Som par taler man selvfølgelig om utroskab på et eller andet tidspunkt i forholdet. Det gjorde vi også, og jeg havde klare grænser, som han også fik at vide. Han selv, sagde at havde en part været utro, havde man selv gjort det forbi.

Jeg vidste ikke, at han var utro, men noget i adfærden begyndte at få mig til at spekulere, og jeg begyndte at lægge mærke til hvad, der var mistænkeligt.
Jeg havde ved lejlighed, sagt at jeg ikke accepterede utroskab, og han var selv af den mening, at var man utro havde man selv gjort det forbi, og han vil aldrig selv acceptere, hvis jeg var den utro part. Så var jeg blevet smidt ud på stedet.

Bitter ? ja det kan man roligt sige, jeg har kæmpet i modgang, og nydt i medgang. Men en lukket mand, der ikke kan erkende sine "sider" er meget svær at løse konflikter med, og det var den slags mand jeg levede sammen med. Jeg har ikke ladet min mand sejle sin egen sø, og ladet ham være utro, det er nogle friheder han selv har taget, viste det sig. Det drejer sig om flere partnere, jeg kan ikke sige hvor længe det har stået på, da dette også er foregået på rejser.

Han har ikke på noget tidspunkt ønsket skilsmisse, tværtimod, har han nægtet, og vil ikke skrive under, jeg kan få mig en advokat, og så kan vi tale sammen ad den vej. Total afvisning. Jeg blander ikke noget sammen. Det viser sig at han løser sine/vores konflikter ved at klappe munden i, og bolle ved siden af. Hvor langt er man så nået ? jeg mener at man må erkende, og så tage den der fra.
Det er det usagte og løgnene der er det værste, han kunne så også vedkende sig det, og græde snot, og vi kunne forsones, men jeg tror at har man været utro een gang, vil man gøre det igen, det er han jo beviset på. Jeg ved der findes noget bedre en det jeg havde, så jeg er ikke bange for at være alene, måske møder jeg min soulmate snart, eller også går der mange år, hvem ved ?

Men han har i sidste ende taget beslutningen, dog uden at tage ansvaret, og det er mig der må gå.

Jeg er mere lettet end bitter, og jeg ved at han har det rigtig skidt og er meget ulykkelig, og ja, han ved han har mistet en god kone. Problemet ligger inden i ham selv, der må være så mange ubearbejdede ting og han vil ikke arbejde med dem. Altså jeg ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden, men nissen flytter altså med, hvis han ikke løser sit problem, eller bare prøver at erkende det. Det har intet med mig som person at gøre, det ansvar vil jeg ikke tage.

For mig at se så blander du to ting sammen. Der er forskel på et MEGET langt utroskabsforløb, og et engangs foretagende. Jeg kan høre at du er en meget bitter kvinde, men at vente i 11 år på at manden skal forandre sig er også at køre den rigtig langt ud. Min mand har skam været mig utro,(heldigvis over en meget kort periode) og ja det gør forbandet ondt det er nu snart 1½ år siden og jeg kan stadig have det rigtig dårligt over det, men vi vælger selv hvilken vej vi vil gå, vil vi blive, eller ej. Jeg undskylder det ikke med at jeg elsker ham, og derfor bliver jeg hos ham, for jeg må sige at en stor del af den kærlighed jeg havde til ham er tabt, og måske også for evigt. Vores ægteskab var, ifølge mig, også sundt, ligesom alle de andres her på bloggen, men der er desværre mange årsager til at dette sker. Jeg har valgt at blive, endnu, for at se om vi kan få det til at fungere, for at se om vi er stærke nok til at klare krisen. Så jeg vil sige dig at det er ikke alle som bliver fordi kærligheden er for stor til den anden part uanset hvor meget han/hun har såret. Så jeg syntes ikke man kan brække sig over at ens partner har gjort det engang, men man kan brække sig over at du har ladet DIN mand gøre det ved dig i 11 år. Så det er helt forståeligt at du har det sådan. Men tillykke til dig, fordi du langt om længe har taget det skridt og vil leve dit eget liv, for det er et stort skridt at tage. Og vær ikke bekymret for dine drenge de skal nok klare sig. Mange kærlige tanker til dig.

Jeg har læst de fleste indlæg, og al den kærlighed og selvopofrelse jeg ser, er jeg ved at brække mig over. Mændene træder godt og grundigt på jer, og i lægger jer som en dørmåtte for ham. Han boller ved siden af, og i retfærdiggør det selv med kærlighed til manden. Han er da ligeglad !!!! han vil aldrig komme til at elske jer på den måde i selv ønsker, for kærligheden og forelskelsen ligger i et andet kvindehjerte.

Jeg selv lever sammen med en struds, men ikke ret meget længere. Han har i alle de 11 år vi har levet sammen bollet ved siden af. Og han benægter, tager ikke ansvar, fortsætter, og spørger mig om jeg ikke synes at han er god ved mig ??????

Nej fanme nej, det er han ikke. Det er ikke nok at være sød ved mig…..Konflikter løser man indbyrdes og ikke ved at køre et dobbeltliv. Utroskab bidrager ikke til et godt ægteskab, tværtimod, jeg kan se på jeres indlæg, at i stadig er ulykkelige, og skal forholde jer til nye følelser, og at han samtidig ikke selv tager ansvar. Vågn dog op kvinder !!!!!!
Læs lige bogen der hedder "kvinder der elsker for meget" jeg læser jeres indlæg, hvor det handler om chock, erkendelse, ulykkelighed og deslige, for at ende med at han stadig ikke har taget ansvar !!!!
Sig mig engang er i barnepiger for jeres mænd ???

Jeg forlader selv mine to sønner, da jeg har erkendt at jeg ikke vil leve sammen med min mand længere. Han vil ikke vedkende sig hans utro sider og dobbeltliv. Jeg har konfronteret ham med det, og når han ikke vil indrømme, er der ikke noget at bygge videre på, andet end at forholdet naturligvis bare bliver dårligere, og hvem går det ud over ??? børnene.

Jeg har for stor kærlighed til at mine drenge skal leve med forældre der ikke trives og ikke stoler på hinanden, jow min mand stoler på mig, af gode grunde, men jeg har mistet alt for ham, der er ikke noget at bygge videre på. Jeg har for stor kærlighed til mine drenge, til at rykke dem op fra deres trygge hverdag. Jeg kan ikke give dem den samme tryghed, der hvor jeg nu flytter hen. De har det bedre her hvor de er, og jeg må bide i det sure æble, for nu vil jeg ikke længere bedrages, og leve sammen med en benægter. Det er det værste jeg har gjort i mit liv, at forlade mine børn. Og jeg tilgiver mig aldrig for det. Men jeg er nød til det, for jeg vil ikke byde mine børn, forældre med vores problemer. Og jeg vil aldrig få bygget tilliden op til min snart eksmand, det er håbløst, og det tror jeg ligeledes det er for jer forsmåede kvinder. Er der noget der har ændret sig ? tror i ikke at de først vender sig rigtig mod jer når de selv er blevet importente, og ikke kan scor ude ?.

Livet er for kort til en mand der bedrager mig, og jeg må nøjes med at være ferie mor, for jeg flytter langt væk. Jeg starter et nyt liv, måske med eller uden mand, men jeg får mit eget liv, som jeg kan forholde mig til i tryghed, det kan jeg nemlig ikke med mine børne far, hvornår er det ham der losser mig ud, hvis jeg bliver ?? Jeg kan da slet ikke tale med min snart eksmand, han siger hvergang jeg prøver "begynder du nu igen, jeg troede vi skulle hygge os"

Farvel og tak til 11 forspilte år. Jeg troede også engang at vi havde det godt, det fandt jeg ud af vi ikke havde.

Tak for et viist og modent indlæg.
Der er stor sandhed i det, du har skrevet.

Venlig hilsen
Christel.

Udviklingen i forløbet er nu at hun ikke har kunnet slippe forelskelsen i den anden, selvom hun ikke har haft kontakt med vedkommende i 3 uger. Det har stadig spøgt som i hende, så som konsekvens af at jeg sagde jeg ikke kunne være i venteposition mere, er hun flyttet ud, og vi har formelt afbrudt vores samliv. Hun kan så følge op på den anden hvis hun ikke kan lade være, og jeg kan komme videre. Det har været alt for opslidende at stå og vente på at hun skulle vælge mellem mig og en anden person, og der er ikke rigtig sket noget i hendes proces, selvom hun har ønsket det. Som om hun stadig ikke forstår hvad det er der foregår i hende. Det føles faktisk som en lettelse at komme videre, uden jeg dermed ved hvad der skal ske og det er selvfølgelig meget sorgfuldt og rystende, men nu kan jeg fokusere på min egen proces og bliver ikke hele tiden trukket over i hendes uklarhed og rod. Det kan dog være at denne beslutning er det wake-up-call hun har brug for, men om det er for sent vil vise sig. Jeg tager en dag af gangen.

Henrik

Tak for dit indlæg.

Jeg tror, at det er vigtigt, når chokeffekten har lagt sig, at se din kones kortvarige affære som et "wake-up-call". Jeg læser i dit indlæg om et tæt forhold imellem du og din kone, og som du beskriver har der alligevel æret en uligevægt på det rent erotiske plan, hvor du har haft mere lyst end hende.
Jeg er uenig med dig i, at kvinder har mindre lyst end mænd. Tænker snarere, at det drejer sig om at finde ud af, hvordan man "tænder" hinanden, og mange gange sker denne "tænding" hos kvinden, når dialog og samarbejde fungerer. Og når der antallet af skuffelser er få, og der ikke lægges et forventningspres, rent seksuelt.

Hvis du ønsker at forstå kvindens passionbegær, ja så kunne det være en ide at opsøge en sexolog.  Som sikkert kunne kaste lys over dette tema, og anvise, hvordan jeres erotiske liv kan opfriskes.  Hvis I da altså bliver sammen.

Din kone har haft troet, ganske kortvarigt, at græsset var grønnere på den anden side.

Nu har I så udfordringen, der hedder:

• Er græsset ikke grønnest der, hvor det bliver vandet ?

Held og lykke med processen.
Tak for bogtippet.
Den er der sikkert mange, der får glæde af.

Christel

Jeg sad netop og undrede mig over at ingen indlæg handlede om kvinder der havde haft sidespring. Der skal jo ligesom 2 til at lave et sidespring…
Jeg er i samme situation som Michael.

Min kone som jeg har været sammen med i 8 år har for 2 mdr siden haft en affære over 3 uger. Hun kunne ikke rigtig leve med løgnen fordi vi altid har haft et meget tæt og ærligt forhold, og hun følte måtte "bekende sine synder". Det er for mig både MEGET svært at acceptere det fysiske bedrag men det der i skrivende stund er meget hårdt, er at hun ikke er færdig med forelskelsen. Hun har accepteret ikke at se 3. part mere fordi hun vil finde ud af hvad der skete i hende siden hun pludselig kunne sætte et på mange måder velfungerende og kærligt familieliv med 2 små børn over styr. Det konkrete i affæren blev afsløret i flere tempi, hvor det var mig der måtte gå hende på klingen fordi jeg kunne mærke der var noget der ikke stemte. Hun har kunnet kigge mig lige ind i øjnene flere gange og sige "mere skete der ikke". Men så har det vist sig der alligevel skete mere og det ryster mig i min grundvold. Faktisk gør udvidelsen af affæren ingen forskel, men det at hun kan lyve uden at blinke og uden at jeg kan mærke det – hun som jeg var og på en måde stadig er meget tæt på, det siger mig at hun er i stand til at lyve om hvad som helst hvornår som helst. Den kvinde jeg kendte var ærlig, reflekterende, omsorgsfuld, men hvordan kan hun så lyve uden at det kan ses – uden at det "koster". Ordet 'benægtelse' poppede op i mit hoved og derfor fandt jeg denne blog. Selvom vi var meget tæt, har der altid været et tema om det seksuelle, hvor hun havde mindre lyst – men "det har kvinder jo åbenbart"…hm.. ihvertefald har hun altid følt at hun var "bagud" i forhold til mig. I affæren oplevede hun et meget kraftigt begær i sig selv, som desværre for mig var rettet mod en anden. Og jeg tror det var denne stærke seksuelle følelse der gjorde hende forelsket så måske er hun mest forelsket i følelsen og ikke ham…
Jeg ved ikke om jeg spilder min tid ved at gå i parterapi med hende hvis hun dybest set ikke er færdig med ham, eller hvad han nu står for. For mig er det ikke en mulighed at hun udforsker det og så kan vende hjem – den slags kan jeg ikke med. Jeg har svært ved at blive klog på dette begær hos kvinden. Jeg kender det hos mig selv og det kan være meget stærkt, men selvom jeg har været mere eller mindre frustreret i 5 år over vores sexliv, har jeg aldrig valgt den flugt at lave et sidespring eller have en affære. Jeg har valgt at ville løse det inde i forholdet. Derfor er det svært at forstå hvordan en ellers velfungende kvinde kan lave så desperat en handling og sætte så meget over styr, i begejstring over at mærke sit eget begær..
Kan nogen forklare mig det Desuden ville jeg gerne blive klogere på hvordan benægtelse fungerer…

Derudover har jeg fået fat i en bog der hedder "Getting past the affaire – a program to help you cope, heal and move on- together or apart", som jeg synes er rigtig god, og som jeg kan se at ALLE der har skrevet i denne blog vil have stor glæde af. Især de kvinder der har ladet manden komme tilbage efter hans affære, men ikke har fået konfronteret ham på en ordentligt måde og ikke har fået sat ordentlig grænser for hvad de kunne være med til. Der er nogle meget gode betragtninger og nogle gode konkrete øvelser /overvejelser man kommer igennem. Jeg er i begyndelsen af bogen og kan mærke den ihvertefald gør at vi kommer igennem en proces som er vigtig og uundværlig. Om det også fører til at vi fortsætter sammen ved jeg ikke, men ihvertefald bliver beslutningen taget på et ordentligt grundlag.
For mig har det været godt at beslutte for mig selv at jeg vil give forholdet x antal månder før jeg beslutter om jeg skal stoppe eller ej. Så er der en konkret tidshorisont jeg kan forholde mig til så jeg ikke bare lader det sejle, og samtidig en grænse inden for hvilken jeg accepterer at det tager lang tid at komme igennem så svære følelser, og at disse følelser konstant ændrer sig. Det er uden sammenligning det hårdeste jeg har været ude for i mit 40 år lange liv og samtidig det der på kortest tid har udviklet mig mest.

Hilsen Henrik

Udgangspunktet er, at vi prøver lykken sammen, og så må vi se om ikke vi får alt til at virke igen. Ellers tager vi den derfra. Tusind tak.
Hilsen Michael.

Du beskriver din situation godt, og du stiller nogle gode spørgsmål. Jeg kan nærmest fornemme din smerte og tvivl igennem dit indlæg.

Og jeg svarer ud fra den erfaring, jeg har.

Der er par, der oplever en nyforelskelse efter utroskab. Mange gange til deres egen store overraskelse.
Forudsætningen for dette er, at begge erkender – og bliver forskrækkede over -  hvor tæt de har været på at miste det , de havde. Og det vækker for nogle en nyforelskedelse.
Hvor der  bla. .bliver brugt en del timer i sengen / andre steder.

Der er også par, der ikke oplever dette.
Her er smerten for stor, og jeg har mange gange set, at det skyldes, at den part som har krænket/svigtet med sin utroskab, ikke lægger en indsats som får partneren til at både se og mærke, at han/hun er tilvalgt og betydningsfuld.

Jeg tænker følgende om din situation.

Jeg forstår, at din hustru beskriver, at hun har brug for ro. Det er forståeligt nok, men det giver ikke dig hverken tro eller tillid til, at noget må ændre sig. for naturligvis må noget ændres, når et så stort svigt som utroskab har fundet sted. Jeg mener så absolut, at din hustru må gøre sig helt klart, at det er hende, der skal tage primæransvaret for at bygge tilliden op igen. Og det gør hun ikke ved at "dyrke" et behov for ro, men ved at gøre sig klart, at det er kun"handling giver forvandling".
Helt enkelt vil jeg sige følgende (naturligvis vidende at jeg ikke kender til hendes version af historien).

Din hustru må skifte job. Der må i en periode være det, som jeg kalder "åbne telefoner og åbne computere". Dette dækker over, at du har brug for at vide, at der ikke sendes sms-vesjeder eller mails til anden side.

For derigennem at signalere, at hun vil dig og jer helt og fuldt.

Din hustru må tænke – og handle – ud fra: hvad kan jeg  gøre, for at gøre min partner tryg, glad og sikker igen.
Hvad kan jeg  gøre for at give min partner følelsen af at han er betydningsfuld igen?

For du har naturligvis brug for at mærke, at du er noget helt ekstraordinært.

Det, du kan gøre, Michael, er at tænke ind I. hvilke gode grunde kan jeg give min kvinde, så hun atter begærer mig?
Og overveje: vil jeg gøre noget ved mit udseende.
Er der adfærd, jeg ønsker at ændre?
(eksempelvis: vil jeg lave mad et par gange om ugen, vil jeg være mere nærværende med børnene, vil jeg se på fotos fra de "gode gamle dage" og huske, hvad det var, der var anderledes dengang…..

Kærlighed og sex er ikke det samme.
Så havde der formentligt ikke været to ord for det, og så ville eksempelvis prostitution betyde, at mennesker søgte dybe og varige kærlihgedsforhold). Og det er jo ikke tilfældet.

Sex kan være et udtryk for kærlighed, men kærlighed kan sagtens blomstre også på andre måder end via sex.
Det er fair, at du evt. har et øget behov for fysisk berøring.  I hvert fald har du et øget behov for at vide, høre og mærke, at du er tiltrækkende og betydningsfuld.
Det er primært din hustrus opgave at vise dig dette.
Uden at du beder eller appeller til det, og uden at du kræver det.
Lysten og impulsen til at være tæt på dig, enten via massage, sex, eller intimt nærvær, er din hustrus primære ansvar.
Om hun er i stand til det, ved jeg ikke. Jeg læser jo på din mail, at I  gør alle de rigtige ting, så jeg læser, at hun absolut gør en indsats.
Men ved jo ikke, om det er nok for dig.

.
Du kan naturligvis overveje, om rammerne eller forudsætningerne for at skabe jeres kæresteforhold er til stede:

• Har I overhovedet stunder med "uforstyrret tid"?
• Overrasker du din hustru?
• Og overrasker din hustru dig?
• Planlægger I at gøre noget, blot du og hun (uden børn)?
• Det kan være koncerter, restauranter , kroophold, fællesaktiviteter mv?

Jeg kan ikke give dig svar på, om du skal blive eller gå.
Det er det enkelte menneskes egen beslutning.
Men du kan overveje følgende:

• Når du nytårsaften 2008/2009 kigger tilbage på året, der er gået, – hvad vil du så helst se tilbage på?

Og gør dig én ting klart.Vælger du at blive ,må du tilgive eller forsone dig med, at din hustru har haft et sidespring.
Du må, med hånden på hjertet, mærke efter, om du igen vil kunne give det til hende, som du har givet førhen.

Man ved nemlig, om man har tilgivet, eller  vil kunne tilgive, hvis man gør sig klar,t hvad det er man gerne vil give til  hende.

Dette er formentligt det vigtigste spørgsmål for dig af alle.
Kun du kan svare på det.

Måske du har brug for at tænke i et par dage.

I kan vinde den her kamp, og komme styrkede igennem denne krise, hvis I kæmper sammen.
Målet er at blive helt klar over, hvad der nu å gøres anderledes, fra hver af jer, for aldrig nogensinde at placere jer i en sådan situation igen.
For dette løfte må indfries: "jeg vil aldrig gøre noget tilsvarende". "fremover må både åbenhed og ærlighed, initiiativ og fortrolighed være en del af hverdagen""……

Måske du kan bruge svaret til noget.
Måske du allerede har besluttet dig for, hvor du vil lægge dine kræfter.

Jeg ønsker for dig, at du finder den vej, der både giver dig mest ro og glæde.

Hilsen

Christel