Jeg har netop været på efteruddannelse, hvor vi bl.a. arbejdede med kriser og med krisebegrebet.

Det var meget inspirerende, og jeg fik igen opfrisket en viden, der var gledet lidt i baggrunden. Jeg kunne godt huske, at krise/kriser kommer af det græske ord “crisis”, men havde glemt, at det i sin oprindelige betydning betyder “vendepunkt”:

Blot den anskuelse, at en krise er et vendepunkt, synes jeg er konstruktiv. Så de associationer, der uvægerligt vil komme, når man hører ordet “crise” får en anden og mere konstruktivt vinklet mening. Det at tænke tilbage på egne personlige kriseperioder og at blive bevidst om, hvilken betydning, de har haft, og hvilket ressourcepotentiale og især hvilken indsigt og læring, jeg har kunnet tage med fra krisen, gør, at ordet “vendepunkt” er helt på sin plads.

Jeg er jo født med en øjensygdom, der begyndte at røre gevaldigt på sig i mine teenageår, og som jo bl.a. betød, at jeg ikke kunne være med i “hvad vil jeg være, når jeg bliver større” -snakken på gymnasiet, da jeg vidste, at jeg ville blive helt blind og frygtede dette så meget, at jeg ikke kunne overskue, hvad jeg overhovedet ville og kunne uddanne mig til. Det, der blev et vendepunkt for mig i den periode, var, at jeg lærte, at min attitude til det at have en øjensygdom gjorde en forskel. Jeg anså den som min fjende og som min blokering og gav den skylden for min manglende lykke, manglende ro og manglende tilfredshed. Da jeg, via en bekendt, blev gjort opmærksom på, at min øjensygdom ikke var min fjende, men at jeg kunne betragte denne som en læremester, som virkeligt og intensivt kunne gøre mig opmærksom på værdien af at mestre afmagt, vendte situationen for mig.

Og jeg begyndte at samarbejde det omstændighederne, jeg var i, i stedet for at modarbejde dem. Som billedet med vognstyreren, der sidder på en vogn, trukket af en sort og en hvid hest. At holde kontakt til begge hestene og vide, at det at jeg som vognstyrer anerkender dem begge og ikke pisker bl.a. den sorte hest, betød, at jeg gik meget styrket og langt mere fortrøstningsfuldt videre.

Ethvert menneske, der kommer i krise, eller møder et venepunkt, kan derfor indstille sig på, at også denne situation eller periode er lærerig og indeholder vigtighed i et liv. Tilbage til efteruddannelsen. Jeg vidste godt, at det største tab for en kvinde er at miste et barn. Men havde glemt, at det største tab for en mand, er tabet af deres hustru.

En af mine medkursister hviskede, at hun nu var ret sikker på, at det største tab for mænd var tabet af deres mor, og det grinede vi meget af. Men nej, det er tabet af en hustru, der er det største tab for mænd… Åh jo.

Håber, at I tager jeres vendepunkter i hånden og lærer via dem.
Der er en juvel i enhver smerte.

Find din.

Hilsen Christel

Kategorier: Hvad der sker
Ingen kommentarer »

Tirsdag den 18. april 2006 fra kl. 08.30 og ca. 20 minutter frem, er jeg i radioen.

Du skal gå ind på 91,3 og finde VLR, der står for Vejle Lokal Radio.
Jeg blev nemlig kontaktet og besøgt i går, onsdag den 12. april, af radiojournalist Tom Ankjær, hvor vi lavede et interview om parforhold og temaet skænderier. Hvor gode spørgsmål “Er det sundt at skændes i et parforhold”, “er det usundt at skændes i et parforhold”, “skader det børn, når deres forældre skændes” blev drøftet.

Tom er et interessant og bevægende menneske, og vi kom i god snak. Så stil ind på 91, 3 også i fremtiden, for jeg er ret sikker på, at der bliver mere auditivt at hente her..

Og mit generelle svar er:

• Det er ikke hverken sundt eller usundt at skændes i et parforhold. Det handler om de implicerede parter og deres temperamenter og indstillinger til sig selv, livet og hinanden. Det er sundt at løse konflikter. Og hvis der er børn til stede, ja så kan de godt tåle at høre et skænderi, især når de så ser, at forsoningen genindtræder.
  Og det er de voksnes ansvar – hele vejen.

God påske til alle, der kigger forbi på webloggen.
Husk, at du meget gerne må komme med bidrag og tilføjelser, ikke?

Kategorier: Hvad der sker
Ingen kommentarer »

Jeg vil godt berette lidt om ugen, der er gået. Den har været lidt speciel og skilt sig ud på en måde, jeg ikke havde forudset. Søndag aften fortalte min webmaster mig, at han havde fundet nogle af mine egne tekster, og jeg understreger lige her, at jeg selv er tekstforfatter til samtlige dokumenter på min side, nå, men min webmaster fortalte, at han havde fundet direkte kopieringer af mine tekster på en anden terapeuts hjemmeside. Han var tilfældigt faldet over det, da han havde siddet og kigget lidt på nettet under temaet og fandt ved videre søgning ud af, at det andet website havde gennemført gennemgribende kopiering af mine tekster, og at det ikke kunne dreje sig om en tilfældig sammensætning af ord. Jeg betragter sagen er lukket nu, fordi der er rettet telefonisk henvendelse til den pågældende person, de så har slettet mine tekster, og fordi jeg har via advokat understreget sagens alvor overfor vedkommende.

Jeg har naturligvis været påvirket over denne smykken sig med “lånte fjer” og har fundet det aldeles usmageligt uden nogen form for accept eller vidende fra min side blot at benytte sig af et hæderligt stykke arbejde. Det er lav moral, og det kan man møde mange steder i sit liv, og jeg vil blot med dette virkelighedseksempel huske alle, der læser dette, på at det er væsentligt at huske, at “hvis man finder sig i en uretfærdighed, beder man om den næste”. Så reager, når jeres grænser overskrides, på en måde, I kan stå inde for. Og hav tydelighed omkring, hvad I vil have og ikke vil have.
Jeg lader mig selv inspirere af mange mennesker. Det er nødvendigt at have fødderne på jorden, hjertet på rette sted og hovedet i himlen, som jeg nogle gange lidt billedligt talt kalder det. Men der er et stykke vej fra inspiration til kopiering.

De læresætninger, jeg har ladet mig inspirere af i denne uge, er følgende sætninger:

• Græsset er grønnest, der hvor man vander det

Og

• Den der giver, til han tigger – Han får slag, til han ligger

Det var lige lidt refleksion til weekenden. Skriv din kommentar, hvis du har lyst og tid.

Hej og god weekend

Kategorier: Hvad der sker
Ingen kommentarer »

Jeg har netop været på coaching kursus. Et kursusforløb, der består af 5 moduler, hvor af det første nu er veloverstået.

Det var en sand fornøjelse at møde mange ny mennesker og at møde et undreviserteam, der var klædt på til fingerspidserne med erfaring, viden, indsigt, teknikker, nysgerrighed, engagement og opmærksomhed.
Blandt meget andet.

Jeg er sikker på, at coaching bliver mere og mere anvendt i tiden, der kommer. Fordi der er en fremadrettet kraft i tiden og samfundet til at håndtere de udfordringer, der kommer. Fordi der er et øget fokus på at tage ansvar og i tale, tanke og handling at vise sig selv og sine omgivelser, at der alt id er mindst en mulighed, man har overset, og at vi indeholder langt langt flere ressourcer og ideer, end vi og andre tror.

Jeg har via min NLP – baggrund haft mulighed for at arbejde efter det princip, som lidt populært kaldes “at vi har guldet indeni os”, og coaching – kurset åbnede for endnu flere måder at arbejde med dette princip på.

Selv blev jeg også udfordret. En dag kom lederen af kursusstedet ind med en træplade. En kvadratisk plade, vel 3 cm. i tykkelsen, og hun sagde, at vi den følgende dag skule lære at flække en sådan plade med et slag.
Det skabte en øjeblikkelig reaktion hos mig. Som var spændende og samtidig lidt dyster. For jeg tænkte “det kan jeg ikke. Det kan godt være, at de andre kan, men jeg kan ikke. Det kan ikke lade sig gøre” osv. Massevis af begrænsende overbevisninger og en klar følelse i kroppen om, at jeg var helt sikker på, at denne opgave ville blive en umulighed for mig.
Så opstod tidspunktet, hvor alle skulle lære at flække en sådan træplade. Vi lærte en kropsposition, indeholdende styrke. Vi lærte at lave et indre og klart fokus og trænede lidt i, med vores øvepartnere, at forestille os, hvordan vi flækkede træpladen¦
Jeg ville gerne have sprunget over denne øvelse, for selvom jeg lærte og øvede teknikkerne, tænkte jeg hele tiden, at jeg ville blive den eneste, der ikke kunne det her.
Og så blev det min tur. Rundt omkring lød der høje jubelråb og klapsalver hver gang, en person fra en anden gruppe flækkede den famøse træplade, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke lod mig påvirke af det som en slags stress.

Men okay. Jeg måtte jo prøve.

• Og fik i det moment, jeg ramte træpladen den første oplevelse af et helt klart fokus. Og til min egen undren, ja så flækkede jeg den træplade i første hug.
  Det er jeg stadig positivt påvirket over.
  Også fordi jeg havde nået at tænke følgende sætning mange gange før den endelige situation. Jeg tænkte “hvis jeg kan gøre det, så kan jeg gøre alt”.

Så jeg er klar.
Til at coache, til at sætte processer i gang, til at møde dig, hvor du er og hjælpe dig med at udforske, hvilke andre og eventuelt mere hensigtsmæssige veje, der findes for dig, i den situation, som du nu befinder dig i.

Kategorier: Hvad der sker
Ingen kommentarer »