Hej Christel

Jeg vil bare gerne sige mange tak for sidst, og fortælle dig at samtalen gik godt.

Det var nu bare den første samtale. den "rigtige" samtale får jeg at vide om 14 dage om jeg kommer til så nu må vi se. Men er næsten sikker på at jeg kommer til den næste samtale også, jeg tør dog ikke håbe for meget på det hvis det nu ikke sker.

Jeg er virkelig glad for at mine forældre pressede på at jeg skulle snakke med en som ikke er familie og som jeg bliver nød til at fortælle det hele til fra starten, en som ikke kendte historien. Mange, mange tak

Med venlig hilsen
kvinde, 25 år

Netop blevet ledig

Tags: klientberetning
Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »

Hej Christel,

Min MUS gik i øvrigt rigtig godt!!

Tusind TAK for super gode input – de blev brugt, hver og en!!

God weekend!

Kvinde, 38 år

Tags: Klienberetning
Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »

I sidste årtusind arbejdede jeg som terapeutisk ansvarlig på en institution for misbrugere.

Vi havde hver dag en ”morgenrunde”, hvor hver enkelt beboer beskrev, hvordan de havde det, og hvad der optog dem lige nu.

For hele tiden at have fingeren på pulsen og kunne følge med i deres afvikling af misbruget og misbrugstankegangen samt holde fokus på udvikling og konstruktive tankesæt.

Meget hurtigt udviklede der sig en tendens til, at morgenrunderne handlede om, hvad der var svært og træls, hvad der var negativt, og oveni at de enkelte beboere brokkede sig over, at der var for lang tid til, at de kunne få en tid hos tandlægen, at deres forældre ingenting forstod, at de savnede deres børn, – at vejret var dårlig og påvirkede deres humør osv. En udvikling, der var negativ.

Vi besluttede at ændre dette.

Som en af mine kolleger en dag sagde:

• Det er tankevækkende, at I taler om alt det, der ikke duer og om alle de problemer, I har.

Indtil vi ses igen, vil jeg insistere på, at I hver især tænker over, hvad der virker og hvad de går godt, og gør jer klart, hvad der bevirkede, at dette eller hint gik godt.

Det, vi således pegede på, var følgende.

Der skal noget til, for at ting går dårligt. Der skal noget til for, at følelserne bliver tunge og melankolske og nogle gange resignerede.

Samtidig skal der noget til for, at ting går godt, at man er glad. Dette må ikke kun være op til, om solen skinner, eller man har fået bevilling til en praktik.

Her i 2013 kaldes det ”mestringsstrategier”, det at kunne fokusere konstruktivt og selv tage ansvar for egen tilfredshed.

Først mødte vi modstand, masser af modstand.

• Vi kunne sagtens. Vi (medarbejderne) havde jo ikke været i misbrug. Vi forstod slet ikke omfanget af deres smerte og afsavn osv.

Men vi holdt fast.

Fast i at der skal noget til, for at man selv og ting lykkes. Og at brokke-mentaliteten og ”find fem fejl”- attituden kun fører et med sig, nemlig ny frustration og utilfredshed.

Langsomt men sikkert blev bølgen vendt.

Og jeg ved, at mange af vi medarbejdere, der ikke har været ansat på stedet i snart 15 år, stadig modtager julekort og opringninger indimellem. Og det, der peges på, er:

• Du/I lærte os at tage ansvar og fokusere på, at vi selv har indflydelse.

Her i 2013 og 2012 er der et spørgsmål, som jeg stiller stort set alle mine klienter – og venner, for den sags skyld.

Spørgsmålet lyder:

• Hvornår har du det bedst?

Nogle tænker længe. Andre ved det med det samme. Nogle fokuserer på relationer, andre på opgaver.

Kendetegnende er, at det er værd at vide, hvornår vi har det bedst og at sikre, at vi har indflydelse på dette.

For det er, når vi har det bedst, at vi trives, tanker op og vokser.

Så mit spørgsmål bliver til dig derude:

• Hvornår har du personligt det bedst?

Uddyb gerne dit svar.

For det har værdi at vide, at det er en af de måder, vi kan være vores egen lykkes smed på.

Glæder mig til at høre netop dit bud

Lyse tanker,
Christel

Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »

At sætte grænser og sige til og fra.

Siden jeg startede med at praktisere i 1990erne, har temaet ”at sætte grænser” altid været aktuelt.

Jeg møder flest kvinder, der har det at sætte grænser som et primært tema, men også mange mænd og i de senere år har mange unge mennesker, behov for hjælp til at kunne sætte grænser, turde sætte grænser og finde egne og virkningsfulde måder at sætte grænser på. For vi kommer ikke udenom, at vi i sociale relationer udfordres på vores grænser.

Jeg har bemærket den udvikling, at hvor det i 1990erne handlede om at blive bedre til at sige nej og sige fra, nu i langt højere grad handler om at bevare kontakten med sig selv, sin egen integritet og at kunne navigere ud fra et indre værdisæt og ikke lade sig overmande af andres meninger, uanset om disse kommer via Facebook, TV-stjerner og egne relationer, nære som perifere.

Hvorfor er det et problem for mange at sætte grænser eller sige til eller fra?

Det er jo ikke at sige ordet nej, der er farligt. Det er jo ikke at sige sin mening højt, der er farligt. Det er ej heller at sige ja til sin egen lyst eller behov, der er skræmmende. Der er naturligvis adskillige bud på, hvorfor mange undlader eller undviger at sætte grænser. Jeg mener, at grunden er, at det for de fleste mange gange er uoverstigeligt at tænke på og forholde sig til de følelsesmæssige reaktioner, der opstår, når man overvejer” hvad nu hvis nogen bliver sure/kede af de/sårede – og/eller: hvad nu hvis jeg bliver afvist eller nedgjort, hvis jeg siger min mening eller gør det, jeg selv har lyst til.

Det er den frygt, der gør, at mange tilpasser sig, undlader at markere, ikke siger til eller fra, og det har mange personlige konsekvenser.

Behov og grænser.

For har et menneske lige siden opvæksten tilpasset sig og mange gange derfor signaleret venlighed og hjælpsomhed, udvikler dette menneske sjældent evnen til at mærke egne behov og egne meninger. Og på et eller andet tidspunkt, begynder virkeligheden så at banke på. Måske udvikler man stress, fordi man ikke kan nå at indfri andres behov, eller fordi man er blevet konfliktsky og bærer rundt på konflikterne indeni. Måske bliver ens mindreværd så udtalt, at man udvikler selvdestruktive tendenser som cutting, spiseforstyrrelse, overforbrug af medicin, alkohol eller stoffer. Måske oplever man gang på gang at møde mennesker, der snyder, udnytter eller bedrager en. Måske udvikler man en overdreven frygt eller angst, fordi man ikke kan overskue at markere, sige nej og stå ved sig selv osv.

Jeg oplever, at klienter der kommer til mig, med nogle af ovennævnte tendenser tit ikke ved, hvornår det startede, det her med at tvivle på sig selv, udslette sig selv, have generel angst eller at til trække mennesker, der slider på en….. det er lidt ligesom at have lidt ondt i ryggen og så at leve med det, og gradvist bliver spændingerne værre, men hvornår startede det egentligt ?

Det er det opdagelsesrejse, man må ud på, for igen at kunne komme i kontakt med, hvad man selv har brug for – uden at man derigennem opfatter sig selv som en egoist eller et dårligt menneske. For vi har alle behov, naturligvis fysiske af slagsen, men især har vi personlige behov, der er der, og som bliver tydeliggjort i relation til andre mennesker. Vi har behov for at være alene, behov for tryghed i sociale relationer. Vi har behov for at kunne udtrykke os uanstrengt og gøre vores mening gældende. Vi har behov for at have indflydelse. Vi har behov for at føle, at vi har en værdi. Vi har behov for forandring. Og mange af disse behov indfries kun i relationer og sociale sammenhænge. Derfor er det så absolut vedkommende, at vi styrkes i at kunne mærke, hvad vi har brug for, og så sandelig også mærke, hvad vi ikke har brug for. For det er jo her, at det at sætte grænser kommer ind i billedet.

Når vi kritiseres eller knap bydes velkommen hjem af en ægtefælle, må vi sætte grænser. Når vi løber rundt, køber ind, laver mad, gør rent, skifter sengetøj og sikrer at alle i familien har gode rammer, men føler at vi bliver taget for givet, må vi sætte grænser. Når vores grænser overskrides fysisk, enten af andre eller os selv, må vi begynde at forholde os til, hvornår er det nok.

Tegnene.

De fleste kommer til mig, når de er hårdt pressede på deres grænser. Det kan være alt fra tegn som en nedgørende partner, en usund økonomi, provokerende teenagere, ligegyldige og nedladende kolleger, angst for nye situationer/mennesker osv., der bliver startskuddet til at vende blikket ind ad og mærke efter, hvor egne grænser går, og hvad ens grundlæggende behov er.

Især kvinder, der er meget irriterede – og som jo desværre så ofte kaldes hysteriske, er kommet væk fra deres egne grænser og værdier og navigerer rundt i et kaotisk farvand. Vrede er nemlig ofte en følelse der dækker over, at der er noget, vi har brug for, som vi ikke kan få inden for rækkevidde. Men i stedet for at mærke efter og vurdere, hvad vi har brug for og skabe indflydelse eller insistere på dette, fylder irritationen mere og mere, og det går som regel ud over de forkerte.

Så: når vi råber af børnene, kritiserer ægtefællen, bander over vaskemaskinen, brokker os over småt og stort, føler lede ved os selv, synes at livet er en evig kamp, ikke stoler på at vi kan stole på nogen som helst, bliver deprimerede/stressede/ængstelige, ja så er tiden inde.

Til og finde sporet igen.

Og en af vejene bliver helt klart, at komme i kontakt med egne behov, så man kan mærke og vurdere, hvornår noget er for lidt eller for meget, kunne reagere konstruktivt på dette – og i mange tilfælde vil det betyde, at man sorterer både i holdninger, reaktioner og relationer.

Men det er sliddet værd.

Det kan have for høj en pris at være flink som eneste vandmærke.

Og

Det kan have for høj en pris at opleve, at man slet ikke har styringen med sit liv længere, men har givet det fra sig til andre / omstændighederne.

Fat mod. For der er håb. Men vid., at når noget eller en relation, er for indviklet, så find din vej til at vikle det ud.

Psykoterapi og coaching er geniale metoder.

Hilsen,
Christel Sonne Rasmussen.

Tags: coaching
Kategorier: Coach - Coaching, Terapi
Ingen kommentarer »

2 "gamle" skolekammerater mødes tilfældigt på en gågade. De har ikke snakket sammen i 10-12 år, og snakken går lystigt på, hvordan det går, og hvad den ene og den anden har brugt tiden på, siden de forlod folkeskolen. Den ene spørger: hvad går du så og laver for tiden?
Den anden svarer: jeg har en gammel drøm om at komme til grønland. Jeg vil så gerne derop og være der i 3-4 måneder, så jeg regner med, at jeg tager af sted til sommer. Hvor spændende, siger den anden. Pøj pøj med det.

Da dette "møde" jo ikke var planlagt, kigger den ene med eet på sit ur og siger: "Du, jeg må videre. Det var hyggeligt. Lad os se, om vi ikke kan finde ud af noget, når du er hjemme i landet igen". Det aftaler de og tager så hvert til sit.
Efter et lille års tid gentager scenen sig. Pludseligt en dag render de to skolekammerater på hinanden igen. De har ikke haft mødtes. Gensynsglæden er stor, og den ene tager tråden op fra, hvor de sidst slap og spørger: "hvordan gik det så i Grønland?"
Og den anden svarer: "Åh, jeg kom aldrig af sted. Jeg fik nogle uforudsete regninger, og så kuldsejlede alle mine planer. Men jeg håber, at jeg en dag får sat det i værk".
"Ja, det må vi håbe, for det lød da til, at det var en god drøm, du havde der", siger den anden.

Ovenstående er blot et tænkt eksempel. Men kunne sagtens være virkeligt.

Hvad er det, der sker i eksemplet: Der sker det, at en person fortæller om sin drøm og meget begejstret giver udtryk for en plan. Men planen lykkes ikke. Og bliver måske bare en uforløst drøm.

Hvad er det for underliggende dynamikker, der er i spil. For dette eksempel kan både handle om en drøm, som et menneske har, men kan også være et eksempel på det, som vi godt kan tænke os, men som ikke bliver ført ud i livet.
Jeg tror, at stort set alle, hvis ikke alle, kender til dette fænomen: gerne at ville noget, – at håbe på, at noget sker, men at det så ikke lykkes, eller rettere: at man ikke går mere efter målet, bare fordi der kommer modstand.

Jeg taler ugentligt med rigtigt mange mennesker. Både individuelt og som par. Og det skorter ikke på ønsker og håb.

Jeg bemærker altid følgende:

• Når et menneske siger: "jeg håber", eller "jeg vil gerne", ja så spiser jeg altid ører. Fordi for mig at høre ligger der et håb i en sådan udtalelse. Og udtalelserne kan være mange og blandt andet:Jeg håber, at jeg kommer over min angst
  • Jeg håber, at jeg bliver lykkelig i mit parforhold
  • Jeg håber, at jeg beholder mit job
  • Jeg håber, at mine børn klarer sig godt
  • Jeg håber, at jeg bliver bedre til at sige fra
  • Jeg vil gerne have mere respekt fra min partner
  • Jeg vil gerne have større livskvalitet
  • Jeg vil gerne have mere fritid
    Osv.

Jeg forsøger altid at undersøge, om disse ønsker er noget, som den enkelte håber og gerne vil, eller om det er noget, den enkelte ønsker så stærkt, at det er noget, de vil.

For hvis skolekammerater i eksemplet havde sagt og ment: jeg VIL til Grønland, ja så havde personen løst det, uagtet at der var kommet uforudsete regninger. For viljen og det at forvente, at man vil lykkes, indoperer det aspekt, at vi har virkeligheden med som medspiller, og at der som regel i et menneskes liv opstår modstand – eller udfordringer, også selvom man VIL sit mål. Men ønsker eller håber vi som det bærende element, så er vi for nemme at slå ud af kurs, og så bliver dette ønske eller mål blot en del af mange i en lang kæde.

Jeg bemærker, at der er mange, der siger:

• "Jamen, hvis jeg skal forvente, at jeg når mit mål, så virker det som om, at jeg stiller krav eller er meget egoistisk".

• For mig at se er det ikke egoistisk at give udtryk for:
  • Jeg vil overvinde min angst
  • Jeg vil lykkes i mit parforhold
  • Jeg vil beholde mit job eller få mig et, der er endnu bedre
  • Jeg forventer, at mine børn klarer sig godt
  • Jeg forventer, at jeg vil sige min mening mere klart og utvetydigt.
  • Jeg respekterer min partner og vil respekteres a denne
  • Jeg vil skabe større livskvalitet
  • Jeg vil skabe mere fritid.

Måske er ovenstående indlysende for dig. Mit budskab er, at når du først vil noget og forventer, at det vil ske, ja så tager du fuldt ansvar for, at du kan gøre, hvad der skal til, og så er det forventeligt, at du når dine mål. Mit budskab er, at hvis du gerne vil og håber, at det vil ske, så lader du, bevidst eller ubevidst, noget andet og temmelig diffust afgøre, om det vil ske for dig.

Jeg mener ikke, at det er egoistisk at forvente eller at ville noget, helt og fuldt. For mig er det egoistiske menneske et selvisk menneske, der vil noget og er hundrede procent ligeglad med, om det berører andre. Man kan sagtens stille mål op, og ville noget, og stadig have omtanke og respekt i forhold til, hvilken indflydelse det har på andre.

• Nogle gange tænker jeg faktisk, at det er mere egoistisk blot at håbe.
• Og oven i købet ganske tankeløst.

I sin grundform er håbet en smuk energi. Udsprunget af en dyb længsel efter et harmonisk eller ideelt liv. Men jeg tror ikke, at håbet eller evnen til at håbe er os givet, for at vi bare skal sætte os tilbage og håbe på det bedste. Det er ganske enkelt ikke sund fornuft kun at håbe. Tænk eksempelvis på, at du har fået et sår på benet, fordi du er styrtet på cyklen. Sund fornuft er at rense såret og så at håbe på, at det heler. Men sund fornuft er ikke at sige: jeg håber, at det bliver bedre, uden at gøre, hvad du kan for at sikre det.
Og sådan er det også med vores øvrige projekter. Håb, når du har gjort alt, hvad du kan. Men sørg for at gøre alt, hvad du kan og at placere de virkeligt vigtige emner på et niveau, hvor du indeni dig selv er i kontakt med den resolutte holdning, der viser, at du vil, og ikke bare gerne vil, men vil.

Jeg bemærker, at der er mange, der baserer vigtige områder af deres liv på et håb. Eksempelvis møder jeg mennesker, der i 10 år har haft det usandsynligt svært og hårdt i deres parforhold, men stadig håber, at det bliver bedre.

For at "vække" nogle a disse menneskers egen ansvarlighed, spørger jeg af og til om følgende:

• Hvis din chef kommer og siger til dig, at du arbejder fint og bare skal knokle på, for din arbejdsindsats er meget tilfredsstillende, og så tilføjer, at der forhåbentligt så kommer løn sidst på måneden, at det ikke er helt sikkert, men. At der er håb om det, men at man endelig bare skal knokle igennem. – Hvad vil det så gøre ved motivationen?

Så svarer mange mig:

• Det er jo en skør tanke, og hvis det overhovedet skete, ville jeg ikke finde mig i det.

Nej, nemlig ikke.
Men hvad er det så, der gør, at det er den holdning, du bilder dig selv ind vedr. dit parforhold eller dine børns adfærd eller det spændende mål at få større livskvalitet?

Ansvaret og valget og prioriteringerne er hele tiden vores egne.

Og denne lille tekst er for at fortælle, at vi endelig må håbe, men at det ikke må være den bærende kraft i det, vi gør, for så bliver det derefter. Så skaber vi selv skuffelserne og anledningen til at brokke os, når noget ikke bliver, som vi har ønsket.

Tænk over det.
Og kig indad og gør dig klart, om du håber eller forventer det bedste.
Jeg håber, at du forventer det bedste. For så ved jeg, at du vil bringe både ansvarlighed og handling ind i dine ønsker.

Hilsen
Christel

Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »

Hans Scherfigs bog om "Det forsømte forår" er ikke skrevet forgæves.

Hvert eneste år, især på denne tid, kontaktes sonneRASMUSSEn og Unicoaching.dk af forældre og studerende, der lider af eksamensangst og præstationsangst. En frygt, der gør, at foråret forståeligt nok forsømmes, fordi spekulationer og bekymringer, uro og søvnforstyrrelser, manglende koncentrationsevne og en konstant uro præger både dagen og natten.

Sådan behøver det ikke at være.

For både eksamensangst og præstationsangst kan håndteres, enten via terapi eller coaching, og mange gange er det helt enkle værktøjer, der gør en forskel.
Udfra indlægget fra en forståeligt bekymret mor, der ser sin datter have det svært med hensyn til årsprøver og eksamen, vil jeg her give nogle af de mest effektfulde værktøjer, til fri afbenyttelse for enhver, der har brug for selv at have indflydelse på sin tilstand.

God eksamen til alle.

 
Til hovedsiden om: Eksamensangst – præstationsangst

Tags: Eksamen - Eksamensangst,Præstationsangst.
Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »

DISH står både for Dansk Institut for Stresshåndtering, men der kan også laves andre ordspil ud fra dette.

Ordspil, der eventuelt skaber flere billeder og også er med til at fortælle om den filosofi, jeg har med mit institut.

• D kunne stå for Diamanter
• I kunne stå for Investering
• S kunne stå for Samhørighed/enighed
• H kunne stå for Helhjertethed

Det var en kanske lidt romantisk måde at anskue en organisation, eller de attituder, man lægger ind i en organisation.

Hvorfor Diamanter: fordi jeg af min tidligere træner Robert Mc Donald, Californien, lærte, at der er en diamant i enhver situation, uanset hvor svær, tung eller katastrofal den end forekommer. Uanset om man taler om en krise i et individuelt liv, et tab af ressourcer eller relationer, en nedgang i et firma, økonomisk som atmosfæremæssigt, ja så er der en diamant selv i disse aspekter. Og med diamanten menes, at der er en indsigt, en læring i enhver proces. Og i det øjeblik, man ser og erkender diamanten, perspektiveres situationen. Sagt på godt jysk, så vender man tilbage til det gode gamle ordsprog om, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget".

Og når man ser, hvad noget er godt for, ja så får selv en krise eller et dårligt psykisk arbejdsmiljø en anden dimension.

Eller en anden diamant.
Lederne i nogle af de store amerikanske organisationer som Microsoft og Google blev i sommeren 2006 adspurgt af bl.a. Tony Blaire og andre europæere, der havde undret sig over, at de allerstørste og mest indflydelsesrige organisationer lå i USA og Ikke i Europa, om "hvordan det kunne være, at amerikanerne stormede frem, mens Europa stadig blev lillebror i det store spil". .

Amerikanernes svar var meget enkelt. "det skyldes" sagde amerikanerne, at "hvis en person i USA er gået ned med en virksomhed og igen melder sig og siger, at han stadig er interesseret i at drivvirksomhed og have indflydelse, ja så ved vi, at netop denne konkurs har lært ham noget essentielt og vi anser denne mand som en stor ressource og et endnu bedre potentiale". Og amerikanerne sagde: "tilsyneladende mener europæerne, at hvis en mand er gået ned, ja så er han en fiasko, og man vil være bange for at ansætte ham igen, for han er jo gået ned en gang".

Mange teoretikere har berørt dette emne. Ulrich Bech har skrevet om det som "Risikovillighed", men amerikanerne lægger mere i det end blot at være risikovillig. For amerikanerne, eller det, de firmaer, der generer verdensomspændende succes, vil helst have mennesker, der har lært af deres fejltagelser og så viser, at de ikke er så bange for at lave fejl, at de ikke endnu en gang vil gå efter succesen. Altså formoder jeg, sagt på min egen måde, at amerikanerne tænker, at de mennesker, der har det største og indsigtsfulde drive er mennesker, der dels har lært af deres fejl og dels har lært af deres succeser.

Det er ikke Atlanterhavet, der skiller os ad.

Og jeg er sikker på, at det at øve sig i at implementere denne kultur eller attitude vil gøre en forskel, i vores egne liv, og dermed også i livet i de organisationer og virksomheder, hvor vi kan og vil gøre vores potentiale gældende..

Det betyder, at DISH også kan stå for følgende:

• Drivkraft
• Indsigt
• Successtrategier
• Hjælpsomhed

For ingen kan bære et liv eller en organisation alene.

Kategorier: Coach - Coaching
2 kommentarer »

Den allermest solgte managementbog I verden er den bog, der omhandler FISH – modellen. En model, som hvis du søger den på Google, handler om et fiskemarked I Seattle, USA, der har formået at skabe og efterleve en enkel filosofi, der dels har gjort dem verdensberømte, dels har givet stor anerkendelse og inspiration for utallige virksomheder verden over.

FISH – modellen eller filosofien er, at der er 4 punkter, der gør sig gældende, for at arbejdspladsen fungerer.

• FISH! – modellens fire læresætninger:

1. Vælg din holdning. Hvis du venter dig det værste, finder du det overalt.
2. Gør andre glade. Verden bliver et bedre sted, det øjeblik du handler med tanke for at betjene andre.
3. Vær nærværende. Vær til stede i situationen. Det andet menneske fortjener dit nærvær.
4. Leg. Leg giver fornyet energi og får kreativiteten til at sprudle.

FISH – modellen indebærer, at der må være det legende element i en virksomhed. At der er plads til det indre legebarn, at der er plads til at glædes og grine, at der er plads til med opmærksomhed og tilstedeværelse at se noget nyt og spændende i hver eneste situation.

Som virksomhed, hvis overlevelse bygger på, at det er væsentligt at yde service over for kunderne, at gøre sig klart, at man ønsker at gøre kunderne glade. Ikke kun tilfredse, men glade. Og at tage ejerskab for, at det har man selv en indflydelse på.

Det betyder, at man på fiskemarkedet i Seattle ikke fokuserer på, hvor mange fisk, man får solgt (og man får solgt mange fish, for det er et tilløbsstykke af den anden verden), men måden, man fik solgt fiskene på.
At man med glimt i øjet og interesse i den enkelte kunde fik løftet stemningen og fik afleveret en oplevelse.

Tilstedeværelsen og det, der på nydansk kaldes commitment, handler om at være fokuseret på, at man vil skabe en god dag/en sjov dag/en oplevelsesrig dag mv. ikke sådan, at alt skal være en lev, der udelukker seriøsitet og ansvarlighed, for også de ansatte i fiskemarkedet erkender og ved, at der er pligter, der skal gøres. Men at man går det med en entusiasme og ene energi, der netop gør en forskel. Så man ikke afventer, hvornår der kommer en kunde, der vil købe, men sørge for, at stemningen er åben og interesseret, glad og inspirerende, når der kommer en kunde.

At man engagerer sig således, at man selv vælger, at "det her vil være en god dag", fordi man erkender, at det fokus ganske enkelt gør forskellen.

Det er en enkel sandhed i stresshåndtering og i virksomhedsledelse, at lederen gør en forskel. At lederen eller ledelsen er kulturbærere. Hvilket betyder, at netop ledelsen må afgøre, om de vil følge successtrategien, som er, at

1. Vi vil lege
2. Vi vil gøre folk/kunder glade
3. Vi vil være tilstede, og synlige i virksomheden
4. Og, vi vil vælge en holdning, dag for dag, der gør menneskene omkring os klart, at den gode dag er at foretrække frem for den dårlige dag.

Det lyder enkelt.

Og det er enkelt. Det er livskunst på et organisatorisk plan.
Det kræver en indsats. Og den indsats skal foretages hver dag. Men alle vinder. Og det er jo det, vi vil og har brug for.

DISH og FISH minder interessant nok om hinanden.
Og vores produkt efter FISH – modellen og gør livet for enhver, der ønsker det, både lettere og mere ubesværet.

Om bogen FISH af Stephen C. Lundin

Kategorier: Coach - Coaching
4 kommentarer »

Et lille indlæg om det at sætte sig mål, det at generere sit mod og det at skabe mening i sin tilværelse, hver dag.

Jeg har i mit eget liv to spørgsmål, der perspektiverer hver eneste situation, som jeg ønsker at reflektere over.
Det er følgende spørgsmål, som jeg er blevet inspireret af på min coachuddannelse hos Axept Coaching, ledet af Birgitte Jepsen.

Hvad vil jeg ikke leve uden?
Hvordan ville det være, hvis det var nemmere?

Jeg ved godt, hvad jeg ikke vil leve uden; jeg finder som regel også svar på, hvordan en situation ville være, hvis den var nemmere.

Og at jeg skriver om dette, skyldes, at jeg møder mange, der har brug for såvel mål, som mod og mening i deres tilværelse.

I stedet for at bebrejde eller spørge sig selv om, hvorfor man ikke har det, for svarene vil sikkert være mange og som regel ende ud i ørkesløse spekulationer, ja så vil jeg give dig dette som en lille gave. Hvis spørgsmålene taler til dig, så tag dem med dig.

Og svar på dem. I ny og næ. For de retter fremad.
Og husker dig på det, der virkeligt har betydning, og at du kan gøre noget ved det meste.

Kategorier: Coach - Coaching
Ingen kommentarer »