Man kan hyle eller man kan handle.
Et indlæg om selvmedlidenhed og det at vælge.
Jeg ved, at alle mennesker i deres liv får kriser.
- Jeg ved, at det er svært for mange at håndtere især de første af slagsen.
- Jeg ved, at hvis man lærer eller inspireres til at håndtere kriserne, kommer man styrket og mere indsigtsfuld videre.
- Jeg ved også, at der er nogen, der i stedet for at vælge en konstruktiv vej, henfalder til selvmedlidenhed og klagesang. Det har jeg nogle refleksioner om, som jeg gerne vil dele her.
Den følelsesmæssige selvmonterede fodlænke.
For mig at se er selvmedlidenhed et valg, den enkelte træffer. Derfor kalder jeg selvmedlidenhed for selvmonterede fodlænke, og når jeg bliver spurgt, hvad min mening om hvad der hæmmer livskvalitet, er et af mine klareste svar:
- De, der vælger at have ondt at sig selv, kan være helt sikker på en ting: livskvaliteten daler.
Behovet for medlidenhed og det at blive ved at bære på og dyrke selvmedlidenhed, går hånd i hånd.
Jeg har i mange år lyttet på og mødt mennesker, der har svært, endog meget svært, ved at skelne imellem medfølelse og medlidenhed, og dermed også svært ved selv at håndtere følelsesmæssig som fysisk smerte uden at blive selvmedlidende.
En af mine tidligere undervisere på et af mine coachforløb, fortalte en tankevækkende metafor:
- Hvis jeg var ude at sejle med en af mine venner. Og jeg den dag var meget søstærk, men min gode ven var utroligt søsyg. Så søsyg, at han måtte kaste op ud over rælingen. Ja, så ville jeg være en god ven, hvis jeg lagde en hånd på hans skulder, fik ham ind og sat ham ned, gav ham vand og bad ham drikke det i små slurke og måske endda kunne lægge en opvredet klud på hans pande. For så ville jeg vise ham medfølelse.
Men hvis synet af ham ramte mig med så voldsom en kraft, at jeg blev overmandet af følelsen af: hvor er det dog synd for ham. Åh, hvor han dog lider. Det er jo superfrygteligt.
Og hvis jeg så skulle udleve den følelse, ja så skulle jeg faktisk, selv om jeg selv var søstærk, gå hen og kaste op sammen med ham. Så ville jeg virkeligt vise medlidenhed. For så ville jeg lide med ham.
Det er jo kun en tænkt metafor. Og den sætter medfølelse og medlidenhed på spidsen, endda på en lidt humoristisk måde, hvilket er vigtigt, når det er så alvorligt et emne. Jeg håber, at du kan se pointen.
Pointen er: Vi har et valg.
Og virkeligheden er, at det som sker i os som mennesker og imellem os som mennesker, sjældent er så tydeligt et billede som metaforen omkring søsyge. Da er det langt mere komplekst, når det er følelser og tanker, der handler om enten at have ondt af sig selv og/eller andre, eller at føle og kunne rumme sig selv og/eller andre og kunne vise medfølelse.
Medfølelse.
Vi har mange drivkræfter i os som mennesker. Jeg er overbevist om, at de af os, der er indenfor normalområdet, og det er de fleste, har to stærke drivkræfter: Den ene er at være et godt menneske, og den anden er at være et helt menneske. Min oplevelse er faktisk, at det at bestræbe sig på at være et godt menneske, handler om at have en god samvittighed, hvilket i dagligdagen indebærer, at man bestræber sig på at sige og gøre det – eller lade være at sige og gøre det, der kan få os til at se og selv og andre i øjnene.
Som børn bliver belært:
- Opfør dig over for andre, som du ønsker at andre skal opføre sig over for dig…… Når vi som unge eller voksne forhåbentligt dagligt øver os i at være gode mennesker, betyder det samtidig, at vi må opøve evnen til at regulere os selv, når vi gør/siger noget eller undlader at gøre/sige noget, der giver os dårlig samvittighed.
Så at være et godt menneske, med hjertet på rette sted, betyder ikke, at vi ikke genererer dårlig samvittighed, men at vi bestræber os på at gøre det bedre, så vi kommer i kontakt med en god samvittighed og selvfølelse. For det er forudsætningen for at føle medfølelse og vise omsorg og hensyn til andre end sig selv.
Medlidenhed
At have medlidenhed med andre er et omfattende kapitel. Og et kapitel helt for sig. Jeg er sikker på, at der er både samfundsmæssige og kulturhistoriske grunde, langt tilbage i historien, som handler om, at ”man skal passe på de svage og syge, evt. også kvinder og børn mv.”, bl.a. fra den kristne tradition. Og at der dermed langt tilbage i historien er rødder, der skaber forudsætninger for en grad af medlidenhed.
Men i vores hverdage tror jeg ikke, at vi nødvendigvis behøver at filosofere over de historiske grunde til at vi føler medlidenhed.
Men det er vist allerede ret tydeligt for dig som læser, at min holdning er klar:
- Jeg mener så absolut, at vi skal blive langt mere bevidste om, hvorvidt vi skal føle medlidenhed…. Med andre, men allermest om vi vil tage valget og have ondt af os selv.
Jeg har temaet tæt på kroppen nærmest dagligt, så jeg vil gerne udbrede mig lidt mere udførligt om dette.
Jeg er jo født med en øjensygdom, som blev diagnosticeret, da jeg var 5 år, og som jeg dengang fik at vide, ville udvikle sig til blindhed inden jeg blev 30. Det kom til at holde stik. Da jeg fødte mit andet barn, maj 2000 var jeg blind. Kun med det, der kaldes lyssans, som gør, at jeg kan skimte lys eller lyskilder, men ikke har gavn af lyset. Så min verden og virkelighed er meget meget anderledes end de fleste menneskers. Jeg har visuelle erindringer og drømmer af og til stadig i billeder, når jeg sover. Men i de 11 år jeg har været blind, er ansigterne forsvundet fra mine drømme og mine tanker, og detaljer er væk.
Det at færdes i trafikken, det at købe ind, ja bare at finde døren til en butik, det at vide at andre kan se mig og selv vælge, om de vil hilse eller ej, det ikke at kunne læse de breve, der er i postkassen, det ikke bare uden problemer at kunne gå i svømmehallen selv eller løbe en tur selv, You name it; – overalt og konstant er der situationer, hvor blindheden begrænser og gør, at det gamle ord om, at ”ting tager tid” sandes. Det ikke at kunne se sine børn eller sig selv, det at få at vide at man er smuk og endda som en sagde til mig for nyligt: dine øjne er utroligt smukke og den helt vildt belastende faktor at der er uendeligt meget fokus på alt visuelt. Det er min virkelighed. Og det er mit vilkår. Og sådan er det bare. Jeg kan godt blive sur over det, for vel er der da megen afmagt, men med hånden på hjertet kan jeg sige: Jeg synes ikke, at det er synd for mig.
Og hvad møder jeg så? Jeg møder mennesker, der siger: ”hvis jeg blev blind en dag, ville jeg tage strikken”: Jeg møder mennesker, der siger ”åh, hvor er det dog frygteligt. Har du været ude for en ulykke?” og jeg møder mennesker, der siger ””Pas på, der er en kantsten, skal jeg ikke lige hjælpe dig over vejen” og nærmest tager fat i mig. Jeg møder situationer, hvor jeg helst vil gøre tingene selv. Evt. som at købe tøj selv, selv tage kontakten med andre, gå til fitness selv, tage til en koncert alene eller bare gå på et bibliotek eller i en boghandel selv – for bøger er gud, men det bliver derefter. Jeg kan godt, men jeg lykkes ikke med det, så jeg må sige ”hjælp mig”… og det vil mennesker jo også gerne.
Og mine venner har ikke medlidenhed. For de ser ikke min blindhed først. De ser mig som menneske, som kvinde, som mor eller i en af de andre roller, jeg har. Men mange, der aldrig eller kun sjældent har mødt et menneske med et omfattende synshandicap, ser blindheden først og har tydeligtvist ondt af mig. Tager skånehensyn, jeg ikke har bedt om, behandler mig for ærbødigt eller overtolerant, ja: nogen taler endda til mig, som om jeg er mindre begavet, og det er jeg ikke!
Hvorfor? Formentligt på grund af usikkerhed og manglende kendskab til og angst for selv at blive blind, eller handicappet på anden måde.
Og nu hedder det jo ikke engang længere ”et handicap”. Det kaldes en funktionsnedsættelse. Her i Kompetence-Europa. Jeg ved ikke, hvem det er , der laver sådanne definitioner. Men jeg kan undre mig over, at man ikke bare kalder tingene det, de er. For selvfølgelig er det et handicap, når manglen på synssansen medfører et tab af uendeligt mange funktioner.
Nå, det er bare et indblik i et lille udsnit af min verden. Tilbage til emnet medlidenhed.
Jeg vil ikke have, at folk har medlidenhed med mig. For det er da til tider et ret træls vilkår at mærke begrænsningerne, men jeg appellerer ikke til, at det er synd for mig. For det er det jo ikke. Det er et vilkår. Og hvert eneste menneske har sine vilkår. Og jeg ved, fordi jeg har været nødt til at bearbejde og forske, fundet ud af, at det jo netop ikke er synssansen, der afgør, om folk har livskvalitet eller et godt liv. For var det sådan, var det meget nemt. Så kunne alle seende mennesker, og dem er der jo flest af, have et lykkeligt og harmonisk liv, og så kunne ”de stakler,”, der er blinde eller stærkt svagtseende henfalde til deres ørkesløse tilværelse. Egentligt er det sådan, at man lærer først at se, når man bliver blind. Hvis man da vælger det, og ikke har ondt af sig selv.
Følelsesmæssig smerte
Vi har alle sammen følelsesmæssige smerter. Vi er bange, vi er kede af det, vi er forvirrede, vi er selvusikre, vi føler os utilstrækkelige, vi bliver forladt og overset osv.
Og mange gange kommer den følelsesmæssige smerte som en reaktion på noget, andre har gjort eller sagt.
Og så opstår udfordringen: Og det jeg skriver nu, er det mest essentielle i dette indlæg.
Når du har ondt, fysisk eller følelsesmæssigt, har du et valg.
Valget er, om du enten passivt eller aggressivt, bebrejder eller beskylder andre for , at de er dumme/onde/egoistiske/feje/ufølsomme mv., fordi du nu sidder og har ondt. Kombineret med at du hyler, fordi du har så ondt af dig selv og har placeret dig i det, jeg kalder en offerrolle. For når du vælger at opleve, at du er et offer for omstændighederne, og at dit liv var meget bedre, hvis de andre gjorde noget andet og tog mere hensyn eller mere ansvar for dig, ja så har du monteret fodlænken. Hyl endelig videre.
Eller tag et andet valg:
Et valg, der handler om, at det kan være rigtigt svært, når det gør ondt. At det er hårdt og at det naturligvis ikke lige var det, man havde tænkt sig eller havde lyst til, men at man må tage tingene et skridt ad gangen og kunne leve med smerten uden at dyrke den og uden at knytte næverne for meget og bebrejde andre mennesker eller faktorer, at man har ondt.
Så har man nemlig truffet valget: Jeg handler.
- Det vil sikkert være svært. Der vil sikkert være barrierer. Der vil komme modstand. Og blindgyder. Men du har stadig valget!: gør noget ved dine tankehandler og fysiske handlinger. Og giv dig selv gaven eller opgaven ikke at skulle slæbe på en unødig fodlænke.
Dette indlæg vil sikkert provokere mange.
Det vil glæde mig, at der kommer respons.
Men jeg mener det i mit hjerte: Du kan hyle eller du kan handle.
Tænk over det!
Christel Sonne Rasmussen,
Psykoterapeut, coach, forfatter.
GHTime Code(s): nc nc 
Kategorier: Blandet
4 kommentarer »
Hej besøgende på CSR-Nyt weblog.
Nyeste kommentarer