Hej Christel
jeg sidder i den situation hvor min partner har været utro.
Jeg kan ikke helt fortælle hvorfor jeg fik mistanken om at noget var galt, men da min værste frygt blev bekræftiget, var der mange løgne og benægtelser om at der var foregået utroskab.
De benægtelser er der dog ikke mere, og vi er enige om at vi gerne vil forsætte vores forhold, og forsøge at tale sammen om det der er sket, hvorfor osv, når trangen melder sig.
Jeg er dog i det dilemma at jeg stadivæk ikke føler han er helt ærlig, måske for at beskytte sig selv, måske for at beskytte mig?, og når jeg fortæller at jeg selv mener at have brug for at vide alt, hvad tænkte han hvilke følelser fik han og præcis hvor langt gik de, siger han at det har jeg fået fortalt eller at det ved han da ikke for han har jo gjort det fordi han havde det skidt, og ikke var sig selv. jeg føler dog jeg har brug for at få hele forløbet fortalt hvad det end må indebære for at kunne bearbejde alt, og jeg føler at jeg den vej kan komme vidre og genopbygge min tillid til ham, lige nu føler jeg at stå fast og ikke kan finde tilliden, ik at jeg tjekker ham eller tror han kontakter den anden kvinde igen, der er jeg sikker, men jeg har brug for at forstå hele hans følsels register tanker for at komme vidre, er det helt forkert, og hvad kan jeg gøre for at få ham til at forstå hvor vigtigt det er for mig. håber du vil kunne komme med gode råd til mig. på forhånd tak for hjælpen

Hej
Tak for dit indlæg.

Jeg forstår godt dit behov for at kende forløbet og hvad det er, der er foregået.
Og det lader til, at din kæreste forsøger at undvige nogle af svarene, eller eventuelt ikke kender svarene.
Jeg vil anbefale dig følgende:

1. Allerførst skal du gøre dig og ham klart, at det er ham, der skal bygge tilliden op. Det er ham, der må vise, at han vil forny sig og gøre det, som han har "ødelagt", godt igen. Det er et meget væsentligt punkt, for hvis denne commitment ikke er til stede, er det dig, der kommer tilat bære den følelsesmæssige flade og dermed dig, der kommer til at skulle reparere et sår, som han har lavet.
2. Skriv de spørgsmål, du har ned.
   Sørg for, at der er alle de spørgsmål, som du ønsker svar på.
   Og bed ham svare skriftigt på disse.
3. Fokuser på, at det er i fremtiden, at I skal have det bedre. Derfor mener jeg, at det vigtigste spørgsmål er:
   Hvad vil blive anderledes fremover, hvis du igen får det skidt?
   -
   Og
   "hvordan vil du sikre mig, at det ikke ender et tilsvarende sted igen.

Måske kender din kæreste ikke til alle de tanker og følelser, der var forbundet med utroskaben. I hvert fald må han gøre dig klart, hvordan han "legaliserede" den . det er meget vigtigt, at du får fortalt, hvad det var, han sagde til sig selv, som bevirkede, at det kom så langt ud, som det gjorde.
Først når han er bevidst om dette og udviser evne til at "tage fat om" denne legalisering, vil du kunne føle dig mere sikker på, at han har forstået alvoren og dermed bygges tilliden op igen.
Bliver du ved med i over 1 måned at have det svært, vil jeg anbefale jer, at I opsøger en parterapeut.

Held og lykke med processen.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,

Årh, endelig et forum hvor man kan få luft. Jeg er desperat, må jeg indrømme:-(

Min mand har fået følelser for en pige på sit arbejde, de har kysset til en fest og siden været sammen på deres job (kun kys). De har udvekslet mange smser og mails, og dette er det værste for mig. Den nærhed og fortrolighed de har opnået sammen, sideløbende med at vores ægteskab blev mere og mere koldt. Og ondt. Jeg har været en skidt kone og har det dårligt med min adfærd; jeg returnerede hans kulde med endnu mere kulde og ligyldighed – selv om det i virkeligheden var det sidste jeg ville. Jeg ønskede og havde enormt brug for at tale med ham og have små kærtegn og søde smser i hverdagen. Det samme havde han sikkert, men det hele gik bare i hårdknude:-(

Jeg er gravid i 25 uge og vi har sammen yderligere en skøn datter på snart 4 år. Vi er netop flytte ind i et nybygget hus for 3 mdr siden, som vi har begge har ønsket (faktisk oprindeligt mest ham). Vi hhv. 28 og 32 år gamle og har været samen i 5½ år. Vores hverdag er presset pga arbejde og praktiske gøremål og vi har kun meget begrænset tid sammen. Jeg har i en periode været meget træt pga graviditet og derfor sovet, så snart vores datter sov. Dermed forsvandt ALT vores tid sammen. Min mand arbejder meget -også om aftenen herhjemme eller vil ellers gerne se fjernsyn eller være på nettet. Specielt i takt med at jeg blev mere og mere sammenbidt, har han haft brug for dette. Jeg fortryder inderligt min del af ulykkeligheden og føler jeg har drevet han til forholdet til den anden pige. Jeg har hakket på ham for ikke at tage nok initiativ vedr. praktiske ting i huset og vil have, at han selv ser ting selv (at jeg ikke skal bede ham om alt ting). Jeg kan se nu, at jeg har aggeret som en sur mor. Årh Jeg har også været såret over manglende interesse for baby nr 2, som er på vej og bebrejdet ham det. Tidligere har vi oplevet 4 spontane aborter sammen, så baby i maven er virkelig en ønskebaby (det troede jeg i hvert fald …)

Jeg har bedt ham om at give vores ægteskab og familieliv en chance mere -hvilket han er gået med til. Vi er enige om at søge professionel hjælp og har meget brug for det. Han har endt sit forhold til pigen fra sit arbejde, men hans hjerte er stadig hos hende, er jeg bange for. Vi bor i øjeblikket hver for sig og skal ikke holde jul sammen. Det sårer mig, at han ikke han give mig ømhed allerede nu, men ved godt det måske er for meget forlangt, når han har splittede følelser.

Min tanker går nu på, at det er en dødt projekt jeg har staretet? Kan han lære at elske mig igen? Eller bør jeg komme over svigtet, angsten for livet alene med to små børn osv. og gøre det slut, som vi begge har været inde på?

På forhånd tak.

MVH. Smilla

Kære Smilla

Mange tak for dit gribende indlæg. Det rører mig dybt at læse om jeres situation, men mener så absolut, at løbet ikke er kørt. Jeg tænker så tit på, at når man af mange grunde er “gledet fra hinanden”, og tonen er blevet hård, ja så er der jo netop som du skriver, en tendens til at tro, at græsset er grønnere på den anden side a hækken. Men jeg tror stadig på, at græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet. Og det at finde sine “vandkander” frem og at stole på, at man ved at lykkes, bygger troen på, at man kan blive lykkelige sammen igen, op – ja, det er da en indsats, som jeg tror, man vil fortryde, hvis man ikke tager fat i.

Når der er et lille nyt liv på vej, og et lille levende menneske at tage sig af, styrker det mange gange forudsætningerne for virkeligt at ville gøre en indsats. Som du selv skriver, går der tit for megen “hverdag” og arbejde i en tilværelse. Og udfordringen for jer er så absolut at bruge dette “wake – up call” til at stoppe og afklare, hvordan I både kan passe på hinanden og kærligheden, samtidig med at respekten og prioriteringen af tid jo netop må komme op til overfladen.

Uanset om man er et par eller et team på en boldbane, ja så er det sådan, at man nogle gange taber en kamp. Det er ikke det, at vi af og til har nederlag og påfører hinanden smerte, der er det største problem. For det er naturligvis også et problem. Nej, sagen er, at vi af og til taber en kamp, men at finde motivationen til at lykkes, er det allervigtigste af alle faktorer.

Man kan ikke kæmpe alle kampe på samme tid, så det er væsentligt at finde ud af, hvilke kampe I på den første del a banen vil vælge, og at begynde at tale sammen om det , der berører jer, er naturligvis en af måderne til at få trådt en sti igen.
Som jeg læser dit indlæg, tænker jeg ikke “stop nu”. Det gør jeg af og til i andre situationer, men ikke i det af dig beskrevne.
Så endelig: søg hjælp. Og søg at skabe løsninger i stedet for at fokusere på, hvorfor problemerne opstod.

Jeg håber, at jeg har kunnet indgyde dig lidt mod og tro på, at det nytter at gøre noget. Nytter at vande græsset.
Skriv endelig igen, hvis du får brug for det.

Må julefreden sænke sig og må det, at julen er hjerternes fest, blive mærkbart også for dig og dine.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Hej christel

Tak for denne side, det hjælper at læse andres historier,når man føler at alle problemer vælter ind over en.
min mand har været mig utro for 3,5 år siden.
Hvilket jeg først har fundet ud af 14 dage før jul, som jeg sagde til min mand,det her sker for andre ikke for mig, jeg har styr på tingene på min familie, men nej min mand havde jeg ikke styr på.
sammen har vi 2 dejlige børn jeg var på barsel med den yngste, jeg ved lige præcis hvornår tingene skete. min mands humør var meget dårligt, jeg trode det var hans arbejde, som han ikke var glad for.
jeg spurgt ind til om hvad der var galt flere gange, jeg har spurgt om han har en anden, men det nægtede han.
jeg gjore det klart for ham, at jeg ikke kunne leve sådan, vi måtte finde en løsning, dobbelt liv går ud over hans humør, ved jeg i dag, lige pludselig ændre alt sig, men samtidig skifter han også job, så det fik skylden.
Men ikke nok med han svigtede, det var desværre sammen med en gammel skole veninde, som jeg selvfølgelig har afbrudt alt kontakt med, deres forhold stod på ca et halv år, jeg ved han har sagt til hende, at han ikke kan sige at han elsker hende, som han kan til mig. MEN HVORFOR SÅ jeg fatter det bare ikke. beskeden kom på en sms fra hende.
Hun blev ved med at kontakte mig, besøge mig, osv. jeg føler mig virkelig udnyttet.
Jeg ved, at han blev ved med at skrive sms til hende, i lang tid efter de var stoppet, jeg har spurgt ham hvorfor, han siger det er skalkeskjul, for at hun ikke skal sige noget.
jeg ved også, at han har været hos hende 4 gange på de 6 mdr. men det er bare 4 gange for meget.
Hun har også været på besøge hos mig, hvor han køre i byen.
i sommer skulle hun flytte, hvor hun, ringede spurgte om han ville komme og hjælpe hende, men nej
det ville han ikke, havde en dårlig undskyldning som jeg undred mig over. men nu er det da dejligt at tænke på, da jeg er sikker på at forholdet for længst er slut.
Han har gjort klart fra starten, at det kun er ham til at tage skylden.
Han har selvfølgelig sagt undskyld og ville ønske han kunne skrue tiden tilbage, vil som de fleste andre mænd helst tie, og glemme hvad der er sket. men nej det er ikke nok for mig.

Da han ligesom er den eneste jeg har at snakke med, da jeg ikke har lyst til at dele dette med alle og en hver, og det er noget af det der plager mig meget, hvordan vi skal foholde os til forældre, venner, siger hun noget til vores fælles venner, som ikke ønsker, at have noget med hende at gøre, af andre grunde, jeg er lidt bange for hvad de vil sige, sikker fordi jeg altid selv har sagt, at jeg aldrig vil tilgive utroskab, men det er noget andet at stå midt i det,
vi har snakket en del, selv om han himler med øjnene når jeg bringer det på banen.

selvtillid føler jeg ikke jeg har, der er simple ting jeg ikke kan tage stilling til, hvilket jeg kunne før, jeg føler mig stresset, sikkert fordi det er i tankerne hele tiden.
vores forhold er vi enige om at kæmpe for, vi vil gøre flere ting sammen, vi går ikke i byen alene.
Lige nu er han på weekend i et andet land, hvor han spurgte om han skulle blive hjemme, han har ringet hjem 3 gange for at fortælle hvad de laver og for at sige han elsker os. nu skal det hele ikke lyde rosen rødt for det er det bestemt ikke, men jeg tror det har hjulpet at det er så længe siden, for vi havde det rigtigt godt sammen, da jeg fik denne sms.
det skal også lige nævnes at juleafens dag fik jeg endnu en sms fra hende. hvor hun skrev nogle ting som min mand og jeg ikke lige kunne nå at få snakket om, da børnene ikke skulle lide under far og mors problemer denne dag,
jeg har valgt ikke at reager på hendes sms. men det er som om hun vil mig ondt. hvorfor skal det gå ud over mig.
nu vil jeg slutte min triste historie, prøv at skrive det ned, det hjælper.

hilsen m….

Hej M
Tak for dit indlæg.
Dette svar er generelt, men formoder, at du kan bruge noget af det.

De fleste forhold kommer i krise. Om det er utroskab, manglende sexlyst, arbejdsløshed, sygdom mv., der udløser denne, så er det min opfattelse, at kun de færreste har et langt parforhold, befriet for kriser.

Når krisen banker på, er de om at så sammen. Om at vise sig selv, hinanden og omverdenen, a “her bakker vi hinanden op”, selvom modstanden er stor. Er begge parter enige om dette, er der ingen, der skal himle med øjnene eller bruge dårlige undskyldninger, hvis en part har brug for at snakke. Har man brug for at snakke, lægger man alt andet til side, for de at tale om det der er svært, er nødvendigt og faktisk en fremtidsinvestering i sit parforhold. Er dette for svært, så opsøg en erfaren parterapeut, der kan hjælpe med a løsne tingene op.

Skyldes en krise, at den ene part har været utro og bare helst vil se fremad, har jeg følgende kommentar.
Det er godt, men ikke nok at sige undskyld.

Se utroskab som, at den utro par, uden at informere om det, har overtrukket den fælles kassekredit med 200.000, og så siger “undskyld”, når det bliver opdaget.

Det er ikke nok.
Den utro part må tage ansvaret for at bygge tilliden op igen.
Og dette gøres ved at sikre, at “overtrækket” ikke bliver større, og så derefter kontinuerligt at sætte ind på “kontoen”, så overtrækket gradvist minimeres og til sidst er i balance.

Mange mænd forstår dette billede, og det er nødvendigt at forstå, at “der sættes ind på kontoen” via:
- Information, om hvor man er og hvorfor.
- Prioritering af partner, børn – og familietid
- Initiativ til at opretholde fortrolighed, via ugentlige samtaler, hvor man taler om stort og småt og løst og fast.
- Åbne mobiler og computere, så partneren ikke behøver at være bange for, at der er en “skjult kommunikation”.

Og hvis man så er bange for, at den 3. part, forsat ønsker at holde kontakt, så lad denne vide, at i står sammen.
Lad evt. venner og familie vide, at hvis de hører mystiske og splittende kommentarer fra 3. part, ja så er de altså en situation, I kender til, og så vil I gerne have det at vide for at kunne gribe ind.

Den part, der er blevet svigtet, skal finde sig et par “tillids-personer” at tale med. Det kan være en psykolog eller en nær veninde, der ikke behøver at komme med råde “det skal du ikke finde dig i, smid ham ud”. Et sted, hvor man kan få luft for sine tanker og følelser, og oplever, at de bliver modtage og respekteret…..

Og der er sikkert mange andre råd.
Mange andre ideer.
Mange andre erfaringer.

Ovenstående er blot nogle af de indsiger, der er væsentlig at have i mente.

Og husk:

Pøj pøj derude
Christel

Hej Christel.

Jeg må give alle de andre ret, hvor er det dejligt med en side som denne hvorpå man udover at få luft, kan læse andres historier, dine kompetente svar og føle sig lidt mindre alene i verden.

Min historie minder meget om de andres, ikke desto mindre har jeg brug for at komme ud med det og måske få et råd med på vejen.
For at gøre en meget lang historie kort, fik jeg for 5 måneder siden en mail fra en pige jeg ikke kendte, der i gribende detaljer fortalte om hendes affære med min kæreste. Det kom som et chok og chokket blev ikke mindre da han pure benægtede alt og sagde at den pågældende pige havde været psykisk syg i flere år. Jeg måtte dog have sandheden at vide, så valgte at ringe hende op og først da gik han til bekendelse.
Jeg besluttede, at vi skulle prøve at få det til at fungere igen og vi gik i parterapi. Vi valgte dog at droppe det igen efter et par måneder, da vi ikke rigtig fik noget ud af det. Status er nu, at vores forhold går “godt”, men indeni er jeg til tider som et nervevrag. Jeg gjorde noget meget dumt og temmelig selvnedbrydende efter min opdagelse, nemlig i et anfald af raseri og afmagt at læse alle hans gamle, personlige mails. Jeg ved det var forkert, og fortryder det bittert. Ikke desto mindre fik jeg gennem mails fra tidligere kærester, et ret sørgeligt billede af min kæreste, som en mand, der på ingen måde kan holde sig på måtten, finder det foruroligende let at lyve (hvilket jeg jo også selv erfarede) og skrider så snart tingene bliver for besværlige. Vi har naturligvis snakket meget om utroskaben og hvad vi kan gøre for at få det godt igen. Er af den overbevisning at det skal snakkes til døde, til jeg ikke har mere at snakke om, mere at forstå, om han så vil det eller ej. Han siger, at han efter utroskaben besluttede sig for at det var sidste gang nogensinde det skete, at han var for gammel til den slags, at det var for besværligt osv. Og at han naturligvis havde så stærke følelser for mig, at jeg var den rigtige, den han vil leve sit liv med, at han ikke vil gøre det igen. Og Christel, jeg vil så gerne tro på ham. Så gerne lægge de grimme tanker til side. Men jeg kan bare ikke rigtig. Kan ikke slippe tanken om, at jeg måske bare er endnu en gentagelse, spilder min tid. Men holder så meget af ham, har absolut ikke lyst til at det skal ende. Det skal siges, at han siden utroskaben, eller siden jeg opdagede det, har været den mest søde og forstående kæreste, jeg kunne ønske mig. Alt ville virkelig være godt hvis jeg dog bare for pokker kunne stole på ham igen. Men tankerne kører og det gør mig tvær. Har virkelig fået mig et knæk. Hvad skal jeg dog stille op? Hvis bare jeg vidste at han mente det han sagde, at han var færdig med alt det. Men er jo heller ikke dum, vil ikke ende som den pige der “prøver at redde ham, prøver at gøre ham god igen”. For sket er sket og det kan jeg ikke lave om på, men hvordan kommer jeg videre? VI videre? Det må meget gerne være et ret praktisk råd, da jeg tror jeg snart har læst al teori om emnet på nettet, sørgeligt nok

Endnu engang tak for en dejlig og inspirerende side, og undskyld for mit meget lange brev.

Hej Laura.

Tak for dit indlæg.
Pyha, det er da en drøj situation.
Og det er da et mørkt kapitel, I har bag jer.
Men netop som du skriver, skal du ikke påtage dig “frelserrollen”, for den vil ikke øge din livskvalitet.

Et praktisk råd:

• Hvis du ikke vil give utroskaben mere magt, så fokuser på dit eget liv. Din egen individuelle tilværelse. Så du ikke “kun” går rundt og har rollen som kæreste som den primære i dit liv.

Måden, du kan gøre dette på, er ved i adskillige situationer at spørge dig selv:
Hvad ville jeg gøre i denne situation, hvis han ikke havde været mig utro?

Jeg tror, at du med fordel kan vælge et fokus, der hedder “nu vælger jeg at stole på ham. Og så sørger jeg for i mit liv at skabe en balance imellem job, parforhold og fritid.
Lav egne aktiviteter, og bed om, at mobiler og mails er åbne, så du, hvis du får brug for det, sammen med din kæreste, kan læse mails, sms-beskeder, indtil du ikke føler behov for det længere.
Oveni må du så beslutte dig for, at hvis der opstår en graverende situation, hvor du ikke kan stole på ham, ja så slut det.

Held og lykke med det.
Se evt. dine tanker som var det en have, med ukrudt og blomster. Når ukrudtstankerne kommer til dig, så ryk dem op og fokuser på, hvad du vil lykkes med de næste 4 minutter. Så du hele tiden selv skaber små succes’er i dit eget liv.

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Hej Christel.

Forst vil jeg sige, at det er en igtig god side ud har her og du giver nogle raad. Jeg vil horer om du kan give mig nogle ogsaa for min situation med min mand kan ikke fortsaette som den gor nu.
Vi har vaeret sammen i fem aar og blev gift for halvandet aar siden. Min mand er graeker og vi bor i graekenland sammen.

Det bliver en lang smorer…

Vores forhold har ikke haft noget roligt ojeblik. Det startede med logn fra hans side af. Han havde en graesk kaereste hvilket han forst fortalte efter nogen tid. Han slog dog op med hende lige saa snart han vendt hjemme efter ferie i dk, hvor vi modte hinanden. Han ville ikke gore det over telefon med modes med hende for hun var en sod pige og fortjente ikke kun et opkald(hans ord). Dette rorte mig ikke paa dette tidspunkt. Naeste problem :Hans far ville ikke acceptere vores forhold da jeg har et barn med en anden mand, saa han gjorde virkelig vores forhold til et helvede. Men fordi vi havde ham paa nakken af os var vi rigtig gode til at snakke om vores folelser og det var meget svaert for min mand at hans far ikke ville acceptere mig, men sammen var vi saa staerke, men lige saa snart jeg tog hjem til danmark fik jeg et opkald eller en sms, at han elskede mig men troede ikke han kunne holde til dette med hans far. Jeg blev ked og samtidig vred for vi snakkede altid om lige inden jeg skulle hjem om vi skulle slutte det men han ville ikke for hans folelser for mig var for staerke. Jeg blev virkelig saaret for pigen inden mig som han ikke elskede men var en sod pige fortjente ikke kun et telefonopkald om det var slut, saa jeg tog ned til ham og bad ham om at sige det til mit ansigt for det mente jeg, jeg fortjente… Det kunne han ikke og han ville ikke gore forholdet slut. Han graed og sagde at han elskede mig saa hojt men det holdte kun lige lidt efter jeg var hjemme igen. Det skete tre gange. Det gjorde ondt men jeg elskede ham og blev ved med at kaempe. Dette stod paa i et aar. Jeg var saa paa et 3 mdr langt besog og her fandt jeg ud af nogle ting. Jeg havde vaeret der i en mdr tid og sad og var ved at tjekke min mail, og helt tilfaeldigt( og det vr det virkeligt) fryser hans computer fast og aabner op en msn samtale mellem ham og en meget ung pige og som ogsaa var dansk. Han omtaler hende som elskede og skat og honey, og sviner mig til overfor hende. Det var virkelig en kniv i hjertet, at se at den mand man ville gaa igennem ild og vand for skriver saadan om en. Han skriver at hans manipulerende ex kaereste var dukket op uden invitation, hvilket ikke passede for han havde booket min billet. Og at jeg simpelthen ikke kunne forstaa et nej og at vores forhold var slut. Jeg var sonderknust! Jeg konfrontere ham med dette og han fortaeller mig at han havde gemt den der for at jeg skulle se den og tage hjem. Jeg siger det er fint og at jeg ville bo hos min veninde jeg havde fundet dernede indtil mit fly gik hjem igen. Om vinteren er det meget svaert at finde flybilletter der er til at betale fra Kreta, og det er ikke lige naeste dag. Jeg gaar op for at pakke mine ting og han kommer saa graedende op efter lidt tid og siger at han vil have at jeg bliver her indtil jeg skulle med et fly. Det gaar jeg saa med til efter noget tid vi har snakket om det der var sket. Jeg leder med det samme efter en billet hjem men den eneste der var til at betale var forst om 8 dage og mit kreditkort ville ikke gaa igennem saa jeg beder ham om at betale, men han vil ikke have at jeg tager hjem. Jeg beder ham om at booke for jeg vil hjem og det var slut mellem os. Jeg gaar fuldstaendigt ned med flaget og den samtale mellem ham og pigen bliver ved med at korer rundt i mit hoved. Jeg folte mig saa beskidt og billig, for jeg kunne se paa datoen fra samtalen, at han hade sagt til mig den aften at han skulle lige ned og besvare mails og bagefter skulle vi hygge. Saa jeg folte at han havde snakket med hende og skulle bagefter have et sted at klare det sidste som hun jo ikke kunne fra dk. Naar jeg husker tilbage paa den tid, kan jeg slet ikke kende mig selv og foler at jeg har staaet ved siden af mig selv ok kigget pa mig. Jeg sidder dagen lang og graeder og ryster, kan intet spise og hvis jeg fik lidt ned kastede jeg alt op igen. Jeg bliver ved med at sporge ind til hende pigen for jeg mangler nogle svar, og han fortaeller at hun er saa speciel og uskyldig og det er fuldstaendig paa bolgelaengde. Jeg finder ud af at de har haft kontakt i over seks mdr og han har bedt hende om at komme til oen for at de kunne vaere sammen, men hun vil ikke for hun skulle lige gore det sidste aar af gymnasiet faerdigt og saa videre paa uni. Han er 34 og hun er 19 aar. Det har jeg meget svaert ved at forholde mig til at en mand i den alder kan have noget korende med en saa ung.
Jeg ender med at vaere paa oen i over en mdr for han vil ikke have at jeg rejser. Jeg sidder i et zombie lignende tilstand og han prover paa alt og undskylder tusind gange over hvad han har gjort, men jeg sidder med folelsen af at hele vores forhold har vaeret en logn fra hans side af. Vi har intet sexualt sammen i meget lang tid for bare at han rorte mig folte jeg mig endnu mere beskidt og billig, og han stopper ogsaa indtil en aften hvor jeg siger at han kan bare gore det og faa det overstaaet hurtigt. Jeg graeder under hele forlobet og har det rigtigt daarligt bagefter. Jeg tager hjem ugen efter hvor vi har den sidste tid talt om hvad der skulle ske med os. Han vil have at vi fortsaetter og han vil ikke miste mig, og han tager mig med ud for at kigge paa lejlighed saa vi kan komme vaek fra hans far som stadig spoger ogsaa.

Efter to uger jeg er kommet hjem og han stadig kigger efter et sted til os at bo finder jeg ud af at jg er blevet gravid, og han er jublende glad ovet at pgen han elsker over hele jorden venter han barn(hans ord), men den glaede vare kun kort…

Han begynder pudselig at opforer sig kold over for i tlf og svare ikke mine sms’er eller emails. Men saa kommer bomben en mdr efter jeg fadt ud af jef var gravid. Hantrede ikke paa jeg var gravid og hvis jeg endelig var havde det vaeret min plan fo starten af for at holde paa ham. Det gjorde virkelig ondt og igen vred han en kniv rundt i mit hjerte, for jeg kunne slet ike forstaa hvordan han kunne tro det om mig, og han slet ikke kendte mig. Vi snakker ikke rigtig sammen kun nogle faa gange over mail hvo jeg prover at faa klaret det med barnet , for jeg ville stadig beholde det. Det var saa forkert for mig forst at ville beholde os saa faa abort. Men han sviner mig kun til.

Jeg tager saa med min mor og mand paa ferie til kreta da jeg er fem mdr henne og modes saa med saa han kan se at den var god nok og faa at han kunne faa et scanningsbillede. Han havde saa faaet en ny kaeeste, dansk guide og hun var flyttet ind hos ham. De havde modt hinanden lige efter jeg havde fundet ud af at jeg var gravid, hvilket saa var grunden til hans opforelse. Det gjorde mig ondt men alligevel kunne jeg kun grine for jeg kunne stadig se at han elskede mig.
Og ganske rigtigt, han begyndte at skrive om vi kunne prove igen og at han havde slaaet op med den anden men un skulle bo hos ham indtil hun fandt en lejlighed dk, men han havde fundet en lejlighed til mig et stykke fra hvor han boede. Jeg takkede nej tak til tilbudet og hvis han ville noget skulle han nok prove at afsluttet et forhold rigtigt inden han startede et nyt op, og hvis han virkelig mente hvad han sagde kom han til dk i nogle mdr, for jeg rejste ikke nu.
Han kontakter mig ikke saa meget efter dette, det er hans danske kaerestse der skriver, hvilket gor mig meget vred for det er ikke mig og hede der venter barn, men mig og ham.

Jeg foder saa vores dreng i nov. Jeg skriver til ham da vandet gaar for det gaar en mdr fortidigt, men hans far er blevet alvorligt syg med en svulst i hjernen, hvilket var forklaring paa hans maerkelige opforelse overfor mig. Han skriver saa forst efter nogle dage for at horer om jeg har fodt for hans mor havde fortalt ham at man fodte naar vandet var gaaet… Jeg var vred overfor barnet og flov paa hans vegne for personallet paa neo blev ved med at sporge til faren og hvordan han dog kunne vaere ligeglad med saadan en vidunderlig dreng.

Han begynder saa at ringe ugentligt med en stemme som om han var ofret hvlket efter halvanden mdr faar mig til at eksplodere i tlf. at han var ikke ofret og han skulle ikke ringe hvis det var med den tone for han havde selv taget sit valg og jeg mit mht barnet. Jeg skulle nok tage mig af det uden hans hjaelp.
Han begynder igen efter kort tid om at han vil have mig tilbage og ringer om natten at an elsker mig og om jeg nogensinde kunne tilgive ham for hvad han havde gjort mod mig. Det viser sig saa at den nye kaereste ogsaa var blevet gravid, men det fortaeller han mig ikke for hun er syv mdr henne og de seks af dem han han hver dag kontaktet mig og ville have mig tilbage.
Hans mor og far og soster har ligeledes kontaktet mig for at faa mig og den lille til kreta saa de kunne se ham og sosteren prover meget paa at faa mig overtalt til at tage hendes bror tilbage for det var mig han elskede. Moren og faren ber mig om at komme saa faren kan se den lille for han havde ikke laenge tilbage saa jeg tager tre dage paa kreta me den lille(9mdr paa dette tidspunkt. )

Det ele ender med efter de tre dage paa kreta at mig og hans gravide(8mdr) sidder i samme fly til danmark.

Han havde fortalt hende at han ikke elskede hende og han maatte for forste gang folge sit hjerte og en af hans born ville vaere uden far, men han ville vaere med den han elskede og havde hele tiden elsket. Han havde ogsaa vaeret paa knae for mig, hvor jeg hade svaret at han havde en kaereste ha planlagde aegteskab med og bigami ikke var noget for mig, men det var forbi mellem ham og hende… Lyder helt som en film.

Efter at vaere kommet hjem om aften med flyet ringer han for at horer om den lille og mig var kommet godt hjem og han sporger mig igen om jeg vil tage ham tilbage og hvor meget han elskede mig. Jeg siger han skal holde den i bukserne og naar saeson var slut kunne komme til dk og vi maatte se om vi kunne redde forholdet efter alt der var sket.

Ex kaersten ender saa med at dukke op efter tre dage i dk paa kreta igen men de bor ikke sammen siger han, Hun bor i familiens sommerhus overfor. Han fortaeller mig at han taenkte paa at lade hende fode her og saa sende hende hjem efter barnet er fodt.

Jeg mener saa ikke vi har noget at snakke om mht ham og mig og at han skal redde forholdet med hende og vi havde ike brug for ham for vi havde klaret os fint uden ham indtil nu.

Hun bliver saa smidt paa et fly efter tre uger hvor han konstant kontakter mig og ber mig om at vente og give ham lidt tid. Jeg er meget kort og aabner mig ikke for ham for jeg har hort det hele saa mange gange og det har altid kun vaeret od fra hans side af.

Men ike denne gang og han kommer til dk. Og han har lange samtaler med min mor, om hvad ved jeg ikke og hun hadet ham men efter snakke med ham siger hun ogsaa at hu tror han er oprigtig. Jeg beder om hendes mening ofr jeg ville ikke tage en forkert beslutning med hjertet for jeg elskede ham stadig og hun vidste mine folelser for ham, men denne gang ville jeg have hjernen med saa jeg ikke stod som for i tiden med ham.

Jeg prover at tilgive ham og vi ender med at blive gift efter kort tid.

Han fortaeller mig saa at ham og ex kaeresten havde vaeret sammen sexuelt da hun var kommet tilbage, og dett slaar mig totalt ud og jg foler mig saa dum IGEN over at have troet paa ham, og denne var alt opsagt i dk. ingen lejlighed, intet job-ingenting..

Og det er saa her jeg er nu. Han har aendret sig og han viser mig at han elsker mig og fortaeller alle om hans folelser for mig og vor fantastisk jeg er, men jeg har hele tiden den der tanke… Er det nu sandt? Han har snydt dig for hvor du troede paa ham at du var hans eneste ene? Og jeg kan slet ikke forstaa hvordan han kunne vaere sammen med hende lige efter han har snakket med mig tlf og sagt hvor meget han elskede mig. Han siger at han fortrod det og det skule aldrig vaeret sket og han undskylder hele tiden, men det er bare ikke nok. Han siger han vil gore alt for mig jeg skal bare sige det, saa jeg kan tilgive ham, men jeg ved slet ikke hvad han skal gore. og nu efter halvandet aar er det der stadig. eg foler mig saa usikker og ved ikke om det er i morgen jeg bliver kasseret som gaarsdagens affald. Jeg har med hans accept tjekket alle hans mails og har fundet mange ting som har saaret mig og har vist mig ednu mere at vores forhold for i tiden har vaeret en stor logn fra hans side, og han bliver ved med at fortaelle at han vil saa gerne have det forhold tilbage som vi havde for, men det vil jeg ikke for jeg ved ikke hvad der var sandt eler falskt.
Jeg kan set ike finde hoved eler hale i noget mere og ved ikke hvornaar jeg skal stole paa ham, for der har vaeret episoder hvor han har sagt at han var der og der men var det ikke, o jeg kan ikke have de logne. Og de hjaelper mig slet ikke i at faa tilliden tilbage. Han er stoppet med sine logne om hvor han er for sidst sagde jeg helt slut og ville ikke mere med ham og mig. Og det har ogsaa hjulpet, men det er som om naar vi har haft en god periode og jeg er rigtig glad som for i tiden bliver jeg grebet af en panik om at jeg skal stadig vaere paa vagt og saa begynder alt sammen at komme op i mig igen.. Er der noget jeg kan gore naar jeg begynder at panikke saa det ikke korer helt op i en spids? Jeg elsker ham virkelig men nogen gange er jeg ogsaa i tvivl om hvem han egentligt er, pga af alle de logne.
Saa har du et raad til mig eller er det en haablos situation som det foles?

Med venlig hilsen

Maj

Tak for dit indlæg

Når kærligheden er en værdi, som man oplever, er større end tillid og respekt, vil man oftest opleve at være en del af et forhold, hvor der skal kæmpes meget.

Mit råd er at I ugentligt har en “snakkestund”, hvor I taler om ugen, der er gået, og taler om hvordan I har haft det hver især – “ugens ups and downs, dig, mig og os” – og holder fokus på kun at tale om den uge, der er gået.
Holder I hver eneste uge et sådant “team-møde”, vil jeres fortrolighed og tillid langsomt vokse op. Det vil minimere din panik, og vil gøre, at I kan lægge fortiden bag jer. For det bliver I nødt til.
Jeg vil anbefale dig personligt at få terapi, for at få helet de minder, der smerter og for at du kan bevare din styrke. Så du bliver ved at sætte dine grænser.

Jeg tror, at det er realistik at indstille sig på, at der bliver mange små og store kampe, indimellem kærlighesscenerne.

For din historie fortæller mig, at selvom der har været løgne, utroskab og svigt, så har det hver gang været fordi, at “jeg elsker dig”- udtalelser og handlinger åbenbart har vejet tungere.
Kærligheden har en pris.

Og et hvert menneske har magten over og ansvaret for sit eget liv og sin egen livskvalitet.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel. Jeg har lige sendt dig et indlæg herfra, men den sendte sig selv, inden jeg fik udfyldt min mailadresse og fik skrevet “venlig hilsen”… Håber du har tålmodighed til at svare på min lange besked alligevel… Venlig hilsen S…

Hej Christel

Jeg ved ikke om den her hjemmeside virker mere eller om du besvare folks kommentare mere, men jeg prøver lykken alligevel, mest af alt fordi jeg er nød til at finde klarhed i det rod mig og min kæreste er i lige nu.
Mig og min kæreste har nu været sammen i lidt over fem år, og det har svinget meget, især også fordi vi har holdt pauser fra hinanden. Vi har haft så mange problemer nu at vi ikke ved hvad vi skal gøre og ikke ved om det ville være smart og komme til noget par terapi .. mest af alt også frygt for at psykologen ville mene at vi er for unge. Men til at komme til selve problemet..
Det hele startede med i starten af forholdet, hvor jeg mistede tilliden til ham, fordi han skrev noget til andre som ikke er okay når man er i et forhold og efter 6 måneder gik fra mig for at være sammen med en anden, men det varede ikke længe før ham og mig var sammen igen og jeg har så lige siden har haft svært ved at finde tilliden tilbage til ham også selvom jeg har prøvet og prøvet, men den er bare aldrig rigtig kommet.
Det ente så med jeg har 8 måneder siden var ham utro og jeg fortryder som en i helvede, og jeg har virkelig kæmpet for at få hans tillid tilbage, men vi kommer bare ingen vejne. Ingen af os har tilliden til hinanden, men ingen af os kan få os til at give slip på det forhold vi har kæmpet for at virke i over 5 år .. Og ingen af os ved hvordan vi skal komme videre.
Hende han var sammen med nægter han og stoppe med at snakke med da det et eller andet sted er hans eneste ven udover mig, og jeg nægter og stoppe med at snakke med ham jeg var utro med da han er den eneste udover min kæreste som jeg har og snakke med, eller som har forståelse for at jeg går igennem en hård tid da jeg har en depression. Det er en ond cirkel og vi vil så gerne have det her til og fungere uden det burde være nødvendigt, og miste en ven for det..
Er der noget man kan gøre for at skabe en tillid igen? .. Vi har prøvet og snakke om det, men det ender altid med at vi sidder og hakker ned på hinanden istedet for at finde ud af hvad problemet er. Jeg har prøvet og komme med forslag men det ser bare ikke ud til og virke. Han er så bange for at jeg vil såre ham igen at han ikke tør åbne sig fuldt over for mig, før jeg har bevist for ham at det er ham jeg vil være sammen med, og jeg går og kæmper med at stole på ham, og har bare svært ved det når han ikke tør åbne sig over for mig ..
Derudover kan han ikke forstå hvorfor jeg har så svært ved at få tilliden til ham da det er over 4,5 år siden at det skete, men jeg føler bare ikke at der blev bygget på tilliden nogensinde før nu, og samtidig med at får et par år siden fandt nogle beskeder jeg ikke mente var okay når man var i et forhold.
Kan du hjælpe os ? Eller er der intet håb for os mere ? Jeg håber du svare også selvom det er over et år siden nogen har skrevet herinde, men jeg vil nu prøve heldet alligevel.

Med Venlig Hilsen
Michelle

Hej Michelle

Tak for dit indlæg.
Som jeg ser det, er den mest vitale værdi udover kærlighed, at man har tillid til hinanden.
Når man, som I begge to har, kæmpet for atter at stole på den anden og stole på, at den anden er i stand til helt og fuldt at rette sin(e) fejl, mener jeg, at det er bedre at sige “tak for kampen” og i stedet for at blive sammen og gøre hverdagene svære, så komme videre hver for sig og finde lykken derude.
Umiddelbart synes jeg, at det er unødigt at gå i parterapi, hvis det har været så svært at bygge tilliden op kombineret med at der har været utroskab mv.
Det, jeg tror, der gør, at I hænger fast, er at I jo kender hinanden godt og har en ret stor tryghedszone. Men hvis der hverken er barn eller børn, ja så er min klare anbefaling, at I søger videre og siger tak for kampen. Via hinanden har I lært meget, og måske mest om, hvor hinandens grænser går.

Man kan ikke lave omelet uden at knække nogle æg.

Venlig hilsen
Christel Sonne

Hej Christel

Min kæreste og jeg har nogle problemer i vores parforhold, som vi har svært at komme igennem. Vi er begge meget unge henholdsvis 21 og 23 år, men har været sammen i godt 4 år. Vi har i den grad været med til at forme hinanden, og gøre hinanden til de personer vi er i dag. Det har været et forhold med mange op- og nedture, men jeg er ikke et sekund i tvivl om at vores kærlighed til hinanden er virkelig stærk, og at den kan bære os igennem meget mere, jeg ved bare ikke hvordan vi skal arbejde med det, for det sker jo ikke af sig selv.
Sagen er den at jeg (som i de andre indlæg på siden) har mistet tilliden fuldstændigt til min kæreste. Grunden til den manglende tillid er i dette tilfælde ikke utroskab, men derimod at min kæreste gennem adskillige år har haft et misbrug af ”weekend-stoffer”, som jeg i starten af forholdet ikke kendte til. Det kom jeg dog til efter et stykke tid. Inderst inde havde jeg haft en mistanke fra starten, som jeg nok ikke turde følge op på. Da det kom frem, gjorde jeg det klart at jeg har nul tolerance over for stoffer og det der ligner. Jeg er vokset op i en kaotisk familie, med alkoholmisbrug på flere fronter, og har en storebror der er stofmisbruger af heroin og har været misbruger i over 10 år.
Da det gik op for mig at jeg selv var i færd med at fortsætte det negative familiemønster blev jeg rædselsslagen. Men jeg blev jo lovet af min kæreste, at han var færdig med stofferne, fordi han ville have mig i sit liv. Sådan blev det desværre bare ikke, og jeg har siden fundet ud af at der har været adskillige episoder hvor jeg har haft mistanke til ham, men hvor han i den grad har benægtet så jeg til sidst troede ham.
Men på trods af disse ting er det lykkedes os at opbygge en relation hvor han med tiden gradvist har fået den samvittighed han aldrig har haft (hans egne ord). En samvittighed der resulterede i at der pludselig begyndte at vælte skeletter ud af skabet når vi havde en dyb samtale. Pludselig oplevede jeg, at langt de fleste gange jeg havde haft mistanke om at han havde taget stoffer, simpelthen var fordi det var det der var forgået. Afsløringerne er kommet hen ad vejen og jeg ved at det har været svært for ham at få det bragt frem i lyset, og at det gør ondt på ham at vide hvad det gør ved mig.
For halvandet år siden gik vi fra hinanden i et par måneder. I tiden hvor vi var fra hinanden eskalerede hans misbrug til også at omfatte hverdagene, hvilket jeg ikke vidste på daværende tidspunkt. Jeg kunne ikke længere holde til at han aldrig var hjemme (jobbet gør at han er hjemmefra i flere måneder af gangen), og når han endelig var ”hjemme” så stod den på byture med drengene flere gange om ugen. Det hele var præget af mistillid, og en oplevelse af at jeg i den grad blev nedprioriteret og kommunikationen om de ting der virkelig betyder noget, var nærmest ikke-eksisterende.
Alligevel fandt vi ud af at vi ikke kunne undvære hinanden og besluttede os for at prøve igen – denne gang med stor indsats fra ham. Det hele kulminerede da jeg, efter vi havde været sammen igen et stykke tid, fandt ud af at jeg igen i den grad var blevet løjet for. Resultatet blev at vi fik snakket grundigt om hvad der skulle til for at vi kunne fortsætte. Det er nu et år siden, og min kæreste har i tiden siden sorteret utroligt mange mennesker fra sin omgangskreds, skåret meget ned på antallet af byturene (og kun med de gode kammerater), så vores forhold nu er førsteprioritet. Han har i høj grad arbejdet for at stoffer ikke skal være en del af fremtiden. Vi er blevet bedre til at tale åbent og ærligt om de ting vi tænker og føler. Jeg vidste for et år siden, at han ville fristet og sikkert falde i, eftersom misbruget har stået på så længe og været så omfattende. Men jeg forlangte at få sandheden hvis det skete. Én gang kort tid efter, fortalte han mig at det var gået galt, og at han var dybt ulykkelig over at det var sket igen, men vi valgte at se fremad.
Tilliden var så småt begyndt at vende tilbage, fordi jeg oplevede en åbenhed jeg aldrig har oplevet mellem os før. Men så gik det galt igen for 2 mdr. siden. Jeg kunne mærke det i det øjeblik han trådte ind ad døren sent om natten efter en bytur. Jeg udspurgte ham på min sædvanlige detektiv-facon men han benægtede. Om morgenen spurgte jeg igen og denne gang faldt løgnen fra hinanden. Han havde mødt et af de gamle hoveder i byen, og havde fået noget tilbudt, og var for fuld til at modstå det.
Det var som om 4 års fortvivlelse, og et helt livs svigt og løgne bare skyllede ind over mig fra det øjeblik. Nu føler jeg mig igen konstant paranoid og kontrollerende, og er hele tiden bange for hvad han fortager sig hvis han ikke er hjemme. Han forstår og accepterer at det er sådan jeg har det, og gør hvad han kan for at bevise at han kan være min tillid værdig. Hvis han tager i byen, taler vi om det inden, og han ringer ofte en gang eller to mens han er af sted, for at fortælle hvad han laver og med hvem. Tidligere sov han ofte hos kammeraterne efter en bytur, men nu kommer han hjem og sover, fordi han ønsker at kunne se mig i øjnene og fortælle mig at der ikke er sket noget. Jeg oplever ham som værende åben og ærlig, men alligevel er min tillid væk, og jeg får det dårligt mentalt såvel som fysisk når han er ude, selvom han ringer hjem.
Hvad skal til? Vi har talt om parterapi, men er der nogle ting vi kan gøre selv for at få en ren tavle og genfinde tilliden?
Det lyder måske lidt grotesk at sige, at vi har det bedre end nogensinde før, men sådan føles det faktisk tit. Min kæreste er kærlig, omsorgsfuld og betænksom, og jeg ved at jeg altid kan finde trøst og støtte hos ham, hvis der er problemer med min familie, og jeg elsker ham dybt og inderligt. Men hvad hjælper det, når jeg ikke stoler på ham i forhold til det andet?
Undskyld det lange brev, håber det giver nogenlunde mening. 4 år er svære at få forklaret på et stykke papir.
Håber siden stadig er i brug, kunne godt bruge et råd

Venlig hilsen mig

Hej “mig”

Tak for dit indlæg.
For at komme videre, og når jeg skriver det, så mener jeg: for at kunne agere og ikke primært reagere, har jeg følgende forslag:
Du, den kvindelige part, må sætte dig ned og skrive en liste over:
Hvad kan jeg stole på hos min kæreste?

For det er en for hård dom at sige, at du ingen tillid har overhovedet. Det er værd at du gør dig klart, hvor du har tillid.
Din kæreste kan selv følgelig, hvis han vil, gå til møder i NA, anonyme narkomaner, eller I kan have en aftale om, at han aflægger en urinprøve, hvis du er i tvivl (de kan købes på apoteket og vil indenfor få minutter afklare, hvorvidt han har indtaget euforisreende stoffer eller ej.
Den tvivl, du har, handler naturligvis også om din egen fortid. Formentligt reagerer du meget mere voldsomt på “uforudsigelighed” end andre, fordi jeg skønner, at du er vokset i et miljø, hvor der er en høj grad af dette.
Det, der er vigtigt, er at du skelner imellem det, der hører fortiden til – og det, der hører jeres parforhold til.
Den skelnen er afgørende, at du øver dig i.
Ellers vil du blive ved at være meget urimelig og anklagende, og det er ikke værdigt for nogen af jer, at en for kritisk og bebrejdende dynamik er for stærk i jeres forhold.

Og husk:
Tilgivelse er at opgive håbet om, at fortiden blivemr meget bedre.

Når der er gensidig tillid, er det en kombinationen af Åbenhed Rimelighed Pålidelighed og Evnerne til at rette de fejltrin, vi laver.

Parterapi kan være en mulighed.
Men prøv at se, om I kan finde vejen.

Venlig hilsen
Christel Sonne