, har en del af sin psyke, hvor grænserne er flydende. Evt. en del af sin psyke, hvor man har vænnet sig til at fortrænge de sunde signaler om, hvad der er rigtigt og forkert, og her må man kigge på, om man har kopieret moderens alkoholisme, faderens grænseløse dominans, en kultur hvor man ikke snakker om problemerne, at man har fulgt sin rebelske storebror og blot kopieret ham mv….

Der er altid grunde.

Og vil man bygge tillid op til sin partner, efter utroskab, er en af de bedste måder at huske. Og at sætte ord på alle de erindringer, man har, for netop derigennem at vise partnere, at man nærmer sig en større selvforståelse og en bedre kontakt med sig selv.  Man kan bl.a. gøre dette ved at se på gamle fotografier og frit associere ud fra disse. Man kan sætte sig med et stykke papir og skrive ned, hvad man husker og hvad man ved fra de første 5 år af sit liv, de næste 5 år mv.
Og huske ind i de situationer, hvor man følte sig svigtet og alene.
Man kan spørge familie og venner, som man har kendt i mange år, om h vad de husker. Og hvilke tanker og erindringer, de måtte have, om ens opvækst.
For at folde historien ud.
Og for at forstå, hvad det er for en kultur, man har båret videre og ladet komme til udtryk igennem utroskab.

Det, som jeg oplever, at mennesker, der har været utro, skal forstå, er følgende:

• Når man gør noget, har det en konsekvens.
• Når man ikke gør noget, har det også en konsekvens.
• Feksempel: når man ikke siger sandheden, har det en konsekvens, når man ikke taler om tingene har det en konsekvens, når man ikke mærker efter og justerer sin dårlige samvittighed i forhold til at forbedre sig, har det en konsekvens).
• Og du, som gerne vil bygge tillid op til din partner, kan begynde at lægge mærke til alle de ting i dagligdagen, hjemme hos jer selv eller blandt andre mennesker og kommentere det, når du ser, at netop det at der ikke gøres noget, har en konsekvens.
• Det vil signalere og fortælle din partner, at du begynder at forstå.
• Forstå dig selv og forstå en meget vigtig mekanisme.

Når man vil bygge tilliden op, så må man gøre sig klart, hvilke fejl, det er man vil rette.
Fortæl din partner om, hvilke fejl, du er bevidst om, at du vil rette.
Og gør dig klart, hvordan du vil rette dem.

Fald ikke i grøften, hvor du tror, at det er nok at sige “undskyld” og “jeg gør det aldrig igen“.

• For det er ikke nok.

For tænk det sådan her:

• Det at have været utro kan sammenlignes med at have overtrukket den fælles kassekredit med 200.000 kroner – uden at have fortalt partneren om dette.
• At sige “undskyld” er blot et signal på, at man lover, at det vil man ikke gøre igen.
• At bygge tilliden op, er at gøre sig klart, at man kontinuerligt må sætte penge ind, lægge indsatser ind, så overtrækket mindskes, og til sidst er i nul. Hvorefter man virkeligt kan begynde at bygge op.
• Så at stille sig selv spørgsmålet, der hedder: på hvilke måder vil jeg i dag lægge en indsats, der viser min partner, at jeg retter mine fejl,” er vigtigt at besvare og udføre i handling.
• Gør man ikke noget, vil partneren føle, at hun/han skal bede om at man sætter ind på kontone. Og det vil føles både urimeligt og uværdigt.

Al forandring starter med B.

Det betyder, at den forandring, som man står overfor og midt i, efter opdaget utroskab, starter med bevidsthed.
Man må blive bevidst om sine egne mønstre og tanker, man må lytte til den konstante summen i hjernen, og lægge mærke til, hvordan man reagerer under pres. Og netop fortælle sin partner om dette.

Kom ind i kampen, hvis kærligheden er vigtigere end smerten.

Christel

Kategorier: Utroskab
37 kommentarer »

Et indlæg fra den utros side.

Prøver selv at forstå hvorfor jeg gjorde det og hvordan jeg vinder hendes tillid igen.

• To spørgsmål i samme indlæg.

Jeg har læst mange artikler fra denne gode debat side… Men som andre læsere finder jeg flest indlæg fra den ikke utros side… Her er min historie!

Jeg mødte min kæreste (Nu kone) for 4 år siden… Jeg har altid elsket hende og vi har et helt fantastisk forhold og sexlix.  Til trods for dette så var jeg hende utro 5 gange (4 x sex 1 x kys) inden for det første halvanden år.. (altid one night stands) Sidste gang var mens hun ventede vores lille pige. Har altid fortrudt efterfølgende men efter den sidste gang – fik jeg det så dårligt over det og lovede mig selv aldrig at gøre det igen, da jeg nu skulle være far og det ansvar der fulgte med… Det har jeg holdt, men som mange andre ting, så kommer fortidens synder altid efter en og jeg måtte indrømme først en og efter benægtelse de sidste 4 gange.  Trods min overbevisning om at hun vil forlade mig, er hun blevet for at kæmpe for vores forhold…

Hvorfor gjorde jeg det? Vi havde det godt og vi havde et godt sexliv!

Min egen konklusion er at det er en dårlig vane som altid har været der uden konsekvens (fra tidligere forhold) og at jeg havde brug for en forsat bekræftelse indtil den dag jeg følte mig som en rigtig mand (Den dag jeg skulle vare far) Er der nogen mænd eller kvinder har prøvet det samme? Hvorfor fanden gør man sådan sindssyge ting når man elsker en anden?  Så snart jeg var kommet, smed jeg one night standed ud, og havde det af helvede til…

Det er nu snart 5 uger siden og vi bevæger os langsomt frem og tilbage men dog frem.

Vi er gået i terapi hos Christel og det hjælper helt sikkert… Men som så mange kvinder skriver på denne side, synes min kæreste at det er hende der skal kæmpe for vores forhold og det er hende der skal tage iterativ til at tale om det.. Jeg vil helst glemme det og se frem af… Men så let ved jeg godt det ikke er… Så derfor håber jeg at der er nogle kvinder der kan hjælpe mig med at forstå de behov min kone har i dag og hvad der skal til for at bygge tillid op igen….Og ikke gemme mig i krogen i den tro at problemet forsvinder af sig selv, for det gør de ikke….    Jeg elsker min kone over alt på jorden og vil gøre alt for hende… Mit problem er kommunikation og at læse de signaler hun sender… Jeg sidder for det mest og bare stiger ud i luften, da jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal sige…Har total berørings angst omkring emnet og vil ikke tale om detaljerne. Hver gang hun spørger til dem ender det med et skænderi da hun bliver sur og fortvivlet over min manglende svar…  Mit argument er, at vi har talt om det 1000 gange og jeg ikke har mere at sige…  Kun undskyldninger og forsikring om at det aldrig sker igen kommer ud af min mund….   De 4 ud af 5 skete på forretningsrejser, så jeg har droppet helt at rejse, samt ikke vare sammen med den mandlige kollega som jeg gjorde det meste samme med når vi rejste samme (Han var også sin kone utro) … Dvs. ikke gå i byen med ham eller til firma julefrokost..  .  Jeg bestiller ikke andet end at rydde op og prøve at gøre ting som jeg tror at hun synes er rart… Jeg siger tit jeg elsker hende (for det gør jeg virkelig) og sende små sms’er. Men jeg misforstår hele tiden hendes signaler og hun bliver enorm let irriteret på mig,

Til mine spørgsmål, som jeg håber at der er nogle kvinder som har været eller er i lignende situation, som min kone kan hjælpe med.

1. Jeg ved at vi igennem samtaler kan komme langt, men uden at komme ind på detaljerne – hvilket emner ville hjælpe og som kunne give tillid i det lange løb
2. Kan ikke give hende en ordentlig forklaring på hvorfor jeg gjorde det, men vil heller ikke lyve og sige et eller andet.. hvad kan jeg gøre når jeg dårlig nok forstår det selv? Er der nogen der har en ide?
3. Alle gode råd og forslag til hvordan jeg skaber tillid, skaber tryghed og får hende til at føle sig elsket… Og her mener jeg ikke blomster, gaver og alt det der, for det ved jeg godt og har altid været god til det…

Håber nogle kan hjælpe mig.

Mvh

JJ

Kategorier: Utroskab
22 kommentarer »

Mandag den 18. august kan Christel Sonne Rasmussen høres på P1, i den udsendelse, der hedder Coaching på P1.

Her deltager Christel i et radiointerview, hvor også cand.psych janni Killested deltager.

• Det emne, vi taler om, er parterapi og parcoaching, hvor Christel har erfaring inden for begge områder.

Efter udsendelsen kan interviewet også høres på DRs hjemmeside, ligesom udsendelsen genudsendes søndagen efter.

Så hvis du vil høre lidt om parterapi og parcoaching, og hvis parterapi og parcoaching interesserer dig og er noget, du eller I har tænkt over, kan det jo være en ide at tænde for radioen.

God fornøjelse

Christel

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Et af de udsagn, jeg hyppigst møder, når jeg har parterapi hvor temaet er utroskab, er at den krænkede part siger:

• “Jeg forstår ikke mig selv. For jeg har altid haft det princip, at jeg ikke ville leve i et forhold med utroskab“.

Men nu hvor det er sket, er jeg ikke så sikker på, at det skal være forbi”.

Jeg tror, at de allerfleste mennesker har nogle principper indenfor forskellige livsområder.

Principper som:

• Jeg vil ikke arbejde et sted, hvor chefen er tyrannisk.
• Jeg vil ikke leve i et voldeligt forhold
• Man må ikke slå sine børn
• Man skal ikke finde sig i svindel, løgn og bedrag
• Man skal svare enhver sit

for nogle mennesker er principperne meget konkrete, og andre principper kan være mere værdibaserede. Der er eksempler på begge slags principper i sekvensen ovenfor.
Principper skabes af både erfaringer og overbevisninger.  Mange gange har vi “adopteret” principper fra forældre, venner, lovgivning mv.

Men som udtalelsen ovenfor beskriver, så har mange oplevet, at man ikke ved det, før man står i det.
For når et princip udfordres, – og i denne tekst er det princippet “jeg vil ikke leve i et parforhold, hvis min partner er mig utro”, så opstår der to dilemmaer.
Eller rettere : mindst to.
Man må indeni sig selv afklare og mærke efter, om man nu er i stand til at revidere sit princip.
Og : man må også mærke efter og afveje, om man kan leve med/tilgive, at ens partner har været med til at bringe én i en sådan situation.

Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvad man skal gøre.
Nogle har brug for at holde fast i det gamle princip. Og andre ser,at tiden er kommet til at revidere.

Jeg mener, at det for mange par kan lade sig gøre at komme styrkede igennem, selvom der har været utroskab.  Under den forudsætning, at parterne bevidst gør sig klart, at noget skal forbedres, og at der fremover skal være kontinuerligt fokus på ærlighed, forudsigelighed og at “gøre alt småt stort”. Men opstår der igen utroskab,  – og igen og igen, så må man tage konsekvensen af det og forlade forholdet.

Jeg tror, at principper eller bæredygtige grundholdninger har mening og er betydningsfulde for os som mennesker.
Vi må have noget at tro på, og vi må vide med os selv, hvad vi står for.
Jeg anbefaler, at man skriver sine principper ned, og omformulerer dem, som indeholder negation, til konstruktive principper, som:

• Jeg vil arbejde et sted, hvor jeg giver og modtager respekt og anerkendelse
• Jeg vil leve i et forhold, hvor ærlighed og åbenhed, glæde og tillid er dele af hverdagen
• Jeg vil være kærlig og ordentligt over for mine børn. Og vil sætte grænser på sunde måder.
• Jeg vil stå inde for det, jeg gør og dermed forvente det samme af min partner.
   

Min holdning om parforhold og utroskab
En gang kan man klare, men hvis mønsteret ikke stoppes fuldstændigt, begynder både al sund fornuft og bærende tillid at forsvinde. Og det vil være ret atypisk, hvis nogen formår at skabe et værdigt og blomstrende forhold på en sådan forudsætning.

Har du kommentarer til dette
Lille indlæg, skrevet en morgen i 2008, er du velkommen til at kommentere via webloggen.

Kategorier: Parterapi
1 kommentar »