Selvretfærdiggørelse – det er netop ordet ! Jeg har længe ledt efter en årsag til at jeg ikke kan komme videre, efter at min kæreste har været mig utro for 1½ år siden. Vi har talt og grædt, og jeg er nået så langt at jeg ikke tror, det vil ske igen. Jeg har tillid til ham som regel, og ved at han elsker mig. Og stoler på at der ikke er noget kørende med andre. Men spørger fra tid til anden, mest for at blive bekræftiget og beroliget.
Min kæreste er meget jaloux, og har i vores 8 år sammen jævnligt mistænkt mig for utroskab, fordi han er usikker og bange for at miste. Jeg har aldrig været ham utro. Mistro, beskyldninger, afstand og tavshed har været dagens tekst i perioder, og det har været hårdt. Følelsen af at kaste perler for svin, har været nærliggende, når jeg ikke kunne forstå at han ikke bare kunne tage imod min kærlighed og være lykkelig. Men hans utroskab, og den følelsesmæssige turbulens vi kom i bagefter, har også givet os mulighed for at komme tæt på hinanden og tale sammen. Og vi er kommet videre – tænker nogen gange, at det er utroligt at man skal være SÅ ked af det, for at blive hørt, men sådan er det måske.
Men hvis vi snakker om hvorfor det skete – så kommer følelsen af knytnæveslag lige i ansigtet igen, fordi han kunne jo ikke mærke min kærlighed i den periode, og derfor blev han nødt til at blive bekræftiget hos en anden, når nu lejligheden bød sig. Jeg føler at han lægger hele ansvaret for sin utroskab over på mig. Jeg kunne bare have vist ham min kærlighed ( altså underforstået, vist ham min lyst til sex ), så var det slet ikke sket !! Jeg husker at jeg i den periode ( på ca 4 måneder ) har søgt ham og været afventende, men at vi også ofte har været tætte og glade. Jeg bliver så vred og skuffet over at han ikke tager ansvaret for sine handlinger, og føler egentlig at han lukker mig inde i en kasse med skyld og bebrejdelser, så resultatet bliver at jeg nu er lige så usikker som han altid har været, så nu kan vi sidde der og mistænke og kontrollere hinanden !! Det ødelægger også vores sexliv, fordi jeg giver udtryk for at have lyst uden at have det. Konsekvensen ved at sige nej for mange gange i træk, er jo ligesom åbenlys.
Jeg vil gerne dele mit liv med ham, men jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre og kan lægge hele denne affære bag mig. Har prøvet at sige til mig selv, at han har sagt undskyld og jeg har tilgivet ham det, og så må vi se fremad, men det sker ligesom ikke bare af sig selv. Jeg ønsker mig et liv uden skyld og usikkerhed med masser af glæde og kærlighed.
Dette er jo ikke et svar som sådan til ovenstående tema – jeg måtte lige have luft.
Måske er der nogen i dette forum, der har erfaringer de vil dele ud af, eller redskaber der kunne give et spark i det rigtige retning.
snilla

Mange tak for din mail. Godt at du gav dig selv luft. For luft må vi have.

Også hos nogen, der forstår situationen, så man ikke bare bliver mødt med en holdning, der hedder "hvorfor finder du dig i det" og "hvorfor rækker du ikke ud efter noget, der både er bedre og mere ukompliceret".
For det, du skriver, er endnu en fin og gribende beretning om, at den lange vej nogle gange er den korteste vej.
Men jeg forstår, at du føler dig fastlåst og føler, at du har fået etiketten, at det bare er din skyld, og at hvis du bare havde vist mere interesse, begær mv., ja så var I aldrig havnet i denne situation.

Når der ligger et sort kapitel bag os, tror jeg, at det er vigtigt, at begge parter gør sig klart, hvad netop dette sorte kapitel har lært dem. Så der hos hvert enkelt er en dyrebar og dyrekøbt erfaring, som man tager med sig.
Det er vigtigt, at du ikke bare accepterer, at det udelukkende er dig, der har andel i en utroskab.
Det ville være det samme som hvis hustruen til en alkoholiker accepterede, at han sagde:det er din skyld, at jeg drikker, for du er så sur og bebrejdende"…
Det er vigtigt, at den part, der har trådt udenfor parforholdet, tager det ansvar, at det – ligesom i alkoholikerens tilfælde, for det er jo ham selv, der løfter flasken og synker sprutten, er så voksen, at han erkender, at han begik en fejl, og at du altså ikke stod i kulissen og dikterede, at nu skulle han altså gå ud og dyrke sex med en anden kvinde.

Hold dig for øje, at du ikke "køber" det præmis men at du naturligvis kan have været med til ikke at forstå, hvad der var behov for, men at det ikke berettiger din partner til at dyrke sex med en anden.

Og hvordan kommer i så videre.

Jo, som jeg skrev ovenfor, så gør dig klart, hvad du har lært af den periode. Gør dig klart, hvad du vil bestræbe dig på, for ikke at ende der igen. Og bed din partner finde ud af, hvad han har taget med sig af læring, som han må huske sig selv på, for ikke at ende et tilsvarende sted.
Din tryghed vender formentligt først tilbage, når han gør sig og dig klart, hvad han ved nu, og hvordan han vil bruge denne viden aktivt fremover.
Der findes en bog, der hedder Venus elsker Mars, Mars begærer Venus, af John Gray, og den vil være god for jer at læse sammen. Tror jeg.
Håber, at I finder vej.

Christel

Kære Snilla,

Da jeg læste din indlæg, var det som om jeg kunne høre min egen stemme!
jeg har også en mand med “struds” syndromet, og nu 8 måneder efter jeg blev ringet op af hendes mand (!!) er det stadigvæk kun mig som bringer følelser på banen. Hvor kliché var det lige da hans utallige svar på “hvorfor” spørgsmålet var: “Jeg troede ikke du elskede mig mere” (vi har været sammen i 18 år) “Jeg har aldrig lovet hende noget” (det stod på i 5 måneder) “jeg har altid vidst, at HVIS det kom frem ville jeg vælge dig” (tanken, at jeg ville “vælge” ham fra, har slet ikke strejfet ham) og den med:” jeg havde ikke regnet med at du ville tage det så tungt, sårer også rigtig meget. Derudover har vi to børn som han forguder! Kan det ikke tænkes at han vælger mig og børnene, fordi det er det nemmeste? Vi har et dejligt hus, jeg tjener rigtig gode penge, hel vores dagligdag er veletableret. Udsigten til, at han skal flytte til loftslejllighed met børnene hver anden weekend, er jo ikke særligt attraktivt. Nå, men dén tanke har slet ikke strejfet ham, fordi at han bare var så sikker. Min mand siger også, at hvis jeg havde spurgt om han havde en anden, så havde han ikke kunne lyve over for mig. Tilbage til dig Snilla. Du er 1 1/2 år videre, og ikke alligevel. Jeg har det på samme måde. Min mand og jeg er søde ved hinanden, skriver beskeder, siger op til flere gange at vi elsker hinanden, og så til den afgørende: jeg giver udtryk for at jeg vil have ham, hele tiden, fordi, som du siger: konsekvensen ved at sige nej for mange gange er åbenlyst. Jeg HAR da nævnt for ham, at jeg kan ikke tro at det handler kun om sex. Er det virklig den forbandede udløsning?
Jeg/vi har ikke været i parterapi. Min mand har slet, slet ikke behov. Han ER jo afklaret, og vil helst trække 5 måneder ud af kalender og glemme det hele, og jeg har kun klaret den indtil videre med lidt sovepiller fra lægen og at skrive i en dagbog. mit problem er nu, at sovepiller har jeg ikke bug for, og dagbogen er ved at blive kedelig. Det har hjulpet mig rigtig meget at kunne skrive det hele fra mig tidligere, nu er jeg låst. Min mand taler ALDRIG om noget som helst tanker. Han siger også, at han er ikke vant til at krænge sit inderste ud, og det vil jeg nok heller aldrig opleve. Han svarer gerne på alt jeg spørger ham om, er utroligt ked af det, har sagt undskyld rigtig mange gange, men der mangler noget. Og jeg tror det er nemlig lige prcis at HAN kommer til mig. At han begynder en samtale om hvordan, hvorfor, og hvad han vil gøre anderledes således vi ikke havner ud i en lignede situation igen. Jeg føler at jeg giver ham alt. Alt det elskov han vil have, alle de komplimenter jeg kan komme i tanke om, prøver at være velplejet, duftende og forførende, og en gang imellem kommer tanken farende fra mit baghovedet, at det er forkert. Han var mig utro, og se hvad han fik ud af det! Selvom jeg nu godt ved, at det bestemt ikke var en dans på roser mens hans utroskab stod på. Dilemmaet krævede mange søvnløse natter og svedeture (problemer på arbejdet, sagde han)
Jeg skal forsone mig med tanken, at han har behandlet mig respektløs, at han er i stand til at spille et skuespil, som jeg ikke har kunne gennemskue. Jeg skal forsone mig med mine nyerhvervede følelser som mistro, afmagt og jalousi. Jeg, som gik blind rundt, har fået øjnene op for min mand, og det er ikke kun de positive ting. Ting som jeg accepterede som en del af ham før. Nu er mange irriterende, ulækker, og grimme. Dét skal jeg også forsone mig med. Det er nu engang anderledes for os to. En mand som på forhånd ved at det han vil, er at blive hos sin familie, og så en kone som bliver kastet i afgrunden, og selv får lov til at kravle op. Nu er mit håb, at når jeg engang kravler ud af hullet, jeg virkelig kan se mig selv og min mand i øjnene, og jeg virkelig kan lægge det hele bag mig. Jeg elsker ham jo.

Kære Christel og Hilde, Hvor er det bare dejligt at I har svaret på mit indlæg…..

Christel – du har fuldstændig ret – at blive mødt med fordømmelse hjælper ingen. Jeg vil jo gerne min kæreste og mine favn er bred og forståelsen stor overfor ham – men det er svigtet og løgnen i sig selv der fylder. Han har haft muligheden for 6 gange at sige nej tak – og gjorde det også tilsidst. I modsætning til mig, tænker han overhovedet ikke på det. Det er ude af hovedet, glemt, og hun interesserer ham slet ikke. Når vi ses, bliver han ked af det på mine vegne, fordi han ved jeg har det svært med at se hende ( hun har det værre end mig og flygter ud af lokalet, det er da en trøst ).
Men jeg har fået vendt den der med at det var min skyld – han er selv ansvarlig for sine handlinger, sine løgne, sit svigt. Men han har sagt undskyld og så må vi komme videre. Jeg er ansvarlig for at møde ham på midten og det har jeg ikke kunnet i det forår. Vi var fastlåst i den gamle sang – mænd vil have sex, kvinder vil have kærlighed. Jeg er blevet bedre til at sige hvad jeg vil have, og ind i mellem kan vi grine af hvor forskellige vi er. Det er en lettelse…………. og det bliver bedre hver dag !!

Hilde – jeg har stor medfølelse overfor dig ! Jeg synes det er så uretfærdigt, at vi skal trækkes gennem denne turbulens af skyld, svigt, tårer og løgne. Al den usikkerhed og uro det giver – vi vil jo bare være lykkelige !!
Hvis det kan være nogen trøst for dig – så skal du vide at du kommer 10 gange stærkere ud af det i sidste ende, det tager bare den tid det tager !!!
Du skal ikke sælge dig selv ! Det er tilladt at sige “gør det selv” ham alene eller mens du holder om ham, hvis du ikke har lyst til sex.
I flg Joan Ørting ( “Ta’ mig” – læs den, den er god og sød ) er mænds sexoplevelser udenpå kroppen – de behøver ikke at være følelsesmæssigt involverede. Mens kvinder åbner sig imere end én forstand ( også i deres hjerter). Derfor følger utro kvinder ofte deres hjerte og går ud af forholdet, mens utro mænd ofte bliver i deres forhold. De er ikke så følelsesmæssigt involverede.
Vi kvinder er indhyllede og svøbt ind i vores følelser. Der kommer ikke én tanke ind eller ud af hovedet uden af den skal igennem føle-filtret først. Og så er vi oven i købet, svøbt ind i hormonelle cyklus-udsving så det batter – så der er ikke noget at sige til at vi tuder og tager tingene meget alvorligt. De er altid sidst i cyklus’en, jeg bliver trist, tænker for meget på hende og min kæreste, tager mig i at checke hans mail, tror at de ikke har sagt hele sandheden, måske blev hun gravid ?? —- og så kører møllen – inde i mit hoved. Og der er ikke belæg for noget af det. Kun min usikkerhed, fordi han har løjet. Så siger jeg til ham, at jeg har brug for ham og han skal sige at han elsker mig. Han ved godt hvad det handler om – og holder fast om mig. Og så er vi videre.
Jeg har aldrig fundet noget på hans mail eller mobil…… og trangen til at checke forsvinder også ligeså langsomt.
Hilde – du skal ikke kun selv kravle op af hullet – du skal be’ din mand om at hjælpe dig. Han skal være der for dig og for din skyld, når du har brug for det. Han skal holde om dig, gøre ting for dig, have forståelse for dine følelser. Og ved du hvad … mænd vil gerne gøre deres kvinder glade – det er bare svært for dem, fordi vi kvinder ikke bevæger os på en lige line, vi rutscher op og ned følelses- og humørmæssigt – og derfor er det svært at vide hvordan og hvad de skal gøre. Derfor må vi lære os at åbne munden og sige – “nu bliver jeg ked af det, fordi hende i filmen flirter med en gift mand, du skal holde om mig, så hjælper det !!”
God vind Hilde – den dag du siger ham imod, uden at være bange for at han vælger en anden – og hvis han gjorde det, ville du vide at han ikke er det værd – så er du på den anden side.
Mange tanker
Snilla

Kære begge piger og – kære dig Christel, for her er jeg igen !
Vi har skrevet sammen mange, mange gange i foråret, og du har hjulpet mig igennem et helvede via dine kloge ord og tanker, da min mand gennem 18 års ægteskab var mig utro og pludselig ikke elskede mig mere… Kan du huske mig ?
Nu sidder jeg her, lidt klogere, og læser jeres indlæg og svar og får lyst til at bidrage lidt.
Min mand flyttede i februar da jeg fandt ud af at han havde været mig utro (han fortalte det selv) med en kollega og så gik vi samtidig i parterapi (Imago. kan anbefale det !) Det gik godt i starten. Så begyndte han at synes det blev svært at gøre arbejdet. Derfor flyttede han hjem i september, for at tilkendegive, at nu ville han satse og nu skulle vi kæmpe. Som tiden gik fik vi det ganske hyggeligt sammen men lidenskaben manglede og “noget andet” manglede også. Da jeg i oktober gik lige i flæsket på ham og bad om en forklaring, fortalte han mig, at han stadig var tiltrukket af den anden kvinde og at han stadig talte med hende ind imellem, OG at han igennem næsten hele terapi forløbet der sluttede i august, havde fortsat forholdet til hende, alt imens jeg troede vi gik i terapi for at redde vores ægteskab. Han havde “dobbelt-bedraget” mig ved at lyve, og endda selv da han blev spurgt ligeud i terapien og imens jeg troede på ham. Jeg gik fuldstændig amok og var nærmest ved at slå ham ihjel, da det gik op for mig, at han ikke havde satset så meget som en fem-øre på vores forhold. Han var et helt andet sted.
Har jeg så smidt ham ud ? (tænker du sikkert Christel).
Nej !
Vi har tre børn sammen, skynder jeg mig at tilføje. Jeg er af en eller anden grund, fuldstændig ude af stand til at sætte grænsen. Gør det mig til et dårligt menneske ? Han er her stadig. Vil gerne være her men kan ikke love mig noget. Siger at han ikke kan mærke sig selv eller sine følelser for mig. Han holder af mig og vi har det som sådan fint sammen. Vi er blevet utrolig bedre til rigtig mange ting. Vi lytter til hinanden, vi siger når vi bliver såret (DET er svært), vi kan grine sammen, købe julegaver sammen, ligge i ske om natten (og endda mere end det). Han er skide sød ved mig og jeg er sød ved ham. Kun er det sådan, at i samme sekund jeg beder om hans løfte om at blive hos mig og hans vilje og håb om en fremtid sammen, så bliver han tavs og ulykkelig og siger, at han vil være 100 % sikker på at gøre det rigtige og at han hellere vil tie stille, end sige noget han ikke mener i morgen. Derfor har jeg lært at leve med, at jeg aldrig bliver bekræftet, aldrig bliver elsket og aldrig får tryghed. Jeg bliver somme tider desperat og græder eller beder om noget alligevel, og så bliver jeg afvist. Kærligt, men sikkert.
I undres sikkert over, hvad fanden der får mig til at blive sammen med den mand…. Jeg elsker ham !
Forstå det eller lad være. Men i ved sikkert også, at der er mere end det I læser her. Jeg kan ikke nå at skrive alt og historien er meget kompliceret. Han er nu startet i egenterapi for at lære at mærke sig selv og sine egne behov. Så han kan være tydelig så vi andre omkring ham også kan mærke ham. Så han måske en dag også kan mærke sine følelser for sin hustru – igen.
Jeg ved det ikke…
Imens går vi stille hen ad vejen sammen. Og som du selv siger Christel: den lange vej er nogen gange den korteste vej.
Hvem ved !
Det som plager mig allermest er min (stigende) jalousi ! Har aldrig kendt til den følelse før. Nu forfølger den mig nat og dag. Sandsynligvis fordi jeg ikke har tilgivet ham rigtigt og ikke stoler på ham mere. Han blev hjemme fra årets julefrokost på eget initiativ, hvilket var et godt træk eftersom jeg var blevet sindsyg, hvis han var taget afsted. Men det holder jo ikke i længden. Jeg er klar over at der skal ske noget mere mellem os og jeg håber han finder “hjem til sig selv” i terapien, selvom jeg ville ønske jeg var med.

Tak fordi jeres indlæg fik mig overbevist om, at mine følelser ikke er unormale og at andre kan komme igennem. Så kan jeg vel også. På den ene eller anden måde.
Kærlig hilsen fra Inger

Hej alle I hjertensgode kvinder.

Jeg vil gerne sige jer tak for jeres stærke og hjertegribende indlæg. Det er fint at se og læse om kvinder, der så inderligt kæmper for kærligheden. Og ingen kan sige, i hvert fald ikke jeg, at nogen er et dårligt menneske, fordi de kæmper. Så længe man kan se en ide med at kæmpe, må man gøre det. Først hvis kampen synes forgæves, kan det være formålstjenligt at skifte spor.

Jeg tror, at de jalousitegn, som flere af jer mærker, skyldes de manglende bekræftelser og løfter. Ikke at I ikke har tilgivet. Men få det selvværd op.
For et intakt selvværd er det bedste værn imod jalousi. I behøver ikke at sammenligne jer med nogen. I er de bedst til at være jer selv. Så sælg ikke selvværdet her.

Mange tanker til jer alle

Udvikling

- Jeg er ikke et lille barn.
- Jeg er en voksen kvinde.
- Du er ikke ansvarlig for min lykke.
- Jeg er selv ansvarlig for mit liv.
- Jeg er ikke magtesløs.
- Jeg har styrke.
- Jeg vil ikke græde mere.
- Jeg vil handle.
- Jeg vil ikke være afhængig.
- Jeg vil være uafhængig.
- Jeg er ikke grænseløs.
- Jeg har faktisk grænser.
- Jeg vil ikke please.
- Jeg vil gøre noget godt for mig selv.
- Jeg vil ikke mærke dig så meget mere.
- Jeg vil mærke mig selv, mere.
- Jeg vil ikke miste mig selv.
- Jeg vil passe på mig selv.
- Jeg vil ikke holde fast.
- Jeg vil give slip.
- Jeg vil afslutte
- Jeg vil tage afsked
- Jeg vil tage imod
- Jeg vil begynde igen.

Det er gået op for mig. Jeg kan kun forandre mig selv.
Inger

Hej alle læsere af bloggen her.

En af de  trofaste læsere og skribenter har skrevet et enestående indlæg.
Et lille råd herfra, hvis du er en kvinde, der er alt for frustreret i dit parfrohold og længe har ønsket at få din mand til at indse nødvendigheden af at ændre sig, men uden fremskridt.
PRINT DETTE UD OG HÆNG DET ET STED, HVOR DU LÆSER DET HVER DAG.

Kommentarer modtages gerne

Med venlig hilsen
 
Christel sonne Rasmussen

Hej Inger,
Håber du er der, hvor du tager vare på dig selv og på dine børn. Og husk – at det er dalene der skaber bjergene. Og at det kun kan gå én vej fra nu af – og det er fremad og opad !!!
Når han nu ikke VIL give dig det du aller mest ønsker dig – tryghed, kærlighed og løftet om en fremtid sammen – så er han ikke en mand for dig. Ud med ham !!!!!
Jeg tror ikke på reinkarnation – og derfor mener jeg at vi kun har det ene liv her på jorden – og så handler det fanme om at få det bedste ud af det !!
Du har gjort det du kunne – i 18 år – det er da noget af en investering. Hvis det havde handlet om en virksomhed, var den blevet afskrevet og gået konkurs for længst.
Jeg ønsker dig alt det bedste – mod, tro, håb og styrke – og at du finder den tryghed, kærlighed og fremtid du ønsker dig.
Snilla

Tak for dine venlige ønsker for mig.
Gid det dog var så let !!!! Men jeg er ikke gift med et dumt svin eller en egoistisk tåbe, selvom det unægtelig kan se sådan ud. Jeg er gift med en mand som har det så svært med at se sig selv, at han ikke kan se mig. Han er så ulykkelig i sit eget selskab, at han heller ikke udholder mit.
For nylig begyndte han at gå i terapi for sig selv og langsomt begynder han nu at forstå, at han alene bærer ansvaret for sine egne handlinger, at hans smerte sidder i ham selv og ikke skyldes mig, og at hans utroskab intet har med mig at gøre, eller med elskerinden at gøre, men at det kun handler om ham selv og om hvad han ikke kan finde i sig selv.
Han har nu fuldstændig afsluttet sin kontakt med hende og flytter for sig selv nu, fordi hans rejse ind i sig selv er noget han kun kan foretage i sit eget selskab, som tingene er.
Det er det bedste, både for ham og for mig, for jeg vil også have lov at mærke mig selv nu. Vi er enige i denne beslutning og for første gang i et år føler jeg ro i mig selv. Jeg tror på at han ikke længere er bundet af følelser for en anden kvinde. Jeg føler mig tryg ved at vide, at han sammen med en terapeut nu tager vare på sit selv og jeg kan nu selv få lov at løfte blikket ud mod den verden jeg har isoleret mig fra så længe, fordi jeg kun kunne se ham og min egen sorg.
Samtidig ved jeg nu, også på grund af dette lange år, at jeg er hamrende stærk og kan magte mit liv i selv de mest sindsyge øjeblikke. Det giver mig mod.
Min mand flytter ud på et tidspunkt, hvor vi oplever mere nærhed end vi har gjort meget længe, måske nogensinde. Og alligevel er det det rigtige at gøre.
Det, at jeg for første gang anerkender ham for at mærke sine egne behov og handle på dem, har fået ham til at se mig og række ud til mig. Han har påtaget sig ansvaret og skylden for sin utroskab og udtalt det over for mig, og tager nu også ansvar for fremtiden, som jeg ser det.
Så ja, han skal ud. Men ikke med fuld musik. Bare lige så stille.
Jeg føler ikke nogen vrede mod ham mere og min jalousi er væk.
Jeg har stor medfølelse for ham og respekt for at han vover at se indad, når det gør så ondt.
Jeg nægter at være bitter og hævngerrig. Det giver ingen mening for mig…
Og jeg elsker ham stadig… men jeg elsker også mig selv.
Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer. Men det gør vel heller ikke så meget…..
Kærlige tanker fra Inger

p.s. Skulle nogen få lyst til at læse en helt fantastisk bog om dette emne, så læs ” seksuelle sidespring – om utroskab og jagten på nærhed” af Holly Hein. Det er en blændende smuk bog der både ser verden fra “synderens” og “ofrets” side på en helt ny måde. Alle kan lære noget nyt om sig selv. Og det kommer man også til.
Det giver en tiltrængt forståelse og indsigt både i forhold til en selv og til det menneske som man blev bedraget af.
Jeg elsker den bog !
Læs den !!!

Jeg har med stor interesse læst de forskellige indlæg om at stikke hovedet i busken i stedet for at påtage sig et ansvar. Jeg er jo netop også sådan et sted, hvor min mand gør det letteste: stikker hovedet i busken, retfærdiggør sig selv med min opførsel og giver mig skylden i stedet for selv at påtage sig et ansvar. Og det gør at jeg har utroligt svært ved at komme videre.

Min mand var mig utro med en god kollega i 3-4 måneder for 1 ½ år siden. Jeg opdagede, at de havde et forhold, fordi min mand ændrede sig over for mig. Min mand besluttede sig for at ville skilles, elskerinden sagde alligevel nej til ham og han flyttede hjem igen i et par uger. Så flyttede, denne gang for altid, sagde han.

Det var et stort chok for mig, at han havde været mig utro og efterfølgende reagerede på den måde. Jeg havde altid stolet på ham og været overbevist om, at han var undtagelsen – at han ikke drømte om andre kvinder, at jeg var kvinden i hans liv, at han var et alt for godt og reelt menneske til overhovedet at kunne finde på at være mig utro og lyve for mig i månedsvis. For han var generelt også et menneske med meget høj moral, ærlighed og troværdighed efter min mening.

Efter tre ugers tid bad han om at flytte hjem igen, fordi han gerne ville forsøge om vi ikke kunne få tingene til at fungere. Jeg var desværre ikke rigtig i stand til at tænke klart eller stille betingelser, så han flyttede hjem igen, uden at vi fik talt tingene igennem.

Min opfattelse, der viste sig at være helt forkert, var, at han ville komme og fortælle mig, hvor meget han elskede mig, hvad jeg betød for ham, hvor meget fejl han havde taget og masser af undskyldninger.

Men intet af det var rigtigt. Han mente, viste det sig, at det var min opførsel, der var skyld i at han havde været mig utro. Ud fra hvordan jeg var, mente han, at jeg ikke kunne lide ham mere. Han havde i øvrigt været ulykkelig i årevis på grund af mig og derfor havde han så været mig utro. Desværre havde han ikke sagt noget som helst om det til mig.

De næste måneder blev jeg mere og mere ked af det og ulykkelig, fordi han jo ikke levede op til mine forventninger om han burde sige undskyld og beklage, men tværtimod understregede at han ikke elskede mig. Han ville ikke tale med mig om vores problemer og sin utroskab, men dog gerne bebrejde mig en masse.

I stedet for at blive vred og smide ham endeligt ud blev jeg mere og mere syg af det. Jeg tabte mig 15-18 kilo, kunne ikke tænke en eneste klar tanke eller lave noget på arbejde. Jeg kunne ikke sove, havde konstant dårlig mave, græd osv. – alle typiske stress-tegn.

De mennesker jeg talte med, rådede mig jo til at sætte en stopper for det, for jeg kom længere og længere ud. Men det gjorde jeg ikke. I stedet endte jeg et par gange på psykiatrisk skadestue og hos psykolog.

Efter ½ år på denne måde ændrede min mand sig – han skiftede kontor (væk fra sin gode kollega, der ellers var dør om dør). Og nogle måneder senere mente han nok hårdt presset, at han elskede mig. Men alle samtaler, ændringer osv. sker på baggrund af mine forsøg på at kommunikere med ham, spørge ind til, søge svar. Han kommer ikke med noget selv, og reagerer kun fordi jeg er så ulykkelig. Han påtager sig intet ansvar for at komme videre. Han kan godt sige en masse i stil med ”det må vi gøre noget ved” men der sker ikke noget.

Han gør ikke rigtig noget for at berolige mig, være på forkant, overveje sine handlinger (fx deltagelse i julefrokosten) eller fortælle noget, før det er en realitet. Fx skal han arrangere diverse sammen med en kvinde, der minder utroligt meget om hans elskerinde, selv om jeg har fortalt at hende er jeg jaloux på. Det havde ”undladt” at fortælle mig, jeg opdagede det selv ved et tilfælde. Han taler heller ikke om, at det er planlagt, at han i forbindelse med sit arbejde skal overnatte i den by, hvor elskerinden bor osv. Han tager kort sagt ikke ansvar.

Hele hans opførsel over for mig, hans svigt og hans manglende valg af mig har gjort mig så utryg over for ham. Jeg aner ikke længere, hvad der foregår i ham. Måske er han stadig den gode gamle mand, jeg giftede mig med i sin tid – men det kommer ikke rigtig frem. Og alt det gode jeg troede om ham, viste sig jo ikke at være rigtigt – fx kan han jo lyve, bedrage og er interesseret i andre kvinder.

Min fornuft siger mig, at han nok ikke er ude på at snyde mig eller bedrage, men at han føler at han ikke kan/tør tale med mig. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det kan ikke være min opgave at finde på forklaringer eller undskyldninger for ham i stil med ”det gør eller siger han nok fordi…” eller ”det gør han eller siger han nok ikke, fordi ….”. Han må jo selv på banen og bidrage med noget. Det har jeg fortalt ham, men igen sker der ingen ting.

Jeg føler mig jo stadig uvalgt og uprioriteret og jeg er stadig utroligt ulykkelig over, at han løj og bedrog mig og ikke følte han kunne tale med mig. Og jeg savner, at han hjælper til med at få mig ovenpå igen, hvis vi skal blive sammen.

Hvis jeg selv skal ”gøre alt arbejdet” så virker det på mig, som om han ikke er specielt interesseret. Og så kommer jeg jo ikke af med følelsen af, at han ikke rigtig vil mig, men at jeg bare er den mest komfortable løsning her og nu.

Jeg synes ikke rigtig, jeg kan komme videre, fordi det ligesom er blevet min skyld, at han reagerer som han gjorde. Og det er det jo ikke. Han havde selv et valg. Men set med mine øjne vælger han bare det nemmeste i stedet for at se ind i sig selv og overveje om han ikke kunne have handlet på en anden måde.

Han stikker altså fortsat hovedet i busken og det betyder, at han har fred med sig selv og sit liv, mens jeg ikke rigtig kan komme videre. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme videre med det. Jeg vil så gerne blive sammen med ham, men han gør det bare så uendeligt svært med sine fortielser og manglende kommunikation.

Hej Sigrid,
Det gør mig ondt på dine vegne. Og jeg forstår godt at du gerne vil ham, elsker ham og vil at livet sammen med ham skal fungere.
Jeg synes bare nogen gange at vi kvinder “forstår” tingene ihjel. Vi søger hele tiden efter årsager og svar, muligheder og løsninger. Og i denne søgen kommer vi til at give afkald på os selv. Hvornår er nok NOK ??? Hvor meget skal vi finde os i, mens vi forsøger at forstå hvorfor vi bliver trampet på, hvorfor vi ikke bliver elsket, hvorfor vi ikke bliver respekteret.
Altså mændene må da også gribe i egen barm og handle, vise sig troværdige og turde vise deres følelser.
Det er nu 2 år siden min kæreste havde en affære, jeg er rimelig over det. Usikkerheden dukker op med mellemrum og forhindrer mig i at tænke klart. Parforholdet er præget af hans usikkerhed og jalousi. Så nu er jeg flyttet med børnene, vi har forsøgt at være kærester og det har været dejligt, lige indtil dæmonerne tager overhånd igen. Mere usikkerhed fra hans side giver nye beskyldninger om flirteri, afstandtagen, kulde og tavshed. Det er ligemeget hvad jeg gør eller siger. Jeg har ikke på noget tidspunkt i vores næsten 9 år lange forhold været ham utro, flirtet med nogen eller ønsket nogen anden mand.
Jeg tror nu at jeg er nået dertil at jeg kan ikke forstå mere…. jeg har forstået alt mellem himmel og jord, men han fortsætter med sin usikkerhed at ødelægge den kærlighed der kunne vokse sig stor og stærk. Og jeg kan ikke frelse ham, det skal han selv, men det synes han ikke er nødvendigt.
Så nu stopper vi !!!! Jeg har ikke mere at give, ikke mere forståelse, ikke mere tilgivelse. Nu må det være tid til at tænke på hvad der er godt for mig ( det er svært ) men fornuften siger mig at det skader at blive hvor jeg er. Og jeg ved med mig selv at jeg har prøvet ALLE muligheder.
Sigrid – jeg håber du også tager vare på dig selv. Nogen gange skal døren smækkes i , hårdt, for at andre døre kan åbnes og du kan komme videre.
Der må da findes andre mænd derude, der er til at stole på, som ikke er nærige med kærlighed og følelser og som står ved deres handlinger.
Snilla

Sigrid du har skrevet d. 5. marts, jeg har først læst dit gribende indlæg i dag, desværre. Jeg ved ikke om du ser dette, men har sådan en lyst til at skrive til dig, for meget af din historie ligner til forveksling min. jeg ved ikke hvor gammel du er, eller hvor længe du har været gift. Har du børn ? Hvor dybt engageret er du i dit ægteskab ? Du lider, det kan jeg se af dine ord og jeg forstår så inderligt, dit ønske om at blive sammen med din mand. Et sådan ønske kan blive så altoverskyggende, at man vil gøre næsten hvad som helst, for at det skal ske. Man baner vejen for ham, “curler” og fjerner alle sten på vejen, undgår konflikter ved at ofre sine egne behov, mærker hans så tydeligt, at man selv bliver sløret og næsten forsvinder – uden at han ser det ! For han har travlt med at holde paraderne op foran sit sårede indre. Han undgår kontakt og kommunikation fordi det bryder hans forsvar ned, hvis han skal indse sandheden : at 90 % af hans adfærd, hans handlinger OG hans utroskab handler om ham selv og om en smerte der blev tilført ham længe før du kom til,- i hans opvækst. De sidste 10 % er det som dine handlinger “trigger” i ham, som minder ham om noget han er bange for og dermed sætter hans forsvars-apparat igang.
Han flygter.
Hvis du bare med en lille del af dig selv kan indse, at han med sin handling eller mangel på samme, passer på sig selv, på en måde der giver mening for ham selv, vil det også blive lettere for dig, at føle forståelse for ham midt i vreden, magtesløsheden og bedrageriet. For det er den forståelse der skal til at sætte dig mere fri, til at passe på dig selv. Så længe du er opfyldt af forventninger og kritik, er du kun ovre i hans lejr – ikke hos dig selv.
Din mand har på ingen måde “fred med sit liv”. Han kan bare ikke se sig selv i øjnene. Så han sænker blikket og undgår at mærke.
Min erfaring siger mig, at det at leve sammen på den måde du beskriver, ikke ender med et lykkeligt ægteskab. Den slags mirakler har det med at udeblive. Ting sker ikke af sig selv. Tiden læger ingen sår. Du kan højest være med til at sætte den tidsindstillede bombe lidt tilbage. Men du kan ikke detonere den – på den måde.
For mit eget vedkommende skulle jeg gruelig meget fornægtelse, selvbedrageri og smerte igennem før jeg opdagede, at mens vi boede sammen, som jeg ønskede, blev jeg mere og mere ulykkelig og mindre og mindre mig selv.
Min mand så heller ikke hverken sig selv eller mig i øjnene, fordi jeg hjalp ham med IKKE at være nød til det. Jeg hjalp faktisk til med at forpeste mit eget liv, så ingen af os blev klogere.
Nu er han flyttet for anden gang og jeg er dybt lettet. Selvom jeg savnede ham i starten og syntes det gik den forkerte vej, opdagede jeg langsomt, at jeg bedre kunne mærke mig selv, når jeg ikke skulle bruge al min energi på at mærke ham. Og jo mere jeg mærker mig selv, jo nemmere bliver mit liv. Jeg ved ikke om vi finder sammen igen eller om jeg gider vente på det, for min mand har så meget han skal lære om sig selv først, og jeg har allerede ventet så alt for længe. Men jeg kan nu se ham mere, som den han virkelig er og ikke en illusion om en mand jeg gerne vil have.
Sådan er det måske også med dig ? Hvis du mærker efter, tror jeg du vil indse, at du slet ikke er glad, selvom han bor hjemme hos dig. For det ægteskab du havde, har mistet sin uskyld og du kan ikke længere bruge det som målestok for din lykke.
Det vil – og skal ikke genopstå, men måske kan et nyt opstå, hvis du og I fjerner jer for alvor fra det og træder tilbage. Måske kan I så se de mennesker som I engang forelskede jer i.
Lige nu kan I begge, kun se jer selv.
Jeg vil inderligt anbefale dig at læse Holly Heins “seksuelle sidespring – og jagten på nærhed”. Den er desværre udgået fra forlaget (gud ved hvorfor !) men kan lånes på biblioteket. (Det lykkedes mig at købe den brugt.) Læs den Sigrid. Du vil forstå så meget mere om dig selv, og om din mand.
Dernæst kan du jo prøve at høre din mand om han vil gå i parterapi. Måske er han klar til det nu ? (jeg anbefaler Imago-terapi)
Ellers er der en anden vej for dig. Bed ham flytte ud fordi du nu har tænkt dig at gøre noget godt for dig selv. Det vil overraske ham. Og det du skal gøre er, at gå i terapi alene og mærke hvor helende og dejligt det er, at tage ansvar og omsorg for dig selv, efter så lang tids selvopofrelse. Du bliver stærkere og bedre istand til at tage beslutninger. Du bliver bedre istand til at mærke dine grænser og dig selv, når du møder din mand… og måske er det netop, hvad han ønsker ? Du skriver at du ikke mere ved, om han er den samme. Det er han ikke !
Og det er du heller ikke ! Men du ER dig selv.
Find ud af hvem det er. Så bruger du tiden fornuftigt. Måske vil din mand følge dit eksempel.
Der er jo ingen der siger, at det for evigt er forbi mellem jer. Men helt ærligt så ønsker du nok heller ikke, at han bliver hos dig af medlidenhed og dårlig samvittighed, vel ? Ikke de bedste ingredienser til evig kærlighed… Det bedste du kan gøre er, at finde din styrke til at se fremtiden og ikke forsøge at få fortiden tilbage.
Jeg ønsker dig alt det bedste og at det lykkes dig, at se dig selv i øjnene – med glæde og stolthed.
Inger

p.s – jeg sidder og tænker på, at det kunne være spændende at ses med nogle kvinder, der havde oplevet utroskab og de samme følelser og står foran en ny fremtid, påtvunget eller selvvalgt. Er der mon andre der tænker det samme ?

Tak for et livsklogt indlæg.

Det er godt at vide, at der er kvinder, der har overskud til at hjælpe hinanden. som Camilla Marklund skriver:

• der findes et sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden

Så hermed en opfordring til at bruge jeres medsøstre.

Hilsen Christel

Hej til jer piger

Jeg sidder og læser med stor interesse jeres indlæg på denne blog, jeg er selv i samme situation som jer, hvor jeg for godt 1 mdr. siden fik afvide af min mand at han har været mig utro. Og som I sikkert også kender til, så kommer der 1 million spørgsmål op i ens hoved. Samtidig med at man på det føleselsesmæssige plan kører i en kæmpe rutsjebane. Det er nok den dyreste og den længste tur jeg nogensinde har været på.
Jeg har valgt at blive i dette forhold…endnu…da jeg syntes at 11 år af ens liv med to børn, er svært at kaste bort, vi har besluttet at gå i parterapi(Hos Christel) og jeg håber inderligt at det kan hjælpe os videre.
Men jeg har den følelse at det er MIG som arbejder på at få det til at køre, jeg stiller ham mange spørgsmål og han kan desværre ikke besvare dem, det er svært siger han, og så bliver jeg tosset oven i knoppen, for det var jo ikke svært for ham at lave et sidespring vel??Hvordan kan det så være at det er svært at besvare nogle spørgsmål??
Jeg vil så gerne lære at forstå HVORFOR han gjorde det, HVAD var grunden til det, og de svar kan kun, han give mig.
Og her sidder jeg så, og læser alle mulige sider på nettet for at blive klogere, og hvor er det dog rart at vide at man trods alt ikke er helt alene, derfor syntes jeg at det er er KANON god ide hvis man kunne samles et par stykker engang i mellem, for at drøfte ens situation, og få andres mening afvide, istædet for at være kørt fast i sine spor.

Et lille digt som har fulgt mig igennem mange år:
Øjne kan smile
Munde kan le
Men tårer fra hjertet
- kan ingen se.

Tomsis

Hej Inger

Dit forslag om at mødes med andre som har oplevet utroskab, lyder som er god ide, som jeg gerne vil være med i…
Det er skøøønt at der er en blog her på siden, så man ved man ikke er alene…men det vil også være meget givende for mange at kunne mødes og snakke om det.
tomsis

Hermed et lille indlæg til jer, der har udtrykt ønske om at det kunne være rart at mødes med andre, der har/er i en tilsvarende situation. En situation, hvor jeres partner har været utro, og hvor mit indtryk er, at nogle fortsat er i parforholdet, og at andre har forladt parforholdet – eller er blevet forladt.

Jeg forstår godt det store behov møde at møde ligesindede. Og da sonneRASMUSSENS weblog er en "beskyttet" weblog, hvor kun jeg sidder inde med data om de respektive brugere, har jeg følgende forslag.

Hvis du sidder derude og gerne vil mødes med andre i en tilsvarende situation, så send en mail til mig.
På mailadressen
christel@sonnerasmussen.dk

så vil jeg oprette en liste med mailadresser, som du kan få, og herefter kan I kontakte hinanden, og selv stå for evt. at udveksle telefonnumre mv.

Min vurdering er, at det er nødvendigt at have fokus på et sådant møde, så det ikke ender i en grædekoneklub  eller en klub, hvor man bare sidder og ønsker mænd til helvede. Jeg tror, at det er væsentligt at dele historierne og hinandens erfaringer, men også at tale om, hvad det er, der gør at man er i stand til at tilgive. For de af jer, der er blevet på trods af utroskab, har netop kunnet det, fordi der er mål eller værdier, der er vigtigere end svigtet.

Så hermed er bolden givet op.
Send en mail til mig, hvis du ønsker at komme på listen, som jeg så vil sende til dem, der også fremover viser interesse for dette.

Venlig hilsen og fortsat god 1. Maj.

Christel

Hejsa,

Jeg vil gerne takke for alle jeres inspirerende raad og kommentarer som findes paa denne blog.

Jeg er p.t. bosiddende i USA. Jeg flyttede her sammen med min mand. Jeg har siden fundet ud af at han har vaeret mig utro igennem en laengere paa diverse maader. Internet, chat, telefon sex, fysisk kontakt. Det kulminerede med en affaere med en kollega.

Jeg har helt bestemt vaeret en tur i helvede. Jeg har raabt, skreget, slaaet og graedt mig fuldstaendig udmattet.

Jeg ved endnu ikke hvad der faar folk (min mand) til at tro at have saadant et dobbelt liv korende er en acceptabel maade, at leve sit liv paa.

Men jeg har endelig indset, at det jo overhovedet ikke er mit problem!

Jeg saa at I har snak om at modes. Jeg vil gerne anbefale en metode som jeg har faaet enormt meget ud af. Det er en support gruppe for mennesker (maend og kvinder) som lever med, eller kender en som er afhaengig af sex, forelskelse eller anden uacceptabel opforsel.

Gruppen folger et meget bestemt program som bestaar af 12 trin. Laes her: http://www.sanon.org

Jeg kan ikke beskrive hvor meget det har betydet for mig, at kunne modes med mennesker, som FULDSTAENDIG forstaar mig og min smerte uden at domme paa nogen maade.

Der er regler for hvordan disse moder udfolder sig, netop fordi alle skal have en chance for at blive hort – uden at det bliver en situation hvor man bare snakker om hvor onde maend er! Det handler jo ikke om dem. Det handler om OS og hvad vi kan gore for at hjaelpe os selv.

Undskyld mit gebrokne dansk… Det er mange aar siden jeg har skrevet paa dansk.

Held og lykke!
Ann

Så er det ægtemandens tur til at reflektere over tingenes tilstand. Jeg synes selv at jeg er en cool fyr i 40′ne.
I maj viste sig så, at min kone havde en affære med en kollega.
Jeg gennemgik hele følelsesregisteret, som I beskriver ovenfor og ville forlade forholdet. Det svigt var for grumt: Man bliver forrådt og såret på så mange niveauer.
Min kone blev meget forskrækket over denne reaktion. Ikke at hun troede at jeg ville blive efter en sådan affære, men snarere, at hun ikke troede hun og jeg skulle tage de valg midt i det hele. Hun blev afsløret på kilometertælleren, og pludselig var konfrontationen dér.
Vi har snakket og grædt, og er kommet frem til, at vi bør give “os”, ægteskabet og børnene en chance.
Vi prøver at normalisere hverdagen, men spøgelserne dukker op. Hun blev jo forelsket i fyren og jeg sidder med frygten for, at det var familien og trygheden hun valgte, mens kærligheden ikke er i vores forhold. Kærligheden til mig altså.
Her kommer sex ind i billedet, set fra mandens synspunkt. Vores sexliv har stået rimeligt stille længe. Hun troede faktisk hun manglede vitaminer (en artikel fra Alt for Damerne) men med sidespringet opdagede hun, at der stadig var gejst.
Nu er nu er det 2 måneder siden min mistanke bekræftet og jeg tror på, at hun har droppet kontakten med idioten. Vi gør de rigtige ting (kysser, holder om, roser, aflaster osv.) men hvis jeg skal tage hendes sexlyst som indikator for kærligheden, er der lang vej igen. Kys og søde sms’er fik jeg også mens affæren stod på, men oprigtig og spontan sex. Nej. Heller ikke nu.
ERGO:
Jeg vil ikke være i et ægteskab, hvor jeg ikke kan tænde “min kvinde” da jeg i givet fald ikke tror på, at hun elsker mig.
Jeg har behov for tryghed og samhørighed, mens hun har behov for at forstå sig selv og sine handlinger. Jeg har brug for kommunikation og hun har brug for ro.
Spørgsmålet er, om vi er rigtige for hinanden længere?
Jeg tænker på om det alligevel vil være nemmere at skride, og søge lykken på ny, frem for at reparere noget, som ikke kan heles?
Svar mig på følgende- please:
Findes der nogle historier, hvor man efter utroskab finder sammen og bliver lykkelige (der er vel ikke nogen på denne side)?
Kan jeg bruge sex som indikator for kærlighed – og skal jeg give det mere tid, i givet fald?
Skal jeg give det hele en chance (det vil være mindst smertefuldt at ende det nu, med henvisning til affæren, end senere, med henvisning til, at hun ikke elsker mig) ?

Hvordan lyder det for jer?

Hilsen Michael

Hej Michael

Du beskriver din situation godt, og du stiller nogle gode spørgsmål. Jeg kan nærmest fornemme din smerte og tvivl igennem dit indlæg.

Og jeg svarer ud fra den erfaring, jeg har.

Der er par, der oplever en nyforelskelse efter utroskab. Mange gange til deres egen store overraskelse.
Forudsætningen for dette er, at begge erkender – og bliver forskrækkede over -  hvor tæt de har været på at miste det , de havde. Og det vækker for nogle en nyforelskedelse.
Hvor der  bla. .bliver brugt en del timer i sengen / andre steder.

Der er også par, der ikke oplever dette.
Her er smerten for stor, og jeg har mange gange set, at det skyldes, at den part som har krænket/svigtet med sin utroskab, ikke lægger en indsats som får partneren til at både se og mærke, at han/hun er tilvalgt og betydningsfuld.

Jeg tænker følgende om din situation.

Jeg forstår, at din hustru beskriver, at hun har brug for ro. Det er forståeligt nok, men det giver ikke dig hverken tro eller tillid til, at noget må ændre sig. for naturligvis må noget ændres, når et så stort svigt som utroskab har fundet sted. Jeg mener så absolut, at din hustru må gøre sig helt klart, at det er hende, der skal tage primæransvaret for at bygge tilliden op igen. Og det gør hun ikke ved at "dyrke" et behov for ro, men ved at gøre sig klart, at det er kun"handling giver forvandling".
Helt enkelt vil jeg sige følgende (naturligvis vidende at jeg ikke kender til hendes version af historien).

Din hustru må skifte job. Der må i en periode være det, som jeg kalder "åbne telefoner og åbne computere". Dette dækker over, at du har brug for at vide, at der ikke sendes sms-vesjeder eller mails til anden side.

For derigennem at signalere, at hun vil dig og jer helt og fuldt.

Din hustru må tænke – og handle – ud fra: hvad kan jeg  gøre, for at gøre min partner tryg, glad og sikker igen.
Hvad kan jeg  gøre for at give min partner følelsen af at han er betydningsfuld igen?

For du har naturligvis brug for at mærke, at du er noget helt ekstraordinært.

Det, du kan gøre, Michael, er at tænke ind I. hvilke gode grunde kan jeg give min kvinde, så hun atter begærer mig?
Og overveje: vil jeg gøre noget ved mit udseende.
Er der adfærd, jeg ønsker at ændre?
(eksempelvis: vil jeg lave mad et par gange om ugen, vil jeg være mere nærværende med børnene, vil jeg se på fotos fra de "gode gamle dage" og huske, hvad det var, der var anderledes dengang…..

Kærlighed og sex er ikke det samme.
Så havde der formentligt ikke været to ord for det, og så ville eksempelvis prostitution betyde, at mennesker søgte dybe og varige kærlihgedsforhold). Og det er jo ikke tilfældet.

Sex kan være et udtryk for kærlighed, men kærlighed kan sagtens blomstre også på andre måder end via sex.
Det er fair, at du evt. har et øget behov for fysisk berøring.  I hvert fald har du et øget behov for at vide, høre og mærke, at du er tiltrækkende og betydningsfuld.
Det er primært din hustrus opgave at vise dig dette.
Uden at du beder eller appeller til det, og uden at du kræver det.
Lysten og impulsen til at være tæt på dig, enten via massage, sex, eller intimt nærvær, er din hustrus primære ansvar.
Om hun er i stand til det, ved jeg ikke. Jeg læser jo på din mail, at I  gør alle de rigtige ting, så jeg læser, at hun absolut gør en indsats.
Men ved jo ikke, om det er nok for dig.

.
Du kan naturligvis overveje, om rammerne eller forudsætningerne for at skabe jeres kæresteforhold er til stede:

• Har I overhovedet stunder med "uforstyrret tid"?
• Overrasker du din hustru?
• Og overrasker din hustru dig?
• Planlægger I at gøre noget, blot du og hun (uden børn)?
• Det kan være koncerter, restauranter , kroophold, fællesaktiviteter mv?

Jeg kan ikke give dig svar på, om du skal blive eller gå.
Det er det enkelte menneskes egen beslutning.
Men du kan overveje følgende:

• Når du nytårsaften 2008/2009 kigger tilbage på året, der er gået, – hvad vil du så helst se tilbage på?

Og gør dig én ting klart.Vælger du at blive ,må du tilgive eller forsone dig med, at din hustru har haft et sidespring.
Du må, med hånden på hjertet, mærke efter, om du igen vil kunne give det til hende, som du har givet førhen.

Man ved nemlig, om man har tilgivet, eller  vil kunne tilgive, hvis man gør sig klar,t hvad det er man gerne vil give til  hende.

Dette er formentligt det vigtigste spørgsmål for dig af alle.
Kun du kan svare på det.

Måske du har brug for at tænke i et par dage.

I kan vinde den her kamp, og komme styrkede igennem denne krise, hvis I kæmper sammen.
Målet er at blive helt klar over, hvad der nu å gøres anderledes, fra hver af jer, for aldrig nogensinde at placere jer i en sådan situation igen.
For dette løfte må indfries: "jeg vil aldrig gøre noget tilsvarende". "fremover må både åbenhed og ærlighed, initiiativ og fortrolighed være en del af hverdagen""……

Måske du kan bruge svaret til noget.
Måske du allerede har besluttet dig for, hvor du vil lægge dine kræfter.

Jeg ønsker for dig, at du finder den vej, der både giver dig mest ro og glæde.

Hilsen

Christel

Hej Christel.
Tak for dit respons. Jeg kan bestemt bruge det, der er gode pointer om kærlighed og om fælles ansvar.

Udgangspunktet er, at vi prøver lykken sammen, og så må vi se om ikke vi får alt til at virke igen. Ellers tager vi den derfra. Tusind tak.
Hilsen Michael.

Hej Michael og alle andre på bloggen

Jeg sad netop og undrede mig over at ingen indlæg handlede om kvinder der havde haft sidespring. Der skal jo ligesom 2 til at lave et sidespring…
Jeg er i samme situation som Michael.

Min kone som jeg har været sammen med i 8 år har for 2 mdr siden haft en affære over 3 uger. Hun kunne ikke rigtig leve med løgnen fordi vi altid har haft et meget tæt og ærligt forhold, og hun følte måtte “bekende sine synder”. Det er for mig både MEGET svært at acceptere det fysiske bedrag men det der i skrivende stund er meget hårdt, er at hun ikke er færdig med forelskelsen. Hun har accepteret ikke at se 3. part mere fordi hun vil finde ud af hvad der skete i hende siden hun pludselig kunne sætte et på mange måder velfungerende og kærligt familieliv med 2 små børn over styr. Det konkrete i affæren blev afsløret i flere tempi, hvor det var mig der måtte gå hende på klingen fordi jeg kunne mærke der var noget der ikke stemte. Hun har kunnet kigge mig lige ind i øjnene flere gange og sige “mere skete der ikke”. Men så har det vist sig der alligevel skete mere og det ryster mig i min grundvold. Faktisk gør udvidelsen af affæren ingen forskel, men det at hun kan lyve uden at blinke og uden at jeg kan mærke det – hun som jeg var og på en måde stadig er meget tæt på, det siger mig at hun er i stand til at lyve om hvad som helst hvornår som helst. Den kvinde jeg kendte var ærlig, reflekterende, omsorgsfuld, men hvordan kan hun så lyve uden at det kan ses – uden at det “koster”. Ordet ‘benægtelse’ poppede op i mit hoved og derfor fandt jeg denne blog. Selvom vi var meget tæt, har der altid været et tema om det seksuelle, hvor hun havde mindre lyst – men “det har kvinder jo åbenbart”…hm.. ihvertefald har hun altid følt at hun var “bagud” i forhold til mig. I affæren oplevede hun et meget kraftigt begær i sig selv, som desværre for mig var rettet mod en anden. Og jeg tror det var denne stærke seksuelle følelse der gjorde hende forelsket så måske er hun mest forelsket i følelsen og ikke ham…
Jeg ved ikke om jeg spilder min tid ved at gå i parterapi med hende hvis hun dybest set ikke er færdig med ham, eller hvad han nu står for. For mig er det ikke en mulighed at hun udforsker det og så kan vende hjem – den slags kan jeg ikke med. Jeg har svært ved at blive klog på dette begær hos kvinden. Jeg kender det hos mig selv og det kan være meget stærkt, men selvom jeg har været mere eller mindre frustreret i 5 år over vores sexliv, har jeg aldrig valgt den flugt at lave et sidespring eller have en affære. Jeg har valgt at ville løse det inde i forholdet. Derfor er det svært at forstå hvordan en ellers velfungende kvinde kan lave så desperat en handling og sætte så meget over styr, i begejstring over at mærke sit eget begær..
Kan nogen forklare mig det Desuden ville jeg gerne blive klogere på hvordan benægtelse fungerer…

Derudover har jeg fået fat i en bog der hedder “Getting past the affaire – a program to help you cope, heal and move on- together or apart”, som jeg synes er rigtig god, og som jeg kan se at ALLE der har skrevet i denne blog vil have stor glæde af. Især de kvinder der har ladet manden komme tilbage efter hans affære, men ikke har fået konfronteret ham på en ordentligt måde og ikke har fået sat ordentlig grænser for hvad de kunne være med til. Der er nogle meget gode betragtninger og nogle gode konkrete øvelser /overvejelser man kommer igennem. Jeg er i begyndelsen af bogen og kan mærke den ihvertefald gør at vi kommer igennem en proces som er vigtig og uundværlig. Om det også fører til at vi fortsætter sammen ved jeg ikke, men ihvertefald bliver beslutningen taget på et ordentligt grundlag.
For mig har det været godt at beslutte for mig selv at jeg vil give forholdet x antal månder før jeg beslutter om jeg skal stoppe eller ej. Så er der en konkret tidshorisont jeg kan forholde mig til så jeg ikke bare lader det sejle, og samtidig en grænse inden for hvilken jeg accepterer at det tager lang tid at komme igennem så svære følelser, og at disse følelser konstant ændrer sig. Det er uden sammenligning det hårdeste jeg har været ude for i mit 40 år lange liv og samtidig det der på kortest tid har udviklet mig mest.

Hilsen Henrik

Hej Henrik

Tak for dit indlæg.

Jeg tror, at det er vigtigt, når chokeffekten har lagt sig, at se din kones kortvarige affære som et "wake-up-call". Jeg læser i dit indlæg om et tæt forhold imellem du og din kone, og som du beskriver har der alligevel æret en uligevægt på det rent erotiske plan, hvor du har haft mere lyst end hende.
Jeg er uenig med dig i, at kvinder har mindre lyst end mænd. Tænker snarere, at det drejer sig om at finde ud af, hvordan man "tænder" hinanden, og mange gange sker denne "tænding" hos kvinden, når dialog og samarbejde fungerer. Og når der antallet af skuffelser er få, og der ikke lægges et forventningspres, rent seksuelt.

Hvis du ønsker at forstå kvindens passionbegær, ja så kunne det være en ide at opsøge en sexolog.  Som sikkert kunne kaste lys over dette tema, og anvise, hvordan jeres erotiske liv kan opfriskes.  Hvis I da altså bliver sammen.

Din kone har haft troet, ganske kortvarigt, at græsset var grønnere på den anden side.

Nu har I så udfordringen, der hedder:

• Er græsset ikke grønnest der, hvor det bliver vandet ?

Held og lykke med processen.
Tak for bogtippet.
Den er der sikkert mange, der får glæde af.

Christel

Tak for din kommentar Christel

Udviklingen i forløbet er nu at hun ikke har kunnet slippe forelskelsen i den anden, selvom hun ikke har haft kontakt med vedkommende i 3 uger. Det har stadig spøgt som i hende, så som konsekvens af at jeg sagde jeg ikke kunne være i venteposition mere, er hun flyttet ud, og vi har formelt afbrudt vores samliv. Hun kan så følge op på den anden hvis hun ikke kan lade være, og jeg kan komme videre. Det har været alt for opslidende at stå og vente på at hun skulle vælge mellem mig og en anden person, og der er ikke rigtig sket noget i hendes proces, selvom hun har ønsket det. Som om hun stadig ikke forstår hvad det er der foregår i hende. Det føles faktisk som en lettelse at komme videre, uden jeg dermed ved hvad der skal ske og det er selvfølgelig meget sorgfuldt og rystende, men nu kan jeg fokusere på min egen proces og bliver ikke hele tiden trukket over i hendes uklarhed og rod. Det kan dog være at denne beslutning er det wake-up-call hun har brug for, men om det er for sent vil vise sig. Jeg tager en dag af gangen.

Henrik

Utroskab er et uudtømmeligt emne, for det sker gang på gang, og det er det samme om og om igen.
Jeg er 57 år, og har funderet meget over kvinde/mand temaet. Jeg er nu kommet frem til at vi hele tiden skal sørge for at pleje vores egne interesser, mere end at tænke på hvad partnerens interesser er, og gå efter det , være egoister på den gode måde, når vi så er sammen skal vi være tilstæde 100%, og ikke tænke på hvad den anden skal/burde gøre for mig.
Kvinder skal sige højt og tydeligt hvad de gerne vil have, og ikke håbe på at manden kan gætte det. For mænd er ikke tanke læsere. Brug så jeres veninder til sport, hobbies hygge osv. og brug jeres mand til sex, tryghed og at kæle for,og vær glad for de ting i kan mødes om, resten skal i finde hos venner/veninder/sport osv.
En mand har ikke godt af at være 100 % sikker på sin kvinde, så mister han interessen , lad ham ikke vide alt, jeg mener ikke at han skal gå og være mistroisk og usikker, men giv ham indtryk af at du godt kan leve uden ham, hvis det gælder. Og hvis du vil bebrejde ham noget så gransk dig selv først, og tænk på om det er hans ansvar.
Til mænd vil jeg sige at kvinder har derimod brug for at være 100% sikker på at hun er elsket og attrået, ellers bliver hun dybt ulykkelig, og meget vanskelig.
har man børn sammen, skal man tale om fordelingen af pligterne, og de er sjældent lige fordelt.Men tal tal tal sammen, sig jeg vil gerne sådan og sådan, uden at bebrejde hinanden.
hilsen Elisabeth

Hej Elisabeth

Tak for et viist og modent indlæg.
Der er stor sandhed i det, du har skrevet.

Venlig hilsen
Christel.

Hejsa !

Jeg har læst de fleste indlæg, og al den kærlighed og selvopofrelse jeg ser, er jeg ved at brække mig over. Mændene træder godt og grundigt på jer, og i lægger jer som en dørmåtte for ham. Han boller ved siden af, og i retfærdiggør det selv med kærlighed til manden. Han er da ligeglad !!!! han vil aldrig komme til at elske jer på den måde i selv ønsker, for kærligheden og forelskelsen ligger i et andet kvindehjerte.

Jeg selv lever sammen med en struds, men ikke ret meget længere. Han har i alle de 11 år vi har levet sammen bollet ved siden af. Og han benægter, tager ikke ansvar, fortsætter, og spørger mig om jeg ikke synes at han er god ved mig ??????

Nej fanme nej, det er han ikke. Det er ikke nok at være sød ved mig…..Konflikter løser man indbyrdes og ikke ved at køre et dobbeltliv. Utroskab bidrager ikke til et godt ægteskab, tværtimod, jeg kan se på jeres indlæg, at i stadig er ulykkelige, og skal forholde jer til nye følelser, og at han samtidig ikke selv tager ansvar. Vågn dog op kvinder !!!!!!
Læs lige bogen der hedder “kvinder der elsker for meget” jeg læser jeres indlæg, hvor det handler om chock, erkendelse, ulykkelighed og deslige, for at ende med at han stadig ikke har taget ansvar !!!!
Sig mig engang er i barnepiger for jeres mænd ???

Jeg forlader selv mine to sønner, da jeg har erkendt at jeg ikke vil leve sammen med min mand længere. Han vil ikke vedkende sig hans utro sider og dobbeltliv. Jeg har konfronteret ham med det, og når han ikke vil indrømme, er der ikke noget at bygge videre på, andet end at forholdet naturligvis bare bliver dårligere, og hvem går det ud over ??? børnene.

Jeg har for stor kærlighed til at mine drenge skal leve med forældre der ikke trives og ikke stoler på hinanden, jow min mand stoler på mig, af gode grunde, men jeg har mistet alt for ham, der er ikke noget at bygge videre på. Jeg har for stor kærlighed til mine drenge, til at rykke dem op fra deres trygge hverdag. Jeg kan ikke give dem den samme tryghed, der hvor jeg nu flytter hen. De har det bedre her hvor de er, og jeg må bide i det sure æble, for nu vil jeg ikke længere bedrages, og leve sammen med en benægter. Det er det værste jeg har gjort i mit liv, at forlade mine børn. Og jeg tilgiver mig aldrig for det. Men jeg er nød til det, for jeg vil ikke byde mine børn, forældre med vores problemer. Og jeg vil aldrig få bygget tilliden op til min snart eksmand, det er håbløst, og det tror jeg ligeledes det er for jer forsmåede kvinder. Er der noget der har ændret sig ? tror i ikke at de først vender sig rigtig mod jer når de selv er blevet importente, og ikke kan scor ude ?.

Livet er for kort til en mand der bedrager mig, og jeg må nøjes med at være ferie mor, for jeg flytter langt væk. Jeg starter et nyt liv, måske med eller uden mand, men jeg får mit eget liv, som jeg kan forholde mig til i tryghed, det kan jeg nemlig ikke med mine børne far, hvornår er det ham der losser mig ud, hvis jeg bliver ?? Jeg kan da slet ikke tale med min snart eksmand, han siger hvergang jeg prøver “begynder du nu igen, jeg troede vi skulle hygge os”

Farvel og tak til 11 forspilte år. Jeg troede også engang at vi havde det godt, det fandt jeg ud af vi ikke havde.

Hej Tulle

For mig at se så blander du to ting sammen. Der er forskel på et MEGET langt utroskabsforløb, og et engangs foretagende. Jeg kan høre at du er en meget bitter kvinde, men at vente i 11 år på at manden skal forandre sig er også at køre den rigtig langt ud. Min mand har skam været mig utro,(heldigvis over en meget kort periode) og ja det gør forbandet ondt det er nu snart 1½ år siden og jeg kan stadig have det rigtig dårligt over det, men vi vælger selv hvilken vej vi vil gå, vil vi blive, eller ej. Jeg undskylder det ikke med at jeg elsker ham, og derfor bliver jeg hos ham, for jeg må sige at en stor del af den kærlighed jeg havde til ham er tabt, og måske også for evigt. Vores ægteskab var, ifølge mig, også sundt, ligesom alle de andres her på bloggen, men der er desværre mange årsager til at dette sker. Jeg har valgt at blive, endnu, for at se om vi kan få det til at fungere, for at se om vi er stærke nok til at klare krisen. Så jeg vil sige dig at det er ikke alle som bliver fordi kærligheden er for stor til den anden part uanset hvor meget han/hun har såret. Så jeg syntes ikke man kan brække sig over at ens partner har gjort det engang, men man kan brække sig over at du har ladet DIN mand gøre det ved dig i 11 år. Så det er helt forståeligt at du har det sådan. Men tillykke til dig, fordi du langt om længe har taget det skridt og vil leve dit eget liv, for det er et stort skridt at tage. Og vær ikke bekymret for dine drenge de skal nok klare sig. Mange kærlige tanker til dig.

Hej Tomsis !

Som par taler man selvfølgelig om utroskab på et eller andet tidspunkt i forholdet. Det gjorde vi også, og jeg havde klare grænser, som han også fik at vide. Han selv, sagde at havde en part været utro, havde man selv gjort det forbi.

Jeg vidste ikke, at han var utro, men noget i adfærden begyndte at få mig til at spekulere, og jeg begyndte at lægge mærke til hvad, der var mistænkeligt.
Jeg havde ved lejlighed, sagt at jeg ikke accepterede utroskab, og han var selv af den mening, at var man utro havde man selv gjort det forbi, og han vil aldrig selv acceptere, hvis jeg var den utro part. Så var jeg blevet smidt ud på stedet.

Bitter ? ja det kan man roligt sige, jeg har kæmpet i modgang, og nydt i medgang. Men en lukket mand, der ikke kan erkende sine “sider” er meget svær at løse konflikter med, og det var den slags mand jeg levede sammen med. Jeg har ikke ladet min mand sejle sin egen sø, og ladet ham være utro, det er nogle friheder han selv har taget, viste det sig. Det drejer sig om flere partnere, jeg kan ikke sige hvor længe det har stået på, da dette også er foregået på rejser.

Han har ikke på noget tidspunkt ønsket skilsmisse, tværtimod, har han nægtet, og vil ikke skrive under, jeg kan få mig en advokat, og så kan vi tale sammen ad den vej. Total afvisning. Jeg blander ikke noget sammen. Det viser sig at han løser sine/vores konflikter ved at klappe munden i, og bolle ved siden af. Hvor langt er man så nået ? jeg mener at man må erkende, og så tage den der fra.
Det er det usagte og løgnene der er det værste, han kunne så også vedkende sig det, og græde snot, og vi kunne forsones, men jeg tror at har man været utro een gang, vil man gøre det igen, det er han jo beviset på. Jeg ved der findes noget bedre en det jeg havde, så jeg er ikke bange for at være alene, måske møder jeg min soulmate snart, eller også går der mange år, hvem ved ?

Men han har i sidste ende taget beslutningen, dog uden at tage ansvaret, og det er mig der må gå.

Jeg er mere lettet end bitter, og jeg ved at han har det rigtig skidt og er meget ulykkelig, og ja, han ved han har mistet en god kone. Problemet ligger inden i ham selv, der må være så mange ubearbejdede ting og han vil ikke arbejde med dem. Altså jeg ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden, men nissen flytter altså med, hvis han ikke løser sit problem, eller bare prøver at erkende det. Det har intet med mig som person at gøre, det ansvar vil jeg ikke tage.