Hej alle mænd.

Jeg har skrevet en artikel om:

• Kvinder, der mister gnisten/kvinder, der mister følelserne.

Jeg håber, at I læser det med åbent sind.

Mange styrkende tanker.
Christel Sonne Rasmussen,
Kolding.

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Når kvinder mister gnisten.

Når kvinder mister følelserne for deres mand/kæreste.

Jeg har skrevet mange indlæg på denne blog om utroskab og håndtering af dette. Mange indlæg om mænd og kvinder, og mange svar på de af jer, der vækkes af virkeligheden, når jeres partner siger stop eller gør klart, at der er krise og eventuelt tegn på opbrud med separation og skilsmisse som mulige følger.

Både på bloggen her og i min praksis oplever jeg igen og igen, at mænd udtaler:

• Jeg har ikke set det komme.
• Jeg følte mig lykkelig. Vores forhold var fortrinligt.
• Jeg elsker jo min kone.
• Jeg forstår ingenting. Hun siger, at følelserne er væk, og at hun har kæmpet længe, men jeg har ikke anet noget og jeg vil gøre alt for at kæmpe, så vi kan finde melodien igen.
• Hun kan da seriøst ikke bare mene, at hun vil skilles. Man smider jo ikke bare xx antal år væk, og hun er jo min prinsesse. Jeg vil bære hende på hænder og fødder, hvis det er det, der skal til.

Dette indlæg er primært skrevet til mænd.

Ikke fordi at jeg mener, at alle mænd kan skæres over samme kam, men fordi jeg har nogle erfaringer og betragtninger, som jeg vil informere om og berette om, for selvfølgelig er der forskelle på kvinder og mænd. Jeg understreger, at dette dokument ikke er tænkt som en artikel, der skal lade mændene vide, at de bare skal lave sig om og leve efter kvindernes præmisser og principper. Næ, dette indlæg er snarere tænkt som information til mænd, der jo har valgt at leve med en kvinde, og derfor må indstille sig på, at hvis det inderlige ønske om at gøre hende tryg og glad, er dybfølt, ja så må de sætte sig ind i en kvindes univers.
Og:
Ligeså må kvinder sætte sig ind i en mands univers, men det er en helt anden historie. Og det vil jeg lade mandlige parterapeuter om at beskrive.

Når en kvinde mister gnisten.

Kvinder skal åbnes – og holdes åbne via hjertet.
Det er sagt og skrevet så mange gange: Kvinder skal, for langvarigt at kunne holde deres krop og sjæl åben for deres mand, åbnes via hjertet. Det kan lyde poetisk og for nogle kanske forblommet, men det er såre enkelt. En kvinde skal vises interesse, oprigtigt. Hun skal spørges til, lytes til og anerkendes, for det hun gør og står for.
Og hun skal vises opmærksomhed, i form af betænksomhed, hensyn, gaver og nærvær.
Så får man det bedste frem i hende.

Når hun fortæller, og mange gange med en nuanceret detaljerigdom, trættes mændene og siger ”ro på”, ”slap nu af”, eller ”det kan vi jo ikke påvirke lige nu”. Det er vigtigt at forstå, at kvinden ikke udtrykker problemer for at få dem løst her og nu. Og hun peger ikke på detaljer for at irritere manden, men for at give udtryk for, hvad der fylder i hende og optager hende. At en kvinde giver udtryk for stort og småt, løst og fast er på grund af, at hun har brug for følelsen af sammenhæng. Alle planer skal helst hænge sammen. Det praktiske, børnene, økonomien, kroppen, samtalerne, at få fuldt med i et tv-program eller to, kontakten til veninder og familie osv.

Det vil altså sige, at hun informerer om, hvad der sker og er i hendes univers. Kvindens formål er hermed at signalere: ”her er jeg, – det her fylder noget, godt som skidt, så kan du forstå, at jeg lige nu føler, at der er noget, der ikke hænger sammen”. Ved sådanne udmeldinger er det primære, at manden lytter. Og det er her, at udfordringen opstår, for han går i ”lad mig fikse det”- mote og kommer med råd, løsningsforslag og/eller afbryder hende. Eller finder et forslag, som han synes, er godt.

Eksempelvis tænker han: Hun virker stresset. Jeg køber en rengøringshjælp til hende og arrangerer en hyggeweekend for hende og mig. Og forstår så ikke, at kvinden fortsat er frustreret, for hendes oplevelse er, at han ikke lytter, og at han tror, at alting bare kan løses via eksterne modeller. Og så trækker hun sig, for efterhånden samler hun erfaringer sammen om, at han ikke forstår hende, så hendes lyst til fortrolighed og nærhed daler grundet skuffelserne.

Hvis manden i for høj grad brokker sig over, at der ikke er tid til voksentid og kræver hende meget uden at gøre det attraktivt for hende, bliver hun irritabel og trættet. Hun forstår sagtens behovet for voksentid, men der skal i hendes univers være ”ro på bagsmækken”, så om man som mand lige må række til og tage den kurv med vasketøj, ordne regningerne på netbank, tømme kattebakken, vande blomsterne eller selv tage initiativet til at købe fødselsdagsgaven til svigermor, må man som mand finde ud af. Hjertet lukker, når løfter ikke overholdes

Alt for mange løfter, der ikke overholdes, lukker kvindens hjerte.

Når en kvinde først føler sig såret, lukker det følelsesmæssige hjerte i, og hendes lyst til hendes mand formindskes. Det er derfor noget af det, jeg hyppigst oplever i parterapierne, at de kvinder, der udtrykker, at de ”har mistet gnisten”, bærer på en med tiden uendeligt lang række af skuffelser, hvoraf nogle af disse er blevet til sår, der ikke heles, men hyppigt springer op. Og mange mænd forstår intet af dette. Lad mig uddybe det

Har man i sit forhold talt om, at en lampe skal hænges op, at børnene skal hentes helst inden kl. 16, at der skal købes stort ind, så man ikke spilder så meget tid på indkøb, at man som kvinde ikke kan holde ud at manden tænker på og taler uendeligt meget om sit job, men ikke ser de små ting, er vejen til skuffelserne lagt. Især da hvis manden igen og igen siger ”det skal jeg nok tage mig af”….- og så kommer fra det grundet glemsomhed – eller at det ikke er så vigtigt i hans univers. I stedet for at skabe et flow prioriterer han noget andet, og underkender den psykologiske effekt, det har på en kvinde, når lampen efter 3 uger endnu ikke er hængt op, – han først henter børnene lige før institutionen lukker, eller med en irriteret attitude går rundt og rydder op, når det hele i lang tid har lignet en sigøjnerlejr – og egentligt kun rydder op for at undgå mere brok.

Et flow i stedet for hovsaløsninger.

Kvinden ønsker et flow. Hun kan godt bære, at nogle ting naturligvis skrider, inden for en tidsplan, men pointen om, at man har lovet at gøre noget, og så aldrig får det gjort, eller først får det gjort, når det er allersidste udkald, sårer hende. Det er det, der gør, at mange kvinder beslutter sig for at gøre tingene selv, – egentligt ikke fordi de vil være martyrer og ej heller er kontrol-freaks, men fordi det trætter hende for meget, at hun oplever at skulle vente på mandens initiativ. At tro, at der er sjov i soveværelset, når der hverken har været gode snakke eller ”to do- listen” er uendeligt lang og har været det længe, er naivt. Den følelse, der opstår i kvinden er: ”jeg kan jo ikke stole på ham”. Han lover og lover, eller som mange siger: ”han snakker og snakker og røven den går”…..og det er ikke kun skuffelser eller sårethed, det kan skabe som effekt. Bliver det et mønster, at kvinden både er den, der har det praktiske overblik, at det er hende, der skal varetage det meste omkring børnene, hende der står for planlægning og afvikling af sociale arrangementer osv., og manden bare ligger lunt i svinget og fair nok, passer sit job og tjener mest, men ikke uopfordret hjælper til, så begynder noget af det farligste med hensyn til gnisten at ske; – nemlig: kvinden mister respekten for sin mand.

Er der andet, der lukker kvindens følelsesmæssige hjerte og dermed også lysten til ømhed og sex?

Det er naturligvis ikke kun det praktiske plan, der kan lukke kvindens hjerte. Men er der en kombination af manglende eller mangelfulde dialoger, løfter der ikke overholdes, mange individuelle prioriteringer fra mandens side på bekostning af kvinden eller børnene og en hård eller nedladende retorik, bliver kvindens sind koldt og kroppen tager afstand. For hvorfor give sig hen til en mand, man ikke har stor respekt for og tillid til? Mange mænd siger, når de af mig bliver adspurgt: ”kan du genkende det, som din hustru/kæreste siger”?, at "hun går da op i bagateller".

Det er hende, der ikke tænker positivt. Jeg får al skylden for, at hun er stresset. Det er hende, der ikke vil modtage. Jeg vil hende kun det bedste. Og kan hun ikke forstå, at mænd kan give ømhed ved at få sex – og fair nok, at kvinden så giver sex for at få ømhed, men summasummarum siger mange mænd:

• Hun er for nærtagende, hun er for intolerant og tror hun virkeligt, at alt skal køre efter hendes hoved? Og bare fordi jeg nogle gange ikke har inddraget hende i en beslutning, – skal hun så virkeligt tage det så tungt og give udtryk for, at hun ikke ved, om hun orker det her mere?”

Når kvinder svigtes på grundlæggende værdier, lukker det følelsesmæssige hjerte.

Alle mennesker har værdier. Nogle har udfærdiget værdilister, som repræsenterer de værdier, der er allervigtigst for dem. I et parforhold er mange kvinders værdier, at manden skal være venlig, ansvarlig, omsorgsfuld og givende og til at stole på. Implicit dækker sådanne værdier over at en kvinde ikke ønsker vanvittige og temperamentsfulde skideballer, at manden skal være loyal over for hende både i omtale i sociale sammenhænge, ligesom han må tage afstand fra mennesker der har såret eller svigtet hende. Desuden dækker ovennævnte værdier over, at hvis en kvinde skal føle sig tryg og tillidsfuld over for en mand, så hun kan betro ham sine drømme og trængsler, må han lytte, når hun melder ud og tage det, hun siger, alvorligt. I langvarige parforhold har de allerfleste kvinder en ret lang liste over situationer, hvor hun er blevet såret. Det kan være situationer som, at han ikke ville med til jordemoderen, kritiserede hendes udseende ved brylluppet, flere gange har undladt at trøste hende, når hun har været ked af det; har kaldt hende hysterisk, syg i hovedet, nærtagende, latterlig, pylret mv. Det kan også være, at hun har skullet bære økonomien i en periode og ikke fået anerkendelse for det, ligesom mange kvinder har oplevelser af at manden har kritiseret hendes familie og veninder, har været unødigt hård ved børnene, har mistænkeliggjort og overvåget hende, har sagt undskyld men ikke rettet de fejltrin der er begået osv osv.

Et af de mest væsentlige punkter er derfor at få talt igennem hvad der har såret hende – eller hvad hun ikke vil bydes. Ikke for at manden på ny skal give undskyldninger, men for at øge bevidstheden om, hvor hendes grænser går, for når en kvinde såres, lukker hjertet gradvist, for det psykiske forsvar rører på sig og gør hende kold eller ligeglad, hvis manden igen og igen skønt utallige snakke, gentager et destruktivt eller egoistisk mønster.

Hvad søger kvinder egentligt i mænd?

Kvinden søger tryghed, opbakning og handlekraft fra hendes mand. Er der børn med i billedet, søger hun at manden uopfordret tager ansvar og hensyn til alle og ikke mindst:

• Viser uopfordret initiativ til samvær, omsorg og oplevelser, ikke kun for kvinden og manden, men for hele familien.

Det er meget vigtigt at forstå, at tryghed ikke kun er, at pengene er tjent og huse betalt og at man ikke er utro. For kvinder er tryghed en tilstand, der opstår, når hun kan se, høre og mærke, at manden bakker hende op, er loyal, taler med hende eller netop løfter hende med initiativ og spontanitet, når det hele er for træls. Mange mænd tror, at det at forstå en kvinde er at følge med i hendes svingninger. For kvinder svinger i humør og følelsesmæssig stemning hver eneste dag. i kender det: Hun står og kigger ind i klædeskabet og melder ud, at hun slet ikke har noget tøj, hun vil have på. Og så bliver hendes humør dårligt. Eller hun er frustreret over, at en veninde ikke har givet lyd fra sig, eller at det altid er hende, der skal planlægge ferierne osv. kvinders humør skifter flere gange om dagen, som var det et ocean, hvor der er bølgedale eller bølgetoppe. Og hvis manden fejlagtigt tror, at han skal gå med ned, hver gang humøret er dårligt – i stedet for at acceptere, at lige nu har hun en bølgedal, ja så lægger han ubevidst ansvaret fra sig og giver hende ansvaret for, at stemningen skifter igen. i mange tilfælde er stemningen i et parforhold eller en familie afhængigt af kvindens humør, og det kan give både skyldfølelse og stor ansvarlighed til kvinden. For mange mænd spørger: ”hvad kan jeg gøre for dig/hvad har du lyst til?”- i håb om, at hvis kvinden kan give nogle svar på dette, så kan han udføre opgaven, og så føler han sig tilstrækkelig igen, for så har han gjort noget rigtigt.

Sagen er bare: På den lange bane holder det ikke. Kvinden bliver irriteret over, at han er så usikker på sig selv. Hun har brug for, at han lader hende have sit humør, og hun har brug for at han hviler i sig selv og gør sig selv og eventuelt børnene glade, på trods af hendes svingning. For kvinder er jo generelt set ikke monstre, der selv ønsker at være ofre for en humørsvingning, men de bliver ekstremt trætte af, at manden står og logrer som en hundehvalp, for at tilfredsstille hende i stedet for at være en mand, der viser/siger ”: Det er ok, at du har det, som du har det. Det er også træls, når man ikke er tilfreds med sin garderobe.”… og så går i gang med noget andet, indtil hun har fundet en løsning.

Når mænd kan hvile i sig selv og rumme lidt frustration, får kvinder respekt for dem. Men underkaster en mand sig kvindens humør, får hun følelsen af at blive gjort større end hun er; og hun frustreres over den magt, hun gives – for det er slet ikke det, hun hverken har brug for eller ønsker.

Det bedste er, at kvinder svarer ”gør som du vil”, når manden spørger, hvad hun har lyst til. Og at manden ikke konstant går rundt med en ”hvad er rigtigt – hvad er forkert at gøre” spekulation, for at spekulere i, hvad der er rigtigt og forkert er noget vi skal gøre i logiske systemer. Men at være sammen med en kvinde er ikke logisk. Det er snarere psykologisk, og derfor må mandens optik i langt højere grad være baseret på :”hvad virker mon bedst, for mig og for hende lige nu?”, for så åbnes der for kreativitet og initiativ, i stedet for at han mistrøstigt sætter sig i sofaen og spørger hende, om ”hun ikke vil sætte sig ved siden af ham, for han har lige brug for at mærke hende”: dette kan kun skal disrespekt og irritation fra langt de fleste kvinders side.

Hvornår skal en mand være ekstra opmærksom?

Nogle kvinder lider i stilhed, andre kvinder lider ikke i stilhed.
Og naturligvis er der også kvinder, der lider i stilhed og andre gange højlydt sætter ord på deres frustration og smerte.

Det er forskelligt fra kvinde til kvinde,, om man bliver tavs og stille – eller om man brokker sig, skælder ud og/eller bebrejder.

Du skal som mand til en kvinde finde ud af, om det er et faresignal, når hun er tavs og trækker sig, eller om hun er en af dem, der ”larmer”.

De kvinder, der ”larmer” er egentligt dem, der er nemmest at forholde sig til. Blot skal man ikke som mand forsvare sig og sige ”det passer ikke” og ej heller sige ”undskyld, undskyld, undskyld”. Men lytte og acceptere, at hun ”tømmer sin skraldespand” for alt det, der har hobet sig op. At hun har taget lidt på, at børnene har været frække, at en kollega har været illoyal, at det altid er hende, der skal ringe først til hendes søster, at hun er træt osv.

Den allerstørste fejl, som har en enorm pris, er at mange mænd – forståeligt nok, afbryder deres kvinde og enten giver gode råd, eller negligerer eller underkender det, som kvinden siger. For det vil lukke hendes hjerte, gradvist men sikkert. Kvinden vil, når manden siger: ”jamen, jeg kan lide dig, som du er, – det er da lige meget med de ekstra kilo” eller ”hvis din kollega er illoyal, så sæt ham/hende på plads ” osv. Det er nemlig ikke en hjælp for kvinden at blive afbrudt og rådgivet. Det er en hjælp at blive lyttet til og få stillet uddybende spørgsmål. Så føler hun sig forstået og accepteret, og så bliver hjertet – og dermed også kroppen og sjælen ved at være modtageligt. Når mænd giver gode råd, er det naturligvis ud fra deres egen forudsætning, men ubevidst føler kvinden, at han mistror hende, at hun ikke kan finde sine egne løsninger, og hun begynder at betvivle, om hendes mand virkeligt er en kammerat eller snarere en bedrevidende modstander, der altid tror, at han ved bedst.

Har du derimod en kvinde, der bliver tavs eller stille, er det et alvorligt faresignal. Det værste, du kan gøre, er at spørge om, hvad der er galt. For er hun først tavs, har de dybe følelser lukket sig og hun har i sit stille sind erkendt, at det ikke nytter noget at snakke med manden, ”for han forstår hende jo alligevel ikke ”

Da må du som mand afgøre med dig selv, om du vil nærme dig hende og erkende, at du ikke har spurt ind, ikke har interesseret dig, ikke givet omsorg – og en af måderne er at gøre dig nærværende og ikke lade arbejde, golf, fodbold, tv eller et behov for sex være det, du fokuserer på. For så skubber du hende længere væk.

Hvis du kender din kvinde som et talende og udadvendt menneske, som bliver stille, må du øjeblikkeligt undlade at kræve noget af hende og da slet ikke stille spørgsmål, der kan besvares med et ”ja eller nej”. For sådan fungerer det kvindelige univers ikke.

Spørger du ”er der noget galt imellem os” eller
”Er du ok?”, ja så vil hun i mange tilfælde vælge at undvige.

Hun ved jo også godt, at det vil såre manden, hvis hun svarer ja til, at der er noget galt, og hun ved, at hun skal ud i en lang udredning, hvis hun svarer nej til, at alt er ok. Og så vil hun som regel, afhængigt at hvor hun er i sin proces, trække sig og give nogle vage udmeldinger, som manden ikke begriber. Derfor kan jeg kun råde mænd til at droppe det, jeg kalder ”lukkede spørgsmål”, dvs. spørgsmål, der kan besvares med et ja eller et nej. Et bedre alternativ vil være at give en klar udmelding, der kunne lyde ”: Jeg kan se/jeg fornemmer, at du ikke trives p.t. jeg vil gerne lytte på dig, når du er klar til det”. Og så være tålmodig og lade hende komme. For så har du befriet hende for skyldfølelse og samtidig signaleret, at du viser hende den respekt, at hun har brug for tid til sig selv og ro til at mærke efter, hvad der tynger /trætter hende. Og det vil i langt de fleste tilfælde blive honoreret med åbenhed og betroelser, så du kan mærke hende igen.

Jeg har som parterapeut hørt mange grelle eksempler.

Eksempler hvor de implicerede parter er gået utroligt meget fejl af hinanden. Eksempler, hvor kvinden er blevet såret, og manden har negligeret det. eksempler, hvor manden står som en uforrettet part og giver kvinden skylden for ,at hun er for nærtagende, har prioriteret børnene for højt – og har en manglende grænsesætning over for dem. Eksempler, hvor par i årevis har sovet med ryggen til hinanden, men hvor manden med et vågner op og går i resultatorienteret løsnings-gear og mener, at ”nu skal vi være gode kærester, for vi var jo så glade for hinanden engang”.

Mange mænd søger garantier.

Mange mænd føler sig fra tid til anden – og nogle gange konstant – utilstrækkelige i deres parforhold/ægteskab.

Denne utilstrækkelighed opstår på grund af flere ting:

• Manden har grundlæggende et mindreværd og frygter, at kvinden ikke føler, at han er god nok.
• Mange mænd vurderer ud fra en egen vurdering, der hedder: ”hvad er rigtigt, og hvad er forkert” – og lyder som de rene martyrer, når de i parterapien beskriver, at de jo heller ikke kan gøre noget som helst rigtigt. for de vurderer, at de kun har gjort noget rigtigt, når kvinden er glad og ikke brokker sig. Disse mænd må klart arbejde med at kunne rumme, at det er en kvinde, de bor sammen med, – og at kvinder ikke er ”feel good-junkies”, der hele tiden kan være glade og ”overskudsagtige”.
• Mange mænd føler sig først sikre, når kvinden bekræfter dem og lover, at ”vi selvfølgelig også er sammen om mange år, og at vi skal blive gamle sammen”.

Jeg var for nyligt oplægsholder på en konference, der handlede om at gøre en forskel på det samfundsmæssige plan. En kvinde var projektleder på et værested og holdt et enestående oplæg. Hun sagde bl.a. ”Vi har mange mænd, der kommer og får dagens ret. Mænd, hvis kone har forladt dem, eller er død”. Og hun fortsatte og sagde: ”Mange mænd bliver nogle pjok, når de er alene. Og sætter sig i en slags venteposition med hensyn til, hvornår lykken mon indfinder sig ”.

Det var meget tankevækkende og rammende beskrevet.

Grundlæggende mener jeg ikke, at mænd er nogle pjok.

Grundlæggende mener jeg heller ikke, at mænd ikke har værdighed. Men hun ramte alligevel hovedet på sømmet. For den afhængighed, som mange mænd udvikler, når de eksempelvis er blevet gift, er en sovepude-afhængighed. Jeg ved, at mændene indeni føler, at de elsker denne kvinde. Men mange mænd forstår ikke, at de må blive ved at have den positive nysgerrighed, den evne til at lytte og bakke op, det initiativ der gør, at kvinden fortsat kan have respekt for dem og samtidig vise det signal også at have et individuelt liv. Mange mænd signalerer, at de tager kvinden for givet og tror enfoldigt, at hvis de bare siger, at de elsker hende, så er alt godt.

Og det handler jo ikke om at få en garanti, så vi bliver gamle sammen.

Det handler om selv at gøre det, der skal til, så man dag for dag i tale og handling selv garanterer, at man ikke kun bliver gamle, men også fortsat glade sammen.

Der er formentligt meget mere at sige om kvinder og deres univers. Der er sikkert også masser af generaliseringer i det ovenstående, som du som mand kan pege på og sige: ”Jamen, det har jeg prøvet, og det virkede altså ikke på min kvinde”: Du er velkommen til at skrive på min blog.

Og husk: Hvis noget ikke virker, så gør noget andet.

Jeg inviterer til, at der flittigt suppleres med jeres kommentarer, hvorfor du/I er meget velkomne til at skrive, hvad der fjerner din gnist til din partner – og skriv selvfølgelig  også om hvad der får dig til at flamme op i følelserne.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Retur til hovedsiden om:

• Når den ene part mister gnisten.

Elle til siden om:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
3 kommentarer »

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.

Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Lad mig komme med nogle situationer fra det virkelige liv, så det tydeligt kan uddybes, hvad jeg iagttager og mener.

Case 1.

En mand er meget forelsket i en kvinde. Hun er meget smigret og glad for den store og romantiske opmærksomhed, han giver hende. Han sender blomster, lader sin kalender stå åben, skriver digte, taler om hvor skøn fremtiden bliver, lover hende evig troskab og bedyrer hende, at hun er det bedste, der nogensinde er sket ham.

Sender hende dagligt downloads med sange med romantiske tekster. Og spørger glad og interesseret i hendes dag og ringer 2 minutter efter, hun har fået fri fra arbejde – vil bare sludre lidt.

Når hun har fri, og børnene sover, svarer hun også i starten glad og lykkelig på de smukke beskeder. Hun er meget verbal og skriver også digte og følelsesmæssigt storladne beskeder til ham. Bl.a. skriver hun, da han flere gange spørger, om hun vil gifte sig med ham, at ”det har jo ingen hast at blive gift i kirken, – jeg har jo giftet mig med dig i sjælen”.

En ting er dog romantik og smukke ord, løfter afgivet i intense øjeblikke og så det, vi jo alle bevæger os rundt i, nemlig virkeligheden.

I en periode mødes de ofte. Men hun kan mærke, at hun begynder at få stress-symptomer, da hun stort set aldrig ”har fri”, som hun kalder det.

Han ringer, før hun står op, han sender som skrevet utallige ”jeg savner dig ”-beskeder, og det sidste der sker, før hun lægger sig til at sove, er at hun modtager en godnat besked, der appellerer til respons

Hun begynder at føle sig kvalt i kærligheden. Hun gør ham klart, at han må skrue lidt ned, for hun har børn, veninder og et krævende job. Hans modsvar er, at han jo bare vil gøre hende tryg og glad og vil forsikre sig om dette, og om hun da ikke synes, at det er vigtigt, at de følger med i hinandens dag…? hun siger: ”næ, egentligt ikke”: jeg vil da gerne høre, hvad du går og laver, men det er ikke supervigtigt for mig, og du må bakke lidt, for ellers føler jeg mig på bagkant. Hun giver klart udtryk for, at hun desværre bliver irriteret, når han ringer og skriver, når han ved, at hun spiser med en veninde eller er på shopping med datteren. ”jeg vil jo bare ikke miste dig”, siger han – og fortsætter ”du må altså ikke gå fra mig; jeg har brug for at føle dig tæt på, og du ved jo, at jeg har mistet så meget ”. Det giver hende en flimrende skyldfølelse, at hun får mere og mere brug for at være sig selv.

Så sker der det, at hans ene søn slår hånden af ham, på grund af denne nye kæreste.

Hun tager det med ophøjet ro, tager det ikke personligt for hun arbejder med mennesker, og har set sådanne reaktioner tit. Sønnens begrundelse er, at faderen er blevet fraværende, og sønnen prøver tydeligtvist at kalde faderen til fornuft. Faderen/manden i forholdet bliver meget deprimeret og siger flere gange:” han skal være glad for, at han sagde dette til mig, i en periode af mit liv, hvor jeg har overskud. Ellers kunne han jo have skubbet mig ud over kanten.” Hun begynder at ane uråd, for den tankegang, han lægger for dagen, er nær en depression eller psykose, og hun konfronterer ham og siger ”Kunne du da finde på at tage dit liv”. Og han siger ”tanken strejfer mig af og til, men nu hvor jeg har mødt dig, vil det aldrig ske”, og hun aner en underforstået besked om, at ”hvis du går fra mig, kan jeg selvfølgelig ikke svare for det”:

Langsomt tegner der sig et billede af en romantisk og uselvstændig mand, der tror på tosomheden over alt på jorden og som også har slet skjulte jalousitendenser. Og en stor indre afmagt, som han dog, når han konfronteres, underkender og slår hen. Og det tager tid for hende at erkende, at den stress, hun oplever, skyldes at hun ikke kan trække vejret i denne relation. At hun ikke vil gøres til bøddel og gå og føle skyld over hans mindreværd og frygt for at miste. Hun erkender også, at følelserne for ham ikke er så stærke, at hun vil være hans redningsmand. Ergo gør hun det forbi. Og han er dybt såret og bebrejdende.

I denne situation laver hun et clean cut, for det er umuligt at opretholde et venskab, når hans følelser er så stærke, og hendes er væk. Hendes stress forsvinder øjeblikkeligt. Han bebrejder hende, at hun har haft skrevet, at hun jo havde giftet sig med ham i sjælen og så bryder dette løfte.

Et godt billede på, hvad en følelsesmæssig offerrolle kan gøre ved et andet menneske. Hun blev gjort til bøddel, selvom hun blot forsøgte at være tro mod sig selv og den virkelighed, hun havde. Et offer kan være både passivt og aggressivt. Kendetegnende er, at offeret giver andre eller andet skylden for deres sindstilstande.

Vær opmærksom på dette.

Case 2.

En kvinde og mand er gift. De har været stormende forelskede. Har nu kendt hinanden i flere år. Hun hr to børn, han har ingen, men falder fint ind i rollen som den voksne opdrager. Børnene er hos dem hver anden uge. De har begge job; hun mistrives i sit. Han trives, men har en uhyre lang transporttid til og fra jobbet, da de bor i det hus, som hun boede i, da han lærte hende at kende.

Igennem de seneste par år har hun ændret sig fra at være forstående og tolerant til verbalt aggressiv og dominant.
Han har haft tilpasset sig hendes luner, men har også sagt fra og til. Deres sexliv er gået i stå, den fælles fritidsinteresse som de har nyt sammen har hun kvittet, med argumentet ”jeg gider sgu ikke se på dig hele tiden”, hun bebrejder ham, at han dels ikke gier hende opmærksomhed, skønt hun har været inviteret til koncerter og weekendture i Europas storbyer, og hun bebrejder ham, at han trækker sig og vil have tid for sig selv.

Han kender ikke rigtigt sig selv længere. Han bliver reserveret, frustreret og bliver mere verbalt heftig, end han har været før. Han forstår ikke sine reaktioner.
Han reagerer på hendes vrede, hendes utilfredshed, hendes brok, hendes uforudsigelige hysteriske trips, der går ud over både ham og børnene. Og da han siger: "Lad os gå i parterapi", siger hun, at hun skal ingen steder  for det er hans skyld, at hun agerer, som hun gør. Han kan bare ændre sig, så bliver hun glad igen".

Hun gør sig til offer. Jobbet er dumt, han er dum og uopmærksom og kold. Hendes økonomi er dum, – kun hvis det er, som hun vil have det og man er taknemmelig over for hende, lever hun. Igennem årene er der desuden sket det, at når de har haft en diskussion/et skænderi, så straffer hun ham med ikke at tale til ham overhovedet, først i en uge , senere i 3 uger ad gangen.

Denne situation beskriver en anden form for offerrolle. Hendes afmagt er stor, men det vil eller kan hun ikke forholde sig ansvarligt til. Det er andres skyld. Og dermed bliver hun både offer og bøddel. Når han ikke agerer redningsmand, bliver han offeret, der føler utilstrækkelighed over aldrig at kunne gøre noget godt nok og aldrig at kunne indfri hendes behov.

Offeret har mange ansigter. Det , der kendetegner offeret, er at de ikke tager ansvar for egne følelser og reaktioner samt at selvmedlidenheden er stor. Og at offeret legaliserer, at ”jeg har det godt, når jeg er alene”, så det er den andens skyld, når jeg ikke har det godt. Det passive offer selvudsletter sig og siger undskyld, hvorimod det mere aggressive offer kræver undskyldninger og bærer nag.

Det handler om at flytte sig væk fra disse roller.

I stedet for at være offer, må man finde ud af:

• Hvad vil og kan jeg tage ansvar for – og så gøre det.

I stedet for at agere som en bøddel, der straffer, må man afklare:

• Hvad gør mig stærk – og hvad kan jeg gøre for at styrke vores parforhold.

Og i stedet for at agere den redningsmand, der skal komme løbende og forstå og tolerere og rumme og standse ulykken, må man finde ud af:

• Hvad vil jeg gerne vise hensyn overfor, hvor vil jeg gerne hjælpe – og hvor er det en bjørnetjeneste at hjælpe?

Skriv gerne til min weblog, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.

Venlig hilsen
Christel, Sonne Rasmussen

Retur til hovedsiden:

• Træd ud af offerrollen

Eller til siden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Qua at skilsmissestatistikken er så høj og tilgangen til datingsider og singleklubber ligeså, møder mange fraskilte hinanden, og da tosomheden er et inderligt ønske for mange, dannes der nye par.

Og mange af disse bliver til en sammenbragt familie.

Dog er den glæde og kærlighed, de voksne føler for hinanden, ikke altid så udbredt blandt børnene imellem og ej heller blandt børn og den nye partner.

Et emne, som jeg oplever, er temmelig tabubelagt, er når den voksne oplever jalousi over for et barn.

Dette har jeg beskrevet andetsteds her på sitet (Om aversion i sammenbragte familier til partners barn/børn), men giver hermed endnu en case, for at vise, at det ikke altid er så nemt.

Et par er først i 30erne. De er gift og uendeligt glade for hinanden. Begge havde de et barn hver, da de mødtes, to jævnaldrende sønner, og de har et fælles barn. Kvindens søn er hos dem altid, da faderen ikke har kontakt med ham, og mandens søn er hos familien en uge ad gangen. Der er således ingen kontakt til den enes far, hvor der er kontakt, men et uhyre vanskeligt samarbejde med ekskonen.

Sagen er, at kvinden i ægteskabet er jaloux på hans søn. Hun kan, både han er der og ikke er hos dem, irriteres og frygte for, hvordan det skal gå. Hun ved, at det er hendes eget problem, for han er velopdragen og høflig, hjælpsom og leger godt med hendes søn, men når faderen og han er nærværende, eksempelvis med mobiltelefon, film, fodboldspil mv., føler hun sig straks udenfor og barnligt forurettet. Hun kan med sit voksne intellekt sagtens se, at de har et sundt og givende forhold, hun synes selv, at hendes mand er en god far, og hun er skuffet over sig selv over, at hun ikke kan tolerere og unde dem begge dette. For det er tydeligt, at hendes humør påvirkes, også selv om hun gør, hvad hun kan for at lade som om, at der ikke er noget i vejen.

De har mange samtaler om dette. Hun forsøger virkeligt at tage sig sammen, være voksen og overskudsagtig, men lige meget hjælper det. Indeni er hun ved at brænde sammen, og kontakten med ekskonen, der kritiserer deres måde at agere familie på, gør ikke sagen bedre.

Hun opsøger hjælp.

Forløbet bliver langt og intenst, for under overfladen bærer hun på mange svigt og mange selvbebrejdelser og en historie, hvor hun også her er skuffet over de valg, hun traf som yngre, og at hun ikke formåede ved hendes første barns gravitet, at vælge en bedre biologisk far. Stille og roligt bearbejdes de mange svigt, idealet om den perfekte familie, hvor der altid er glæde og harmoni drøftes, og en tilgivelsesproces på andres og egne vegne bevirker, at kvindens frustration og indebrændthed fortoner sig.

Det tog alt i alt et par år, før helingen var gennemført. Og det var muligt både at glæde sig til ”papbarnets” besøg i familien samt at kunne være naturligt uanstrengt. Hun var meget bevæget, da vi afsluttede forløbet, og hun sagde: ”tænk hvis jeg ikke havde mødt den lille unge. Så hade jeg vel stadig gået og slæbt på alle de indre spøgelser og drevet mig frem imod et ideal, jeg aldrig ville kunne omsætte til en god virkelighed. I dag er jeg helt taknemmelig over, at han findes og fik denne proces kickstartet. Også selv om det har været rigtigt svært.

For mig at se sker der altid noget specielt, når misundelse eller jalousi bliver en del af en familie, uanset om den er biologisk eller sammenbragt.

Der er først mulighed for vækst, når den voksne tager ansvar for sine egne følelser og reaktionsmønstre og bevidst vælger at arbejde med det.

Desværre sker der mange gange det, at jalousien forvrænger evnen til at tænke klart og reagere hensigtsmæssigt, hvorfor der kan opstå lange og ødelæggende diskussioner imellem blandt andet de voksne. Og starter kulturen for alvor op, med irritation over partnerens barn/børn, er der en trist og usund kultur i gang. For så er der åbnet for sårende bemærkninger, der virkeligt kan lukke ned for følelser.

Det er jo ikke nyt under solen, at ”enhver hun synes bedst om sine egne hvalpe”, og udtryk som:

• Skal den dovne unge ikke hjælpe til?
• Din datter er selvoptaget og egoistisk.
• Kan dine børn ikke acceptere, at der er noget, der hedder voksentid?
• Jeg orker ikke at forholde mig mere til de møgunger i dag !

kan huskes for evigt og have en meget negativ indvirkning, da mange kvinders følelser lukker ned, hvis ovenstående kommentarer eller tydelig irritation bliver dagens orden.

Skriv gerne indlæg eller kommentarer om det at være i en sammenbragt familie.

På min blog

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Kolding.

Retur til hovedsiden om:

• Kriser i sammenbragte familier

Over på Forum / FORA kan du læse mere mht. MHT. spørgsmål og svar til.

• Sammenbragte familier

Kategorier: Parterapi, Sammenbragte Familier
Ingen kommentarer »

Sammenbragte familier.

En voksen partners aversion imod den nye partners barn/børn.

Et par opsøgte mig. De var og er utroligt glade for hinanden. Masser af omsorg, stor respekt og lydhørhed, gode til at samarbejde om hverdagene. Så langt så godt.

Men der var opstået et stort problem.

Parret havde mødt hinanden, da de begge var i 30erne, og begge havde et forlist ægteskab bag sig. hun havde to børn med sin eksmand, – børnenes alder var 13 og 7. Han havde en 14-årig datter med ekskonen.

Efter to års samliv fik de et fælles barn. Hans datter var på besøg hver anden weekend. Hun havde sine børn stort set altid, da hendes eksmand ikke var samarbejdsvillig.

Jeg må uovertruffent sige, at jeg i mine mange år som parterapeut aldrig har mødt nogen med så stor kærlighed og respekt for hinanden.

Men der var opstået et problem.

Kvinden i forholdet var jaloux på hans datter. Kvinden var helt klar over, at jalousien var hendes egen. Hverken manden eller datteren gav hende grund til jalousien. Men den var hæslig for hende. Hun blev indadvendt og selvbebrejdende og havde ikke det overskud, hun plejede. Og hun så sig gal på hans datter, der gjorde alt for ikke at være til besvær. De kom til mig sammen, for i fred og ro at tale tingene igennem. Det var blevet forstærket, da de fik deres eget barn, og det var ret uforståeligt for kvinden, hvorfor hun var jaloux. For der var ingen tvivl om kærligheden og tolerancen imellem dem, men selvfølgelig påvirkede det manden, at der blev en anstrengt krise stemning, når hans datter kom.

Det er meget forskelligt, hvordan jalousi skal håndteres.

Generelt er der tre store årsager til ubegrundet jalousi. Nemlig manglende selvværd, en udpræget angst for at miste/blive forladt til fordel for en anden – og ubearbejdede svigt. Da kvindens historie var, at hendes far havde svigtet hende overmåde, i 14 års alderen og hun på dette tidspunkt også fik en mindre bror, som opmærksomheden gik til, blev hun klar over, at hun reagerede ud fra sine egne gamle følelsesmæssige smerter.

Det at hun blev klar over dette, og det at hun af mig fik en verbal ”skideballe”, hvilket var det hun smilende sagde til næste konsultation, gjorde forskellen.

Desuden fik hun et påbud fra mig om at sætte tid af sammen med hans datter. Hun kunne selv vælge, hvad de skulle lave, men hun skulle gøre en indsats for at blive bedre venner med hende.

Hun kom endnu en gang, men mest for at fortælle om den positive forandring, det havde skabt for hende.

Og som manden efterfølgende sagde: det er lige før, at det er mig, der bliver jaloux nu. de er blevet så gode venner, at jeg nærmest er overflødig.

Rigtigt mange børn oplever aversion, når deres mor eller far finder en ny partner. Men som i ovenstående tilfælde kan det modsatte altså også være tilfældet.

Skriv endelig til min blog, hvis du/I har kommentarer eller indlæg om dette emne.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Kolding.

Retur til hovedsiden om:

• Kriser i sammenbragte familier

Over på Forum / FORA kan du læse mere mht. MHT. spørgsmål og svar til.

• Sammenbragte familier

Tags: sammenbragte familier
Kategorier: Parterapi, Sammenbragte Familier
Ingen kommentarer »

Offer – bøddel og redningsmand.

Offeret ”kupper” dig, og du opdager det først langt senere.

At gøre sig til offer er at have et mindreværd, der i en nær relation skaber afhængighed til partneren, og partneren bliver bøddel uden at ville være det, i hvert fald i yderste konsekvens. hvis en part i et forhold føler megen afmagt og utilstrækkelighed og kun er helt tryg og lykkelig sammen med partneren og ikke tager ansvar for egen afmagt, sættes et uhensigtsmæssigt reaktionsmønsmønster i gang. Den anden part gøres nemlig ufrivilligt til bøddel eller redningsmand..

Case: (taget fra det virkelige liv)

2 mennesker, der begge er i 40erne, bliver forelsket. De bor i hver sin by og i hver sin landsdel. Manden er arbejdsløs, men laver af og til lidt arbejde ad hoc. Hun er selvstændig og har masser at lave. Er meget flittig og samvittighedsfuld omkring sit job.

Hun har to teenagebørn, han har tre teenagere.

Hun har været single i over to år, Han valgte efter mange års ulykkeligt ægteskab at bryde op og blive separeret kort før han mødte hende, som han hurtigt døbte ”kvinden i hans liv”.

Hun er følsom, straight og foretagsom. Han er følsom, kunstnerisk og taler meget. Lover mange ting, men udskyder også sine handlinger.

Dette tolererer hun længe, for hun er meget glad for ham føler endelig, at hun har mødt en, der på det følsomme plan matcher hende. Og hendes drøm om en storfamilie kan jo nu lykkes.

Sagen er:

De mødes altid hos hende, da hans boligsituation er uafklaret og han efter separationen bor hos en ven, og andre gange er sammen med børnene i den tidligere fælles bolig, hvor ekskonen så er ude af huset.

Han taler om at flytte sammen med hende meget hurtigt.

Hun holder igen og siger: "Lad der nu lige gå 1½ år". Dette accepterer han i starten, men vender igen og igen tilbage til dette emne, især efter at de har haft en særligt blid og givende stund, for de er gode til nærhed og nætterne er smukke.

Han vil også gerne forloves eller giftes. Giver udtryk for, at han er helt sikker på denne kærlighed, og hun begynder at tvivle på, om der er noget galt med hende, siden hun ikke er lige så klar til at sige ja til alle de smukke drømme, han har.

I de første måneder siger og skriver han dagligt: ”du går ikke fra mig vel? jeg har mistet så meget i mit liv, og jeg kan ikke rumme også at skulle miste dig. gå aldrig fra mig”.
Det stresser hende meget, at han dagligt vil have løfter. I hendes verden giver man et løfte en gang, og så er der ikke så meget mere snak om det. Hun tager det op og forklarer ham, at hun ikke tænker på at gå fra ham, men når han nævner det igen og igen, åbner han selv for tanker om dette. Han godtager hendes respons og lover ikke at sige det mere. Dette overholder han.

Men så kommer der derpå sms og telefonbeskeder dagligt, hvor der udtrykkes ” Jeg savner dig”. Hun savner også ham, men da hun kun har tændt sin telefon i pauser, føler hun sig altid på bagkant med hensyn til at svare.
Og hun får en stærk følelse af, at han er afhængig af hende og hendes garantier, hvor hun er mere ”cool” og synes, at det er anstrengende med disse mange udmeldinger. Han forklarer hende, at han er en romantiker af hjertet og han skruer ned for de mange ytringer.

Hun giver udtryk for, at hun ikke kan leve med en mand, der ikke forsørger sig selv.

Hun har tidligere, som hun siger: ”holdt røven oppe på en mand”, og dette hverken vil eller ønsker hun igen. Han bedyrer hende, at dette aldrig vil ske. Godt nok har han ikke haft job i fire år, men ”hvis hun bare tror på ham, får han hurtigt job i hendes by, hvor der er langt flere jobmuligheder inden for hans felt end i hans by”.

Hun gør ham klart, at han vel også må gøre noget selv, – han kan jo ikke lade det være op til hende, om hun tror på ham eller ej.

Hun påpeger, at han må give hende en grund til, at hun skal tro på ham. Sådan ser han det ikke. Hvis hun bare tror på ham, vil hans potentiale vokse, og ”så skal hun bare se løjer”. Det skaber tvivl og utryghed i hende, og han bruger mange timer på at forklare hende, at hendes moralske opbakning er meget afgørende, og at han vil være meget ked af det, hvis hun ikke fra sit hjerte kan melde rent ud og sige ”Jeg tror på dig”. Det forvirrer hende. Dette giver hun udtryk for, for hun aner en ubalance, som hun dog har svært ved at sætte fingeren på. Hun har jo sit eget selvskabte job og klarer det, uanset om han tror på det eller ej… dette ligger som en uforløst konflikt imellem dem, allerede efter kort tid, men hun slår det hen, ”for han bliver vel stærkere”, som hun siger.

Han begynder at tale om, at det ”bliver fedt til sommer, når vi kan tage på ferie sammen”, ”det bliver fedt, når ungerne mødes i efterårsferien”, han fortæller tanker om deres bryllup, som hun slet ikke har committet sig til, og hun siger, at hun synes, at han lever i en drømmefremtid, men han siger, at hun er ophængt og bare har for meget at se til, og hun skal bare tage imod hans kærlighed, for han vil jo intet andet end at gøre hende tryg og glad. Og når hun så siger: ”jamen, det gør mig ikke tryg og glad, at vi skal tale om noget, der ligger år ude i fremtiden, så taler han til hende om, at ”det er synd, at du har haft det så hårdt og har skullet klare så meget selv; – lad mig nu hjælpe dig ”. Det fyger således med følelsesmæssige argumenter, som hun ikke synes er virkelighedsnære, men hun slår det hen.

Hun trækker sig og siger, at ”der er jo lang tid til, og lad os nu fokusere på nuet”, men han siger tit til hende, at det er nok fordi, at hun er stresset, at hun ikke kan glæde sig til noget på forhånd. Hun afviser denne påstand, men kan ikke glæde sig til noget flere måneder frem.

De er meget uenige politisk.

Han er på venstrefløjen, hun er som selvstændig erhvervsdrivende på højrefløjen men ikke så interesseret i politik. Det er han, men deres første skænderi opstår, da han vil drøfte socialpolitik og bruger personlige eksempler. Hun mærker stor vrede og giver ham igen, hvor han så undskylder og siger: Lad os aftale, at vi ikke diskuterer politik længere.

Dette accepterer hun, for emnet er ikke ret interessant for hende

Men noget begynder at murre i hende, og hun kan ikke finde ud af, hvad det er, der gør hende så anspændt og stresset. Han er jo tydeligvist enormt glad for hende, og hun går i en periode og tænker, at ”nu må jeg begynde at tage imod – det er jo det her, jeg har drømt om”.

Hun går alene med tankerne.

Hun synes, at det er illoyalt at tale for meget med veninder om det. hun sover dårligt, hun bliver træt, når han sender sms. Men hun forstår ikke hvorfor.

Hun kan ikke se, at han er ved at kuppe hende.

Hun kan godt se, at han ikke stoler meget på sig selv og at hans mindreværd er så udtalt, at han giver hende ansvaret for, om han er lykkelig. Hun gennemskuer først efter 3-4 måneder, at han har gjort sig afhængig af hende og en fremtid, som han maler frem, og hun føler sig kvalt i kærlighed, og forvirret over, at han ikke har noget mere gennemslagskraft selv.
Hun får sagt tingene, når hun er usikker og utilfreds, men han giver hende skylden, og siger: "Prøv at slappe af. Og indstil dig på en lysere fremtid". Og da hun er sensitiv, lytter hun længe til dette.

Men så vågner hun op.

Hun taler med et par veninder, der siger: ”Du virker stresset – og er du ikke nyforelsket. Hvad er der galt"?

Hun giver udtryk for ovennævnte, og de siger ”han opfører sig jo som et pattebarn. Du kommer sgu da også til at holde røven oppe på ham, måske ikke økonomisk, men følelsesmæssigt. Er det det, du vil?" tænk dig nu om. Og tingene begynder så at falde på plads for hende.

Hun har stor kærlighed og ømhed over for ham, men hun vil ikke være med til alle de fremtidsdrømme og romantiske løfter, for hun ser, at han igen og igen siger, at ”nu vil jeg gøre sådan og sådan”, og så sker der ikke noget.

Og så sker der noget specielt.

Hun har været optaget i alle weekends i en efterårsmåned. Til konferencer, på job, haft besøg af ham mv., og da han en mandag, hvor han tager ”hjem”, siger: ”kan vi ses på fredag, melder hun ud, at ”det kan vi ikke. Jeg har brug for en weekend, med mine børn, brug for at sove og læse og spise, når jeg har lyst, og jeg ønsker ikke at blive forstyrret. Så nej, den kommende weekend er min egen.

Han bliver meget skuffet og ser det som et faresignal og beder hende indtrængende og mange gange om at love ham, at der ikke er noget galt imellem de to.

Hun melder ud og siger:

Der bliver noget, der går galt imellem os to, hvis du ikke kan respektere mine behov for at tanke op selv. Han sender i weekenden, hvor hun har brug for at være sig selv, mere end 20 sms beskeder, hvor han beder hende tage stilling til noget. Hun svarer ikke på dem, men bliver irriteret. Hun skriver godnat hver aften, for hun går i seng omkring kl. 22, og søndag eftermiddag, hvor hun så ringer og siger ”hej”, er han meget frustreret. Han fortæller, at han har haft brug for at tale med hende om fredagen, men det var jo ikke en mulighed, og nu har han også talt med flere venner, der synes, at han skal skride, for hun sætter jo dagsordenen hele tiden.

Pludselig bliver hun gjort til bøddel.

I hendes verden har hun meldt ud og været i orden, men han lider og får naturligvis vennerne til at bakke ham op.

Hun siger at han jo så bare kan skride, men nej nej, hun er jo kvinden i hans liv, så selvfølgelig går han ingen vegne, men hun må forstå, at han har været meget ked af det, og at det her med ikke at have kontakt i en weekend, aldrig må ske igen, og hun siger, at det hverken kan eller vil hun da love ham hun lader op i sit eget selvskab, og at hvis han er så ked af det, må han jo finde nogle andre voksne at tale med, hvor han så siger: ”jamen, jeg vil jo helst tale med dig ”.

Da går det op hende, at det her er alt alt for svært.

Og at han gør hende til bøddel, hver gang hun ikke er opløftet og glad, når hun ringer til ham. Og at der ikke er plads til hendes tempo, men at alt egentligt skal være ud fra hans behov, fordi han føler, at han kan yde optimalt, hvis hun igen og igen bekræfter ham. Og så lukker hendes følelser ned. Og han forstår ingenting.

Hun forklarer ham, med baggrund i hendes egen historie, at hun ikke tolererer middelmådighed, depression og utilstrækkelighed og hvis han vil beholde hende, skal han skabe sig et liv, ikke kræve følelsesmæssige løfter fra hende – hun har lovet ham troskab og har intet problem med at overholde dette, og så må han agere som en mand og ikke som et barn, der igen og igen skal have moderens bekræftelse. Han siger, at hun er hård og egoistisk, og at han ikke troede, at hun var så kynisk og anklagerne bare vokser frem.
Han vil i parterapi. Det vil hun ikke efter 4 måneders forhold, og hun siger stop. Han vil ikke tolerere, at hun stopper, men synes at de skal slå koldt vand i blodet og hvis hun så vil give det en chance, kan de jo blive lykkelige resten af livet hun tænker over det i to dage og siger så endeligt stop hun kan ikke bære, at forholdet er ligeværdigt.

Han bebrejder hende og siger, at hun har brudt mange løfter. Det kan hun ikke genkende. Og han siger, at han har levet i et helvede, og at hun altid vil bestemme og det kan hun ikke genkende. Og han siger, at hun har gjort ham ked af det, og om hun virkeligt kan leve med det? det kan hun så godt. For hun ved jo godt, at det er sådan, at kærlighedens ”game” er.

Hun er kommet videre. Levede det ud. Fandt sine egne grænser.

Men bliver bagtalt helt enormt af ham. Hun har valgt ikke at gå ind i det Men har opsøgt en terapeut for at få tingene skilt ad. Hun er et venligt og intelligent menneske. Men kan se, at hun lod sig forføre af smukke ord og tanker om fremtiden i stedet for endnu tydeligere at sige stop.
I hans verden er hun en bøddel. I hendes verden er han et offer. Og da hun endelig stoppede med at være hans redningsmand og kræve noget af ham, gik det forbi.

Pointe Mange mennesker med et godt selvværd kan blive ”kuppet” ubevidst af en person, der er sød men meget appellerende. Hvis du møder en person, du nære varme følelser for, så vurder ligeværdigheden. Hvis din partner har megen angst og utilstrækkelighed, gør vedkommende sig til offer. Og så bliver du notorisk bøddel, selv om du ikke ønsker det. hvis du ikke vælger at blive redningsand og hele og forstå offeret, må du forlade forholdet med sladder og ufuldkommen historier til følg.

Mange forhold har et strejf af offer-bøddel problematikken. Når der er en tydelig ubalance i ligeværdighed, vokser afmagten og magten frem. Mange mennesker føler sig derfor uretmæssigt gjort til bødler, fordi en partners mindreværd og afhængighed af løfter og sikkerhed er så udtalt, at det er umuligt at trække vejret i længden.

Jeg vender tilbage til dette tema. Ville bare give en historie fra det virkelige liv.

Skriv gerne kommentarer eller indlæg til min blog om dette.

Hilsen
Christel, Sonne Rasmussen

Retur til hovedsiden:

• Træd ud af offerrollen

Eller til siden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Hvad med de sammenbragte børn i en sammenbragt familie?

Jeg har haft adskillige par, der efter skilsmisser har mødt en ny partner og lykkeligvis er blevet stormende forelskede.

Som en kvinde på et tidspunkt udtalte:

• Jeg går rundt og tænker, at hvis andre mennesker tror, at de ved, hvad kærlighed er, ja så tror jeg ikke, at de ved det. For det jeg føler for min nye kæreste, er så stort, at det må være helt usandsynligt ….. hun var forelsket.

Og vi kender jo alle det gamle ord om, at ”kærlighed gør blind”. Men det kan vi slet ikke tage os af, når vi er forelskede. Og oveni købet også blevet klogere for efter skilsmisse og et forlist ægteskab, oplever langt de fleste, at de nu ved, hvad der skal til i et nyt forhold, ligesom de føler sig sikre på, at de ved, hvad de vil undgå i et nyt forhold.

• Og så står han der; prinsen. Eller også står hun der, prinsessen
• Og hjerterne banker, og lagnerne krølles, og livet er smukkere end aldrig før

Udfordringen er bare, at der er børn på begge sider.

Så længe de voksne bor hver for sig, er det sjældent et stort problem, men når de voksne vælger at flytte sammen, opstår der tit problemer, som selv en forelskelse har svært ved at overvinde.

Lad mig komme med nogle eksempler:

En kvinde, der har egen virksomhed, flytter sammen med en mand, der er almindelig lønmodtager.
Der er fire sammenbragte børn. Kvindens børn er 13 og 16, mandens børn er 5 og 10.

Den kultur, kvinden bringer ind, er:

• Der arbejdes meget, der er mange lommepenge, børnene er vant til at klare pligter som at rydde op på eget værelse og vaske eget tøj. Kvinden og hendes teenagebørn har et meget direkte sprog. I mandens ører er sproget for hårdt og for ligefremt.

Mandens skilsmisse var meget hård. Han har ligget i retssag med ekskonen og har sine børn hver anden weekend, hvor de store teenagere bor hos moderen, men er hos faderen hver anden weekend og kan besøge ham, når de lyster. Kvinden har et uanstrengt forhold til sin eksmand, der selv har en ny kæreste, hvor manden har et uhyre anstrengt forhold til ekskonen, og de kommunikerer stort set kun skriftligt, via sms og mail.

Og så opstår problemerne.

Teenagernes ligefremme sprog og deres mange venner, der kommer, generer ham. Han bliver irriteret og synes, at moderen er for meget væk, og tager hendes egne børns sprogbrug for let. Tit taler hun endo med på denne ”stand up”- måde at snakke på, som han kalder det. de første mange gange blev hun ked af det, når han sagde det. men som månederne går, og han bliver ved med at påpege teeangernes sprog og at de fylder for meget, bliver hun kølig og siger, at hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, ja så må han jo bare flytte med sine englebørn

Logistikken er på plads. Hvert barn har et værelse. Der er plads i bilen til dem alle sammen. Der er styr på, hvem der smører madpakker. Men han bliver mere og mere frustreret. Det gør hun også. Det lukker hendes hjerte, langsomt men sikkert, at han bebrejder hendes børn – og indirekte hende. Og så kommer spørgsmålet en aften, hvor de ellers havde aftalt at få lidt ro på og at få hygget igennem.

Spørgsmålet fra hans side, der lyder:

• Hvornår må jeg begynde at sige noget til dine børn?

Og så ruller diskussionen. Udvikler sig til et skænderi om hans utilstrækkelighed og selvmedlidenhed, hans manglende fleksibilitet og manglende træden i karakter og hendes travlhed, som han kalder stress og hendes skødesløse måde at håndtere hendes børn på osv. osv.

Konsensus bliver, at de vælger at gå i parterapi. Udelukkende med det fokus for øje at håndtere det at være en sammenbragt familie.

Forløbet er langt, og det bliver slidsomt. For han kan ikke acceptere den regel, der hedder, at hun primært opdrager egne børn, og han primært opdrager egne børn. Sprogbruget og tonen fra teenagernes side går ham så meget på, at det slutteligt ender med, at de vælger at flytte fra hinanden. Dette sker også som en foranledning af, at teenagerne en dag melder ud, at de overvejer at bo mere hos deres far, fordi stemningen er så anstrengt i huset.

Lad dette være et eksempel til læring. At håndtere egne og andres børn er afgørende for humør-barometret og stemningen i huset.

Tro ikke, at det er noget, der kommer af sig selv eller noget, der bliver bedre.

Og selvom det kan lyde pessimistisk, så er mit råd:

• Flyt ikke sammen, før dette er på plads. Alt for mange sjæle rulles ind i jeres mønstre og enighed/uenighed.

Skriv gerne indlæg eller kommentarer til min blog vedrørende det at være en sammenbragt familie.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Kolding.

Retur til hovedsiden om:

• Kriser i sammenbragte familier

Tags: sammenbragte familier
Kategorier: Sammenbragte Familier
Ingen kommentarer »

Nu siger kalenderen, at vi snart er midt i januar og efterdønningerne efter julen er ved at lægge sig.

På samme måde som der er kølvand efter en båd, oplever jeg som hvert eneste år i januar, – og hvert eneste år efter sommerferien, at tilgangen af mere end kriseramte par, der overvejer eller vil afklares med hensyn til skilsmisse, kontakter mig.

De 3 grupperinger, der i særdeleshed kontakter mig mht. at de vil skilles, og de er:

• Par, der lever i en sammenbragt familie.
• Par, der har levet med hinanden i mange år.
• Og par, midt i trediverne, hvor mindre børn og karriere med stress til følge er en del af hverdagen.

Som i adskillige artikler for tiden, dels artiklen af Eline Svendsen, der refererer til en ny undersøgelse fra Bispebjerg Hospital (den 7. januar om stress, der gør os bidske og intolerante), samt Skilsmisseguiden og adskillige tekster på nettets mange fora er der fokus på, at vi især efter ferierne og mærkedagene mangler overskud og tolerance. Og den, der er mest nærliggende at vende sig imod, er partneren i parforholdet eller ægteskabet.

For:

• Han/hun var igen sur juleaften.
• Han/hun drak igen for meget til julefrokosten, både første og anden juledag.
• Han/hun havde bare brug for at slappe af alene uden at tænke på voksentid.
• Han/hun morede sig vældigt med venner og gæster nytårsaften, men var irritabel og snerrede.
• Han/hun virker slet ikke interesseret i nærhed og intimitet længere. Man skal nærmest tigge og bede for at få lidt nærhed
• Han/hun kom og sagde: ”jeg har mistet gnisten, følelserne, og jeg ønsker skilsmisse” sågar midt i juleferien, og
  - Yes alt er et kaos.

Så hvad skal der ske nu?

• Skal der endelig tages handling på at skilsmisse, skal vi blive separeret og er slut målet vi skal skilles?
• Var udmeldingen om skilsmisse bare et råb om hjælp, så parterapi og prioritering af hinanden bliver et af nytårs forsætterne for 2013?
• Skal huset sættes til salg, fordi det tager så mange kræfter – og man i stedet finder noget mindre og mere overkommeligt?
• Skal den ene skifte job og få mindre arbejde, så det at være nærværende og interesseret i at tale, kommer i spil?
• Skal der igangsættes fælles projekter eller fælles aktiviteter i fritiden, så den uligevægt, der har været i forholdet, rettes op?
• Skal man finde ud af, om man vil og har de følelsesmæssige forudsætninger for at skabe en fælles kampgejst og sammen komme foran på point igen?

Min oplevelse er, at spørgsmålene svirrer og skaber frustration og jeg ser samtidig en tendens til, at man ikke bare vil give op, og at en af konsekvenserne kan være, at man søger at skabe lidt distance, når nu nærheden ikke fungerer. Mange vælger at sove hver for sig i en periode, for at få ro og få skabt e mulighed for at mærke sig selv og komme til klarhed over, om man vil samle kræfterne eller sige tak for kampen.

Men hvis vi skal lytte til den gamle og lidt glade julesang, så varer julen helt til påske.

Når jeg skriver dette, er det for at anføre, at især med hensyn til at blive afklarede på, om man vil skilles eller ej, ja så er hastværk stadig lastværk.

Giv dig selv og hinanden den tid og den arbejdsro, der skal til for at afklare, om der er et fælles ønske og håb, og især en følelsesmæssig flade, der gør, at I sammen kan fortsætte. Det hele startede med følelser. Og det er følelserne, der må komme i centrum igen.

Og jeg ved godt, og jeg forstår godt, at den part, der stadig nærer dybe følelser, siger:

• Jamen, vi har haft så mange gode stunder sammen, så mange ferier, børnene er så søde, vi kan jo grine og hygge os med fælles venner. Det er simpelthen for meget at smide på gulvet.

Sagen er, at det kan være vigtigt og værdifuldt at mindes. Minderne kan dog sjældent stå alene.
Vi bygger vel heller ikke et nyt hus ovenpå et gammelt. Jeg tror på, at det har værdi at blive langt bedre til at opbygge en fortrolighed og lære at vise, at man bakker hinanden op, også på dage, hvor irritation og lysten til at være alene, fylder mest.

Jeg ser en løsning for mange, som er, at den part, der ikke trives følelsesmæssigt, flytter for sig selv. I et sommerhus, i en fremlejet lejlighed etc.

For igen at få sjælen med og helt og holdent at mærke efter, hvad der giver mest mening. I nogle tilfælde bevirker det, at man atter savner og har brug for hinanden. I andre er det tydeligt, at man må sige farvel til forholdet.

• Og hvad så med børnene når eller hvis vi skal skilles?
• Skal man blive sammen for børnenes skyld?

Flere og flere siger nej til dette. Førhen kunne mange, især kvinder, bruge børnene som argument for at holde det ud, for at kunne tåle og tie.

Alt er ændret nu.
Jeg mener ikke, at vi kun skal blive sammen for børnenes skyld. Men når vi har valgt at sætte børn i verden, må vi kæmpe lidt ekstra.

Jeg hører gerne kommentarer eller svarer på spørgsmål til dette indlæg

Venlig hilsen
Og husk,
At den der går langsomt, går langt.

Venlig hilsen
Christel

Tags: Parterapi,Skilles,Skilsmisse
Kategorier: Skilles - Skilsmisse
Ingen kommentarer »

Offer- bødelrollen.

Er man først – eller rettere: Har man først låst sig fast i offerrollen, vil man uvægerligt også være bøddel i andre sammenhænge. Ingen pol uden modpol.

Og ingen kan udelukkende være fastlåst i en position. Det er ganske enkelt ikke muligt.

Som i naturen, der jo kendetegnes ved, at den vekselvirker, – så er det lyst, så mørkt – så er det vindstille, så blæst, ja således er vores indre natur også.

Har vi ondt af os selv, gør vi også ondt et andet sted. Det kan være i form af anklager og bebrejdelser over en partner, en chef, omstændighederne – eller sig selv.

Føler man sig svag og afmægtig, søger man magten andre steder. Tit i form af kontrol over nogen eller noget

Gør man sig underdanig og appellerer om hjælp eller dominans, vil man i andre situationer svinge over i selv at være dominant eller intimiderende.

Derfor, som skrevet i et andet dokument. Et offer har et usynligt skilt i panden, hvor der står ”bøddel søges”. For hvis der slet ikke er nogen eller noget, der er hårde eller er hårdt for en, må man jo træde ud af offerrollen og selv tage ansvar og initiativ.

Man kan være offer i sit parforhold, men ansvarlig i mange andre relationer. Man kan gøre sig til offer for livets omstændigheder : ”hvorfor er det alting mig, der rammes ” / ”de andre har det nemmere end mig ” osv.

Man kan være offer på sit job og blive en del af sladrekoret, der brokker sig over chefen eller vilkårene, men ikke er stor nok til at melde direkte og klart ud.

Og mange gange er man nødt til at få responsen fra andre, for at blive klar over, at man er offer. For offeret gør jo tit det, som både kan ses som hjælpsomhed og betænksomhed, nemlig : man ofrer sig.

• For en familie, for en sag, for et job, for en partner.

Det betyder så ikke, at man ikke skal være hjælpsom og betænksom. Vi må vise hensyn og tolerance, men offeret bliver tit bøddel over for sig selv og viser ikke sig selv hensyn og tolerance. Går i stedet patetisk rundt og sukker, men gør sig tapper og lider i stilhed. Og den indstilling må man selv tage ansvar for.

Men indimellem sker der ting i tilværelsen, hvor man selv om man hverken vil være offer eller bøddel udfordres.

Jeg talte med en ung kvinde. Hun ventede barn nummer to og var ret bekymret. for denne graviditet var ikke planlagt og bremsede temmelig meget ned for hendes uddannelse, ligesom det første barn kun var 1½ år gammelt, og både hun og hendes mand syntes, at det var lige tidligt nok at få barn nummer to. Men hun følte heller ikke, at hun kunne få en abort.

Så skete der det, at hun begyndte at bløde. Meget. I 11. uge. Hun tog straks til læge, der øjeblikkeligt vurderede, at der var noget helt galt. Fosteret levede, men var tydeligvist sygt.

Og kvinden stod med en beslutning om at lægge sig ned og opretholde en graviditet, som ingen vidste, hvad ville ende med, og som i værste fald ville betyde, at et sygt eller handicappet barn ville komme til verden, med dertil hørende konsekvenser for storebroderen og familien generelt betragtet. Eller at afbryde graviditeten og få en abort.

Hun valgte at få en abort.

Og efter en tid kom hun til mig. Hun var meget plaget af skyldfølelse. Kunne ikke slippe tanken om, at hun havde slået ihjel. Og brugte udtrykket: Jeg føler mig som en bøddel.

Vi talte længe. Talte om det svære dilemma, talte om at hun gav liv til dem, der var her, nemlig hendes søn, sig selv og hendes mand, og talte om fremtiden.

Hun blev meget lettet, da jeg bad hende overveje følgende.

• Man behøver vel ikke at føle sig som en bøddel, når man er offer for omstændigheder, man ikke selv har haft indflydelse på.

Så nogle gange er omstændighederne så barske eller belastende, at man må tage valg. Og da ethvert valg jo indeholder et fravalg, må man søge at tage det valg, der giver liv, giver klarhed, giver følelsen af at have truffet den mindst forkerte beslutning.

Hun fik nogle år efter en datter.

Skriv gerne kommentarer eller spørgsmål på min blog om det at være i eller at bryde ud af en offerrolle.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Retur til hovedsiden:

• Træd ud af offerrollen

Eller til siden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
Ingen kommentarer »

Kvinder, der elsker for meget / Kvinder der elsker forkert.

Der er skrevet en bog med titlen ”Kvinder, der elsker for meget”, som adskillige af mine kvindelige klienter har læst, fra ende til anden og ladet sig inspirere af.

Dog er den ikke helt nutidig, og selvom bogen rummer svar på mange spørgsmål, som i essensen er:

• Hvorfor bliver jeg hos en mand, der behandler mig dårligt/hvorfor bliver jeg hos en mand, der er meget egoistisk/hvorfor bliver jeg hos en mand, der ikke gør mig glad og tryg? – ja så har hver enkelt kvinde, der er gået på kompromis med sine egne grænser naturligvis sin egen forundring over, hvilke dynamikker, der er i spil, og hvad det er, der skal til, for at få brudt mønsteret.

For selvom man kan rase og skælde ud, frustreres og fortvivles, kan man jo ikke alene skyde skylden på manden. Jo, det kan man godt, men man må dog samtidig kigge indad og erkende, at man bliver hos ham, trods hårde ord, misbrug, utroskab, svindel, tabt tillid osv.

Og det er her, at forfatteren har nogle pointer om, at visse kvinder elsker for meget, og sætter denne romantiske følelse af kærlighed og den sentimentale oplevelse af, at vi har jo haft det så godt, så højt at man lukker øjnene for hverdagens trakasserier og ikke under sig selv noget bedre.

Mit bud er, at en del par er låst i offer-bøddel roller og på skift spiller disse, og at det kræver både styrke og selvopholdelsesdrift, ansvarlighed og selvindsigt at bryde offerrollen, som jeg absolut mener, at mange kvinder – og også mænd, befinder sig i.

Som skrevet tidligere vil der fremover komme flere dokumenter om dette emne:

• At overvinde offerrollen eller træde ud af offerrollen.

Dog vil jeg gerne beskrive nogle cases, for at eksemplificere, hvad offerrollen handler om.

Hermed et stykker af slagsen:

Case 1:

• En kvinde er dybt forelsket i en mand. Det er gensidigt. Deres erotiske liv er ufatteligt godt. Ingen har i tidligere parforhold oplevet noget lignende. Manden er meget velhavende, meget selvtilstrækkelig og har en høj status i lokalsamfundet med hensyn til hans virksomheder. Men han drikker. Ikke dagligt, men flere gange ugentligt drikker han tæt. Han er alkoholiker. Meget charmerende og givende, meget anerkendende og opofrende, når han er til stede. Men når sprutten har fat i ham, bliver han egoistisk og glemmer kæresten. De har i en periode et svingdørsforhold, for hun udholder ham ikke, når han drikker. Han undskylder, græder, lov er bod og bedring, – de finder sammen igen og han gør sig ædru.Men det er et dramatisk forhold. der er mange skænderier, samt frygt – og jalousi fra hendes side. Og nu, hvor han ikke drikker, ser hun sider af ham, hun ikke har mødt før. Arrogance, ligegyldighed, ansvarsløshed mv.Hun trættes, hun slides, men vender altid tilbage til, at de har haft det så godt, og han har så mange fine sider.Efter nogle år bryder det hele sammen. Han har elskerinder, han opsøger ekskonen, skænderierne om standarder og respekt fortsætter, og det hele går i stykker. Han flytter tilbage til ekskonen, som han aldrig har været skilt fra….. men efter et stykke tid opsøger han hende. Egentligt var hun kommet videre, men igen har de kontakt. Og erotikken blomstrer, selvom hun væmmes ved at være elskerinden og kunne se, at det her ikke fører til noget. For tilliden er jo væk. så hvorfor bliver hun ikke bare sur, giver ham fingeren og siger ”lev dit eget ulykkelige liv, men bland ikke mig ind i det ”.Hun elsker for meget. Og hun lader hånt om egne grænser. Hun bliver i hendes mørke stunder ved med at elske ham, og så synes hun ikke, at hun kan slippe ham. Hun er ikke lykkelig, går i en konstant venteposition. For hvornår skriver eller ringer han igen, og hvordan skjuler de for konen og hendes veninder, at de så småt kysser på hinanden igen. og hele tiden ved hun, at de ikke bliver offentlige kærester igen. Hvorfor giver hun ikke slip? Hvorfor kommer hun ikke videre? Hvorfor bruger hun overhovedet energi på en mand, der ikke har været hende tro og tillidsskabende i efterhånden flere år?Hun er i alle andre sammenhænge selvsikker og tydelig. Hun er meget dygtig og vellidt på sit job. Hun er smuk og givende. Hun kan få, hvem hun vil have.Men hun tror, at hun kun kan blive lykkelig med ham, selvom hun ved, at han aldrig vælger hende helt til og stopper sin manipulation.

Case 2:

• En kvinde lever med hendes mand, og de har børn sammen. De har begge stærke viljer, og bølgerne kan gå højt. De ved, at de begge er lidt originale. De har en fantastisk humor sammen, men han udvikler over årene en dominant position over for hende. Situationen er, at de begge er selvstændige erhvervsdrivende. Hun tjener med tiden mere og mere, og også langt mere end ham. Hun bliver familiens forsørger. Hun oplever, at han i starten nogle gange om ugen og derpå dagligt møder hende med kritik og skældud. Han er kritisk, nedværdigende – også når de er sammen med venner, og han fokuserer på fejl og mangler og bebrejder hende, når børnene ikke adlyder. Han vækker hende af og til om natten og råber af hende og begynder at sige, at ”lydige kvinder er lykkelige kvinder ”. Hun flytter fra ham af to omgange. Børnene græder og savner far, og han viser sig fra sin søde side, og hun flytter tilbage.Efter mange år og daglige skænderier smider hun håndklædet i ringen. Da er verbal vold, og fysisk vold blevet en del af dagens orden. Og hun formelig flygter med børnene. Andre opfatter hende som stærk og givende. Som kærlig og nærværende. Som dygtig og selvstændig.Hvorfor holdt hun ikke fast, første gang hun flyttede?Elsker hun for meget? – eller er hun låst i en offerrolle, hun ikke vil erkende?

 Case 3:

• En kvinde har fire børn med sin mand. Der er ingen tvivl om, at han elsker hende. Det siger han dagligt. Og de har tydelige forskelle, for han tenderer det, der kunne kaldes arbejdsnarkoman, hvilket betyder, at hun udover sit eget job, står for hjem og fire børn. Dog er de gode sparringspartnere med hensyn til job, og hun nyder som sådan også mor-rollen og det at føre et hjem.
  De tre største børn flytter hjemmefra, og med et bliver det tydeligt for hende, at hun føler sig taget for givet. Det, hun gør for sin mand, tages selvfølgeligt, og med årene er hans temperament vokset, og han kan hidse sig op over småting og undlade at rose hende for alt det, hun gør, som eksempelvis er at gøre rent, købe ind, lave mad, stryge hans skjorter og stå for alt det praktiske i hjemmet. De elsker grundlæggende hinanden, men hun frustreres over, at hun ikke føler, at han viser hende respekt. Og det, der hidtil har bundet dem sammen, gennem over 20 år, nemlig det intime liv samt deres sparring, visner hen. Hun vil ikke gå fra ham, men aner ikke sine levende råd. Han har igen fået en toppost i et job og er meget travl. Forlader hjemmet tidligt om morgenen, og er tilbage ved spisetid, men bruger som regel aftenerne foran computeren, hvor hun i stedet læser lektier med det yngste barn og ser dokumentarprogrammer samt laver lister over det, hun ikke kan eller ikke formår at ordne i hjemmet.
  Stemningen er på frysepunktet, men han opretholder, at det er hende, der har et problem.
  Hun vil gerne genfinde harmonien. Hun vil gerne motivere ham til at tænke dem som en enhed. Hun vil gerne respekteres. Og hun vil ikke tales dårligt til.
  Men selvom hun har disse gode intentioner, er hun uhyre fortvivlet. For som hun oplever det, er kampen hendes og hendes alene.
  Men hvordan kommer hun ud af offerrollen? hvordan undlader hun at se ham som bødlen. Og hvordan finder hun troen på, at de også kommer igennem denne krise?

Når jeg taler med kvinder, der tydeligvist bærer præg af, at de slides op, men ikke kan tage enten klar kommunikation eller en resolut beslutning, må vi søge grunden til, hvorfor de opretholder offerrollen. Og bliver ved at gøre manden til bøddel.

Og mange gange får vi nogle konstruktive snakke om, at offer – og bøddelrollen går på skift.

For kvinder kan jo sagtens, selvom de føler afmagt og får kritik, agere som bødler. Vi kan straffe med at lade være at give sex. Vi kan være kolde is dronninger, og vi kan signalere, at børn eller veninder eller job eller fritidsaktiviteter er vigtigere end manden, og således går rollerne hele tiden på skift. Mange af de kvinder, jeg har talt med, bliver meget overraskede, når vi taler om, hvordan de ”straffer” deres mand. For de ser, at det de signalerer, blot er en naturlig følge af hans adfærd og så er vi jo tilbage ved hønen og ægget. Hvad kom først?

For mig at se er det ikke så interessant, hvad der kom først.

• Det, der er interessant, er at sådanne parforhold hele tiden drejer om temaet ”afmagt – eller at undgå mere afmagt”.

Stunderne, hvor man taler ud og får fundet nogle nødvendige og fælles beslutninger er for sjældne eller slet ikke eksisterende, og alligevel trækker kvinden ikke en streg i sandet og får gjort sin partner klart, at de sammen skal styrkede ud af denne krise. Hun opretholder en frustration, men bliver hos ham, og atmosfæren bliver ringere og ringere.

Og når jeg spørger disse kvinder, der kan tale om deres frustrationer i 1½ time, fordi de er så fyldt op, så siger de:

• Ja, men – jeg elsker ham jo.

Eller de siger:

• Vi har jo børnene sammen. Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.

Og nogle siger endda:

• Han har jo sagt undskyld,..

Og jeg er heller ikke sat i verden for at bede kvinder gå fra deres mænd. Men vi må jo tale tingene igennem, og for mig at se er det nødvendigt, at kvinden selv dropper at se tingene så sort eller hvidt og forstår sin egen rolle i det spil, der absolut er i gang.

Min pointe i denne tekst er følgende:

• De kvinder, der elsker for meget, eller bliver hos en mand, der negligerer, ydmyger eller tager dem for givet, forveksler noget helt essentielt.

De har nemlig helt inde bagved, ondt af deres mand.

• For ”han var børnehjemsbarn”, ”han har altid skullet klare sig selv og er blevet svigtet”, ”det at han skælder ud, gør han jo, fordi han er frustreret og føler afmagt ” osv. osv.

De har hele tiden forklaringer på, eller laver historier om, hvor svært deres mand har haft det.

Og det har han givetvis også. Men de fratager ham ansvaret, placerer sig selv i offerrollen, for også disse kvinder får noget ud af at det er så nemt at skyde skylden på ham. Om det er adskillelsesangst, eller en værdi om, at familien er vigtigere end alt andet, eller at ”der er jo ingen, der har lovet, at det skal være nemt” er forskelligt fra person til person.

Men jeg bemærker, at i sær i relationer, hvor der er misbrug, uanset om det er misbrug af spiritus, stoffer, arbejde eller sociale medier, ja så har kvinderne ondt af deres mand. Og den medlidenhed minder om den følelse, de har for deres børn. For vi ved alle, at vores unger kan være superfrække, irriterende, flabede, urimelige osv., – og alligevel tilgiver vi dem som mødre og kigger fremad.

Jeg har oplevet med mange kvinder, der ”elsker for meget ” og brænder deres lys i begge ender, fordi deres mand tager dem for givet, er urimelige, ondskabsfulde eller egoistiske, at disse kvinder har en moderlig kærlighed til deres mand. Der som nævnt minder om den kærlighed, de har til deres børn. Og det er her, at skismaet opstår.

For de signalerer til manden, at de accepterer mere end godt er. De signalerer, at han kan blive ved at være hård og egoistisk, og de er der stadigvæk. Som var han et barn.

Men de mærker ikke efter. Og hvis de gør, så tager de ikke handling på deres egen offerrolle.

De trækker ikke en konsekvens. Men tror, at deres appeller om, at han skal være sødere, mere forstående og mere nærværende er nok.

Og det er her, at problemet opstår,

Vil du ud af offerrollen, som samtidig handler om at afvæbne din mand for bøddel-rollen, må du gøre dig klart, at du i handling må vise, hvad du kan leve med og hvad du ikke kan leve med. Ordene bliver nemlig for fattige, og din egen selvrespekt daler. Lad være med at lyve over for dig selv eller andre. Forhold dig til det du ser og oplever.

Og kom ud på den anden side, hvor jeres kommunikation bliver mere klar.

• Sig, hvad du har brug for. Og hold tast. Men først når du er klar til at face, at det her kan ende med et brag..
• Og find så lige ud af med dig selv, om du vil tolerere elskerinder, druk, at arbejdet er vigtigere end familien, vold etc.
• Og se jer så som voksne mennesker.
• Nogle har en svær fortid. Men vi lever i nutiden ethvert menneske har ansvaret for at være rimelig, kærlig, tilstede osv.
• Så se ikke din mand som et barn og bliv ikke ved at håbe på, at kærligheden nok løser det hele til sidst.
• Gis, hvad du vil og ikke vil. For det er din vej ud af offerrollen.

Du er velkommen til at skrive en kommentar eller stille spørgsmål.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Retur til hovedsiden:

• Træd ud af offerrollen

Eller til siden:

• Krise  i ægteskab / parforhold

Kategorier: Parterapi
2 kommentarer »