Bagdøre og blokeringer

 | 9. oktober 2006 9. oktober 2006 - 17:16

Hvis man er i en relation, uanset om det er et job eller et parforhold, og tit tænker på, at “man da også bare kunne skride fra det her”, eller man tænker på, at “det jo ikke nytter at blive ved” og så videre, udfordres man i forhold til at tage en beslutning.

Ved at kalde overskriften “Bagdøre og blokeringer” ønsker jeg at pege på, at man skal gøre sig klart, at det at tænke og dyrke ovennævnte tanker, er det, som jeg kalder at man åbner bagdøren.
Og at disse tankerækker/bagdørstanker skaber en blokering.

Hvis man bemærker, at det er et mønster, man har, at overveje, om det skulle slutte her, men at man ikke gør mere ved det, vil man alligevel signalere det, mere eller mindre bevidst til sin partner eller på sit job. Det vil for en udefrakommende lynhurtigt kunne bemærkes, at man på et eller andet plan har trukket sig, engagementet daler, utilfredsheden og frustrationen smutter osv.
Og derfor må man gøre sig klart, om man vil lukke den mentale bagdør, sætte sig et mål og herigennem samle kræfterne, eller om man vil tænke tanken igennem og slutte relationen.
Den mentale bagdør gør nemlig, at man har det, som jeg kalder et ikke-fokus, som betyder, at man fokuserer på det, man ikke vil. Og det er da okay at vide, hvad man ikke vil, men det er på en og samme tid et fokus, der låser, låser for handlekraft, låser for initiativ og låser for at se mulighederne.

Tænk på det, som var det dit hus, hvor du holdt en bagdør stående åben. Altid. En ulåst eller endog åben bagdør. Ville du kunne sove ordentligt om natten, hvis situationen var sådan, helt konkret?
Tænk over det.
For min erfaring viser mig, at rigtigt mange mennesker holder bagdøre åbne, og at man glemmer at bemærke, hvor megen energi og livskraft, der fosser ud af denne bagdør.

Luk den og tag en beslutning, sæt dig mål, gør det der føles mest rigtigt eller mindst forkert.
Nu.

Ingen svar til “Bagdøre og blokeringer”

Vil du kommentere?

Du må være inloggad for at skrive en kommentar.

Register Login
Tekster på CSR-Nyt er ejet og kopibeskyttet af Christel Sonne Rasmussen.