Da dette “møde” jo ikke var planlagt, kigger den ene med eet på sit ur og siger: “Du, jeg må videre. Det var hyggeligt. Lad os se, om vi ikke kan finde ud af noget, når du er hjemme i landet igen”. Det aftaler de og tager så hvert til sit.
Efter et lille års tid gentager scenen sig. Pludseligt en dag render de to skolekammerater på hinanden igen. De har ikke haft mødtes. Gensynsglæden er stor, og den ene tager tråden op fra, hvor de sidst slap og spørger: “hvordan gik det så i Grønland?”
Og den anden svarer: “Åh, jeg kom aldrig af sted. Jeg fik nogle uforudsete regninger, og så kuldsejlede alle mine planer. Men jeg håber, at jeg en dag får sat det i værk”.
“Ja, det må vi håbe, for det lød da til, at det var en god drøm, du havde der”, siger den anden.

Ovenstående er blot et tænkt eksempel. Men kunne sagtens være virkeligt.

Hvad er det, der sker i eksemplet: Der sker det, at en person fortæller om sin drøm og meget begejstret giver udtryk for en plan. Men planen lykkes ikke. Og bliver måske bare en uforløst drøm.

Hvad er det for underliggende dynamikker, der er i spil. For dette eksempel kan både handle om en drøm, som et menneske har, men kan også være et eksempel på det, som vi godt kan tænke os, men som ikke bliver ført ud i livet.
Jeg tror, at stort set alle, hvis ikke alle, kender til dette fænomen: gerne at ville noget, – at håbe på, at noget sker, men at det så ikke lykkes, eller rettere: at man ikke går mere efter målet, bare fordi der kommer modstand.

Jeg taler ugentligt med rigtigt mange mennesker. Både individuelt og som par. Og det skorter ikke på ønsker og håb.

Jeg bemærker altid følgende:

• Når et menneske siger: “jeg håber”, eller “jeg vil gerne”, ja så spiser jeg altid ører. Fordi for mig at høre ligger der et håb i en sådan udtalelse. Og udtalelserne kan være mange og blandt andet:Jeg håber, at jeg kommer over min angst
  • Jeg håber, at jeg bliver lykkelig i mit parforhold
  • Jeg håber, at jeg beholder mit job
  • Jeg håber, at mine børn klarer sig godt
  • Jeg håber, at jeg bliver bedre til at sige fra
  • Jeg vil gerne have mere respekt fra min partner
  • Jeg vil gerne have større livskvalitet
  • Jeg vil gerne have mere fritid
    Osv.

Jeg forsøger altid at undersøge, om disse ønsker er noget, som den enkelte håber og gerne vil, eller om det er noget, den enkelte ønsker så stærkt, at det er noget, de vil.

For hvis skolekammerater i eksemplet havde sagt og ment: jeg VIL til Grønland, ja så havde personen løst det, uagtet at der var kommet uforudsete regninger. For viljen og det at forvente, at man vil lykkes, indoperer det aspekt, at vi har virkeligheden med som medspiller, og at der som regel i et menneskes liv opstår modstand – eller udfordringer, også selvom man VIL sit mål. Men ønsker eller håber vi som det bærende element, så er vi for nemme at slå ud af kurs, og så bliver dette ønske eller mål blot en del af mange i en lang kæde.

Jeg bemærker, at der er mange, der siger:

• “Jamen, hvis jeg skal forvente, at jeg når mit mål, så virker det som om, at jeg stiller krav eller er meget egoistisk”.

• For mig at se er det ikke egoistisk at give udtryk for:
  • Jeg vil overvinde min angst
  • Jeg vil lykkes i mit parforhold
  • Jeg vil beholde mit job eller få mig et, der er endnu bedre
  • Jeg forventer, at mine børn klarer sig godt
  • Jeg forventer, at jeg vil sige min mening mere klart og utvetydigt.
  • Jeg respekterer min partner og vil respekteres a denne
  • Jeg vil skabe større livskvalitet
  • Jeg vil skabe mere fritid.

Måske er ovenstående indlysende for dig. Mit budskab er, at når du først vil noget og forventer, at det vil ske, ja så tager du fuldt ansvar for, at du kan gøre, hvad der skal til, og så er det forventeligt, at du når dine mål. Mit budskab er, at hvis du gerne vil og håber, at det vil ske, så lader du, bevidst eller ubevidst, noget andet og temmelig diffust afgøre, om det vil ske for dig.

Jeg mener ikke, at det er egoistisk at forvente eller at ville noget, helt og fuldt. For mig er det egoistiske menneske et selvisk menneske, der vil noget og er hundrede procent ligeglad med, om det berører andre. Man kan sagtens stille mål op, og ville noget, og stadig have omtanke og respekt i forhold til, hvilken indflydelse det har på andre.

• Nogle gange tænker jeg faktisk, at det er mere egoistisk blot at håbe.
• Og oven i købet ganske tankeløst.

I sin grundform er håbet en smuk energi. Udsprunget af en dyb længsel efter et harmonisk eller ideelt liv. Men jeg tror ikke, at håbet eller evnen til at håbe er os givet, for at vi bare skal sætte os tilbage og håbe på det bedste. Det er ganske enkelt ikke sund fornuft kun at håbe. Tænk eksempelvis på, at du har fået et sår på benet, fordi du er styrtet på cyklen. Sund fornuft er at rense såret og så at håbe på, at det heler. Men sund fornuft er ikke at sige: jeg håber, at det bliver bedre, uden at gøre, hvad du kan for at sikre det.
Og sådan er det også med vores øvrige projekter. Håb, når du har gjort alt, hvad du kan. Men sørg for at gøre alt, hvad du kan og at placere de virkeligt vigtige emner på et niveau, hvor du indeni dig selv er i kontakt med den resolutte holdning, der viser, at du vil, og ikke bare gerne vil, men vil.

Jeg bemærker, at der er mange, der baserer vigtige områder af deres liv på et håb. Eksempelvis møder jeg mennesker, der i 10 år har haft det usandsynligt svært og hårdt i deres parforhold, men stadig håber, at det bliver bedre.

For at “vække” nogle a disse menneskers egen ansvarlighed, spørger jeg af og til om følgende:

• Hvis din chef kommer og siger til dig, at du arbejder fint og bare skal knokle på, for din arbejdsindsats er meget tilfredsstillende, og så tilføjer, at der forhåbentligt så kommer løn sidst på måneden, at det ikke er helt sikkert, men. At der er håb om det, men at man endelig bare skal knokle igennem. – Hvad vil det så gøre ved motivationen?

Så svarer mange mig:

• Det er jo en skør tanke, og hvis det overhovedet skete, ville jeg ikke finde mig i det.

Nej, nemlig ikke.
Men hvad er det så, der gør, at det er den holdning, du bilder dig selv ind vedr. dit parforhold eller dine børns adfærd eller det spændende mål at få større livskvalitet?

Ansvaret og valget og prioriteringerne er hele tiden vores egne.

Og denne lille tekst er for at fortælle, at vi endelig må håbe, men at det ikke må være den bærende kraft i det, vi gør, for så bliver det derefter. Så skaber vi selv skuffelserne og anledningen til at brokke os, når noget ikke bliver, som vi har ønsket.

Tænk over det.
Og kig indad og gør dig klart, om du håber eller forventer det bedste.
Jeg håber, at du forventer det bedste. For så ved jeg, at du vil bringe både ansvarlighed og handling ind i dine ønsker.

Hilsen
Christel

Hvert eneste år, især på denne tid, kontaktes sonneRASMUSSEn og Unicoaching.dk af forældre og studerende, der lider af eksamensangst og præstationsangst. En frygt, der gør, at foråret forståeligt nok forsømmes, fordi spekulationer og bekymringer, uro og søvnforstyrrelser, manglende koncentrationsevne og en konstant uro præger både dagen og natten.

Sådan behøver det ikke at være.

For både eksamensangst og præstationsangst kan håndteres, enten via terapi eller coaching, og mange gange er det helt enkle værktøjer, der gør en forskel.
Udfra indlægget fra en forståeligt bekymret mor, der ser sin datter have det svært med hensyn til årsprøver og eksamen, vil jeg her give nogle af de mest effektfulde værktøjer, til fri afbenyttelse for enhver, der har brug for selv at have indflydelse på sin tilstand.

God eksamen til alle.

Ordspil, der eventuelt skaber flere billeder og også er med til at fortælle om den filosofi, jeg har med mit institut.

• D kunne stå for Diamanter
• I kunne stå for Investering
• S kunne stå for Samhørighed/enighed
• H kunne stå for Helhjertethed

Det var en kanske lidt romantisk måde at anskue en organisation, eller de attituder, man lægger ind i en organisation.

Hvorfor Diamanter: fordi jeg af min tidligere træner Robert Mc Donald, Californien, lærte, at der er en diamant i enhver situation, uanset hvor svær, tung eller katastrofal den end forekommer. Uanset om man taler om en krise i et individuelt liv, et tab af ressourcer eller relationer, en nedgang i et firma, økonomisk som atmosfæremæssigt, ja så er der en diamant selv i disse aspekter. Og med diamanten menes, at der er en indsigt, en læring i enhver proces. Og i det øjeblik, man ser og erkender diamanten, perspektiveres situationen. Sagt på godt jysk, så vender man tilbage til det gode gamle ordsprog om, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”.

Og når man ser, hvad noget er godt for, ja så får selv en krise eller et dårligt psykisk arbejdsmiljø en anden dimension.

Eller en anden diamant.
Lederne i nogle af de store amerikanske organisationer som Microsoft og Google blev i sommeren 2006 adspurgt af bl.a. Tony Blaire og andre europæere, der havde undret sig over, at de allerstørste og mest indflydelsesrige organisationer lå i USA og Ikke i Europa, om “hvordan det kunne være, at amerikanerne stormede frem, mens Europa stadig blev lillebror i det store spil”. .

Amerikanernes svar var meget enkelt. “det skyldes” sagde amerikanerne, at “hvis en person i USA er gået ned med en virksomhed og igen melder sig og siger, at han stadig er interesseret i at drivvirksomhed og have indflydelse, ja så ved vi, at netop denne konkurs har lært ham noget essentielt og vi anser denne mand som en stor ressource og et endnu bedre potentiale”. Og amerikanerne sagde: “tilsyneladende mener europæerne, at hvis en mand er gået ned, ja så er han en fiasko, og man vil være bange for at ansætte ham igen, for han er jo gået ned en gang”.

Mange teoretikere har berørt dette emne. Ulrich Bech har skrevet om det som “Risikovillighed”, men amerikanerne lægger mere i det end blot at være risikovillig. For amerikanerne, eller det, de firmaer, der generer verdensomspændende succes, vil helst have mennesker, der har lært af deres fejltagelser og så viser, at de ikke er så bange for at lave fejl, at de ikke endnu en gang vil gå efter succesen. Altså formoder jeg, sagt på min egen måde, at amerikanerne tænker, at de mennesker, der har det største og indsigtsfulde drive er mennesker, der dels har lært af deres fejl og dels har lært af deres succeser.

Det er ikke Atlanterhavet, der skiller os ad.

Og jeg er sikker på, at det at øve sig i at implementere denne kultur eller attitude vil gøre en forskel, i vores egne liv, og dermed også i livet i de organisationer og virksomheder, hvor vi kan og vil gøre vores potentiale gældende..

Det betyder, at DISH også kan stå for følgende:

• Drivkraft
• Indsigt
• Successtrategier
• Hjælpsomhed

For ingen kan bære et liv eller en organisation alene.

FISH – modellen eller filosofien er, at der er 4 punkter, der gør sig gældende, for at arbejdspladsen fungerer.

• FISH! – modellens fire læresætninger:

1. Vælg din holdning. Hvis du venter dig det værste, finder du det overalt.
2. Gør andre glade. Verden bliver et bedre sted, det øjeblik du handler med tanke for at betjene andre.
3. Vær nærværende. Vær til stede i situationen. Det andet menneske fortjener dit nærvær.
4. Leg. Leg giver fornyet energi og får kreativiteten til at sprudle.

FISH – modellen indebærer, at der må være det legende element i en virksomhed. At der er plads til det indre legebarn, at der er plads til at glædes og grine, at der er plads til med opmærksomhed og tilstedeværelse at se noget nyt og spændende i hver eneste situation.

Som virksomhed, hvis overlevelse bygger på, at det er væsentligt at yde service over for kunderne, at gøre sig klart, at man ønsker at gøre kunderne glade. Ikke kun tilfredse, men glade. Og at tage ejerskab for, at det har man selv en indflydelse på.

Det betyder, at man på fiskemarkedet i Seattle ikke fokuserer på, hvor mange fisk, man får solgt (og man får solgt mange fish, for det er et tilløbsstykke af den anden verden), men måden, man fik solgt fiskene på.
At man med glimt i øjet og interesse i den enkelte kunde fik løftet stemningen og fik afleveret en oplevelse.

Tilstedeværelsen og det, der på nydansk kaldes commitment, handler om at være fokuseret på, at man vil skabe en god dag/en sjov dag/en oplevelsesrig dag mv. ikke sådan, at alt skal være en lev, der udelukker seriøsitet og ansvarlighed, for også de ansatte i fiskemarkedet erkender og ved, at der er pligter, der skal gøres. Men at man går det med en entusiasme og ene energi, der netop gør en forskel. Så man ikke afventer, hvornår der kommer en kunde, der vil købe, men sørge for, at stemningen er åben og interesseret, glad og inspirerende, når der kommer en kunde.

At man engagerer sig således, at man selv vælger, at “det her vil være en god dag”, fordi man erkender, at det fokus ganske enkelt gør forskellen.

Det er en enkel sandhed i stresshåndtering og i virksomhedsledelse, at lederen gør en forskel. At lederen eller ledelsen er kulturbærere. Hvilket betyder, at netop ledelsen må afgøre, om de vil følge successtrategien, som er, at

1. Vi vil lege
2. Vi vil gøre folk/kunder glade
3. Vi vil være tilstede, og synlige i virksomheden
4. Og, vi vil vælge en holdning, dag for dag, der gør menneskene omkring os klart, at den gode dag er at foretrække frem for den dårlige dag.

Det lyder enkelt.

Og det er enkelt. Det er livskunst på et organisatorisk plan.
Det kræver en indsats. Og den indsats skal foretages hver dag. Men alle vinder. Og det er jo det, vi vil og har brug for.

DISH og FISH minder interessant nok om hinanden.
Og vores produkt efter FISH – modellen og gør livet for enhver, der ønsker det, både lettere og mere ubesværet.

Om bogen FISH af Stephen C. Lundin

Jeg har i mit eget liv to spørgsmål, der perspektiverer hver eneste situation, som jeg ønsker at reflektere over.
Det er følgende spørgsmål, som jeg er blevet inspireret af på min coachuddannelse hos Axept Coaching, ledet af Birgitte Jepsen.

Hvad vil jeg ikke leve uden?
Hvordan ville det være, hvis det var nemmere?

Jeg ved godt, hvad jeg ikke vil leve uden; jeg finder som regel også svar på, hvordan en situation ville være, hvis den var nemmere.

Og at jeg skriver om dette, skyldes, at jeg møder mange, der har brug for såvel mål, som mod og mening i deres tilværelse.

I stedet for at bebrejde eller spørge sig selv om, hvorfor man ikke har det, for svarene vil sikkert være mange og som regel ende ud i ørkesløse spekulationer, ja så vil jeg give dig dette som en lille gave. Hvis spørgsmålene taler til dig, så tag dem med dig.

Og svar på dem. I ny og næ. For de retter fremad.
Og husker dig på det, der virkeligt har betydning, og at du kan gøre noget ved det meste.